Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
"Tag det som en lærestreg.. Kom aldrig her igen.!" Stemmen var kold, som en bestøvlet fod placerede et sidste spark i troldmandens mellemgulv. Frustrationen kogte i den mørkhårede troldmand. Han var lagt ned af en simpel lammerbesværgelse. Ude af stand til at bevæge sine lemmer, kunne han blot hive efter vejret, mens frustrationen og magtesløsheden kogte om kap med den brændende fornemmelse de mange tæv havde spredt ud over hans hud. En spytklat ramte hans ansigt. Den var varm, og holdt ham ved bevidsthed længe nok til at kaste et dræbende blik efter de fire skikkelser som de forlod baggården. Det sortnede for hans blik. Han lignede noget der var løgn, som blodstænkene der omgav ham blandede sig med den beskidte, optrampede sne. Alligevel glimtede det i målelyset som et let lag af frost begyndte at ligge sig over troldmanden. Smerten begyndte at forsvinde.. Eller også var det blot hans sind der mistede det greb i hans krop det holdt så desperat fat i. Var han varm eller kold? Han nåede ikke at tage stilling til det, før baggården forsvandt og alt blev sort.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 1, 2017 22:21:54 GMT
Det var nat og Penelope sov. Hun vågnede dog til lyden af postyr og havde sneget skodderne op, da der blev talt højt ved indgangen til hendes lille gård. Blikket så en mindre flok tæske en enkelt skikkelse, før de forsvandt med hån i stemmerne. Hun kunne have blandet sig udenom, men hun var nysgerrig af natur og iførte sig sin uldne jakke over et sjal og natkjolen, før hun listede hurtigt ned af trappen i bløde støvler.
Udenfor fandt hun den livløse skikkelse af en fornemt udseende mand og hun tog en hørlig indånding, før hun forsigtigt prikkede til ham med sin skosnude.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 1, 2017 22:50:57 GMT
Lorcan var ikke sikker på hvor han var. Her var hverken lyst eller mørkt, bare.. Intet.. En stemme trak ham tilbage til overfladen, til kulden og til den bidende fornemmelse der sad i hans krop. En metallisk smag herskede i hans mund, som han hostede en blodig klat op på sneen. Han var ikke bange. Hans blik var stadig sløret, som han drejede hovedet og forsøgte at fokusere på en skikkelse. Var de kommet tilbage? Grebet strammede sig om hans tryllestav, han kunne bevæge sig igen, og dog gjorde det fandens ondt, som han med en lille kraftanstrengelse forsøgte. Hans krop blev liggende i den kolde sne. Frustrationen over at være endt sådan brændte nærmest værre end smerten, og stoppede ethvert ord fra at komme over hans læber.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 0:28:06 GMT
Han udgjorde et temmelig ynkelig syn, som han lå der. Utvivlsomt burde Penny lade ham ligge, men hun var nysgerrigt anlagt og gik i stedet ned i knæ med sin tryllestav trukket.
”Læg stille,” kommanderede hun, som hun så ham lidt an. ”De har godt nok gjort deres opgave grundigt,” faldt en mumlen bagefter, mest til hende selv.
Hun var ingen voldsomt imponerende magiker, men hun kunne da få en genstand – og et menneske – til at svæve. Da hun viftede med sin tryllestav og fik ham op i luften, var det med en koncentreret rynke i panden. Hun dirigerede ham ind i kroen og op på et af bordene, før hun tændte lys til at se ordentligt med og inspicerede ham med dyb skepsis. Der var helbredere i landsbyen, men hvem ville komme til Vildsvinet og se en tilfældig mand an? Og hvem skulle betale for den slags?
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 1:03:52 GMT
Lorcan anede ikke hvem hun var. Rationelt konstaterede han at hun var en kvinde, og gennem hans slørede blik anede han en rødlig mange af hår. Han brokkede sig ikke som han blev vægtløst. Han kunne ikke mindes at han havde prøvet det før, faktisk kunne han ikke mindes at han havde prøvet noget lignende før. Det var en kamp at forholde sig rolig. Det gjorde ondt at bevæge de kolde lemmer, og alligevel hungrede han efter at klare sig selv. Han ville ikke ses sådan her, såret og svag. "Hvem er du?" Ordene kom lavmeldt og hakkene over hans læber, som han hostede endnu en rødlig klat op på hendes bord, mens han forsøgte at orientere sig i hvad der lignede en form for krostue.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 2:02:55 GMT
Nej, hun kunne ikke tilkalde en helbreder. Og det virkede da også som om han levede lidt op, selvom det mest bestod i, at han harkede en blodig klat på hendes bord. Penelope var i færd med at åbne hans tøj for at se hvor forslået han var, da han formåede at få ord over sine læber.
"Penny," svarede hun simpelt på hans spørgsmål. "Du er i en herrens tilstand, hr. Har du råd til at betale en helbreder?"
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 2:18:58 GMT
Lorcan havde svært ved at samle sine tanker, og alligevel forsøgte han at etablere hvad der var sket. Han var i en form for krostue. Mørbanket, og lige nu i hænderne på en ung pige ved navn Penny. Så langt så godt. Han brokkede sig ikke da hun åbnede hans tøj, klæderne var fugtige og kolde, mens huden der blev blotlagt var blå og forslået. En rødlig plamage omkring hans ribben var med stor sandsynlighed grunden til at det gjorde ondt når han trak vejret, mens et blåt øje var begyndt at blomstre frem i hans ansigt. Det gjorde fandens ondt, men smerten hjalp ham også med at komme til bevidsthed og kæde hans tanker sammen. Han var ikke nogen fattiglus, men ud over at tæve ham, havde rakkerpakket også taget hans pung. "Jeg har en galleon i min støvle.. Men du kan ikke tilkalde en helbreder." Det måtte ikke slippe ud at han var kommet galt af sted. I den perfekte verden havde ingen set det, nu var det imellem ham og Penny.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 2:45:03 GMT
Penelopes fingerspidser blotlagde den forslåede krop og hendes bryn trak sig sammen over synet. Hun tog en dyb indånding og så på hans ansigt, heller ikke for kønt, da han talte.
"Hr, hvis ikke jeg tilkalder en helbreder, så tror jeg ikke du ser morgendagen," konstaterede hun simpelt og barskt. Han var ikke noget for hende. Hvis han døde, ville hendes liv ikke se anderledes ud. Hun ville lægge ham tilbage udenfor og tage den galleon han havde snakket om.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 3:11:03 GMT
Lorcan havde ikke tænkt sig at dø. Han anede ikke hvilken medicinsk ekspertise den rødhårede Penny besad, men på trods af at han ikke kunne overleve på vilje alene, havde han tænkt sig at gøre et forsøg. Han kunne mærke at han havde brækket et ribben, måske to. Han havde forulempet nok menneskekroppe til at vide hvordan det skulle føles, og dog vidste han også at der skulle langt mere til at slå et menneske ihjel. Han skulle have varmen og en seng, det var det vigtigste lige nu. "Du er min helbreder nu." Stemmen var tør, men bestemt. Hendes øjne ville blive de eneste der kastede et blik på hans sårede skikkelse. "Min familie er adelige. Hvis du hjælper mig til kræfter, betaler de." Han harkede endnu en blodig klat op på bordet. Han var måske ikke sin faders udvalgte søn, og dog skulle han nok sørge for at det rødhårede pigebarn blev kompenseret for sin ulejlighed. Det var ikke svært at regne ud hvilket sprog hun talte.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 3:45:01 GMT
Penelopes bryn skød lidt op over konstateringen, men hun var til gengæld ikke så overrasket over, at hans familie var adelige. Da han spyttede igen, rynkede hun på næsen, men hun var ikke videre sart og lod blot blikket glide over hans mørbankede krop igen.
"Jeg kender intet til at helbrede hr," forsikrede hun ham. "Hvis din familie er adelig, kan de vel betale en helbreder?"
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 4:06:14 GMT
"Sir." Rettelsen kom automatisk. Det var et tydeligt tegn på at han snart var ved sine fulde fem. Han var egentlig temmelig ligeglad med om hun var nogen helbreder. Det havde selvfølgelig været en fordel, men enhver idiot kunne passe en sygeseng, og det rødhårede pigebarn ville ikke komme til at fortryde det hvis hun gjorde. "Det her bliver mellem os.. Sørg for at jeg ikke fryser ihjel, eller bliver kvalt i min opkast, og du vil blive kompenseret, hm?" I Lorcans øre var det et tilbud kun en sinke ville afslå.
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 16:40:50 GMT
Penny blinkede lidt, men han var efterhånden ved lidt for god bevidsthed til at hun kunne ombestemme sig og slå ham ud igen. Han ville kunne huske hende. Derfor tog hun det rationelle valg og nikkede.
"Jeg bliver nødt til at flytte dig igen," konstaterede hun. Han kunne ikke blive liggende i krostuen og blomstre. Her ville han fryse og være særdeles i vejen. Af samme grund svang hun tryllestaven igen med samme formular, men denne gang var hun meget bevidst om hvor mangelfuld en magiker hun var, som hun baksede lidt med at få ham op af trappen uden at banke hans hoved ind i væggen eller ned i gulvet.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 19:59:41 GMT
Lorcan brød sig ikke om at blive flyttet rundt på som et andet stykke kød. På den anden side var han dog også lettet over at han ikke selv skulle forsøge at bevæge sig rundt på sine ben. Noget i hans ene knæ gjorde frygteligt ondt, og han brokkede sig derfor også kun en smule da det flere gange virkede som om hun var ved at tabe ham. Han kæmpede for ikke at brokke sig. Han var ikke nogen behagelig mand, men han havde brug for pigebarnets hjælp, hvis ikke hun enten skulle sprede rygtet om hans tilstand over hele Hogsmeade eller smide ham tilbage hvor han kom fra. "Du skal løsne grebet om din tryllestav." Kommentaren kom, som hans hoved strejfede et trappetrin. "Forestil dig at du holder om en fjer.."
Post by Penelope Ingleby Flint on Jan 2, 2017 21:51:57 GMT
Det var ganske mærkeligt at blive belært om hvordan hun skulle holde om sin tryllestav af en mand, der lå skråt i luften, båret af hendes magi. Penny prøvede dog alligevel at gøre som han sagde, primært med tanke på pengene. Det gik... En smule bedre. Lidt efter var de oppe af trappen og inde på det kammer, som hun til tider lejede ud. Hendes eget sovekammer kom adelsmanden ikke ind på.
Her gik hun temmelig uceremonielt i gang med at tage alt det våde tøj af ham, så hun kunne få ham ned under dynen og give ham varmen. At det formentlig betød at hun selv måtte krybe ned til ham, var en lidt anstrengende detalje, men ikke desto mindre realistisk.
Post by Lorcan LeStrange on Jan 2, 2017 22:29:33 GMT
Var Lorcan trådt helskindet ind i kammeret ville han med stor sandsynlighed have rynket på næsen. Det lille kummerlige værelse var ingenting sammenlignet med hans rigt udsmykkede gemakker, men han havde selvdisciplin nok til ikke at brokke sig. Det var måske ikke ligefrem taknemmelighed der lyste ud af ham, men han var vant til at arbejde med hvad han havde. Hun var ikke den første unge pige der klædte ham af, men siden at han ikke havde nogen planer om at forlyste sig med hendes unge krop, rettede han heller ikke på hendes noget uforførende måde at fjerne hans våde klæder på. Hun var ikke bange af sig, som den våde tøsne havde gjort hans klæder gennemblødte. Han brød sig om når de tøvede og gjorde store øjne, og fik ikke synderligt meget ud af den unge piges sikre fingre. I stedet lå ham blot øm og forslået, mens han forsøgte ikke at klynke for meget når afklædningen krævede at han skulle løftes eller drejes. "Det er ikke første gang du klæder en mand af?" Stemmen var lavmeldt, og let interesseret. Hun var smuk, men det var ikke alt hvad Lorcan satte pris på.
