|
Post by Edmund Potter on Dec 29, 2016 23:44:11 GMT
Edmund tog det ikke vanvittig godt, at falde fra luften og ned på sit ben. Da Elphias og Frida slet og ret gik, var det måske for det bedste, men ikke for den mørkhårede vejleder, som bandede og svovlede. Hans ben gjorde rædselsfuldt ondt og det tog ham ikke længe, at hale sig hen til sin tabte tryllestav og forsøge sig med de helbredende besværgelser han kunne. Han var en dygtig elev i skolen og alligevel kom han tydeligt til kort her. Ti minutter senere havde han kun formået at få sit ben til at hæve i størrelse og at rive hul i de pæne rober. Han lå stadig på det kolde gulv og jamrede sig lidt over hjerteslaget, som han kunne mærke i det forvredne stykke anatomi, der lå bøjet i en helt forkert retning.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 30, 2016 0:02:32 GMT
Ealasaid nød den mere afslappende stemning på skolen end hvad hun havde oplevet derhjemme, hvor hendes mor havde begravet hende i bryllupsforberedelser og spørgsmål. Derfor var hun i sin skoleuniform og havde for en sjælden gang løst hår. Da hun gik ud fra kunstlokalet nynnede hun.
Det stoppede dog med det samme da hun opdagede nogen der lå på gangen. Forsigtig gik hun hen mod skikkelsen, men da hun så at det var Edmund begyndte hun at gå hurtigere. "Edmund?! Hvad er der sket? Dit ben? Det.. " Sagde hun og satte sig ned ved siden af ham med et forskrækket blik i sine øjne og en svag fortvivlet grimasse.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Dec 30, 2016 0:17:49 GMT
Det var ikke Ealasaid han havde ønsket at blive fundet af. At se svag ud overfor hende var en svidende ydmygelse, som Elphias dog trods alt ikke havde planlagt - tænkte hans rationelle selv.
Hans mindre rationelle selv havde svært travlt med at lade som om det ikke var noget som helst. Han forsøgte at rejse sig, men kollapsede på gulvet igen og stønnede af smerte, som han mødte Ealasaids blik.
"Jeg... Faldt," løj han åbenlyst.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 30, 2016 0:37:57 GMT
Ealasaid udbrød et mindre forfærdet skrig da han forsøgte at rejse sig og hun rejste sig hurtigt op for at stoppe ham, men han nåede at kollapse inden hun kom så langt. I stedet mistede hun balancen og endte med at ligge ned ved siden af ham. Hun udbrød et lille forbløffet støn og så irriteret på ham. "Vi må få dig ned på sygefløjen" Sagde hun og lagde en hånd om hans arm og satte sig op. "Kan du gå hvis jeg hjælper dig?" Spurgte hun og så bekymret på ham.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Dec 30, 2016 0:52:50 GMT
Edmund var rød i hovedet, men formåede at se Ealasaid i øjnene. Efter et langt, fortrydende øjeblik, endte han med at nikke.
Måske. Han anede virkelig ikke om han kunne, men det blev han vel nødt til. Alternativet kunne han ikke holde ud at tænke på.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 30, 2016 1:12:02 GMT
Ea kunne ikke helt se hvordan det skulle gå, hans ben var tydeligvis brækket, men hun var ikke god nok til magi til at helbrede ham. Forsigtig hjalp hun ham med at komme op og stå, mens hun rynkede sine øjenbryn en smule beslutsomt. "Stødt dig til mig og hop på det ene ben. Det er hårdt, men der er ikke så langt igen. Jeg skal nok gå langsomt." Bemærkede hun og trak hans ene arm rundt om sin nakke og lagde sin anden arm rundt om ham. Derefter tog hun et skridt.. og så et til..
|
|
|
Post by Edmund Potter on Dec 30, 2016 2:22:31 GMT
Edmund kunne knapt nok komme op at stå og det var en lige så stor prøvelse anden gang som første. Han udholdt dog smerten for ikke at skulle udholde ydmygelsen og humpede ubehjælpsomt afsted med Ealasaid imod sygefløjen.
Elphias skulle nok få betalt for sit stunt. Han skyldte ham mere end blot en tjeneste.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Dec 30, 2016 9:59:55 GMT
Det tog lang tid at komme op på sygefløjen men Ea var tålmodig og lod ham tage en pause, når han havde behov for det. Som de humpede fremad, blev det da også hårdt for hende. Hun var ikke vant til at bære rundt på en halvvoksen mand og selvom hun ihærdigt forsøgte, at opretholde et elegant ydre, så endte hun med at være ret forpustet da de nåede sygefløjens dør.
De sidste par kræfter, brugte hun på at banke højlydt på døren derind og var næsten ved at dejse om ude på gangen mens hun ventede på at der blev åbnet.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Dec 30, 2016 15:52:55 GMT
Edmund stønnede, som de endelig havnede foran sygefløjen. Han kollapsede på gulvet og hans øjne faldt i, som han besvimede af ren smerte for et kort øjeblik. Han var ingen kriger, men en helbreder, selvom han formåede at få sig selv i flere problemer end en vejleder måske burde. Lige nu var et af de øjeblikke, hvor han tænkte på at forbedre sig selv.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Jan 1, 2017 21:37:42 GMT
Agnes havde ikke været tilbage på Hogwarts i lang tid, men som altid var der nok at se til. Det var et skift, fra de sidste måneder og hun følte sig mere som sig selv, som hun kurerede snuer og satte knogler på plads. Dramatik manglede der ikke og det blev understreget, da den rødhårede Ealasaid kom slæbende ind på sygefløjen med Slytherins mandlige vejleder.
Før han kunne nå at glide helt ud af den unge piges greb, var en tryllestav allerede rettet mod dem og en lydløs besværgelse holdt ham på benene, indtil han blev placeret sikkert på en seng. “Hvad er der sket?” lød Agnes’ stemme afventende, som hun selv krydsede afstanden.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 1, 2017 22:04:30 GMT
Ealasaid havde det ikke så hårdt som Edmund, men hun var dog stadig tæt på at lægge sig ned midt på gulvet, da han svævede hen på sengen. Hun støttede sig en smule rystende til sengegærdet og vaklede hen at sidde, på en lille stol der var placeret så hun kunne lægge en hånd ovenpå Edmunds. Agnes spørgsmål fik hende til at løfte sine øjenbryn lidt og se bekymret på Edmund, hun ville egentlig også gerne vide, hvad det var der var sket siden han havde brækket sit ben på så en afskyelig vis.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Jan 1, 2017 22:28:00 GMT
Edmund stønnede lidt af smerte, som han ramte en seng, halvt ved bevidsthed. Han åbnede øjnene ved helbrederens spørgsmål og tog en dyb indånding i et forsøg på at samle sig, selvom det gjorde vanvittig ondt.
”Faldt,” svarede han helt sandfærdigt. Hvad der var sket før han faldt var ikke så vigtigt for de to kvinder at vide.
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Jan 1, 2017 23:19:34 GMT
Agnes forventede egentlig et svar fra den rødhårede pige, der var i noget bedre stand end den sårede dreng. Da hun forblev tavs og et enkelt, sammenklemt ord blev den eneste forklaring, måtte hun dog tage til takke med det. En tænksom lyd slap hende, som hun gjorde kål på rober, der var i vejen og blottede det opsvulmede, sygeligt udseende ben - absolut ikke prototypen på et rent brud.
"Du har forsøgt at helbrede det selv," antog hun og havde allerede grebet ud efter en krukke med en smertelindrende salve. "Det kommer til at gøre det værre nu, men det her bør tage det meste af smerten," forklarede hun den semi-bevidstløse elev og hans veninde, mens hun smurte den ildelugtende creme på.
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 1, 2017 23:46:25 GMT
Ealasaid så forskrækket på benet da helbrederen blottede det og hun blev nødt til at se væk, selvom hun ønskede at hun kunne holde synet ud. Hun rynkede øjenbrynene over Agnes' ord og skævede hen mod hende mens hun forsøgte at trække vejret roligt. "Det skal nok gå Edmund." Hviskede hun og gav hans hånd et lille klem, uden at være helt sikker på om hun egentlig havde ret. Hun stolede dog på at Hogwarts' helbreder vidste hvad hun lavede.
|
|
|
Post by Edmund Potter on Jan 2, 2017 0:32:12 GMT
Edmund skar en grimasse over helbrederens konstatering. ”Jeg troede jeg kunne,” svarede han, en smule bidsk, men kun på grund af smerten. ”Jeg skal være helbreder.”
Hans eneste distraktion – men den var god – var Ealasaids hånd, der pludselig fandt hans. Han krummede fingrene bestemt sammen om hendes, uden at give hende lov til at komme fri.
|
|