Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Elphias Potter on Dec 27, 2016 11:44:22 GMT
Uanset at besværgelsen ikke ramte, skabte det den afstand mellem dem, som han havde ønsket. Oplagt til duellering. Hans eget blik glødede af spænding, som han selv lige nåede at træde til side, for at undgå Edmunds besværgelse. Den kolliderede med væggen bag dem, men Elphias vendte sig ikke for at se.
I stedet havde han hævet sit egen stav og sendt et klingende "anteoculatia," mod sin bror. Det var uden tvivl noget af et show.
Post by Edmund Potter on Dec 27, 2016 12:26:15 GMT
Det var en skam, at Edmunds besværgelse ikke ramte, men Elphias var hurtig. Han kunne heller ikke blive ved med at sende fjollede forbandelser afsted, men måtte blive seriøs.
Da tvillingen tydeligvis ikke var det, strejfede et smil hans læber, som han dukkede sin ranglede krop og besvarerede angrebet med et klingende "Locomotor Wibbly," som han med vilje sendte for langt til venstre.
Post by Elphias Potter on Dec 27, 2016 23:10:59 GMT
Det var ikke svært at undgå den næste besværgelse, men han vidste hvorfor. Det var en del af den ed, der nu snoede sig om deres håndled med et usynligt, potentielt dødeligt bånd. De kunne dog ikke blive ved med at lege og et glimt i Elphias blik, afslørede at han var færdig med fjollede besværgelser.
"Alarte ascendare," hvislede det over hans læber, som hånden med staven skød ud mod Edmund.
Post by Edmund Potter on Dec 28, 2016 12:42:39 GMT
Det var på ingen måde for sjov imellem de to, konkurrerende brødre. Så meget var tydeligt, som Edmund fløj op i luften og ramte gulvet igen, uden at nå at beskytte sig selv. Der lød en knasende lyd fra hans knæ, som var det første, der tog af fra faldet, før hans hænder.
En jamren forlod ham over smerten og han kollapsede på siden med hånden om benet, der næsten med sikkerhed var brækket.
Frida betragtede hele scenariet med en let måben. Nok havde Elphias været venlig mod hende men hun havde slet ikke regnet med at han ville tage det til det niveau. Hun blev siddende på gulvet indtil Edmund ramte gulvet hårdt. Det var grænsen for den unge heks og hun rejste sig op og forsøgte at få den lyshårede drengs opmærksomhed. "Elphias?" Sagde hun og forsøgte at gribe ud efter hans arm. Hun ville have ham til at stoppe. Hun brød sig ikke meget om hans bror men hun kunne heller ikke være vidne til dette længere. Et bekymret blik hvilede i hendes øjne. Hun var stadig lidt bange. Hun ville gerne væk herfra.
Post by Elphias Potter on Dec 29, 2016 22:18:49 GMT
Noget glinsede farligt i Elphias blik, da Edmund strøg gennem luften og selvom han hørte den klare knasen, så var han ikke fortrydende. Grebet af øjeblikket, var det nok et held, at hænder greb fat om hans arm. Det brød trancen og han trak vejret hørligt ind, før han så ned på den lyshårede pige.
Øjenbryn trak sig sammen og han så tilbage på sin bror. "Kom med mig," lød hans stemme til sidst, rettet mod Frida.
Alting skete så hurtigt. Hun kunne ikke helt følge med, men hun havde mere lyst til at gå end at blive og da Elphias opfordrede til det, gik hun med ham. "Hvad med?..." Spurgte hun og så sig flygtigt over skulderen inden hun vendte sig mod Elphias med et lettere undersøgende blik men blev alligevel ved med at bevæge sig.
Post by Elphias Potter on Dec 29, 2016 23:19:02 GMT
"Nogen skal nok finde ham og hjælpe ham," fik han frem, som han ledte dem væk. Han var ganske god til at lade som om, at han var mere påvirket end han var. For sig selv tænkte han bare, at Edmund da nu havde muligheden for at øve sine helbredende evner. Han tog sig ikke voldsomt meget af det.
Men hans ansigt sagde noget andet og da han så ned på Frida, var der bekymring i hans blik. "Er du okay?"
Frida smilede en anelse til ham over hans spørgsmål og nikkede en enkelt gang. "Ja.. ja.. det var ikke så slemt som sidst.." Sagde hun og så ind i hans øjne. "Hvad med dig? Det var trods alt dig der.. gjorde det meste af arbejdet.." Sagde hun og sukkede lidt mens et bekymret blik hvilede i hendes øjne. Elphias havde overrasket hende en del. Måske var det ikke alle Slytherin elever der var slemme.
Post by Elphias Potter on Dec 30, 2016 1:06:03 GMT
Elphias kunne have smilet, men det gjorde han naturligvis ikke. I stedet ledte han dem blot væk med hastige skridt, tilsyneladende fordi han var oprørt, men måske i virkeligheden mere fordi han ikke ville støde på nogen. Et lille fnys undslap ham og draget omkring hans læber blev stramt.
"Det var på tide, at Edmund fandt ud af at han ikke kan behandle folk som han vil," konstaterede han og det var klart - og sandt - at der ikke var gået nogen kærlighed tabt mellem dem. Han tog en indånding og sænkede farten lidt, som om han kæmpede med at kontrollere sit temperament.
Til sidst stoppede han helt og tog blidt ved hendes arm for at trække hende til side. "Hør, jeg kom forbi, fordi jeg ledte efter dig. Der er noget, jeg må fortælle."
Frida rynkede sine øjenbryn lidt over hans ord og bed sig lidt i underlæben, mens hun fik et tænksomt blik i sine øjne. Edmund behandlede vel ikke folk som han ville, mere de folk, som han ikke fandt værdige og hun var tydeligvis ikke en af dem. Hun ville ønske at hun var, at hun havde en mulighed for at blive en del af det magiske samfund sådan rigtig, men måske ville det aldrig ske.
Endnu engang forbavsede Elphias hende og hun så forbløffet på ham, da han trak hende til siden. "Nåeh? Hvad er det?" Spurgte hun og gik et skridt hen mod ham, med et lettere undrende blik i sine øjne. Hun kunne ikke regne ud hvad det kunne være.
Post by Elphias Potter on Dec 30, 2016 1:23:13 GMT
Det var det lille spændingskick, der fik ham til at gå med til væddemål som det nuværende. I hvert fald strømmede et enkelt skud af adrenalin gennem ham, som han rakte ind under sine rober og fremdrog en lille, forseglet ampul. Han rakte den frem mod hende.
"Agneta Black gav mig den her," sagde han, hudløst ærlig og velvidende, at han havde udnyttet den lyshårede fuldblodsheks til sine egne formål. "Hun ville have mig til at hælde det i noget, du ville drikke." Lyse øjne fandt hendes og alvoren var klar.
"Jeg ved ikke hvad det er eller hvorfor hun vil gøre det, men jeg vidste, at hvis jeg ikke tog imod det, ville hun bare få en anden til det. Det gør hun måske stadig. Så, du er nødt til at være forsigtig."
Fridas ansigtsudtryk var stadig forbløffet, da han trak en lille flaske mod hende og hun rynkede sine øjenbryn tæt sammen da han nævnte Agneta. Det næste han sagde, kunne næsten ikke være andet end dårligt og da det viste sig at være det, var det som om nogen slukkede for Fridas lys. Hun hørte kun fjernt hans ord, de sank ind, men hun reagerede langsomt.
Til sidst tog hun imod flasken og vendte øjnene mod den, men hendes tanker var et helt andet sted. Hun frøs pludselig og følte sig ilde til mode. Hun følte sig så alene. "Tak.." Formåede hun at hviske og så op i hans øjne. Han kunne ligeså godt have givet hende giften, det ville næsten have været nemmere at dø end at leve med tanken om at nogen havde lyst til at forgifte hende. "Du er min eneste sande ven her." Hviskede hun og så ham i øjnene, med et lille trist smil på sine læber.
Post by Elphias Potter on Jan 1, 2017 21:39:41 GMT
Elphias kunne nærmest se gnisten forlade hende og for ham var det nærmest nærende. Måske ville han reelt have haft sympati med hende, hvis ikke han var blevet så opslugt af spillet. Engang ville det nok blive hans eget nederlag, men for nu rakte han blot frem og lagde en trøstende hånd mod hendes arm.
“Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre mere,” sagde han med vemod i stemmen. Lyse øjenbryn trak sig sammen og han strøg en hårlok væk fra hendes ansigt, nærmest som om han ikke tænkte over det. “Er der det mindste…?”
Frida vendte sit blik ned mod flasken og rynkede sine øjenbryn, men hun smilede dog lidt over hans ord. Hans betænksomhed var prisværdig, det samme var hans ærlighed. Det var to ting, der stod meget højt i Fridas bog. Han virkede som et ordentlig menneske, ligesom hun altid havde forsøgt at være, hvilket var svært fordi hun altid fejlede.
Hun løftede blikket op mod ham og så ham i øjnene med en smule længsel i blikket, en underlig summen opstod i hendes mave, måske var det fordi hun følte sig så ensom, men hun havde pludselig en utrolig længsel efter at være sammen med ham. Derfor strakte hun sig en anelse og placerede et forsigtig og ganske uskyldigt kys på hans læber.