Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Frederick de Carew on Jan 17, 2017 17:40:19 GMT
Freddie slentrede rundt i korridoren på syvende sal. Et tidsfordriv han var ene om at sætte pris på - eller, som han stort set var ene om. Der var bestemt flere end ham, der kunne lide at flakke om i Hogwartsslottet, for at blive glædeligt overrasket eller komme til at fortryde sin nysgerrighed bitterligt. Det var egentlig ikke anderledes end at slutte sig til duelklubben, eller at adsprede sig med skønsang i koret. Men så vidt slangen vidste, var han den eneste der konsekvent ofrede eftermiddage, og ind imellem de timer man burde sidde til undervisning, på at lære slottet bedre at kende.
Det var hverken for udsigten at få herredømme over forsømte gange, eller erobre ting fra andre elevers svundne skolegang. Freddies motiver var mere ligetil. Han kunne lide at blive fortrolig med de enkelte gange. Det var da også næsten kun hans kærlighed til gamle mure, der forsødede udsigten til at arve Castle Carew. Det var sandelig ikke adelstitlen eller adelssnobberiet, der lokkede. Han var ikke kommet ret langt ind i gangen, før han så ryggen af en yngre troldmand. Freddie smilede tilfreds over hvem han havde fundet, og hævede ugenert stemmen. "Mercy!"
Det var et absolut udtryk af rædsel og fortrydelse der havde plantet sig på den letkendelige Hufflepuff metamorph. Hans øjne var opspærrede og hans hår var langsomt gledet fra pink til hvid, som hos et gespenst. Intensiteten i hans blik var lidt tilsvarende det hos en velovervågen kat, og han stod og stirrede halvt skjult rundt om et af hjørnerne af stenvæggen. Hans ben var let bøjede, klar til at stå på spring eller tage dem på nakken.
Anspændtheden viste sig for alvor, da Mercys navn blev råbt og han med et stort spjæt tog sig gispende til brystkassen og så sig rundt for at lokalisere hvor lyden kom fra. Da det viste sig at være et bekendt ansigt sænkede han fnysende brynene og lænede sig tilbage til sin forrige lokalisation. ”Ssssh! Freddie, jeg prøver på at koncentrere mig. Du afslører mig”.
Post by Frederick de Carew on Jan 17, 2017 18:47:27 GMT
Freddie lo uden videre, da hans anråb afblegede håret på vennens hoved. Han stillede sig fladt på fødderne og granskede modparten med et uanstændigt smørret smil. Mercy var i færd med at sætte sine duftspor på muren, hvad det så end skulle gøre godt for. Ikke nogen helt uinteressant handling - og den var kun blevet mere spændende af, at grævlingen nær var hoppet ud af sine gevandter af forskrækkelse og havde tysset på ham.
Slangen spankulerede hen til muren med den påklistrede troldmand. Han stillede sig i modpartens åsyn med sit bedste drilleskeptiske smil. "Kalder du det der at koncentrere dig?" spurgte han og smilede smørret. "Du får det ikke til at se særlig sundt ud." drillede han for at se hvad der skete.
”Freddie, jeg mener det” hvislede Mercy med en kraftig rynken på næsen. Han viftede aggressivt med armene, som var Frederick en flue der stod i vejen. ”Jeg har brug for at skjule mig, og du afgiver min tilstedeværelse. Hun finder mig hvis det bliver ved på den her måde!”
Der var et hint af desperation i den unge metamorphs stemme, og han rev sig let i håret. ”Jeg har prøvet at udgive mig for at være en professor, og ham der den elev der altid ligger og sover i vinduet, men hun ved stadigvæk at jeg er her oppe et sted. Det er som om hun kan fornemme det”.
Post by Frederick de Carew on Jan 17, 2017 20:08:02 GMT
Mercy gjorde sig stor ulejlighed med at insistere på at han skulle være stille. Freddie rystede lidt på hovedet, men holdt ellers bøtte med et udspekuleret smil. Vennens hysteri ville ikke kunne irritere ham nok til at han holdt mund. Men så længe han larmede, så fandt han nok aldrig ud af hvorfor grævlingen opførte sig som om der var noget blodtørstigt i hælene på ham, og som udelukkende vejrede sit bytte når nogen sagde hans navn højt.
Modparten trak i sine kridthvide lokker, imens han bemærkede, at han havde brugt intet mindre end to forskellige forklædninger på at komme væk. Freddie smilede over at der var tale om en hun. "Det siger du ikke?! Hvem er dette telepatiske kvindfolk du er stukket af fra?" spurgte han spændt. Han strakte overdrevent hals og forsøgte at se om murhjørnet.
Mercy nøjedes blot med at skule på Frederick. Han holdt øjenkontakten i ganske sigende tid før han krøb sig mindre og knælede på det kolde gulv. ”Jeg kender ikke hendes navn. Men hun er en tilløber fra dit kollegium, syvende årgang. Hun har knapt nok snakket med mig, men hun er blevet ubehageligt insisterende på det seneste” hviskede han.
”Det er en sygdom. Jeg har ikke meget evidens for det, men jeg er overbevist om at de fleste piger er født med en magisk igle i deres hjerne, der gradvist æder deres forstand væk i takt med at de bliver ældre. Hun vil ikke lade mig være!” Hans udbrud var fulgt af en grimasse og nedadgående trækning med mundvigene.
Post by Frederick de Carew on Jan 17, 2017 23:36:15 GMT
Det sure blik og det uimponerede, lidt for tålmodige blik som Mercy sendte ham fik Freddie til at smile sprælsk. Slangen var så vant til at være syndebuk, men han ville alligevel godt minde selskabet om, at denne selv var skyld i at han stod med frøben. Og hvis kun var medansvarlig, så lå resten af skylden hos den mystiske heks. Vennen dumpede ned og indrettede sig på gulvet, og slangen gjorde solidarisk det samme.
"Jeg tror ikke der sidder nogle igler, hvis jeg skal være ærlig. De virker dog lidt åndsforladte alligevel." Han smilede drilsk. "De siger de sikkert også om mig." kom han frem til, med et muntert skuldertræk. Han sad og studsede lidt, indtil han fik en god idé - og slangen skubbede begejstret til sidemakkeren. "Du kunne prøve at give hende lidt af hendes egen medicin. Se om det skræmmer hende væk," foreslog han udspekuleret.
Mercy fnøs og havde netop sat armene over kors, da den velkendte slange gav ham et puf of fortalte om planen han selv syntes var ganske mesterlig. ”N-ne-NEJ!” Han viste alt andet end begejstring for den og satte straks et endnu kraftigere skub til modværge. ”Det er sådan noget du kunne finde på at gøre. Og se hvordan det plejer at ende for dig, hmm?”
Der begyndte at glide et skævt smil over hans læber og et let spillopglimt viste sig i hans opaløjne. ”Skønt jeg dog må sige, at det er ganske underholdende at se dig få tæsk uden mulighed for at gå til modværge, fordi det er piger. Jeg kan ikke få mig selv til at gøre det, jeg kan ikke få mig selv til at benægte dem. Det er meget nemmere at løbe og gemme sig. Ikke at jeg regner med at du forstår det, Freddie. Det er som regel dig der foretager jagten, aldrig flugten”.
Post by Frederick de Carew on Jan 18, 2017 22:46:30 GMT
Forslaget blev nedstemt med ret modstandsdygtige protester. Det kunne tydeligvis ikke komme på tale, at den panikslagne Mercy blev plageånd i stedet for at lade sig plage af pigebørnene. Freddie lo fornøjet over opvisningen. Han var helt tilfreds med at se grævlingen leve op til sit alias, og det var ligeså storartet at se den bestyrtelse han havde håbet på, at der blev disket op med. Han havde trods alt før oplevet, at den farverige herre var ombejlet. Og at han reagerede spøjst på den opmærksomhed han fik.
Freddie svajede og kom med protesterende lyde, da hans skub rekylerede tilbage ind i ham. "Sandt, det er ikke kys de giver mig hver gang. Men selv når det går galt, så finder jeg mig noget bedre at tage mig til end at stå og kramme muren," muntrede han sig. Han tjattede lidt til den anden. Hvis murbrokkerne virkede for ham, så alt forladt. "Selvom de er meget fintfølende, hvad dig angår, så tror jeg ikke de hører et nej, når du løber væk. At undgå nogen betyder ikke altid at de er uønskede,"
”Jeeeg…” Ungkarlen skævede væk fra Freddie over hans pointe. De havde intet at forholde sig til, når Mercy løb væk. Det var den lette vej ud. Det var ikke så meget fordi han ikke havde modet til at gøre det. Han bed sig i underlæben. Det var baree… ”Jeg vil virkelig bare ikke såre nogen. Så er det nemmere at efterlade dem i illusionen om at jeg måske kan lide dem. Jeg har intet problem i at snakke med dem og få dem til at grine”.
Efter en kort tænkepause sukkede han tungt. ”Det er ikke så meget dem. Jeg kan ikke lide dét” bremsede han punktligt uden videre uddybelse. Han nuldrede op i sit hår og vendte hovedet helt væk fra Frederick som i skam.
Post by Frederick de Carew on Jan 19, 2017 19:32:18 GMT
Vennen famlede sig frem til, at løsningen var at være konfliktsky. Freddie vendte muntert øjne over ham. "Det er netop den illusion om at du måske kan lide dem, der gør at du ender med at stå stakåndet og rystende bag et hjørne. Fungerer den form for masochisme rent faktisk for dig, eller er det fordi at du ikke kan nå at sige nej til dem, hvis du også skal snakke og grine med dem?" blinkede han.
Problemet var åbenbart ikke heksene, men dét: noget upræcist, som dog var konkret nok til at Mercy skrumpede ind bare ved at nævne det. "Og dét er nærmere bestemt..?" fiskede Freddie. Et næsten hæderligt smil sprang til lidt efter. Selvom han havde nogle mulige svar, så var han da ikke så dårligt opdraget at han tog brødet ud af munden på vennen.
Mercy lagde en hånd på sin pande. Han forventede ikke nødvendigvis at slangen kunne forstå det, selv om at de havde kendt hinanden siden skolestart. ”Jeg kan bare ikke gøre det, okay! Selv hvis jeg gjorde, så ville det ikke sikre at noget som helst ville ændre sig. Nu er det alligevel sat i gang og har været det så længe”. Så klappede han i igen, som en østers, og han fnøs. Han skævede surt til sin ven før han rynkede på næsen.
”De behandler mig som den nyeste og hurtigste kost på en Queerditchbane… Som om jeg er en ting de bare kan benytte som det passer dem. Som metamorph kan jeg blive en hvilken som helst person. Jeg kan forsvinde helt ind i mængden. Den her tøs havde spurgt om ikke jeg kunne imitere hendes tidligere affære og følge hende i et par dage, for at få bugt med hendes hjertesorger. Da det gik op for hende at jeg kunne ændre min krop fuldstændig, sagde hun det videre, og nu er jeg blevet et trend… Jeg er ikke et menneske, jeg er blevet til noget der bare skal prøves” brummede troldmanden opgivende. Det hvide hår var begyndt at glide hen i en rødlig palett, en farve der fremkom når han var vred eller rasende.
”Jeg ved snart ikke hvem der har ærlige intentioner omkring mig og ikke”.
Post by Frederick de Carew on Feb 1, 2017 21:31:02 GMT
Freddie måtte absolut sende hånden der var hæftet fast til Mercys pande et mistænksomt smil, inden han tog sig sammen. For en gangs skyld var der ikke nogle indfald, der overblændede. Den skødesløse slange generede ikke selskabet med andet end blikket, og da Mercy forklarede ham hvorfor han åbenbart var uimodståelig, forsøgte Freddie at sætte sig i hans sted. En pladsbyttebesværgelse havde været mere virksom, men han prøvede ærligt at tænke på de misundelsesværdige hekse som plagsomme.
"Troldmandsforfølgelse, hva'?" Slangen nikkede, imens han gjorde sig den umage at prøve at gøre det næste gennemtænkt. Han kunne godt tåle at være seriøs, når vennen følte sig som en forlystelse i mandsformat. "Din evne har et enormt potentiale. Okay, i øjeblikket lader pigerne dig ikke være i fred fordi de er syge efter en dobbeltgænger af deres bejlere. Men det gider de ikke for altid, og så skal du finde noget andet at bruge dine talenter på." Freddie nikkede til det røde hår med et fjoget grin. "Jeg har ærlige intentioner med dig. Men det gider jeg ikke uddybe, hvis du skal sidde og rødme." bemærkede han frækt.
Der var ikke meget der tydede på at metamorphen var imponeret over Freddies koncentrationsforsøg, da Mercy tog endnu en dyb indånding og lukkede øjnene meditativt. Med en lok af sit bølgede pandehår trukket ned foran panden, åbnede han det ene øje på klem og fokuserede på det indtil farven gled hen i den karakteristiske pink. ”Mhmm. Det ved jeg. Jeg kan gøre næsten alt med det. Fordi jeg bruger det. De fleste metamorphmagi bruger ikke deres evner. De anerkender bare at de har dem, ligesom man har en hudfarve og så gør de ikke mere ved det. De leger ikke med det. Derfor udvikler deres evner sig heller ikke...” Han så lidt drømmende frem for sig og smilte skævt.
”Det ville være rart hvis jeg kunne bruge det til noget. Jeg kunne i princippet altid blive spion og hente informationer som levevej. Det ville kunne slå mig ihjel. Men det er nok mere værdigt at dø i det godes tjeneste, end at sidde og rødne op i støvet mug og skotske bakkedale… Eller jeg kunne snige mig om bord på et stort skib og blive sømand. Det må være spændende. Jeg ville ønske at der kom en gæv søfarer til karrieredag”.
Fra sin del af drømmeriget skævede han mod Freddie med et grin. ”Jahaaa? Ærlige intentioner. Ligesom du selvfølgelig har med Rosie, som du naturligvis har informeret om alle dine natløb og enamourede fangelege”. De opalfarvede gnister returnerede til Mercys øjne, som han låste dem fast mod Freddie med sigende blik.
