Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
På trods af at flere af hans medspillere foretrak Vildsvinet, havde Mordred som en del af det bedre borgerskab altid fundet sig bedst tilpas på Kostene. Man kunne måske tage drengen ud af Borgin, men man kunne aldrig helt tage Borgin ud af drengen. Selvom pengene var små havde han alligevel flottet sig og købt et godt måltid samt et solidt krus af Dodderidgefamiliens øl. Han havde aldrig lært at lave mad, og måltiderne på kroen blev derfor hyppigt indtaget med et veltilfreds smil på læben. Det havde været en lang træning og kinderne var stadig lettere røde, hvilket stod i skarp kontrast til det rødbrune hår. Overfor ham sad to holdkammerater som han var i lystig samtale med, før han tømte førnævnte krus, og førsøgte med en let berøring at få kontakt til en blond kropige som hun gled forbi ham. "Undskyld, kan jeg få et krus mere?"
Post by Helena Dodderidge on Feb 8, 2017 20:35:30 GMT
Der var mange mennesker i krostuen og det var ikke altid, at Helena fæstnede sig ved alle ansigter derinde. I hvert fald havde hun ikke bidt megen mærke i den rødhårede troldmænd og hans kammerater, før en let berøring fangede hendes opmærksomhed og fik hende til at dreje sig i en glidende bevægelse, der fik skørterne til at svinge.
Et imødekommende smil var på hendes læber med det samme, allerede før hun genkendte Mordred Borgin og det stivnede der lidt med overraskelsen. Brune øjne forblev rettet mod ham med mild forbløffelse, før hun blinkede og fik nikket.
"Naturligvis," kom det, lidt hurtigt, som hun rakte ud efter det tomme krus. "Er der ellers andet I har brug for?"
Post by Mordred Borgin on Feb 8, 2017 23:43:14 GMT
Mordred var temmelig optaget af at underholde sine to holdkammerater med en historie fra sin tid i York, og havde egentlig forventet at vende ansigtet tilbage så snart kropigen havde hørt hans bestilling. Da de grønlige øjne fangede de brune, kunne de dog ikke lade være med at hænge en smule fast, mens hendes opfølgende spørgsmål kom en smule bag på ham. Det var ellers ikke ofte at han blev mundlam, mens hans ord havde været fokuseret på historien om hans stejle dyk, og ikke at tage stilling til om der var andet han havde brug for. Hurtigt genvandt han dog fodfæstet. "Lidt godt selskab.. Hvorfor sætter du dig ikke ned? Du er langt kønnere at kigge på, end de to hoveder derover." Han gjorde et kast med hovedet mod de to vejrbidste Queerditchspillere, der himlede let med øjnene, før han sendte hende et bredt smil.
Post by Helena Dodderidge on Feb 14, 2017 21:13:21 GMT
I et kort øjeblik troede Helena, at det var genkendelse hun så i Mordreds blik, men et par sekunder senere gik det op for hende, at det næppe var tilfældet. Minderne fra skoletiden var i et øjeblik helt levende, som et lille, muntert fnys undslap hende og hun prøvede på at lade som at opmærksomheden ikke fik hendes puls til at stige en anelse.
Mørke øjne strejfede de andre spillere, før det fæstnede sig på den rødhårede troldmand med det charmerende smil, der engang havde været kongen af deres fælles kollegie. Øjenbryn hævede sig, men tænderne kom til syne i et udtryk, der mildt kunne siges at spejle hans.
"Hvis jeg sætter mig ned, hvem skal så sørge for de andre kunders øl?" faldt svaret, stemmen munter og i det mindste med det klare udtryk, at hun ikke var komplet uvant med komplimenter. Helena kunne ikke ligefrem beskrives som en rødmende ungmø - selv ikke overfor Mordred Borgin. I hvert fald ikke i krostuens hjemlige atmosfære, hvor lignende situationer forekom relativt ofte.
Post by Mordred Borgin on Feb 15, 2017 23:22:06 GMT
Aftnens spil var ingen ny leg for den rødhårede Queerditchspiller. De to holdkammeraters rysten på hovedet fortalte en tydelig historie om at det ikke var første gang de så deres medspiller gøre kur til en ung, køn pige. Mordred selv virkede allerede til at have glemt dem, som han ikke lod sig slå ud af den lyshårede heks' lettere undvigende svar. "Hvis jeg nu hjælper dig med at gøre dine borde færdige, kan du vel godt undværes en kort stund?" Mordred var ingen krodreng, faktisk var han elendig til manuelt arbejde der ikke indebar at sidde på en kost, og alligevel stillede han sig til rådighed med det charmerende smil de fleste fandt svært at afvise.
Post by Helena Dodderidge on Feb 16, 2017 23:54:14 GMT
Nej, der var ikke meget der var forandret. Selvtilliden var i hvert fald ikke blevet mindre og hun slap en kort latter, mens blikket strøg udover den krostue, som hun kendte bedre end sin egen inderlomme. Læberne spidsede sig lidt, før hun så tilbage på ham med den ene hånd hvilende mod hoften.
"Du er i hvert fald ikke ked af det," svarede hun muntert, men til gengæld heller ikke helt overbevist. Alligevel gemte der sig en udfordring i de mørke øjne. "Er du sikker på at du kan klare opgaven, queerditchdreng? Det er ikke så nemt, som det ser ud."
Post by Mordred Borgin on Feb 18, 2017 0:05:08 GMT
Mordred var måske en smule dumdristig, men han sagde aldrig nej til en udfordring. Om det så var at sætte livet på spil i et farligt dyk, eller give sig til at servere for De Tre Kostes gæster. Han kunne stadig ikke helt huske hendes navn Helen.. Eileen.. Det var noget i den retning. Han kunne heller ikke huske at hun så så sød ud når hun satte hånden i siden. Det gjorde blot hans motivation større, overbevist om at han ville vise sig selv overlegen til opgaven. Med lidt øl indenbors havde han lykkeligt glemt at ikke alt hvad han rørte ved blev til guld, og i stedet sendte han hende blot et kækt smil. "Selvfølgelig. Hvor skal jeg begynde?" Han havde allerede kommet på benene, og sendte et sidste indforstået blik til de to holdkammerater der endnu ikke var færdige med at himle med øjnene.
Post by Helena Dodderidge on Feb 19, 2017 19:56:24 GMT
Den kæphøje attitude fik en munter lyd fra hende og hun lod blikket glide åbenlyst ned over ham en enkelt gang, før hun trak sin tryllestav frem af forklædet, drejede sig halvt og udtalte en lavmælt hidkaldebesværgelse. En tom bakke sejlede sikkert gennem luften uden at ramme nogen og hun greb den i den ene hånd, før hun snurrede mod Mordred igen.
"Du kan starte med at tømme bordet derovre, så nye kan komme til," konstaterede hun, uden skrupler. Hvis man tilbød sin hjælp måtte man forvente at arbejde og det bord hun pegede mod, var propfyldt med brugte krus og skåle, der skulle ryddes væk. Med et underholdt, men også afventende smil, rakte hun bakken frem mod ham og hævede øjenbrynene.
Post by Mordred Borgin on Feb 19, 2017 23:57:24 GMT
Det overlegne smil hvilede stadig på Mordreds læber, da han pludselig fandt sig selv med en bakke i hænderne. Det havde virket som en god ide da han sad nede ved bordet, og før blikket faldt på det overfyldte bord virkede det stadig sådan. Han var en priviligeret ung mand der var vokset op med sin faders rigdom, op på trods af at han efterhånden havde levet uden den i fire år var han aldrig blevet dygtig til manuelt arbejde. Han havde derfor heller aldrig ryddet et bord af. Han havde opholdt sig på tilpas mange kroer til at se det udført, og eftersom kropigerne fik de overbelæssede bakker til at let ud, gik han derfor også optimistisk til opgaven, med et selvsikkert smil. Han forsøgte at overskue bordet, som han uden noget rigtigt system begyndte at læsse krus og tallerkner på bakken til han havde bygget et vakkelvorent tårn af beskidt service. Stadig overbevist om at det var ligeså legende let som kropigerne fik det til at se ud, løftede han på den overbelæssede bakke, der allerede skælvede faretruende idet den forlod bordpladen. Den første kop gled af og knustes mod gulvet før han overhovedet havde fået ordentligt fat, og med et knap så selvsikkert blik kiggede han tilbage på Helen før han i en svær akrobatisk manøvre måtte støtte bakken på knæet, så han frigjorde en hånd der kunne forhindre flere kopper i at falde mod deres endeligt på det hårde gulv.
Post by Helena Dodderidge on Feb 20, 2017 0:49:57 GMT
Hvis de ikke havde været magikere og der skete et reelt tab ved at lade den overmodige queerditchspiller smadre deres service, ville Helena nok ikke have stillet udfordringen. Som det var, kunne hun nærmest ikke lade være med at være tilfreds da leret knustes mod gulvet. Smilet undertrykte hun dog, som han så mod hende og nøjedes med at hæve øjenbrynene let som svar.
Tryllestaven svang igen og den knuste kop vendte tilbage til læsset på bakken, endnu engang hel. "Der er flere borde, der venter," bemærkede hun lyst og med spilopper i de mørke øjne, som hun selv snoede sig mellem borde og med noget mere elegance selv fyldte en bakke. Det sitrede faretruende i hendes mundvige, men han var selv ude om det.
Post by Mordred Borgin on Feb 20, 2017 0:57:19 GMT
Det begyndte så småt at gå op for Mordred at han havde taget munden for fuld. Selvom et kækt smil hvilede på hans læber, kunne han ikke lade være med at føle at hans stolthed fik et lille knæk da hun nochalant fik koppen på plads igen, mens han fortast forsøgte at balancere sin bakke. Han havde et eller andet sted forventet at han var færdig, på trods af at det gav sig selv at han ikke kunne stå med bakken midt i kroen resten af aftnen. "Skal jeg ikke aflevere denne her et sted? Jeg tror at ehm.. De nederste tallerkner går i stykker hvis der bliver læsset mere på dem." Han gav sjældent op, men han var alligevel skarp nok til at indse at Helens reparobesværgelse ville få travlt hvis der skulle være meget mere på den overlæssede bakke. Ærlig talt havde han svært ved at se hvordan han overhovedet skulle få den ud i køkkenet.
Post by Helena Dodderidge on Feb 20, 2017 1:16:10 GMT
Helena var mere end klar over Mordreds problemer, men alligevel var det i et øjeblik som om at hun slet ikke så det. I stedet fyldte hun på sin egen bakke, før hun vendte sig mod ham med et næsten forundret blik, da han talte. "Ud til køkkenet," svarede hun og drejede sig mod ham med en bakke på den ene hånd og den anden tilbage mod hoften.
Blikket gled over den akrobatiske stilling og hun kunne tydeligt se, at det aldrig ville kunne komme til at lykkes. Et pænt smil tog plads på hendes læber, absolut mere uskyldigt end det var. "Medmindre du hellere vil tilbage til dine venner...?"
Post by Mordred Borgin on Feb 20, 2017 16:48:42 GMT
Mordred begyndte så småt at finde bakkens balance. Det hjalp selvfølgelig ikke at han allerede havde indtaget to krus af Dodderidgefamiliens gode øl, og dog havde han glimrende balance på et kosteskaft. Han forsøgte at bilde sig selv ind at det at bære bakken indeholdt nogle af de samme elementer. Han blev både lettet og forfærdet på samme tid, da hun fortalte at der ikke skulle læsses mere på bakken, men at det der allerede var, til gengæld skulle bæres ud i køkkenet. Det virkede umuligt, men hendes uskyldige smil provokerede ham til at prøve. Hans kæphøje overlegenhed var endnu ikke helt forsvundet, og han rystede derfor også forsigtigt på hovedet som svar, lidt for fokuseret på ikke at tabe de mange krus og tallerkner på gulvet. Varsomt greb han igen om bakke med begge hænder, mens hans løftede ben igen fandt gulvet. Alting skælvede faretruende da han tog det første skridt, mens smilet var afløst af em dyb koncentration. Efter det par vellykkede skridt, vendte hans dumdristrighed dog tilbage sammen med smilet. "Bare ud til køkkenet?" Han nåede netop at vende hovedet for at blinke overlegent til hende, før han ramlede sammen med en udtrukket stol og sendte bakkens indhold i al dens helhed afsted mod det hårde gulv.
Post by Helena Dodderidge on Feb 20, 2017 23:29:39 GMT
Helena registrerede katastrofen sekundet før den indfandt, men nåede ikke at gøre meget andet end at komme med et forskrækket gisp. Det var et værre rabalder som krus og skåle faldt til gulvet og flere af dem knustes mod hinanden og der var velsagtens ikke en eneste i krostuen, der ikke havde blikket rettet mod den rødhårede klodsmajor.
Kropigen så i hvert fald det hele udspille sig og det krumspring han gjorde i forsøget på at redde det. Det var svært at undertrykke latteren, men hun klarede det lige, som hun satte sin egen bakke fra sig og nærmede sig kaosset.
"Hm," lød det overvejende, som hun foldede armene over kors og så ned på rodet. "Ja, det gav mig jo ikke mindre arbejde," konstaterede hun til sidst og så op på ham med afslørende trækninger i mundvigene. "Men godt forsøgt, queerditchdreng."
Post by Mordred Borgin on Feb 21, 2017 0:09:25 GMT
Mordred kastede sig efter porcelænet som havde det været et gyldent kuglelyn på afveje. Selvom hans trænede gribehånd fik fat om et krus, redede det sog ikke resten af servicen, der faldt ned omkring ham og knustes mod det hårde gulv. Samtidig sørgede han også for at pådrage sig hele kroens opmærksomhed, som han stod midt i det hele, og knugede det ene krus i hånden. Mordred var vant til at folk kiggede på ham. Stjernestatussen var for længst steget ham til hovedet, og hans eneste naturlige reaktion var derfor også at hæve den ene kop det var lykkedes ham at redde, som havde han netop afgjort sæsonkampen med sin gyldne fangst. Det tog ham to øjeblikke at opfatte at folk ikke klappede og jublede, men at de nærmere morede sig over hans optrin, som hans kinder blev blussende røde og den ranglede krop faldt en smule sammen. Lettere undskyldende, og langt mere ydmygt kiggede han på kropigen da hun kom nærmere, og rakte forsigtigt koppen frem imod hende, mens han skævede til de mange blikke der stadig hvilede på dem. "Jeg greb da en.." Som om det var hans eneste talent i livet, forsøgte han sig med et lille smil.