|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 11, 2017 14:22:52 GMT
Langt ud på natten var det ikke, dog havde nattens mørke skyer trangt sig ind over den magiske landsby. Han havde brugt de sidste mange timer på De tre koste og det havde efterladt ham med et tåget sind og spontane tanker. Det var ikke fordi at han med det samme havde haft følelsen af at ville opsøge Mairwen, men underbevidstheden havde taget styringen så snart den havde haft mulighed for det. Det var derfor heller ikke med det samme at han havde lagt mærke til at det netop var, nu hendes hus han stod uden for. Eller rettere. Hendes havehæk han forsøgte at kæmpe sig igennem, til trods for at indgangen til grunden var et stykke længere nede.
Han børstede sin skjorte ren fra de våde blade og strøg en hånd gennem det lyse hår inden han vaklede hen over grusset. Der var næsten ingen lys at se, og et eller andet sted var det et ren hel at han valgte at gå hele vejen rundt. Han satte sin lid til skæbnen og samlede et par småsten op og kastede det mod den eneste rude hvorpå man kunne se skæret fra et brændende lys.
|
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 12, 2017 18:32:38 GMT
Mairwen var ikke en ung frøken længere og det var evigheder siden hun havde oplevet, at en mand havde kastet småsten på hendes vindue. Faktisk vidste hun ikke at det overhovedet var muligt - at nogen stadig fandt hende tiltrækkende. Dagen med Atticus var glemt for længst, hendes fokus var igen tilbage på hjemmet og det følsomme barn. Derfor reagerede hun ikke med det samme da den første sten blev kastet. Hun havde lige færdiggjort noget arbejde efter at have lagt Marius i seng, men var dog stadig klædt på.
Alligevel gik hun hen til vinduet og åbnede det på klem. Synet af Atticus fik hende til at spærre øjnene op og skynde sig at lukke vinduet igen.
I stedet gik hun ned og åbnede døren så han kunne komme ind. Hellere det end at han stod udenfor og tiltrække folks opmærksomhed.
"Atticus." Hilste hun med forbløffelse i stemmen. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op med denne mand.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 13, 2017 0:13:18 GMT
Atticus havde ingen længere nogen føling for om det han var i færd med var nogen god idé. Men det eneste han havde haft lyst til var at se Mairwen. Så kunne folk ellers nok forsøge at overbevise ham om noget andet. Han havde ikke brugt særlig meget tid med hende siden deres sidste møde, og han mente ikke selv at han kunne lade muligheden gå forbi ham.
Han kunne af gode grunde ikke lade være med at sende hende et skævt smil, da synet af hendes ansigt kom til syne i vinduet. Det var dog mørkt nok til at det i den tidlige aften ikke var helt så synligt, som havde det været på højlys dag.
"Mairwen!" lød det fra ham som han i samme øjeblik var ved at snuble over noget af den humle der normalt lå op langs huset. Han vippede let med sine fødder og strøg en anelse akavet en hånd gennem håret.
"Jeg måtte se dig, jeg håber ikke du var gået i seng" |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 13, 2017 13:09:18 GMT
Mairwen stod i døren til sit hus og betragtede Atticus i mørket og blev en smule forskrækket, da hun hørte ham snuble. Hun forsøgte at se ham i det svage lys fra månen, men det var næsten umuligt med hendes dårlige blik.
"Vil du ikke komme ind? Det er så koldt." Sagde hun og forsøgte at finde ham med blikket. Hun havde heller ikke lyst til, at vække hele huset, som det så ud til at han havde tænkt sig at gøre.
Forsigtig trådte hun til side i den lille gang og gjorde plads til at han kunne komme indenfor. Hun var ikke sikker på om det var en god ide, men det ville kun ende galt hvis han blev stående derude og talte om hvor meget han savnede hende.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 14, 2017 16:36:41 GMT
Atticus var kun halvt overrasket over at hun rent faktisk inviterede ham indenfor. Hun kunne lige så let havde ignoreret ham eller sendt ham væk. Men han var glad for at måden han havde behandlet hende på for år tilbage ikke havde sat sig fast som et permanent minde om ham. Han nikkede derfor en smule med hovedet inden han bankede sine skindsko af mod trappen inden han gjorde hende selskab i den lille gang.
"Jeg sætter pris på du ikke lod mig stå ude i kulden." sagde han så som et skævt smil trak op i den ene side af mundvigen. Heller ikke han var sikker på at det at opsøge hende havde været verdens bedste idé. Men alkohollen havde sin effekt på ham. |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 14, 2017 17:30:03 GMT
Mairwen skyndte sig at lukke døren efter ham og betragtede ham med et lettere anklagende blik, mens hun lænede sig op af døren. Hendes øjne skinnede som lynild.
"Hvad tænker du på? At komme herhen? Og nej selvfølgelig kan jeg ikke lade dig stå ude i kulden - tænk nu hvis nogen havde set dig." Sagde hun og trådte ind foran ham.
Derefter kneb hun øjnene lidt sammen og satte hænderne på sin hofte.
"Har du drukket?" Spurgte hun og betragtede ham med et mistænksomt blik. Han lugtede i hvert fald af øl.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 14, 2017 18:11:43 GMT
Atticus skulle have forventet det. Selv i fuld tilstand burde han havde forudset reaktionen fra Mairwen. Han havde først undret sig, havde hun modtaget ham med åbne arme, selvom det lige netop var det han havde brug for. Han så beklagende på hende og bøjede lidt i nakken. "Så det var ikke fordi jeg nok ville ende med en slem snue at du viste barmhjertighed og lukkede mig ind?" spurgte han. Smilet viste sig svagt. Han vidste snart ikke hvad han skulle tænke om hende. Hvorfor hun gjorde som hun gjorde, og om hun overhovedet tænkte over sine handlinger.
"Ikke mere end jeg plejer. Men det ved du jo intet om" sagde han bare med et let suk og skævede til den ene side, hvor gange førte længere ind i huset. Skulle de bare blive stående i den lille gang? |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 14, 2017 18:37:52 GMT
Mairwen så forarget ud over hans ord og spidsede sine læber, mens hun rettede sig lidt op. Derefter rullede hun med øjnene og sukkede let, mens hun viftede gestikulerende med den ene hånd og begyndte at gå op ad den snævre trappe til døren indtil stuen.
"Nej det var ikke derfor Atticus. Jeg ved ikke hvorfor du er kommet. Det er meget sent og jeg skal egentlig snart i seng." Sagde hun og åbnede døren indtil stuen, for at han kunne gå ind og sætte sig hvis han havde lyst. Der var dog ikke ligefrem varmt derinde.
Derefter sattte hun sig afventende ned og betragtede ham spørgende. Det mest overraskende ville være, hvis han rent faktisk havde en reel grund til at komme forbi midt om natten.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 14, 2017 20:43:05 GMT
Atticus selv vidste heller ikke selv hvorfor han var kommet, andet end at han havde haft lyst til at se hende, og måske også fordi at han mente de var blevet afbrudt sidst. Han turde ikke tænke på hvad der var sket, og kunne kun håbe at det havde ført til blot lidt mere. Han brød sig ikke om at de var som fremmede overfor hinanden. Hun skulle have lov til at være sur, det ville han give hende, men hvor længe skulle det vare? - Han var ikke vant til at stå til ansvar, så det gjorde ham frustreret at han ikke helt kunne nå indtil hende.
"Jeg ville bare se dig" sagde han igen og trak på sine skuldre. Han gik op af trappen og åbnede døren til den kolde stue inden han satte sig. Han kunne vel tage et tæppe over sig, blev det for koldt?. Han skævede mod hende.
"Lad mig ikke holde dig oppe.." sagde han så og strøg en anelse akavet hånden gennem håret igen og kløede sig på halsen. |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 14, 2017 21:17:22 GMT
Mairwen havde hørt det før, når han kom forbi da hun var yngre. Han ville bare se hende. Se hende og så smutte ud af hendes liv uden nogen form for ansvar. Vidste han da slet ikke at hun havde et barn i huset? En mand der kom og gik som han ville var intet at samle på når man havde børn.
Der gik ikke lang tid før hun begyndte at fryse og derfor fandt hun sin tryllestav frem fra lommen og brugte den til at tænde op i pejsen.
"Bare bliv lidt, det er så sjældent jeg får besøg." Konstaterede hun og på trods af det virkede som om hun helst ville have han gik, savnede hun også lidt selskab ind i mellem. Det var svært at lokke folk herhen når hun stadig sørgede over sin mand.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 14, 2017 22:25:19 GMT
Atticus havde givet Mairwen mange grunde til hvorfor at hun ikke burde stole på ham, alligevel vente han nu at de havde kendt hinanden så længe at det måtte tælle for noget. Han havde trods alt ikke opsøgt hende for hverken at trænge sig på eller skabe mere splid mellem dem. Han fulgte hende med blikket som hun tændte op i stuen. Det var en god ting, det betød at hun havde tænkt sig at gøre ham selskab lidt endnu. Smilet på hans læber falmede dog en smule som hun vendte opmærksomheden mod ham.
"Jeg beklager jeg ikke kender huset" sagde han og kiggede op på hende. Hvilket var sandt. Han havde skubbet hende væk da det blev for seriøst, og kunne derfor ikke få sig selv til at opsøge hende i den afdøde Underwoods hus. Han forstod nu at det havde været det dummeste valg han længe havde truffet. Mairwen var en vigtig person i hans liv. Måske den vigtigste, selvom han aldrig ville indrømme det. |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 15, 2017 11:46:06 GMT
Mairwen trak på skuldrene over hans ord, hun havde det egentlig fint nok med at han ikke var kommet rendende. Det havde måske fået Underwood til at indse at han ikke havde været den rigtige fader, selvom hun havde på fornemmelsen at han ikke havde været helt dum.
"Det skal du ikke være ked af, det er såmænd bare et helt almindelig et. Køkkenet er nedeunder og her på stueettagen har vi denne stue samt en spisesal som også kan bruges til fester. Ovenpå har vi de private værelser og arbejdsværelset. Marius har sit eget værelse." Sagde hun og så ham i øjnene med et antydningsvist smil på sine læber. Hun var meget stolt af at bo i en husholdning hvor hendes søn kunne have sit eget værelse.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 15, 2017 19:35:44 GMT
Det var ikke fordi at Atticus havde søgt efter en forklaring af husets bygning, men var alligevel glad for at han nu mere eller mindre vidste hvor de forskellige rum lå. Han havde dog stadig ønsket at han havde været i stand til at bevare kontakten mellem dem, så de ikke føltes så fremmed, at sidde i en stue, han aldrig før i sit liv havde set før.
"Er han glad for det? Sit eget værelse?" Han vidste at han selv havde ville været glad for eget værelse. I stedet havde han måtte nøjes med at dele værelse med sine halv brødre. Hvilket både kunne betegnes som både godt og ondt. Han sendte Mairwen et lille smil. Han knyttede let sine hænder mod hinanden inden han samlede sig mod nok til at rejse sig og sætte sig ved siden af hende i stedet. |
|
|
|
Post by Mairwen Underwood on Feb 15, 2017 20:08:52 GMT
Mairwen smilede skævt over hans spørgsmål og lagde hovedet let på skrå, mens hun satte sig til rette på sin stol.
"Tjaeh.. Han har jo aldrig kendt andet, men jeg tror han er glad for det. Han skal nok vænne sig til at sove med andre, når han en dag starter på Hogwarts." Sagde hun og sukkede let.
"Men han er en god dreng, han skal nok klare det." Sagde hun med et lille smil og mødte Atticus' blik en smule forsigtigt.
"Skal du aldrig have børn selv?" Spurgte hun og løftede øjenbrynene en smule spørgende. Imens hun ventede på hans svar, overvejede hun hvad han mon ville sige, hvis han vidste at Marius var hans barn.
|
|
|
|
Post by Atticus Llywelyn on Feb 19, 2017 0:18:11 GMT
Atticus vidste ikke hvad han havde regnet med. At spørgsmålet aldrig ville komme var vel for meget at håbe på. Han havde været mange dengang, og var det et eller andet sted stadig. Han skævede hen på Mairwen. Hun havde sådan en god sjæl, hun fortjente ikke at han skulle belemre hende med følelser fra fortiden. Hvor end han gerne ville skubbe dem langt væk, kunne han ikke ignorere dem. Han vidste med sig selv at det ville give problemer, og alligevel hørte han ikke efter hvad hans instinkter sagde. Han fulgte sine impulser i stedet.
"Jeg tror ikke jeg ville blive nogen særlig god far" bemærkede han og satte sig tilbage i sofaen. |
|
