|
Post by Eivør Skallagrím on Feb 16, 2017 22:32:58 GMT
Eivør havde forventet et mere fordømmende blik fra professoren. Hendes selvmedlidenhed kunne man ikke tage fra hende, og alligevel fik englænderens opmuntrende ord et skævt smil frem på hendes læber. Det var ikke alle unge mennesker der glædede sig til at komme i skole. Eivør selv havde et temmelig blandet forhold til at få datteren så tæt på. Et var at hun hver fuldmåne risikerede sine egne elevers liv, noget andet var hendes lille datter. "Forhåbentlig. Det kræver dog at mine forældre vil udlevere hende. De er ikke selv magikere. De havde aldrig sendt mig af sted til Durmstrang i første omgang hvis ikke de var løbet tør for undskyldninger til præsten. Han troede at jeg var en skiftling, og ville sætte mig ud til huldrefolkene." Hun rystede let på hovedet. Hendes tid som et sært mugglerbarn virkede meget langt væk, og alligevel bød hun Dagný de samme omstændigheder. Havde hun ikke været forbandet havde hun gjort det anderledes, det blev hun i hvert fald ved med at fortælle sig selv. Hun rømmede sig let, og syntes efterhånden at det var tid til at forlade emnet om hendes barndom på Island. "Hvad med dig og Val, skal i ikke til at skabe den næste generation af femkampsdeltagere? De må passe omtrent hvis i går i gang nu?" Hun smilede over sin øl og løftede igen kruset op til munden.
|
|