Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
På trods af at godset aldrig ville blive hans, havde Lorcan altid holdt af at inspicere de lange gange på familiens gods. Det var således med rank ryg, og hænderne samlet bag sig at han sent på eftermiddagen, fandt sig selv i godsets veludrustede bibliotek. Med en oprejst pande, og et alvorligt udtryk i det glatte ansigt, bevægede han sig langs bogreolerne, til hans blik blev fanget af et mørkhåret hoved, der stak toppen op over en lænestol. Vel vidende at det med stor sandsynlighed ikke var en af tjenestepigerne der tog sig den frihed at udnytte godsets bibliotek, bevægede han sig stille som en kat over til stolen, og lagde sine hænder på hver side af stolens ryg før han rømmede sig let. Det var måske ingen måde at kontakte ladyen af huset, men den unge bøddel var i et spøgefuldt humør, som et smil bydende der ikke nåede op til hans kolde øjne lagde sig på hans læber.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 1:21:52 GMT
På det pæne, men kolde gods i Norfolk var der plads nok. Og på det lille bibliotek, der ikke rummede nogen stor bogsamling, var der plads til at en ensom sjæl kunne finde en ny verden. Emma var en stor læser og absolut en ensom sjæl og hun havde været igennem det meste der kunne bydes på blandt de tynde sider. Alligevel fandt hun altid tilbage hertil og den polstrede stol var efterhånden nærmest hendes stol. Hun sad i den med fødderne oppe under sig, hvilende til siden med den ene albue mod armlænet og næsen i en bog om troldmandsrådets begyndelse. Nogen ville finde den tør, men for Emma var historien levende og hun var opslugt.
Da en lyd lød bag hende - og for tæt på til at give hende tid til at samle sig, spjættede hun overrasket og en overrumplet lyd forlod hende, før hun drejede hovedet og håbede at finde Éamon. Da det i stedet var hans lillebror, knyttede hendes bryn sig flygtigt sammen, selvom hun måtte forsøge at virke fattet og klarede halsen lidt. Hun kunne ikke sidde sådan, stirrende på ham over skulderen, men rettede blikket frem og rankede ryggen i stolen, som hun lod sine fødder dumpe ned på gulvet. "Lorcan," hilste hun, mere åndeløst end særlig fattet. Hun kunne ikke lide at blive revet ud af sin læsning.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 1:34:11 GMT
Lorcan havde brugt lang tid på at studere katte. Mange fandt dem måske usle, som de smøg sig rundt langs gader og stræder, men den høje troldmand havde altid haft en sær fascination af de lydløse jægere. Smilet blev svagt triumferende, som det lykkedes ham at skræmme svigerinden, det var måske en barnlig spøg, men der var grænser for hvad han ellers kunne tillade sig at udrette med sin broders hustru. Det var tydeligvis ikke ham hun havde forventet at se, men højst sandsynligt Éamons krøblede skikkelse, og dog ville hans ældre broder med stor sandsynlighed aldrig komme til at snige sig op på nogen som helst. Der var intet hoverende i tanken, som han smidigt gled rundt om stolen, stadig med en hånd på dens ryglæn så han i stedet kunne betragte ladyen forfra. "Lady Emma.. Du forventede måske at se en anden?" Han løftede et øjenbryn, som om hans selskab ikke var godt nok, mens han forsøgte sig med et mildere smil, der stadig ikke nåede øjnene.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 1:48:08 GMT
Med et hjerteslag, der et øjeblik eller to kunne mærkes og hvis blod steg op i de blege kinder, fandt Emma sig i en utilpas situation på et af sine yndlingssteder. Lorcan var lidt for tæt på til at det var høfligt, men ikke så tæt, at hun kunne sige noget. Hun selv krøb en anelse mod det modsatte hjørne af stolen, før hun klarede halsen og så op på ham.
"Jeg forventede ikke at se nogen herinde. Her plejer at være så stille og helt uden nogen der sniger sig ind på en," konstaterede hun ærligt. Andre ville måske have haft en tone af bebrejdelse, men hendes liv var ikke så spændende, at hun forkastede det svage gys en forskrækkelse uden konsekvenser kunne have.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 1:58:52 GMT
Lorcan havde intet behov for at se hende bange eller skræmt. Et var når tjenestepigerne følte sig utrygge omkring ham, noget andet var hans broders ærværdige hustru. Alligevel nød han sin position som han tronede sig op over hende. Det havde taget ham år at finde den magiske grænse i det yderste lag af intimsfæren, men som han tydeligvis havde fundet den hos svigerinden bevægede han sig ikke nærmere. "Det ville være synd at lade ladyen være alene, nu min broder ikke glæder dig med sit selskab. Du må undskylde hvis jeg forskrækkede dig." Smilet i det kantede ansigt var både undskyldende og uskyldigt, og dog ville det trænede øje være i stand til at se lige igennem ham.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 2:11:47 GMT
Der var et eller andet ved Lorcan, som Emma aldrig havde været i stand til at sætte sin finger på. Måske var det det faktum, at hendes far var blevet rasende over, at det ikke var ham hun var endt med at blive gift med, den dag de fandt ud af at Éamon var syg og næppe ville leve til at se børn. Hun vidste at han stadig den dag i dag ønskede at se krøblingen væk og hende selv overtaget af den næste i rækken. Mere end det, så var det som om han altid dukkede op på tidspunkter hvor hun var alene og det kriblede lidt i hende, da han undskyldte og smilede til hende.
Hendes læber var knastørre og hun fugtede dem med tungen, som hun så op på ham og forsøgte at afgøre om han var ked af forskrækkelsen eller ej. Til sidst trak hun selv en anelse på smilebåndet og slog blikket ned med et lille skuldertræk. "Det gør ikke noget. Du må godt gøre det igen. Det bliver trivielt altid at sidde her." Hun så op på ham igen, en smule mere tøvende. Nogen gange føltes det som om han kunne læse hendes tanker og det var ikke så godt, når de tanker gik på hvordan det ville have været, hvis det var ham hun var blevet gift med. Om hun mon også frastød ham.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 2:27:52 GMT
Kvinder havde altid været et bundløst studie for den høje troldmand, som han betragtede kvinden der var blevet tildelt hans broder. Lige meget hvor nært han studerede dem fandt de altid nye måder at opføre sig på, som svigerinden tydeligvis ikke tog på vej af hans lille forskrækkelse. Det var ellers ikke ofte han gjorde det, han havde respekt nok for sin broder til at lade hans hustrus tanker være i fred, men med en lille koncentreret rynke mellem hans slanke bryn tvang han sig alligevel adgang til hendes sind. Det var ganske kortvarigt, som hun højest sandsynligt ville finde ham skræmmende hvis han stirrede på hende i flere minutter, men hvad han fandt undrede ham alligevel, som rynken forblev imellem hans bryn. "Du tror måske ikke at jeg bryder mig om dit selskab?" Spørgsmålet var en smule ude af kontekst, og dog ikke langt nok væk til at det blev tydeligt at det var hentet fra hendes tanker, som brynene igen gled på plads, og ansigtet antog en svag undren.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 2:35:39 GMT
De mørke øjne udvidede sig brat ved spørgsmålet, der var meget tæt på hendes egne tanker. På trods af at hun netop selv havde tænkt, at Lorcans blikke til tider fik hende til at overveje om han vidste hvad der gik igennem hendes hoved, mistænkte hun ham ikke et sekund for rent faktisk at gøre en bevidst indsats for det. Til gengæld antog hun en lidt dybere farve i ørerne, som hun strøg håret om bag det ene af dem i en nervøs bevægelse. Hendes blik flakkede lidt, før hun så tøvende op på ham.
"Det ved jeg ikke," svarede hun ærligt. "Men det er ikke høfligt at tro at man er interessant selskab for alle. Så bliver man blot til sådan en, der taler mere end de lytter. Det er ikke god opførsel og slet ikke for en aristokrat."
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 2:55:26 GMT
På trods af at Lorcan tydeligvis ikke blev gennemskuet, havde hans spørgsmål alligevel været udsvævende nok til at han ikke fik det svar han gerne ville. Han lyttede dårligt til ordene, der lød forudsigelige ud af den begavede ladys mund, og studerede i stedet den reaktion hans ord havde på hendes røde blod, der samlede sig til en rosa glød omkring hendes ører, mens hendes arm foretog en nervøs bevægelse. Han rystende blot beroligende på hovedet, mens smilet fandt tilbage på hans læber. "Du har intet at frygte fra min side Lady Emma. Man siger måske at tavshed er guld, men jeg har altid brudt mig mere om sølvet." Rynken trådte igen frem imellem hans bryn, som han nysgerrigt aflæste om hans svar havde fjernet hendes bekymring.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 9:58:06 GMT
Hendes svoger gjorde hende nervøs. Det var ikke godt. Hun prøvede ellers at være fattet og at være den adelsfrue, som hendes ægteskab havde gjort hende til, selvom hun bare var født som en guldsmeds datter. Blikket flakkede lidt over hans ord, men et svagt smil spirede alligevel frem på læberne, efter at hun havde klemt dem sammen et øjeblik. Det var en instinktiv og dum handling. Unge piger kneb deres kinder og trykkede læberne sammen for at få farve i dem når de skulle se godt ud. Hun var allerede afsat og skulle ikke forsøge at se godt ud overfor Lorcan.
"Du er meget venlig," svarede hun endelig, en anelse tøvende. "Jeg kan godt lide at tale med dig, Sir Lorcan, men om hvad i dag?"
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 15:36:59 GMT
Rynken mellem Lorcans bryn, gav ham ikke noget klart svar, og med en enkelt trækning rundt om hans øjne, glattede den sig ud igen. Han fik langt mere ud af at studere det åbenlyse, som en svag trækning fik farven frem i hendes runde kinder. Et øjeblik blev blikket nærmest sultent. Han havde altid holdt af at betragte hvordan blodet farvede hendes fine hvide hud. Det fascinerede ham, og dog modstod han fristelsen til at række ud og mærke varmen mod hans fingerspidser. "Vi kan tale om den varme der lige nu stiger op i dine kinder. Burde den ikke være reserveret for min broder?" Der var intet anklagende i hans ord, som han løftede et øjenbryn, mens de klare øjne afventede hendes reaktion.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 18:40:59 GMT
De mørke øjne spærrede sig op over spørgsmålet og i et øjeblik lignede Emma mest et dådyr, der var fanget i lyset fra en tryllestav. Så slog hun blikket ned med en svag hovedrysten og en følelse af at være helt forkert, der for hende efterhånden var forventet omkring ethvert hjørne.
"Undskyld," halvhviskede hun, uden at se på ham mere. Rødmen kunne hun ikke frasige sig, men hun kunne til gengæld forsøge at undgå ham bedre. Det var forkert, de tanker hun havde om Lorcan. Det var helt frygteligt at han så ud til at kunne regne ud hvordan hun havde forestillet sig, hvordan det ville være, hvis det var ham hun delte seng med hver nat. Hun sank og ønskede, som hun ønskede hver dag, at hun var mere tiltrækkende for sin mand.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 19:29:00 GMT
Et sultent smil gled ubemærket over Lorcans læber, som han studerede tankerne der hvirvlede rundt i hendes lille hoved. Hvordan hun, en frodig kvinde der ville klare sig godt selv uden hendes navn og blod, ikke følte sig god nok til hans krøblede storebror. Tanken var for ham paradoksal, ikke fordi han ofte drømte om at ligge med kvinder, og dog havde der hvilet en trang i ham til at stryge fingrene over den blege hvide hud, lige siden hun var blevet givet til broderen. Som han igen lod hendes tanker være alene, blev smilet dog igen mere bydende som han rystede en smule på hovedet. "Du behøver ikke undskylde.. Min broder sætter måske ikke nok pris på dine røde kinder?" Han lagde hovedet let på skrå, med en nærmest omsorgsfuld fortrolighed, som det var langt lettere at høre svarene fra hendes mund, end at trække dem ud af hendes sind.
Post by Emma Fealey LeStrange on Nov 28, 2016 19:38:46 GMT
Emma så ikke op, men stirrede ned i den endnu åbne bog i sine hænder. Hvis hun havde haft et stærkere temperament ville hun måske have udfordret ham på hans påtrængende spørgsmål eller besvaret hans blik. Måske. Eller måske ville hun bare have fundet styrken til at gå, som hun burde. Gå og ikke sidde og bide sig i en rødmende underlæbe, imens hun stirrede ned i fortællingen om Orvar, der nedskrev troldmandsrådets første officielle erklæring.
"Vil du ikke nok lade være med at spørge?"
Hendes stemme var lavmælt, nærmest en hvisken, som hun holdt sig selv fra at græde på den ene side af en hårbred grænse.
Post by Lorcan LeStrange on Nov 28, 2016 19:52:15 GMT
Lorcan triumferende let over at han havde ramt lidt midt i et ømt punkt hos svigerinden. Han ejede desværre ikke empati nok til at have ondt af hendes flænsede selvbillede, i stedet fandt han det smukt og betagende hvordan hun hviskende bad ham om at holde op. "Men jeg kan jo se at det går dig på.." En finger på hans frie hånd gled ind under hendes hage, så han kunne løfte hendes ansigt og lade hendes øjne møde hans. "Du kan ikke skjule noget for mig Lady Emma. Jeg vil blot hjælpe dig." Han formåede at fremkalde en glød af omsorg i det kantede ansigt, mens et beroligende smil gled over hans læber. Det var måske ikke et udtryk for hans reelle motiv, og dog var det den letteste måde at dykke videre ned i hvad der foregik i hendes lille verden.