Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var umuligt at finde ud af hvad hun skulle gøre. Emma var efterladt med en beslutning, som hun aldrig havde bedt om, men heller ikke havde kæmpet imod et stykke tid. Hun havde ikke blødt længe nu og selvom hun ikke havde spurgt en helbreder, så kendte hun svaret. Hun kunne nærmest mærke den lille sitren i sit mellemgulv, hvor nyt liv skabtes i hende. Det var som små bitte vinger, der slog.
I virkeligheden havde hun vidst det i to uger, men hun havde ikke rigtig vedkendt sig det. Lorcans besøg var begyndt at have en tendens til at efterlade hende gispende som en fisk på land og hun kunne ikke sige, at hun ikke svælgede i en mands berøringer, selvom det var den forkerte mand. Han fik hendes lyst til at blomstre, som om det var forår og hun vidste at det måtte stoppe nu, hvor deres mål var nået. Hendes seng ville igen blive kold og hun skulle stå til ansvar for sine handlinger. Det var intet under, at hun gerne ville udskyde det.
Hun lå og tænkte på det - igen - som hun lå og ventede på ham i sin seng, godt under tæpperne. Et enkelt lys blafrede og oplyste siderne i den bog hun ikke læste.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 15, 2017 14:54:04 GMT
Lorcan havde et lille smil på læben som han bevægede sig ned af Knockyns gange. Han var udmærket klar over det, men som han levede bedraget kunne det ikke undgå at skabe en spænding i hans mave. Han havde netop sagt godnat til sin broder som han havde talt med i biblioteket, da han bevægede sig ned imod hans hustrus værelse, udenmærket klar over hvilken dag på ugen det var. Det havde føltes forkert i starten, på den måde at bedrage sit eget kød og blod, Men efterhånden havde hans fordrejede selvjustist oberbevist ham om at det var i en højere sags tjeneste. Han havde ingen skrubler da han lagde sin hånd på svigerindens dørhåndtag, og låste den omhyggeligt efter sig med sin tryllestav. Først da vendte han sig imod hende med et dæmpet. "Godaften Emma." Hans stemme var silkeblød som de lyse øjne spillede i rummet svage lys, og et forventningsfuldt, udspekuleret smil lå på hans læber.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 15, 2017 16:47:40 GMT
Hun kendte lyden af døren, der gik, bløde fodtrin på stengulvet og en knitren, som døren blev låst efter ham. En lille, forventningsfuld knude samlede sig i hendes mellemgulv, men hun reagerede ikke synligt, før han sagde hendes navn. Langsomt drejede hun hovedet og så over på ham, næsten koket med sit lille, stadig svagt nervøse smil. Hun var aldrig helt tryg i hans selskab. Slet ikke efter hun var begyndt at lyve - eller undlade sandheden - overfor ham.
"Godaften Lorcan," hilste hun dæmpet, før hun lukkede bogen i og strakte armen for at lægge den fra sig på det lille bord, der stod for enden af sengen. Tæppet var gledet ned, men hun var ganske anstændig i sin svagt grønne natkjole. Hun vidste, at han kunne lide, at hun klædte sig af i hans selskab. Af samme grund fik hun sat sig op på knæ i sengen. Hendes blik fandt ham igen og afventede hans ord, imens hun fugtede læberne fraværende.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 15, 2017 16:59:26 GMT
Lorcan var temmelig tilfreds med deres arrangement. Han havde nydt at lære hende op, og som hun troligt satte sig på sengen gled et bredt, forventningsfuldt smil over hans læber. Hun havde lært hurtigt. Han kunne se hvordan forventningen spejlede sig i hendes blik, hvordan tungen fugtede hendes læber. Han betragtede hende et langt øjeblik, mens han forestillede sig hvordan det måtte sitre i de smalle fingerspidser. Hendes lydighed fik det til at sitre i hans, som ordene tonløst faldt fra hans læber, med et lille opfordrende nik. "Klæd dig af."
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 15, 2017 17:46:28 GMT
Der havde været så mange overvejelser om hvorvidt hun skulle fortælle ham det, men som han kun krævede hendes nøgenhed, forsvandt de helt i baggrunden. Hun sank en enkelt klump, før hun løftede fingrene til natkjolen og bandt den første sløjfe over hendes kraveben op. Blikket hvilede i Lorcans, imens hun fortsatte videre til den næste.
Der lå en meget lille form for magt i at vide, at han kunne lide at se det ske. Hun legede lidt med den tredje sløjfe i længere tid end det var nødvendigt, men da den gik op, faldt kjolen til gengæld også åben nok til at afsløre hendes ene bryst helt. Med en ganske svag farve i kinderne gjorde hun bugt med de sidste sløjfer og lod kjolen glide fra sine arme og falde ned omkring sig. Hun klarede halsen lidt og sank en smule ned at sidde mod sine lægge.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 15, 2017 21:30:55 GMT
Lorcan var efterhånden holdt op med at læse Emmas tanker. Som hun føjede ham mistænkte han ikke at hendes fjollede lille sind kunne finde på at skjule noget for ham, og i stedet betragtede han blot hvordan natkjolen langsomt gled af hendes krop. Man skulle tro at det blev trivielt i længden, men som hendes fingre fumlede et par sekunder for længe mærkede han en snurren i sit mellemgulv. Hans utålmodighed fik ham på stikkerne, før kjolen gled ned af hendes krop, og endnu engang blottede den for ham. "Bliv siddende." Han fandt hendes hendes øjne, mens han med sikre fingre kom ud af hans egen skjorte og hoser, til han til sidst var ligeså blottet som hende. Han kiggede hende indgående i øjnene mens han nærmede sig hendes seng, som et rovdyr der nærmede sig sit bytte. Han var ivrig efter at aflæse om det stadig var frygt der herskede i hendes blik, eller om forventningen efterhånden havde overtaget, nu hvor han havde taget hendes jomfruelighed.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 15, 2017 22:00:56 GMT
Et kort øjeblik tøvede hun over Lorcans ord. Så tog hun en dyb indånding og løftede sig lidt igen, for at fjerne presset fra sine lår. Hænderne vidste hun ikke hvad hun skulle stille op med, imens hun betragtede ham afklæde sig med en spændt følelse i mellemgulvet. Hun endte med at lukkede dem lidt om hinanden, med fingrende dansende en usikker dans. Hendes blik var derimod fanget af ham, som han blev nøgen overfor hende. Det gled ned over hans krop, før det endte i de lyse, farlige øjne igen og hun måtte synke en enkelt klump.
Hun løj ikke for sig selv mere. Hun havde lyst til ham. Minder om de foregående måneder var nok til at Emma kunne genkalde sig præcis hvordan hans hænder mod hendes hud føltes, hvordan hans tænder, mund og... Andre dele af ham kunne efterlade hende skælvende af alt andet end frygt. Hun fugtede sine læber og sænkede blikket med en svag trækning i sine mundvige. Hun havde midlerne til at stoppe det hele, men det var for tidligt. Ikke i dag... I morgen...
Post by Lorcan LeStrange on Jan 15, 2017 23:27:43 GMT
Lorcans skridt fik blot mere brændsel af lysten i hendes blik. Elegant, nærmest dyrisk kravlede han op i sengen til hende, hvor han hele vejen holdt kontakten med hendes blik. Usikkerheden, tvivlen ved det de gjorde var væk, som han blot fandt et sultent begær efter de ting han kunne gøre ved hende. Det var næsten alt for let, og som han stirrede ind i hendes brune øjne var han også tilbøjelig til at glemme hvorfor de gjorde som de gjorde. Han nød hendes blik, hendes tøvende tilbedelse, og som ugerne var gået var hans formål med at gøre hende med barn gledet i baggrunden til fordel for det begær han følte efter hendes blege hud. Han satte sig på knæ foran hende, med en let udfordring i hans blik, som hans eneste berøring var at stryge en brunlig lok om bag hendes øre.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 15, 2017 23:53:09 GMT
Nej. Det var ikke i dag hun ville sige det. Det var alt for let for ham at vække hende og da sengen bevægede sig lidt ved hans entré, tog hun en enkelt, hørlig indånding. Hun løftede blikket, så de mørke øjne fandt ham, da han strøg en lok om bag hendes øre. Hendes hud var fyldt med gåsehud.
Det var tydeligt, at han legede med hende, men hun kunne ikke sige, at hun ikke brød sig om det. Hendes blik flakkede kort, før hun selv løftede en hånd til hans side og fandt støtte der. Hun sank en klump og den anden hånd strøg let over hans mørke skæg, imens hun samlede mod.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 16, 2017 0:35:08 GMT
Lorcan havde ikke travlt. Han havde lært at tålmodighed var en dyd, og alligevel kriblede det i hans fingre for endnu engang at indtage hendes blege hud. Han undlod at gøre det, på trods af den sitren hendes hænder satte i gang i hans mellemgulv. I starten havde han været nødt til at dirrigere hendes hænder rundt på hans krop for at blive tilfredsstillet, men efterhånden som uger var blevet til måneder forventede han at hun vidste hvad hun skulle stille op med dem. Et let strejf hen over hendes ene bryst, da hans hånd faldt fra hendes hår blev derfor også hans eneste berøring, som det lyse blik hvilede afventende på hende.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 16, 2017 0:44:35 GMT
Emma var blevet mere nysgerrig med tiden. Hun havde fundet, at Lorcans krop ikke var så skræmmende som hans psyke kunne være og at der var fornøjelse at finde i at undersøge den med sine fingre. Som hans blik tydeligt afventede handling af hende, lod hun fingerspidserne glide ned over hans muskuløse brystkasse og strejfede hans brystvorte som et svagt smil trak i hendes mundvige.
Hun fugtede læberne igen og hendes blik flakkede lidt op til hans lyse øjne, inden hendes hånd nåede sit mål og greb næsten vandt fat om ham. Det var sidste gang, lovede hun sig selv, imens hendes hånd kærtegnede ham. Hun ville fortælle ham det i morgen, så hun ikke kom til at vente en hel uge igen.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 16, 2017 0:58:18 GMT
Lorcan havde svært ved at styre sin tålmodighed, som hendes hænder gled ned over hans krop. Hun var ingen trænet skøge, og alligevel havde hendes fingres uskyldige nysgerrighed alligevel en tendens til at gøre ting ved ham. Det afspejlede sig tydeligt i det lille suk der forlod hans læber da hun tog fat om ham. Længslen mod hendes lyse hud blev for endelig for stor. Endnu engang strejfede hans hånd tirrende hendes bryst, før han lagde den om nakken på hende og trak hendes hoved til sig så han kune møde de røde læber i et kys.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 16, 2017 1:22:11 GMT
Emma skælvede lidt under kærtegnet og besvarede Lorcans kys med passion. Hun havde gået fem år i ægteskabet med Eam og selvom hun frygteligt meget af ham, så havde han aldrig givet hende dette. Lorcan var ikke noget godt menneske, men han var spændende og hun var svag.
Hun følte sig i hvert fald svag, som hun fortsatte kærtegnende, imens hun kyssede ham så villigt som nogen erfaren kvinde. Det var sidste gang og der var en form for iver over hende, som hun ikke havde følt helt så stærkt før. Et behov for at få det sidste ud af det, før det var slut.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 16, 2017 1:39:12 GMT
Lorcan vidste intet om de tanker der gik igennem svigerindens hoved, som han blot værdsatte den passion hun efterhånden lod til at have fundet. Hendes iver gjorde blot de små suk der faldt fra hans læber en smule højere. Han var udmærket klar over at det hele ville ende den dag hun blev med barn, det var en tanke han til at starte med havde haft temmelig let ved at forlige sig med. Hun var ikke den eneste unge kvinde der var villig til at blive lokket i fordærv, men som deres ugentlige møder var blevet en fast del af hans rutine var han meget mod sin vilje begyndt at finde noget ganske enestående ved hende. Det gjorde der svære at acceptere at deres intimitet var midlertidig, han havde derfor også simpelt valgt at slå tanken ud af hovedet som han i stedet fordybede sig i deres kys. Hans hånd fandt endnu engang hendes bryst, men denne gang var den kommet for at blive.
Post by Emma Fealey LeStrange on Jan 16, 2017 14:36:25 GMT
Emma slap en dæmpet lyd imod hans læber, som en hånd fandt hendes bryst. Hun trykkede sig lidt ind imod ham med tydelig iver og kyssede ham nærmest feberagtigt, som tanken om at det var sidste gang opslugte hende helt.
Hun skulle herfra tilbringe mange måneder med et liv groende i sig. Hvad Eam ville sige var usikkert, men hun ville næppe vende tilbage til hans seng. I stedet ville hun være alene, helt for sig selv alle aftner af ugen. Det var næsten ikke til at bære. Lorcan var intet følelsesmæssigt for hende, men han var der trods alt og det var bedre end ingenting.
