Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Edith Rabnott on Jan 13, 2017 22:56:58 GMT
Edith hævede øjenbrynene ganske svagt, da kruset landede mod træoverfladen med mere kraft end nødvendigt. Det gav dog intet sæt i hende og så blot roligt op og mødte de lyse øjne på tværs af disken. Slanke fingre trak kruset tættere på, mens hovedet gled en anelse til den ene side.
"Jeg er ikke skeptisk," konstaterede hun simpelt, næsten undrende - som om hun ikke forstod, hvor han fik det fra. "Jeg er nysgerrig." Hun holdt øjenkontakten, ikke tilbøjelig til at blive forlegen over anklagen gemt et sted i hans ord. Stilheden varede et sekund eller to, før hun fulgte op med et spørgsmål.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 23:12:46 GMT
Arthurs øjne klemte sig lidt sammen ved ordene, men han sagde ikke noget til en start. Til gengæld forblev han lænet lidt hen over disken, tilsyneladende i afslappet samtale og i øjenhøjde med Clagg.
"Fordi du lyder som om du ikke tror på det," konstaterede han simpelt, som svar på hendes spørgsmål. "Du lyder som om det er dumt overhovedet at sige..."
Post by Edith Rabnott on Jan 13, 2017 23:20:48 GMT
Edith var ikke sikker på hvordan hun var endt der, i samtale med krodrengen. I sidste ende grublede hun ikke meget over det, men betragtede ham blot et øjeblik efter han var færdig med at tale. Øjenkontakten forblev dog, selv da hun rettede sig op på skamlen.
"Det kommer an på, hvordan det smager," svarede hun på det spørgsmål han ikke helt havde stillet. Hvis det var frygteligt, var det absolut dumt. Det var dog ikke hendes forventning.
"Men jeg tror på, at din dømmekraft er bedre end min. Hvordan lyder det?"
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 23:27:01 GMT
Lige nu var det Arthur, der var den skeptiske. Han havde regnet med, at bevise overfor sin lillesøster, at Rabnott absolut var irriterende og snobbet, men nu var det som om hun trak de dumme ting hun havde sagt tilbage og det plantede en enkelt rynke i hans pande af undren.
"Du tror...?" Han lød lidt som om han ikke forstod ordet dømmekraft, selvom det selvfølgelig ikke var tilfældet. Derimod fattede han ikke rigtig hvorfor hun pludselig godt kunne være høflig.
Post by Edith Rabnott on Jan 13, 2017 23:32:11 GMT
Det var ikke komplet uforventeligt, at krodrengen ville falde bagefter på et tidspunkt. Edith var i hvert fald ikke chokeret og hun tog en dyb indånding, før hun (over)forklarede. Endnu engang ikke helt klar over selv, at det fik hende til at virke nedladende.
"Din erfaring med øl fra andre dele af verden er uden tvivl større end min. Derfor tror jeg på, at du er bedre til at bedømme, hvilken der skulle være verdens bedste. Hvis det kom til det?"
Post by Arthur Dodderidge on Jan 13, 2017 23:50:00 GMT
Arthurs indtryk af, at hun måske ikke var helt så slem som han først havde tænkt, blev blæst væk som af et vindpust, da hun åbnede munden igen og gav sig til at forklare ham hvad hun havde ment, som var han ti år gammel. Han sendte hende til gengæld et blik som en basilisk ville have misundt.
Han rettede sig op fra sin lettere foroverbøjede stilling uden at udtrykket på hans ansigt ændrede sig meget.
Denne gang blev hun overrasket. Giften i de lysblå øjne, fik hende til at rette sig helt op. "Undskyld mig?" faldt reaktion i et næsten køligt tonefald. Hvis hendes fordomme omkring krodrengen havde været ved at rykke på sig, så faldt det hele tilbage hvor det havde været.
Opfarende og med en utiltalende tendens til at surmule. Måske faldt æblet trods alt ikke så langt fra stammen. Benedict Dodderidge var heller ikke noget pragteksemplar.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 14, 2017 0:13:19 GMT
Arthur var ikke som sådan vred. Han var i hvert fald ikke hidsig, selvom hans blik var mere kølig inden vinden udenfor.
Da Clagg reagerede med et spørgsmål, tog han sig i at himle med øjnene, inden det skete. "Jeg er ikke halvt idiot," konstaterede han simpelt. "Jeg er klar over hvad ordet omdømme betyder." Hans bryn trak sig lidt sammen, som blikket gled over hende. "Jeg var bare overrasket over, at du var i stand til at anerkende, at jeg ved mere om noget end du gør."
Edith var klar til at undskylde for misforståelsen - lige indtil de sidste ord. Ved dem forsvandt alle impulser til det og udtrykket i de mørke øjne blev stenhårdt. Hun anede intet om, hvad der provokerede den slags, men hun havde absolut ikke tænkt sig bare at finde sig i det.
"Jeg kan forstå, at det må komme som en overraskelse, at alle ikke er snæversynede," svarede hun roligt, men iskoldt. "Har vi et udestående, som jeg ikke kender til eller er det blot sådan du har for vane at tale til dine kunder?"
Post by Arthur Dodderidge on Jan 14, 2017 0:42:51 GMT
Arthurs lyse øjne spærrede sig lidt op ved svaret og han ville have taget voldsomt til genmæle, hvis ikke hendes pointe om, at hun var en kunde - en gæst - faldt ham for brystet. I stedet skurrede den lidt rundt i hans hoved, før han sled sin fastspændte kæbe en anelse fra hinanden.
"Det, at du er en gæst her, betyder ikke at du kan tilsvine både vores mad, drikke og betjening," svarede han bidsk, omend passende lavmælt.
Post by Helena Dodderidge on Jan 14, 2017 0:51:38 GMT
Helena havde først været temmelig tilfreds med sig selv, som hun diskret havde betragtet de to på gulvet. Kun endnu mere, da de var fulgtes tilbage til baren og selvom hun under al forhør ville nægte at være typen, der stak næsen i andre folks sager, kunne hun ikke helt lade være med at lytte til udvekslingerne mellem dem.
Det hun hørte, ville hun dog aldrig have gættet sig til og i nogle øjeblikke var hun helt paf, før broderens ord endelig sparkede liv i hende. Hun dukkede op ved siden af ham, før hun kunne nå at tænke nærmere over det. "Arthur!" brød stemmen ind, højere end sædvanlig. Samtidig lukkede en hånd sig om hans arm. Smilet på hendes læber var alt andet end passende i situationen - men hun lod til gengæld også komplet som om, at alt var helt ved det normale.
"Jeg beklager meget, madam Rabnott, men jeg må låne min bror et øjeblik."
Det komplette chok over hans anklager købte Helena Dodderidge de få sekunder, der skulle til for at bryde ind. Mørke øjne lynede, men hun sled dem væk fra krodrengen og rettede dem mod hans søster i stedet. Kæben var spændt og det var uden tvivl kun afbrydelsen, der hindrede hende i at miste kontrollen over et ellers meget kontrolleret temperament.
"Tænk ikke på det. Jeg var på vej til at gå," fik hun frem, tilnærmelsesvis høfligt, men efterfulgt af et dræbende blik mod den krølhårede mand. Uden endnu et ord efterlod hun en håndfuld mønter på disken - inklusiv betaling for den øl, hun ikke havde rørt og som ellers havde været på huset, før hun gjorde om på hælen. Uden den mindste ambition om nogensinde at sætte sine fødder hos De Tre Koste igen.
Post by Arthur Dodderidge on Jan 14, 2017 1:03:18 GMT
Det var sjældent Arthur, der skulle sættes på plads, men som hans navn lød, var det rimelig tydeligt for ham, at det var det, der var ved at ske. Det fik ham til gengæld også til at se sine egne handlinger i et lidt andet lys og da Clagg afleverede sin betaling, havde han nær åbnet munden for at sige noget. Det kom dog ikke dertil. I stedet så han lidt efter hende med alvorlige rynker i panden og en lille, mærkelig følelse i mellemgulvet. Det var ikke tæt han skændtes med nogen.
Han vendte langsomt blikket imod sin lillesøster og forberedte sig mentalt på en afklapsning, som han næppe kunne tillade sig af vifte væk, selvom det ikke var de roller de normalt havde for hinanden.
Post by Helena Dodderidge on Jan 14, 2017 1:09:55 GMT
Helena sendte et lidt håbløst optimistisk smil efter den lyshårede kvinde sammen med et "kom snart igen," før hun rettede sin fulde opmærksomhed mod sin bror. Fingrene strammede sig om hans arm og hun var ikke for god til at trække ham til side, så der ikke var flere kunder der var vidne til hvad end drama det var, der udspillede sig.
"Hvad i alverden foretager du dig?" røg det ud af hende i en hidsig hvisken. "Hvad er det for noget at sige til et menneske, Arthur?! Er du blev gal?"
Post by Arthur Dodderidge on Jan 14, 2017 20:13:30 GMT
Arthur havde det lidt som en femårig, der var blevet fundet med fingrene i småkagedåsen. Han rynkede på næsen over det. Han var en voksen mand, ved Merlin. Han havde en søn. Alligevel fik Helenas tonefald - der mindede skræmmende om deres mors - ham til at brumme uforståeligt som svar, før han trak på skuldrene.
"Hun startede," konstaterede han vagt. "Hun kommer herind med næsen helt oppe i skyerne..."