Forening (s)

Lorcan var ikke et dyr drevet af sine lyster. Han var hævet over pøblen der tog hinanden i deres fordrukne rus, og alligevel følte han en spænding i sit mellemgulv over hvad der skulle til at ske. Vidnerne rørte ham ikke det store, i hvert fald ikke i hans tankespil, men hvad der skabte spændingen var nærmere tanken om hvor uvillig hans lille nips af en brud var. Han havde aldrig brudt sig om at de strittede imod, han havde egentlig ikke set frem til bryllupsnatten fordi han forudså at den ville blive en kamp, men som de blå øjne åbenbarede en trang til at tilfredsstille faderen der ville være til stede i rummet når han plukkede hendes sarte blomst, krøllede et sultent smil sig i hans mundvige.
Med et strejf af ridderlighed slog han galant døren til deres kammer op, og afslørede den store seng, hvor et par tunge gardiner ville sørge for en smule privatliv. For første gang siden de havde forladt salen kiggede han ordentligt på hende, og dog var der ikke meget tryghed at spore i blikket da han uden advarsel løftede hende op i brudegreb og bar hende med et fast tag ind i værelset. Hans blik var låst fast i hendes, da han tog et par enkelte skridt over mod madrassen, og lagde hende overraskende blidt ned på den, før han selv kravlede op og lukkede forhænget til.
"Har din moder lært dig hvad der skal ske?" Lorcan var en kunstner der holdt af at male på et rent lærred, og som han begyndte at løsne sit bælte kiggede han afventende ned på hende for at finde ud af om det ville blive tilfældet på hans bryllupsnat.

Lorcans smil blev en smule bredere som hun forskræmt kravlede op imod sengegærdet. Det klædte hende at være fri for det trodsige blik, det gjorde bødlens forhåbninger om udfaldet noget større. Han lagde ud med blot at nikke som accept til hendes tavse svar, mens han fik sit bælte af, og kunne trække den kongeblå tunika over hovedet.
"Tag alt andet end din særk af.." Hans stemme var rolig, bydende, som han gav sig tid til pænt at folde tunikaen sammen og ligge den på kanten af sengen. Han blev siddende på knæ i den anden ende af madrassen, mens det blå blik hvilede afventende på hende.

Lorcan selv var noget mere vandt med situationen end hans unge brud. En let rømmen ude fra gardinerne mindede ham endnu engang om at de ikke var alene, og dog rørte tanken ham ikke det store, han var vant til at præstere, omend brudesengen var en ny og fremmed situation.
Han nikkede accepterende da hun kun var iført særken. Hendes skravlede krop tiltalte ham ikke ligefrem, og han følte intet behov for at se hvad der gemte sig inde bag stoffet. I stedet holdt han kontakten med hendes blå øjne, som han selv gav sig til at løsne sine hoser og broger. Behændigt kom han ud af tøjet til han ikke havde mere tilbage, men i stedet for at udstråle lyst og begær, var der en ro i hans blik, som han nøgen kravlede tættere på hende.
"Du skal ikke være bange.." Forsikrede han og lod en finger stryge ned af hendes kind. På trods af hans blide fremtoning, var der dog alligevel noget faretruende over hans nærhed. Stadig med blikket begravet i hendes, greb han hendes hånd og førte den ned til hans skaft, hvor han satte den i gang med de bevægelser der skulle gøre det muligt at indtage hende.

Synet af hendes spinkle krop gjorde ikke det store for Lorcans potens, og han måtte i stedet lukke øjnene og forestille sig Emmas ansigt, for at lade håndens arbejde komme til sin ret. Det hjalp, som en enkelt lille lyd formåede at undslippe hans læber, mens han for sit indre blik så de smukke kurver og brune øjne der efterhånden var blevet så velkendte for ham.
"Slap af.." Hviskede han, stadig med lukkede øjne som hans hånd gled op under hendes hendes skørter, hvor fingrene med lette bevægelser begyndte at varme hende op.

Til en start hjalp det at forestille sig svigerinden. Det rejste hans flag, og puttede en smule mere følelse i fingrenes arbejde. Hendes vrid og klynk trak ham dog ud af trancen, og slog de blå øjne op med et skarpt blik. Han havde ikke tænkt sig at tage hende med vold. Han havde forsøgt det, men det bragte ham ikke den store glæde at indtage en ung pigekrop under spark og protester, særligt ikke når kroppen ikke var værd at begære.
"Lig stille, og lad mine fingre arbejde. Det gør kun det hele lettere at du er smurt." Han vidste vidste nok om kvinders jomfruelighed til at vide at det ikke altid var behageligt at miste den. Han kiggede derfor også indgående på hende, det var ligeså meget for hendes egen skyld, som det var for hans.

Lorcan tog en dyb indånding gennem næseborene da hun endelig overgav sig til ham. Hvad end modstand hun havde i sin krop, mærkede han alligevel hvordan hendes skød overgav sig. En utålmodig rømmen udenfor gardinerne stoppede dog hans arbejde, så han i stedet kunne komme i gang med det den forsamlede flok ventede på. Langsomt, og uden at forcere noget, lod han hånden glide væk igen, og lagde i stedet håndfladerne på hendes overarme.
Selvom hendes øjne var lukkede stirrede han alligevel stift ned i dem, mens han kravlede ind over hende, og lagde sig klar.
"Når jeg indtager dig om lidt, er vi mand og kone. Til at starte med vil det ikke være behageligt, men jeg har i sinde at gennemføre det om du vil eller ej. Hvis du er heldig undfanger vi vores søn i aften, så bliver det første og sidste gang." Det sidste blev hvisket, som han løftede en smule op i særkens skørt og rynkede på næsen af de tynde lår. Han lukkede øjnene og lagde sig i stilling mens han udstødte et dybt suk og prøvede at tænke på Emma da han indtog hende.

Lorcan satte sine hofter i gang til tanken om Emmas søde skød. Det hjalp til en start, indtil de fremmede små klynk rev ham ud af illusionen, og fik blikket til at glide ned på det slanke tårevædede ansigt. Om hun så havde været en afskyeligt staldpige kunne hans reptilhjerne ikke afvise hvad deres nedre forening gjorde ved hans krop, og alligevel støvede tårerne glansen af det hele. De små lyde der kom fra hans bryst kom ud gennem sammenbidte tænder, mens han forsøgte at kæmpe sig igennem sin ægteskabelige pligt, og dog måtte han hurtigt give fortabt til tårerne. De gjorde intet godt for nogen af dem. Han bøjede sig ned over hende, så han kunne hviske uden at de forsamlede vidner hørte det.
"Stop med at græde, du gør det kun værre.. Din fader kan høre dig." Han bed tænderne sammen og holdt en smule igen med sine bevægelser, mens han med en overraskende blid finger strøg hendes tårer bort.