|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 4, 2016 4:38:29 GMT
Lorcan havde ikke i sinde at undskylde over måden hvorpå han havde taget hendes mødom. Alligevel slækkede han sit greb om hende en smule, som han fornemmede at hun begyndte at slappe af. Hvis han ville beholde hende i sin seng fremover, blev han nødt til at tage sin maske på igen, og dog nød hans hendes usikkerhed. Hendes hengivenhed var dog det næstbedste, og forsigtigt plantede han et kys i hendes halskrumning, før hans læber gled op til hendes øre igen. "Jeg kunne ikke holde mig selv tilbage længere. Du var så smuk og uskyldig, som du lå og stirrede på mig med dine brune øjne. Hvis du lader mig komme tilbage til din seng, skal det ikke ske igen." Løftet var tydeligt i hans ord, på trods af at de inderst inde ikke var dybfølt. Han fortrød at han ikke havde haft kontrollen til at trække det ud, og alligevel var øjeblikket et han ville tænke tilbage på, næste gang han skulle hjælpe sig selv.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 4, 2016 13:08:46 GMT
Det var frustrerende hvor rart hans kys føltes og hvordan hans stemme lige ved hendes øre fik en svag kuldegysning til at løbe gennem hende, så hendes krop vred sig svagt. Hun følte sig som et byttedyr med Lorcan som den snedige kat og hans ord kunne let forlede hende. Det gjorde de - halvt om halvt.
"Vil du røre mere ved mig, så?" Hendes stemme rystede en anelse og hendes lår var ikke længere tæt klemt sammen imod invasionen. "Det var dejligt hvordan du rørte ved mig... Dernede. Det er der aldrig nogen der har gjort før." Hun tog en enkelt, hørlig indånding og stirrede ud i luften, som hun lavmælt tilføjede "jeg vil også gerne prøve det franske igen..."
Det fik hendes kinder til at gløde, men der var ingen tvivl om at den del havde været... Spændende.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 6, 2016 10:23:04 GMT
Der kom en smule mere liv i Lorcans finger, som hendes lår gav ham mere plads at arbejde på. Han havde ikke meget til overs for genstridige kvinder, han kunne lide dem når de spandt i hans hænder, ikke når det skabte sig og gjorde oprør. Til at starte med kom han derfor også blot med et tilfreds 'hmm' ud for hendes øre, som han oprigtigt kunne slappe af og nyde at ligge med hendes blege krop så tæt på. "Lad os håbe at det kommer til at tage et par forsøg at gøre dig med barn." På trods af at han syntes at have smidt enhver loyalitet overfor broderen over styr, blev han stadig nødt til at bruge avlen for at retfærdiggøre hvad de gjorde. "Så skal vi komme til at gøre det og meget mere." Som han dovent lå og legede med hende, var hans sind allerede i gang med at spinde fantasier om hvad der skulle ske næste gang.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 6, 2016 19:50:53 GMT
Emma gav sig lidt under Lorcans kærtegn. Han vidste det måske ikke, men hans udånding ved hendes øre fik en kuldegysning til at rejse hele vejen fra basen af hendes rygrad og ud i hendes skuldre. Hun sank en klump og svarede kun på hans forhåbning ved at trykke sig en smule tilbage imod ham. Det var så forkert at lade sin krop reagere på ham på den måde og at ønske at han tog hende igen lige der, men som han rørte ved hende kunne hun ikke lade være.
"... Mere?" Hendes stemme var spag, men selvom hans tonefald gjorde hende nervøs, så var hendes tilstand mere nysgerrig end bange. Det var dumt, men hun var understimuleret og et let bytte.
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 6, 2016 22:26:05 GMT
Lorcan ville med stor sandsynlighed ikke blive træt af at lege med Lady Emma lige foreløbig. Han nød at tilfredsstille hendes fine krop, lokke den i fordærv til hendes sind blev revet i stykker i splittelsen mellem lyst og skyld. Endnu et kys blev plantet i hendes halskrumning, før munden gled op og blidt nappede i hendes øreflip. "Dette er kun begyndelsen Lady Emma. Jeg kan vise dig den verden du end ikke har turde forestille dig i dine drømme. Men kun hvis du sværger at det bliver mellem os. Jeg vil vide hvis du sladrer." Hans finger gled kortvarigt bort fra hendes skød, mens han afventede hendes svar.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 6, 2016 22:38:57 GMT
Emma var naiv, men Lorcans ord lød alligevel som et urealistisk fantasifoster. På den anden side havde hun ikke tidligere kunne forestille sig hvordan det ville være at blive rørt ved som han gjorde. Hans nap i hendes øreflip fik hende til at vride sig svagt og da han trak hånden til sig bed hun sammen inden en verbal protest forlod hende. Allerede da havde hendes krop dog allerede forrådet hende, som hun trykkede sig tilbage imod svogeren.
Hun tog en lidt overfladisk indånding og krummede fingrene sammen. "Jeg... Jeg sværger," svarede hun åndeløst. "Men han finder jo ud af det...?"
|
|
|
Post by Lorcan LeStrange on Dec 7, 2016 0:17:52 GMT
På trods af at Lorcan var en mand med orden i sine sager, var han endnu ikke kommet frem til hvordan Éamon skulle indviges i at de havde hjulpet ham bag hans ryg. Det ville nok gå lang tid før han forstod at det var for familiens og hans eget bedste, og alligevel skammede Lorcan sig ikke over at de havde taget beslutningen uden hans accept. "Overlad det til mig, min kære Emma.. Det bliver en snak der skal tages brødre imellem.. Du gør jo blot din pligt som hans hustru." Han nød at forme hende med sine ord. At hun lyttede til dem fik selvtilliden til at bruse igennem ham, som pegefingeren genoptog sit arbejde imellem hendes ben.
|
|
|
Post by Emma Fealey LeStrange on Dec 7, 2016 0:26:08 GMT
Måske ville hun have sagt noget. Der var sikkert en fornuftigt respons til det Lorcan sagde og måske ville hun komme på det senere. For nu gjorde hans genoptagne kærtegn hendes hjerne til mos. Det eneste svar han fik var et tydeligt klynk af nydelse, som hendes ben gled fra hinanden og hun overgav sig fuldt. Lukket?
|
|