Lang dag

Ediths sidste besøg på De Tre Koste havde ikke været ubehageligt og med tingene bare en anelse mere rolige i det nye hjem, kunne hun godt bruge en aften i god stemning. Hollis var hos sin mormor og der var ingen samvittighed at kæmpe med, som hun havde fundet en plads ved et bord i hjørnet og havde fået serveret aftensmad af en smilende, ung kvinde. Den sad hun nu og nød, da et velkendt ansigt dukkede op.

"Ewen," sagde hun, uden at overveje det nærmere og rankede sig lidt. En hånd løftede sig i hilsen og et svagt smil rørte hendes læber. Hun havde ikke regnet med at se ham.

Edith fulgte kollegiekammeraten med blikket og rettede sig en anelse mere, da først han satte sig. Blikket faldt kort til den halvtomme skål, før hun slap en bekræftende lyd. "Absolut. Langt bedre end noget jeg selv kan fremstille," erkendte hun med et lille, men tilfreds smil. Det var en af grundene til at hun var kommet tilbage, selvom hun ikke havde meget appetit sidst.

Blikket gled diskret over Ewen og noterede randerne under hans øjne. "Det er længe siden sidst. Hvordan står det til?"

Edith smilede forstående, selvom hans udseende var en anelse bekymrende. Måske kom det sig af, at det ikke var første gang hun bekymrede sig for Ewen. Engang havde det været oftere. Nu så hun ham ikke så tit.

"Godt. Hollis og jeg er netop flyttet til Hogsmeade," fortalte hun og smilede lidt mere fremtrædende, men uden at afsløre tænderne helt. "Jeg tror, at det bliver godt for os. Måske betyder det også, at jeg kommer til at rende ind i dig oftere?"

Edith tog gerne mod gode ord om landsbyen, glad for at høre, at det meste der blev sagt var positivt. "Tak. Det er i hvert fald mere livligt her end i Godricdalen," konstaterede hun. Desuden var der heller ikke helt så mange minder. Det var på tide at stoppe med at dvæle i fortiden.

Hun blinkede en enkelt gang og tog en tår saft fra sit krus, før hun sneg sig til et mere delikat spørgsmål. "Jeg håber, at det går godt med forretningen?" Hans ord og udseende antydede mest noget andet.

Edith smilede over hans ord og nikkede forstående. Hun havde al respekt for mennesker, der forstod at klare sig og Nottfamilien var tydeligvis en af dem. "Du har aldrig ligget på den lade side," bemærkede hun og mente det tydeligvis med al respekt.

Det næste fik hende til at slå blikket ned i et kort øjeblik, før det fandt tilbage til Ewens. Læberne trak en smule op. "Hollis og jeg mangler ikke noget. Det kommer til at tage lidt tid at vænne sig til det nye her, men ellers skal det hele nok snart blive normalt..."

Edith tog en tår fra sit eget, nærtomme krus og slap en lille, bekræftende lyd, før hun sank og satte det fra sig igen. "Der var nogle stykker til Alistairs bryllup," konstaterede hun og smilede kort. Det blev dog ikke helt hængende som hun tilføjede det næste.

"Det var dog ikke dem alle, der var værd at bruge tid på..."

Et lille, muntert fnys undslap hende over Ewens ord og en grimasse klargjorde, at hun klart huskede omtalte skolekammerat. "Nogle mennesker ændrer sig aldrig," konstaterede hun og trak lidt på skuldrene, før hun sænkede stemmen en smule.

"Det samme kan siges for Lionel Malfoy. Lige så utålelig som altid."