|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 19, 2017 19:32:36 GMT
Willhelmina så en smule forvirret på ham over hans ord, for hende gav de ikke mening, han hadede hende ikke men han foragtede hende? Hvordan hang det sammen? Hun kunne ikke helt se det for sig. "Men det giver jo ingen mening. Du hader mig ikke, men du foragter mig? Og jeg er ikke hysterisk. Jeg reagerer helt naturligt." Sagde hun og trak tæppet længere op over sine skuldre, som om det kunne beskytte hende fra ham. "Jeg har ikke tænkt mig at ændre mig for din skyld. Du har jo læst mine tanker nu. Så du ville ikke tro på mig selv hvis jeg prøvede." Sagde hun med et fnys.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 19, 2017 23:25:10 GMT
Lorcan var for træt til at forklare sig ordentligt. Det havde været en lang aften, men derfor mente han alligevel hvad han sagde. Han gabte igen, hørligt, før han lagde sig om på ryggen og kiggede op i sengens smukt dekorerede loft. "Had er en stærk og primitiv drift. Foragt er mere forfinet. Jeg foragter din trods og din næsvished. Din tro på at du er hævet over mig, selvom det forholder sig anderledes. Jeg er din herre nu, og indtil du lærer at respektere det, vil jeg fortsætte med at foragte dig." Han fik det til at lyde naturligt som ordene forlod hans læber. Han brød sig ikke om det lille nips ved hans side, og allivel var der i løbet af aftnen blevet bundet et mærkværdigt bånd han ikke brød sig om at udforske. "Men jeg er ikke din fader. Jeg vil ikke banke dig til du underkaster dig, eller sulte dig. Jeg kan se at det blot provokere dig, fodrer dit trodsige væsen. I stedet agter jeg at kontrollere dig, og tæmme det udyr jeg kan se i dit indre." Han stemme var rolig, og tydeligvis søvning. Når han først kom i gang med at tale, havde han dog svært ved at holde op igen.
|
|
|
Post by Wilhelmina LeStrange on Feb 20, 2017 10:39:07 GMT
Willhelmina vidste ikke hvad hun skulle stille op med en mand som Lorcan. Han var anderledes end dem hun havde kendt, han var mere kompliceret og ikke så let at gøre vred. Det frustrerede hende i den grad at hun ikke kunne finde ud af hvilke nogle knapper hun skulle trykke på. I stedet valgte hun at lade ham vinde diskussionen for nu, hun var træt og havde brug for at tænke. "Så må vi jo se hvem der vinder." Sagde hun og vendte sig om på siden så hun havde ryggen til ham. Hun ville forsøge at få noget søvn nu, selvom det var stort set umuligt ved siden af den ubehagelige mand som nu var hendes husbond.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Feb 20, 2017 16:29:49 GMT
Lorcan svarede ikke, da hans lille viv endelig overgav sig. Han var sikker på at aftnens stridigheder blot ville blive en af deres mange kampe, og frustreret rynkede han på næsen som han lagde sig om på ryggen. Han kyssede hende ikke godnat, eller gav hende andre tegn på at hendes pinsler var slut for i aften, i stedet lukkede han øjnene og gav sig hen til en dyb søvn. Der gik ikke længe før hans tunge, snorkende åndedrag lød ud i soveværelset, mens han drømte om svigerindens blege hud under sine fingerspidser.
|
|