|
Post by Helena Dodderidge on Jan 16, 2017 0:39:35 GMT
Helena foldede armene over kors og så på sin storebror med et komplet uoverbevist blik. "Du kan ikke anklage hende for at tilsvine os ved at være snobbet," konstaterede hun, som om det var det mest åbenlyse i verden - det burde det da også være.
"Hvad har hun sagt, der får dig til at sige sådan?"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 16, 2017 1:19:01 GMT
Arthur himlede lidt med øjnene og fortsatte lettere halvhjertet med at se ud som om det var hende der var på afveje.
"Hun... Hun antydede, at vores øl var dårlig. Og hun gav sig til at forklare ordet 'omdømme', som om jeg var helt idiot..." Han kunne godt selv høre, at det ikke holdt særlig langt. "Jeg kan ikke forklare det. Hun var ubehagelig. Du hørte hende ikke."
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 21, 2017 22:21:56 GMT
Helena var ikke ligefrem overbevist af de vage argumenter. Det var ikke fordi, hun ikke selv havde oplevet ubehøvlede kunder, men de havde en måde at gå til det på og det var absolut ikke sådan som Arthur lige havde gjort. Et uimponeret blik hvilede på ham, mens armene forblev foldet over kors.
"Flot. Det er virkelig flot," faldt det fladt. "Helt ærligt, Arthur..."
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 22, 2017 0:02:36 GMT
Arthur var ikke hidsigt anlagt, normalt. Han overfusede hverken kunder eller sine søskende. Det var dog lidt som om Edith havde en evne for at sætte ting i gang. Søsterens opgivende reaktion blev da også det sidste strå.
"Det var dig, der insisterede på at jeg skulle danse med hende," indvendte han til sit eget forsvar, en smule rød i kammen af at holde sin stemme lavmælt.
"Hvorfor gjorde du det? Hun kan tydeligvis lide mig lige så lidt som jeg kan lide hende!"
|
|
|
Post by Helena Dodderidge on Jan 26, 2017 21:28:49 GMT
Det var helt klart at de var søskende, da Arthur rettede sine anklager mod hende og Helena besvarede det med et udtryk, der afspejlede hans - selv uden brugen af sine medfødte evner. Til gengæld fik de ellers varme, brune øjne et rødligt skær i det korteste sekund, før hun spændte kæben og kontrollerede sit eget temperament.
"Fordi hun ikke har været andet end sød, når jeg har talt med hende og jeg tænkte, at du havde brug for at bruge lidt tid med en som hende. Hvor skulle jeg vide fra, at I af en eller anden grund har set jer sure på hinanden?!"
|
|
|
Post by Arthur Dodderidge on Jan 26, 2017 21:57:07 GMT
Arthur var rød i ørerne af irritation over sin søster, men han nåede ikke at svare hende på hendes spørgsmål, før døren til køkkenet gik op og den regerende dronning af kroen, selveste Yvette Dodderidge, trådte ud.
"Man kan høre jer helt herude," konstaterede hun bestemt og tydeligvis ikke tilfreds, før hun greb den ene med den ene arm og den anden med den anden og førte dem væk fra krostuen, som om de var små børn igen. Sådan gik det, når man opførte sig som det.
|
|