Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Så snart duelturneringen var overstået, var Silvester forsvundet ud af storsalen som dug for solen. Han kunne mildest talt ikke komme væk hurtigt nok og var dermed smuttet fra alt og alle inden nogen havde kunnet nå at hive fat i ham. Under den sidste duel havde han siddet og set bittert til, frustreret over at det ikke var ham selv der stod der.
Da han kom ind på sit værelse smækkede han døren i efter sig og sparkede til den i sin frustration inden han smed sig på sin seng. Med et olmt blik rettet mod loftet fandt hans hånd vej til hans kind hvor han blev mindet om Kailens diffindo der efter helbrederens healing af snitsåret havde efterladt et ar. Hånden knyttede han, som han rullede om på siden for at sætte sig op på kanten af sengen mens han forsøgte at finde en passende vejrtrækning.
Post by Svala Nordström on Feb 14, 2017 23:04:42 GMT
Svala havde haft svært ved at følge med, og havde med det samme slået sine arme ud, lige så snart hun kom uden for, hvor luften havde båret den lille fugl hen over den snebeklædte plæne. Hun kom hurtigere frem end ham, og kunne nemt smyge sig ind af den åbne sprække øverst i det lille åbne vinduet i den store træhytte.
Som fuglen lettede fra karmen, rejste hun sig i menneske skikkelse. Hun gled sine fingre gennem det lyse hår og vendte blikket mod Silvester. "Du behøvede ikke have så meget fart på" bemærkede hun med et lille suk og lagde hovedet på skrå. Hun følte en stor medlidenhed med ham. Hun var ærgelig over at han ikke havde vundet, men mest af alt sur og frustreret over den måde de talte til hinanden på. Havde ikke andet i hovedet end Frida?
Post by Silvester Nordström on Feb 15, 2017 21:24:26 GMT
Silvester havde ikke bemærket fuglen i vindueskarmen, men blev alligevel ikke overrasket da Svala tog sin menneskelige form derfra. Det fik ham blot til at dreje hovedet og kigge på hende med det halvt arrige, halvt trætte blik. Hendes spørgsmål fik ham dog til i et kort øjeblik at trække overlæben op mod næsen, rynke øjenbrynene sammen og ryste lidt på hovedet, som for at vise en hvis foragt for tanken om at have gjort andet samt en undren over hvorfor hun skulle stå og sige det.
"Jeg skulle væk," understregede han, som det blik han først havde mødt hende med skvulpede ind og overtog udtrykket igen. Vejrtrækningen, bemærkede han, krævede dog ikke længere at blive styret, da den syntes at have fundet tilbage til en naturlig rytme efter hun var dukket op.
Post by Svala Nordström on Feb 15, 2017 22:35:33 GMT
Silvester behøvede ikke at forklare sig overfor Svala. Hun var udmærket godt klar over hvorfor han havde følt behøvet for at komme væk fra storsalen, hun havde mærket til selv samme følelse, men derfor havde han ikke behøvet at styrte hen over sneen, da hun egentlig helst havde set at de havde fulgtes ad. Hun trak løst på sine skuldre. Nu var de ankommet på hver deres måde, og der var ingen grund til a vade mere rundt i det.
Hun satte sig tungt på sengen og skævede mod Silvester der stadig lå i sengen. "For hvad det er værd, så syntes jeg du gjorde det godt" sagde hun tille og sukkede svagt. Hun anede ikke hvad hun skulle sige til ham som ville opmuntre ham bare den mindste smule.
Post by Silvester Nordström on Feb 15, 2017 23:47:47 GMT
En kort brummen forlod Silvester mens han foldede sine arme foran sig. Han vippede foden mod gulvet et par gange, mens han skar sine tænder mod hinanden. "Det var ikke godt nok," konstaterede han. En del af ham satte pris på rosen hun gav, mens en anden del - den dominerende - ikke vidste hvad han skulle stille op med den, for bruge den til at vinde kunne han jo ikke ligefrem. "Vi ligger sidst på grund af mig, Svala," tilføjede han og kunne mærke kvalmen stige op i halsen over den erkendelse. Og hvis det ikke var nok at føle sig ydmyget ved at være på sidstepladsen, havde han også den ikke så lille hemmelighed han ikke havde fortalt hende.
Post by Svala Nordström on Feb 18, 2017 23:59:42 GMT
Svala skævede til sin bror. Hun fulgte hver eneste bevægelse. Fra de små rynker ved hans øjne, til de skærende tænder. Hun kendte ham, og det var netop det der skræmte hende. Hun følte ikke at han var ærlig overfor hende. Både omkring hvem de var, men også hvad de havde efterladt der hjemme, og grunden til hans drivkraft og konstante dårlige humør. Hun løftede sig fra sengen, så hun kunne sætte sig på ham. Hun løftede den ene hånd og stak ham en på siden. "Tag dig sammen Silvester" bed hun af ham. Hendes lyse bryn havde trukket sig sammen.
"Du hjælper intet at ynke over det. Du har haft alt for meget i hovedet på det sidste. Du lod Kailen trænge ind i dit sind. Han gjorde dig svag"
Post by Silvester Nordström on Feb 19, 2017 4:05:00 GMT
Lussingen fik ham til at spærre øjnene ganske kort, inden han foldede armene ud igen i et forsøg på at finde et sted at gøre af hænderne der ikke var på hans i forvejen tilskadekomne kind og endte med hårdt at knytte hænderne, for at føre reaktionen på smerten til dem i stedet, samt fyre et skældsord af. Han kunne ikke beskylde hende for ikke at kunne slå og alligevel forsøgte han at tage slaget med en hvis værdighed; der var dog ingen tvivl om at hun havde fanget hans opmærksomhed, selvom hendes budskab om noget kun skuede ham mod hårene. Det sidste ord, og trykket hun lagde på det, var dog som at blive hevet i halen - og han var sikker på at hun vidste det. "Han gjorde mig i hvert fald ikke svag, du giver ham for meget af æren," svarede han ophidset og fortsatte ligeledes. "Og jeg ynker ikke - konstaterer bare hvordan det står til - du, du har ikke den fjerneste anelse!" Han standsede sig selv, efter at være nået til et punkt hvor han så godt som råbte. Tænderne bed han sammen igen, dog uden at skære dem mod hinanden denne gang, mens han, næsten demonstrativt, stirrede et vilkårligt sted ud i rummet. Han kunne bare vælte hende af, men havde egentlig ikke lyst til det, og følte sig derfor en smule låst.
Post by Svala Nordström on Feb 19, 2017 21:19:20 GMT
Svala kunne have brugt ord i stedet for den direkte handling der lå hendes lussing. Men det var ikke nemt for hende når ingen af de rigtige ord syntes at tone sig frem på hendes tunge. Det var langt nemmere for hende at agere ud fra den vold der havde ligget i slaget. Hun ønskede ikke at slå ham, men mente heller ikke at han ville komme til fornuft, hvis hun brugte talens gave. Hun ville blot forvirre dem begge to.
Nu havde hun hans opmærksomhed. "Men du lod ham trænge ind." bemærkede hun, som hun gentog nogen af sine egne ord. De blå øjne blev små. "Så fortæl mig dog om det!" sagde hun og knyttede den ene hånd. Hun blev siddende med et ben på hver side. De plejede at være i stand til at fortælle hinanden alt, og hun havde svært ved at sætte sig nøjagtigt ind i hvad det var der havde ændret sig. Hun forsøgte at lade være med skyde skylden på alle andre.
"Du lukker mig ude. Du går efter Frida, og du lader andre kører rundt med dig. Hvem er du?" hun slog blikket ned.
Post by Silvester Nordström on Feb 19, 2017 22:30:18 GMT
Silvester havde kort overvejet at fortælle, som hun havde bedt om, men blev i stedet distraheret af det hun sagde efterfølgende. Hans hjerte sank og han så tilbage på Svala, med øjenbrynene rynket anklagende ind mod hinanden på en måde der umiddelbart formåede at dække over angsten ved tanken om at hun kunne have ret i særligt det sidste. De første to ting var han skyldig i, det vidste han godt. Men at få at vide at han lod folk køre rundt med sig, var som et slag i maven. Det var imod alt han stræbte efter. Måske netop derfor kunne han ikke få sig selv til at adressere det yderligere, da det havde muligheden for at slå ham yderligere ud.
"Du ved da godt at jeg stadig er mig," insisterede han mens han greb fat om hendes overarme og strammede en anelse om dem som for at understrege sin pointe. "Vi har virkelig brug for de penge, Svala," hørte han sig selv sige, i et noget hårdt tonefald. "Jeg regner ikke med at du vil forstå, men du bliver nødt til at acceptere at jeg skal fokusere." Han havde hævet stemmen igen og håbede at hun ikke havde lagt synderligt mærke til hans påstand, og alligevel syntes han krop at ryste under vægten af de mange frustrerende følelser.
Post by Svala Nordström on Feb 20, 2017 21:17:03 GMT
Svala havde svært ved at tro på noget af det som Silvester sagde. Hun havde følt sig ført bag lyset lige siden de ankom til det fremmede land. Hun havde heller ikke regnet med at noget ville være det samme, men hun havde haft en overbevisning om at de i det mindste ville forblive de samme. Hun havde det dog på fornemmelsen at de var ved at miste grebet. "Det virker ikke sådan." sagde hun og sukkede tungt. Hvordan skulle hun også vide det når hans hoved var alle andre steder henne. Det eneste han skulle koncentrere sig om var turneringen, og hende. En opmærksomhed hun ikke havde følt på samme måde.
"Hvordan kan jeg også forstå det når du ikke lukker mig ind? Du har ikke engang forsøgt at forklare mig det endnu" sagde hun og slog let mod hans brystkasse. "Du må virkelig tro jeg er dum, hvis ikke du mener jeg kan sætte mig i dit sted" sagde hun en anelse såret.
"Du giver mig skylden? Hvor ku' du!" hun begyndte at slå mod hans brystkasse med tårefyldte øjne. Hvis der var nogen han skulle bebrejde, var det da alle andre end hende.
Post by Silvester Nordström on Feb 23, 2017 22:08:29 GMT
Silvester bed tænderne sammen da hun blev ved med at sige ham imod. På en helt normal dag havde han svært ved at acceptere perspektivet der var modsat hans og derfor gjorde det det ikke ligefrem lettere for ham at dette var blevet en ret dårlig dag. Da hun så også samlede en lille detalje op og løb i en helt anden retning, han ikke mente havde noget at gøre med det han havde sagt, med den - og endda slog på ham samtidig.
"Du læser ting der ikke er der, Svala!" svarede han frustreret, hårdt og indtrængende. I et kombineret forsøg på at stoppe hendes slag og berolige hende lagde han armene om hende og trak hende ind til sig. Hvis ikke hun kunne trække hænderne tilbage, kunne hun ikke slå. "Jeg sagde intet om at noget var din skyld. Hvor får du dog det fra? Hvad skulle det overhovedet være?" Stemmen var stadig fast, omend noget mere rolig.
Post by Svala Nordström on Feb 23, 2017 23:02:47 GMT
Svala havde forvirret sig selv. Selvom ordene ikke direkte var kommet ud af Silvester, kunne hun mærke hvordan hendes tankerne formulerede resten. Hun var sin egen værste fjende på det punkt, noget som var den evige grund til hendes mørkere dage, og kilden til trangen om at ende sit liv. Stemmerne og handlingerne der trak i hendes allerede spinkle krop. Hun holdte op med at kæmpe imod da følelsen af de vante arme trak sig rundt om hende. Hendes vejrtrækning var dog stadig uregelmæssigt, men hun fik alligevel lagt hovedet mod hans skulder.
"Jeg føler du har taget afstand til mig" sagde hun stille. Ikke fordi at han var femkampsdeltager. Hun kunne dog mærke at det rykkede i hende over at han stadigvæk ikke helt var ærlig overfor hende. Selvom det med sikkerhed ikke var han mening, følte hun sig til side sandt.
Post by Silvester Nordström on Feb 24, 2017 19:25:09 GMT
Der var et kortere øjeblik i forlængelse af Svalas erklæring hvor Silvester var musestille. Han tænkte over det hun sagde og selvom han ikke var i tvivl om hvad hans oplevelse var, var han varsom i de næste skridt han tog. Dagens forløb havde taget en del af hans kampgejst fra ham, og derfor havde han ikke lyst til at puste mere til ilden. Uafhængigt af dagen, havde han dog heller ikke lyst til at oprive hende yderligere, særligt ikke nu hvor hun allerede en gang var gået i gang med at drage konklusioner han anså for værende lidt for fortænkte.
"Det har ikke noget med dig at gøre," startede han, bevidst om at han blev nødt til at uddybe. "Det vil sige, det har ikke været rettet mod dig. Men jeg har haft brug for at koncentrere mig. Det har aldrig været min intention at du skulle lide under det. Tværtimod." Han aede hende en enkelt gang over hovedet og ned over håret til spidserne hvor han stoppede hånden og legede, af mangel på et bedre ord, med det.
Post by Svala Nordström on Feb 24, 2017 22:35:19 GMT
Selvom hun godt forstå betydningen af hans ord, forsøgte hendes sind at forvrænge dem. At lave dem om så hun ville vende det hele ind ad. Hun kneb let øjnene sammen og trykkede sig tættere mod Silvester i et forsøg på ikke helt at falde i med begge ben. Vejrtrækningen der før havde været heftig, blev nu lagt ned i takt med at hun kunne mærke de blide bevægelser af sin brors kærtegn mod det lyse hår. "Jeg har brug for du kommer tilbage til mig" hviskede hun stille og rettede sig en smule op så hun kunne se ham i øjnene.
Hun løftede den ene hånd, og lod et par enkle fingre glide ned over hans kind, og den rift han havde fået fra dueltuneringen. Den anden hånd gled igennem de spirende krøller og lagde sig om i nakken. Som opmærksomheden lå direkte på ham bed hun ned i sin underlæbe.
Post by Silvester Nordström on Feb 24, 2017 23:39:55 GMT
Silvester kunne godt mærke at Svalas vejrtrækning var blevet mere rolig, og selvom hans allerede havde fundet lidt mere kontrol end før, beroligede det den yderligere at hun var på vej i samme retning. Hendes ord fik ham til kort at se ned før han rettede sit blik tilbage i hendes øjne.
Han skar en smule ansigt da hun rørte ved hans kind. Han gjorde en hvis indsats for ikke at vise for tydeligt hvor ubehageligt det stadig var. Til hans eget forsvar, mente han, var det også så nyt. Han sagde imidlertid heller ikke noget til det men havde i stedet travlt med at blive distraheret af hendes læbebideri. Og som med et, var det som om han var tilbage til den lidt urolige vejrtrækning, samtidig med at han følte sig næsten paralyseret.