Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Julestemningen var høj, eller... var den nu også det? For Black-familien, var det en ganske anden stemning denne jul, end de forgående. Agneta var netop kommet hjem på ferie, og ganske naturligt havde hun spurgt efter sin søster hvis fravær var bemærkelsesværdig, trods alt. Nyheden om Alecto's død havde resulteret i en noget trykket stemning i bopælen, og Alfred selv, var nok engang endt i sit stille hjørne. Han havde holdt sig for sig selv, tænkt, og overvejede om han overhoved kunne gøre noget for søsteren. Tænksomt drejede han den mørke ring rundt om fingeren, kørte den rundt, og rundt. I sidste ende, havde han besluttede at gå en tur, og få lidt frisk luft.
Langt gik han dog ikke, iført sin kappe trådte han udenfor godsets mure. Blikket gled rundt over den snebelagte plæne, og langsomt trådte han sneen flad det sted han nu gik. Det var formiddag, køligt, men lyst, og den friske luft var beroligende.
Agneta kunne ikke huske hvornår hun sidst havde grædt. Når hun ikke fik sin vilje kunne en frustreret gråd samle sig i hendes hals og gøre hendes øjne blanke, men det her var anderledes. Hun havde alting, et sorgløst liv, alt hvad hun kunne ønske sig, men hun havde ikke længere nogen søster. Nyheden havde knækket den ellers så stolte fuldblodsheks. Det kunne ikke være rigtigt. Hun havde ikke rigtig talt med nogen siden hendes forældre havde sat hende ned og fortalt hvorfor hendes søster ikke var hjemme. Hun følte sig bedraget over at nyheden var blevet holdt tilbage for hende. Vreden hjalp en smule, men inderst inde kunne hun ikke ændre på at hun savnede sin søster inderligt og lige meget hvad kunne hun ikke få hende tilbage. Hun havde haft brug for at komme væk. Væk fra tjenestepigerne der forsøgte at bringe hende hendes livretter, eller præsentere hende for smukke kjoler der skulle muntre hende op. Det hjalp ikke. I stedet hjalp kulden. Den fik hende til at føle et eller andet. Armene var slynget omkring hende som hun sad med et sammenbidt ansigt på en af havens bænke, ude af stand til at skjule de tårer hvis spor var begyndt at fryse på hendes kolde kinder.
Nok var der gået et par måneder siden søsterens død, så var det stadig lige hårdt når tankerne faldt på det. Et eller andet sted, var det vel fordi han mente at det kunne være undgået, at accepter det var sket og komme videre, det kunne han simpelthen ikke. Påmindelsen faldt nok engang i disse dage netop fordi Agneta var hjemme, det var juleperiode og emnet var blevet bragt op. Det var med alt dette i tankerne at han bevægede sig sneen, men måtte kort efter standse op da blikket landede på en skikkelse lidt længere væk. Påklædning og stilling gav hende væk, og mens et suk blev kvalt, bevægede han sig nærmere den yngre søster.
Da han nåede hen til hende, satte han sig lydløst nogle centimeter fra hende, blikket rettede ligeud, og uden et ord. En dyb vejrtrækning blev taget, inden han omsider drejede hovedet, og så mod den yngre søster der sad der og så sammenbidt ud i udtrykket. Hun havde grædt, det kunne han da tydeligt se, om end han ikke kommenteret det. "Jeg savner hende også.." blev hans første ord, og som næppe var en trøst, det vidste han godt det ikke var for ham i hvert fald.
Agneta var ikke just klædt på til forholdene. Hendes hænder var bare og frosne, mens en ulden kåbe der var svøbt om hende ikke gjorde meget for at holde kulden ude. Hun rystede lidt, men hun var ligeglad. Det gjorde det lettere at være kold og elendig, det gjorde følelserne i hendes indre til noget fysisk, noget hun kunne forholde sig til. Det gav et sæt i hende da broderen talte. Hun havde set ham komme, og alligevel havde hun ikke helt registreret det. Hun bed sig i læben. Det var rart at høre en stemme der ikke blot forsøgte at opmuntre hende, men forstod hvad hun gennemgik. Hun snakkede aldrig om følelser med sin storebror, hverken bekymringer eller forelskelser. Hun var altid den polerede lille frøken, selv overfor ham, men de våde kolde spor på hendes kinder havde krakeleret hendes maske. "Jeg.. Forstår det ikke Alfred. Jeg bliver ved med at stirre ud i haven, men lige meget hvor længe jeg kigger.. Så kommer hun ikke." Det var et håbløst forsøg, men fuldblodsheksen der var vant til at få alt hvad hun pegede på kunne ikke forstå at søsteren ikke dukkede op når hun ønskede hende.
Det var da tydeligt at se at søsterens påklædning ikke var helt efter bogen taget årstiden i betragtning, men for nu, undgik Alfred at række ud og røre ved hende. Når man mistede nogen, reagerede man anderledes end man normalt gjorde, eller det kunne man i hvert fald komme til, og han forsøgte nu her at vurderer situationen og sin søsters sindsstemning. Pointen var at han prøvede at hjælpe, ikke at støde hende fra sig. "Nej.. det gøre hun ikke..." gav han hende ret og vendte kort blikket ud over haven, inden han atter så mod hende. "Agneta, det er i orden at sørge, men tænk på hvad hun ville have ønsket for os.." følelsessnak var virkelig ikke ham, og det burde ikke komme bag på nogen, han gjorde dog et bravt forsøg med det her, netop fordi hun var hans søster, det vil sige familie, og han vendte aldrig sin familie ryggen uanset situationen.
Agneta havde aldrig før prøvet at miste. Hun havde aldrig oplevet at skulle begræde tabet af en af sine kære, og helt ærligt var hun ikke sikker på hvad hun skulle stille op. Hendes kolde blå blik gled op på broderen, før hun rystede let på hovedet. Hun vidste at han måtte savne hende mindst ligeså meget, og alligevel var hun mest af alt opslugt af sin egen sorg. "Jeg er sikker på at Alecto ikke ønskede at dø." De to søstre havde altid været meget forskellige, men nu hvor hun ikke var her mere, uden at den blonde heks overhovedet havde fået lov til at sige farvel, føltes det næsten som om hendes ene halvdel manglede.
"Nej, det gjorde hun sikkert ikke. Det gøre jeg heller ikke, men skulle det ske, ville jeg alligevel ønske at I skulle leve videre, og leve videre på mine vegne også.." svarede han langsomt, blikket gled atter over søsteren, hun var så lille, skrøbelig, og virkede så kold, hvorfor han nu rakte frem og strøg blidt hendes kind med en tommelfinger. Han fjernede lidt af hendes forfrosne tårer, og fortsatte til han havde gledet armen blidt rundt om hende. Hvad han ellers kunne sige eller gøre for at lette hendes sorg, anede han ikke, det var vel begrænset hvad man kunne gøre. For ham, ville han aldrig opgive håbet om at gense sin søster, et eller andet sted kunne han ikke tro på at hun var død, og selvom hans forældre havde slået fast for ham han måtte stoppe med at håbe, og moderen havde understregede at han skulle lade det ligge, kunne han ikke helt. For nu, lagde han dog bånd på sig selv.
Agnetas underlæbe bævede en smule, da hans tommelfinger strøg over hendes kind. Hun gjorde intet for at fjerne hans hånd selvom hun almindeligvis ikke ville have brudt sig om at han så hende græde. Nu tøede hans omsorg dog den frosne krop en smule og hun overgav sig frivilligt og lagde sit hoved ind imod hans bryst. "Jeg forstår bare ikke hvorfor at ingen har fortalt mig noget. Hun er.. Var også min søster." Adelens veje var af og til urandsagelige, og i et kort sekundt ønskede Agneta at hun var blevet født ind i en ganske almindelig familie hvor man bekymrede sig om hinanden.
Hun skubbede ham i det mindste ikke væk, hellere ej blev han bedt om at lade hende være i fred. Heldigvis. I stedet lagde han blot armen tæt om hende som hun puttede hovedet mod hans bryst. En dyb vejrtrækning blev taget, som endte ud i et tungt suk. "Alting skete så hurtigt, og moder ønskede ikke at afbryde dine studier for at sige det. Vi ønskede ikke at du skulle miste fokus, og vi ønskede ikke at fortælle det mens du ikke var hjemme til at blive taget godt af.." forsøgte han at forklare for hende. Der havde skam været en mening med vanviddet, om end han da forstod hendes frustration over at få nyheden så sent. Han ville formentlig ikke have brudt sig om det havde han været den der var blevet holdt hen i uvished. Gud nej, så havde man da først fået lov til at mærke hans vrede.
Agneta nød den sjældne nærhed med sin broder. Det lægede ikke det blødende sår hun havde indvendigt, og alligevel bragte det en smule varme til hendes lille frosne krop. Hans forklaring havde hun allerede fået af sin fader, og selvom hendes skrappe sind kunne se meningen med galskaben, var hun stadig ikke tilfreds med måden det var blevet håndteret på. En del af hende ønskede at hun aldrig havde fået det af vide, men kunne leve i en naiv tro på at søsteren stadig ventede på hende hjemme på det store gods. "Det føles bare så.. Bønderne mister hinanden hele tiden. Deres børn dør af deres ulækre sygdomme og deres forældre slår hinanden ihjel.. Jeg troede at vi var hævet over det. At den slags ikke kunne ske for os." Uretfærdigheden frustrerede hende. Det at miste hørte pøblen til.
Der var så lidt han kunne gøre for at trøste, det var han klar over, men han anstrengte sig nu så godt som han nu kunne. Man skulle trods alt ikke glemme det var hans første tab nogensinde, og hvor andre havde grædt, havde han ikke fældet en tåre. Det var egentlig ikke meget andet end tomhed han følte, og en gang i mellem et stik af savn til søsteren. De havde trods alt haft et godt forhold til hinanden.
”Det gøre det Agneta, engang i mellem mere utilsigtet end hvad man ellers skulle tro. Vi er trods alt ikke udødelige, og døden indhenter os før eller siden. Vores kære søster gik bort alt for tidligt, men vi må ikke glemme at leve selv, og vi må ikke besudle hendes minde, det er det vigtigste. Vis aldrig svaghed overfor fremmede, kære søster, du er en Black, glem aldrig det. Vi står sammen, er stærkest sammen, og vender aldrig hinanden ryggen…” slog han alvorligt fast for hende. Hvorfor det virkede nødvendigt at sige det lige nu, var han ikke engang selv sikker på, men det gjorde han. Havde hun nogensinde været i tvivl, ville hun nu have hørt de ord fra ham, de samme som han havde fortalt Alecto for år tilbage.
Agneta havde i forvejen temmelig svært ved at være sårbar overfor broderen. Et var når hun spillede sin uskyldige komedie, noget andet var nu hvor hun rent faktisk følte sig flået i stykker indefra. Hun nikkede endelig, og accepterede de trøstende ord man havde prøvet at fortælle hende de sidste par dage. At Alecto ikke kom tilbage, og at de nu kun kunne forsøge at ære hendes minde. Hun løsnede sig ikke fra hans brystkasse, men sukkede i stedet og rystede svagt. "Jeg er helt kold.. Jeg troede at det ville hjælpe at fryse." Det var tåbeligt at hun ikke havde taget en kappe på, men hun tænkte ikke altid ligeså fornuftigt som hun plejede i disse dage..
Hvorvidt hun accepteret hans svar, og den forklaring hun havde fået i løbet af de sidste par dage, anede han ikke, han håbet på det, og eftersom hun ikke selv sagde mere til det, gik han lidt ude fra at det var tilfældet. Hun holdt stadig om ham, og han lod hende, mens han selv havde en arm om hende og forsøgte til stadighed at yde hende lidt trøst. Hun gav dog udtryk for at fryse, og han sukkede dæmpede ved hendes ord, fandt sin stav frem, og svang den lydløst. Vinduet til hendes værelse gik op, og kort efter kom en kappe svævende mod dem. Staven endte i kappens inderlomme igen, inden han greb kappen, og slap hende for at lægge den tæt om hende. "At blive syg hjælper i hvert fald ingen. Vil du med ind at have noget varmt at drikke?" forsøgte han at lokke. Han var virkelig elendig til den slags, men prøvede i det mindste.
Agneta havde til at starte med sat sig ud for at være alene med sin sorg. Søsteren var dog ikke dukket op, på trods af at den unge Slytherinpige havde forsøgt at stirre hende frem, og med sammenbidte tænder kastede hun et sidste blik ud i haven, uden at det ændrede noget som helst. "Måske hvis vi kan få køkkenet til at lave noget mere af den varme krydrede vin fra i går?" Hun forsøgte at tørre de frosne tårer væk, og sendte sin storebror et tappert, poleret smil der passede sig langt bedre for en ung frøken. På trods af hendes sorg ville hun gerne bevise overfor ham at hun stadig var en Black, og at hun stadig var den søster han kendte.
Hendes svar fik et smil over hans læber, og mens han så hende tørre tårerne væk og forsøge at samle sig så tappert, kunne han ikke være andet end stolt. "Det er jeg sikker på vi nok kan" svarede han og gav hendes skulder et kærligt klem, kort efter havde hans læber ramt hendes pande, inden han bød hende armen så han kunne føre hende med sig indenfor i varmen. Det nyttede intet at sidde derude trods alt, og de havde vidst begge været ude i et godt stykke tid - hende mere end ham - og det sidste han ønskede var trods alt se hende syg. Inden længe, skulle hun trods alt også tilbage til skole. "Hvordan går det på skolen..?" måtte han også spørge, det var vigtigt for ham at vide hvordan det gik, og han stolede på at hun var ærlig og ville fortælle ham det skulle hun have problemer på den ene eller anden måde.