Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 26, 2017 23:25:44 GMT
Det rørte ikke Nic hvilke flugtplaner der gik gennem pigebarnets hoved. Det var en ære at han i det hele taget ville nedlade sig til at spille skak med hende, og nu hvor han havde sat sig op til at tilbringe en stund i det kønne selskab i stedet for festens mylder, var der ingen der skulle sige ham imod. Da hun foreslog at spørge sin broder, var han derfor også hurtig til at ryste på hovedet og sende hende en overbærende grimasse. "Nej.. Det er kun passende at jeg gør det. Så vidt jeg husker er han stadig din formynder." Der var en slet skjult irettesættelse i hans ord. Han havde stadig ladyen på armen, da han med raske skidt navigerede gennem gæsterne til hendes storebror. "Lord Burgh. Din lillesøster var så modig at udfordre mig til et spil troldmandsskak. Du har vel intet imod at jeg takker ja til udfordringen?" Hvis pigebarnet kendte sin plads vidste hun at dette var en samtale imellem mænd. Det skarpe blik man ikke sagde nej til hvilede på den unge lord, og dog var der intet i det det antydede at han havde andet en hæderlige hensigter.
Post by Rosamund of Burgh on Jan 28, 2017 22:00:29 GMT
Rosamund hadede den slags. Intenst. Hendes formynder. Men hun satte sig ikke op imod denne magtfulde mand, for hun vidste hvordan man skulle vælge sine kampe og hendes ville først komme senere, hvis hun gisnede rigtigt om hans intentioner. Gisnede hun forkert, så bad hun til Brigid om, at hun ville være klog nok til at sno sig væk fra det også.
Som udgangspunkt fulgte hun ham derfor hen til Henry, som så lidt forbløffet ud, men bukkede let. Forbløffelsen blev ikke mindre over at hans søster ligefrem skulle have udfordret Nicholas Malfoy, men selvom hans blik var tvivlende - det var en usandsynlig situation - så gav han sin velsignelse til, at hun og den ene mand de havde taget med sig hjemmefra, måtte gå fra selskabet.
Rosa var ikke tilfreds med udfaldet, men hun skjulte det godt og fulgte med herremanden uden et ord.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 29, 2017 2:46:18 GMT
Nicholas Malfoy var ikke en mand man sagde nej til. Det vidste alle, inklusiv den Unge Lord Burgh. At spørge ham var derfor også blot en formalitet, at han afslog havde aldrig rigtig været en mulighed. I stedet førte han den unge lady ud af rummet, og op imod biblioteket hvor hans eget bræt havde sin faste plads. Elfenbensbrikkerne stod allerede klar da de trådte ind i det fornemme rum, hvor læderindbundne bøger og gamle skrifer dækkede væggende fra gulv til loft, og fornemme lænestole stod klar på hver sin sine af brættet til at modtage adelsmanden og hans unge udfordrer. Hans sind slappede allerede langt mere af, væk fra den infernalske larm og musik, og med et lille nik slap han hende og slog ud med hånden. "Foretrækker du at spille som sort eller hvid?" Nicholas mente selv at han spillede begge farver lige godt, og pigebarnet havde derfor fortjent at få lov til at vælge.
Post by Rosamund of Burgh on Jan 29, 2017 12:17:53 GMT
Rosamund følte sig mere tryg over, at de blev fulgt direkte i hælene af hendes brors stærke, hjælpende hånd. Hun var selvfølgelig ikke tryg overhovedet, men det tvivlede hun på at nogen var i Nicholas Malfoys selskab. På denne måde fik han forhåbentlig ingen idéer om, at røre ved hende igen, så snart hun var sluppet fri af hans arm.
Hendes læber var blege, da blikket faldt på skakbrættet. De seks rækker med fortryllede brikker stod truende på hver sin side af ternene og alle øjne fra dem så op på hende. Hun ville have foretrukket sine egne brikker, men dem havde hun ikke med sig til festen og hun måtte nøjes, på trods af at hendes egne brikker kendte hende og disse formentlig var imod hende. I sidste ende valgte hun de sorte og erklærede det, før hun sank ned i den stol, der stod overfor de brikker.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 29, 2017 22:19:45 GMT
Nicholas selv to plads bag de hvide brikker. "Modigt.." Han var ikke sikker på hvor velovervejet hendes beslutning var, ærlig talt var han ikke sikker på om han skulle forvente egentlig modstand. Som leder af skolens skakklub måtte hun dog være mere værd end hans jævnaldrende søn. "I så fald rykker jeg først." Trækket han lagde ud med var en klassisk Obenhauseråbning, hans foretrukne, som han kommanderede den hvide bonde fremad. "Kan du lide bøger lady Burgh?" Hans blik gled kort rundt blandt de høje reaoler, før det igen landede på den unge adelsfrøken. Han havde aldrig haft noget imod at kvinder læste, så længe at de ikke forsøgte at belære ham, med den sparsomme viden deres sind var i stand til at trække ud af siderne.
Post by Rosamund of Burgh on Jan 30, 2017 8:32:37 GMT
Der var noget ganske nyt og anderledes ved at skulle begive sig ud i et spil skak med Nicholas Malfoy. Det handlede nemlig ikke særlig meget om selve spillet, men nærmere hvad det kunne betyde i det større spil. Rosamund var alt andet end dum og hendes logiske analyse af manden overfor hende var, at han ville hade at tabe til hende. Hvis hun var ude på, at indynde sig hos ham i håb om at se godt ud som en kandidat til hans yngste, ville det kloge træk være, at tabe med en flig af æren i behold. Hun havde dog ingen ambitioner i den retning og gik derfor allerede med sit første træk på brættet efter, at vinde og ydmyge ham. Ikke at det var åbenlyst fra begyndelsen.
Blikket gled op fra brættet og Rosa smilede nok til, at det var høfligt. Hun anstrengte ikke ligefrem sin ansigtsmuskulatur i forsøget. "Nogle bøger, Lord Malfoy," var det afmålte svar, som dog krævede en eller anden form for opfølgning. "Dem, der kan lære en noget." Hun skævede ned på brættet og var tilpas lidt en konversationalist til at undlade at spørge ham om det samme. Hun var der for at spille skak - og blive forhørt, lod det til.
Post by Nicholas Malfoy on Jan 30, 2017 14:10:43 GMT
Skakspillet var på mange måder et tveægget sværd. Nicholas havde ikke i sinde at tabe, særligt ikke til et syttenårigt pigebarn, men han var heller ikke interesseret i at hun gav ham sejren fordi hun ikke turde spille spillet. Det eneste udfald der ville ende tilfredsstillende for dem begge var hvis hun ydede tilpas modstand til at sejren ikke kom let til ham. Han lagde dog hårdt ud, da han velovervejet udførte sit næste træk. "Og hvilken lærdom interesserer dig..?" Han lænede sig en smule tilbage i stolen og afventede hendes næste træk. Han havde en meget udførlig opfattelse af hvilket bøger det passede sig for kvinder at læse, og hvilken lærdom de skulle stræbe efter.
Post by Rosamund of Burgh on Jan 30, 2017 18:59:20 GMT
Rosamund havde svært ved ikke at trække på smilebåndet over det træk, som hun havde håbet den ældre mand tog. Ganske langsomt fortsatte hun med en taktik, som hende og et mere dedikeret medlem af skakklubben havde udviklet sammen. Den var anderledes end hvad de ellers havde lært, men netop det var det geniale ved den. Det var en tillokkende fælde, som kunne få mange, mere traditionelle (ældre) spillere ned med nakken. Og hun havde ikke tænkt sig at spille for at tabe.
Udistraheret fra sin plan, men med nok overskud til at se op fra brættet, blinkede hun en enkelt gang, langsomt som en ugle.
"Al lærdom, Lord Nicholas," konstaterede hun ærligt, velvidende at han næppe var imponeret så langt. "Men jeg er primært interesseret i logik, geometri og strategi. Ting der kan bruges til noget i virkeligheden."
Post by Nicholas Malfoy on Jan 31, 2017 19:21:18 GMT
Nicholas var en traditionel mand. Han var ikke ubegavet, men han vidste hvordan man vandt et spil troldmandsskak, og når han gjorde det overfor pigebarnet ville det blot endnu engang blive indlysende hvorfor erfaring altid sejrede. Hans taktik var ikke til at tage fejl af, og dog var trækket han foretog en modellering af den der oftest blev anvendt ved de mere avancerede skakbrædder. Han følte sig overlegen, og undervurderede som udgangspunkt sin modstander. "Det er ellers ikke emner der sømmer sig for en ung kvinde." Det var en konstatering ikke et debatemne, som han løftede blikket og betragtede den unge lady mens han flyttede sin næste brik.
Post by Rosamund of Burgh on Jan 31, 2017 21:44:57 GMT
Rosamunds mundvige sitrede ganske svagt, men det var mere i uvilje end høflighed. Ikke at forskellen var synlig. Hun flyttede blot endnu en brik i det spil, der for de fleste ville se ud som om han var godt på vej til at vinde en hurtig sejr. Men nu var hun ikke de fleste.
Eftersom Nicholas Malfoy ikke lagde op til noget svar, supplerede hun ham ikke med noget, andet end et blik, der havde lagt låg på ethvert behov for at pointere, at han ikke ville vide hvad der sømmede sig for en ung kvinde, om så det slog ham lige mellem øjnene.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 1, 2017 1:23:19 GMT
Nicholas bekymrede sig ikke om hvorvidt hun var enig med ham eller ej. Det vigtigste var at hun ikke gav udtryk for det. I stedet fokuserede han på spillet. Han analyserede brættet med et vågent blik, og som det skred frem, faldt det ham ind hvor lidt modstand hun ydede ham. Det tegnede til en hurtig sejr. Han tog hende i øjesyn med et opmærksomt blik, og holdt sit næste træk hen. "Enten er formanden for Charmalane troldmandsskakklubben ikke særlig dygtig, eller også forsøger hun at lokke mig i en fælde, hm?" Det var et mærkeligt forsøg på at lyde selskabelig, og det lykkedes kun til dels, som han betragtede de få træk han skulle tage for at give sig selv den ultimative overhånd, før hans blik igen gled op på hende.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 1, 2017 16:41:52 GMT
Formanden for Tamerlane Troldmandsskakklubben havde et veludviklet, neutralt ansigtsudtryk, som kom i brug overfor både professorer og andre ældre magikere, der sagde og gjorde åndssvage ting. Hun var for klog til at sætte sig op imod nogen, der havde mere magt end hende, også selvom de var nogen idioter. I denne samtale var udtrykket på hendes ansigt mere eller mindre permanent.
Hun så op på Nicholas Malfoy og rynkede panden en anelse, som om hun ikke helt forstod hans pointe. Endnu engang havde han ikke stillet noget reelt spørgsmål og der var derfor ikke som sådan noget at svare på.
Post by Nicholas Malfoy on Feb 1, 2017 21:18:21 GMT
Endnu engang var den unge piges ansigt en velsammensat facade. Andre ville måske have mærket sig med det, men Nicholas blev kun godt tilfreds ved synet. Som medlem af Malfoyfamilien var ansigtet udadtil et af de vigtigste værktøjer. Ethelburga havde han været nødt til at gemme væk, men han kunne ikke sende sin svigerdatter bort hvis hun viste sig at være en skuffelse. Masken afslørede dog heller intet om hendes træk, og selvsikker i hans teknik som han var, fortsatte han derfor sin overlegne strategi lidt endnu.
Post by Rosamund of Burgh on Feb 1, 2017 21:40:12 GMT
Rosamund var helt kølig omkring det. Hun vidste, at han sikkert ville blive vred, når hun vandt over ham. Han kunne dog retfærdigvis ikke rigtig gøre noget ved det. Andet end at lade være med at overveje hende som et potentielt noget som helst. Det ville passe hende glimrende ikke at være en af hans menneskelige skakbrikker.
Det var derfor med usigelig tilfredshed, at hun flyttede sit ene tårn i det næste træk og erklærede "skak."
Post by Nicholas Malfoy on Feb 2, 2017 1:35:05 GMT
Spillet tog en uventet drejning da den unge lady flyttede sit tårn og satte hans konge skak. Han havde ellers allerede udset de næste to træk der ville sikre ham den endelige sejr, men pigebarnet var åbenbart ikke ligeså uduelig som hun gav sig ud for. Han pegefinger bøjede sig let over hans læber mens ansigtet blev lagt i tænksomme folder. For første gang i løbet af spillet blev han rent faktisk udfordret, og selvom en del af ham bifaldt det, skulle det ikke ske for en syttenårig piges hånd. Mulighederne og trækkene gled rundt i hans hoved, mens han prøvede at gennemskue den fælde hun havde fanget ham i. Der måtte være en udvej, og endelig fik han afkodet de sorte brikkers gåde. Med en let triumf, og en kende begejstring over hendes uventede modstand, tog hans springer hendes tårn. Han havde nu igen overhånden, medmindre han stadig fulgte hendes plan.