Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Mahari var i et underligt humør, og det havde han været i lang tid, han kunne ikke helt sætte det nøjagtige tidspunkt, men han mindes at kunne huske at det startede omkring efter den første udfordring, hvor han senere havde fået at vide at han skulle trække sig fra femkampen, ikke fordi han var uegnet eller dårlig, men fordi det simpelthen ikke ville være ham en mulighed med en lam arm. Ingen på syge fløjen havde endnu ikke kunne finde frem til grunden for lammelsen og Mahari der var skeptisk over deres lægekunst havde været en smule stædig omkring at få nogen som helst til at kigge på det, med mindre det var en fra hans egen skole. Han overvejede at få lov til bare at rejse hjem, da det ikke kunne blive værre for ham, selvom tanken om hans fars skuffelse heller ikke var noget han så frem til. Som om det ikke skulle være nok var han blevet afvist af Blance d’Montacute, men pige en burde være ligeglad med, men ikke var det. En pige som han godt kunne skyde en hvid pil efter, men blev den forevige optimist. Selvom hun havde såret ham på det groveste så kunne han ikke være helt vred på hende.
Han kunne ikke finde ud af om grunden til at han valgte at takke ja til Nsias invitation til ballet var fordi han ville fryde sig over Blances reaktion, eller om det var fordi han lod veninden have ondt af ham var ikke noget han kunne svare på. han var blevet offentligt ydmyget og alle vidste det nu efterhånden. Ikke det sjoveste, men det var vand i forhold til hvad han ellers havde været igennem i sit hjemland. Der handlede dog ikke om ydmygelse eller afslag, men om udholdenhed. Han skulle nok klare sig igennem det her, nok var hans stolthed såret og hans følelser en smule svækket, men hvis man ikke kunne over over et par gyldne lokker, så kunne man ikke kalde sig selv nogen rigtig mand, eller kriger. Han gik derfor med hovedet oprejst. Med let skæven kiggede han ind i fællesstuen i håb om at finde nogen han kendte eller blot en ledig stol hvor han kunne sidde alene.
Post by Blance d'Montacute on Nov 18, 2016 22:42:52 GMT
Efter det første fejlslagne forsøg på at finde sig tilrette i fællesstuen, havde Blance denne gang taget forstærkninger med hjemmefra. De sad nu tre piger fra Beauxbatons og snakkede med hinanden i den hyggeligt indrettede stue. Det var rart på den måde, selvom pigerne ikke nødvendigvis havde været hendes bedste venner på skolen. Her, nu hvor konkurrencen om at blive deltager var slut, kunne de deles om ting de andre på skolen ikke kunne.
Blance havde dog ikke delt med nogen af dem, at hun var blevet spurgt om hun ville følges med Uagadous tidligere deltager. Af samme grund løftede hendes bryn sig lidt, da han trådte ind, før hun så abrubt væk og forsøgte at høre efter hvad der blev sagt ved siden af hende.
Post by Mahari Napore on Nov 18, 2016 23:08:04 GMT
Et eller andet sted havde Mahari ikke ventet at se Blance igen lige foreløbig, mest af alt fordi han havde undgået hende så godt som det nu havde været ham mulig. Havde han vist at hun havde befundet sig i fællesstuen havde han nok valgt at gå et andet sted hen. Han kunne meget vel ikke gå ud igen nu hvor han lige havde rejst sig, sådan en magt skulle Beauxbatons eleven alligevel ikke have overfor ham. Han kunne ikke forstå at hun overhovedet havde nogen form for magt over ham, han havde dog med tiden måtte erkende at der var noget i ham han ikke kunne ignorere ligemeget hvor meget han så end forsøgte, Det gjorde det derfor ikke nemmere at Blance også var til stede, som om det ikke var nok at hun var der, gylden og smilene, så sad hun i selskab med et par andre piger. Det var nu en fuldkommen umulig opgave at gå hen til hende. Og han blev gang på gang ved med at have en indre kamp med sig selv om om det var en god eller dårlig ting.
Et eller andet sted kunne han jo være fuldkommen ligeglad med hende, hun havde ytret sin mening omkring ham, og sådan var det. Han strøg en hånd gennem krøllerne. Håret havde vokset en del siden hans ankomst, og han var begyndt at overveje om han skulle lade det vokse, eller om det hele skulle ryge af. Med tankerne kredsende om en mulig frisure trak han et lille stykke pergament frem fra sit bælte og lagde på bordet. Blækhus og fjerpen var ikke noget han var vant til at bruge, men nu da muligheden var der, ville han forsøge sig med det, og sætte sin lid til at han havde lært nok til at kunne skrive et nogenlunde formuleret brev hjem til sine forældre. De blev nødt til at vide hvad der var sket.
Post by Blance d'Montacute on Nov 18, 2016 23:36:09 GMT
Pigerne i gruppen opdagede ikke noget, men Blance sad og skævede over på Mahari flere gange i løbet af samtalen. Hun forsøgte at følge med, men var distraheret af den måde han totalt havde ignoreret hende på.
Det var forstyrrende og ledte til et vredt lille blik, der blev fæstnet på ham fra tid til anden.
Mahari nægtede at gøre sig selv til grin. Han nægtede simpelthen at tage kontakt til hende. Hvad ville det i grunden også nytte? Så hun kunne gøre ham til grin endnu engang, og så over for hendes såkaldte venner? Han var alligevel klog nok til at lade det ligge. Eller det troede han ihvertfald at han var. Ikke særlig længe efter han havde kradset ned på pergamentet med sin fjerpen, kunne han ane et par øjne mod sig, helt tydeligt var det ikke. Der var først da han langsomt rettede hovedet en smule og for første gang så hen på hende at deres øjne mødte hinanden. De trak sig sammen, og han bed sig i kinden. Det var langt fra sjovt, for selvom hun intet sagde kunne han ikke lade være med at føle sig konfronteret.
Han trak vejret dybt ind, og kunne mærke hvordan hans hånd rystede mod fjerpennen. Han rømmede sig let og vendte hovedet og et par røde kinder mod brevet igen som han mere eller mindre snart opgav at fortsætte på, så skulle han da først finde et andet sted at sidde. I stedet satte han sig tilbage i stolen i et håb om at kunne sidde bare nogenlunde behageligt.
Post by Blance d'Montacute on Nov 19, 2016 12:47:22 GMT
Den lyshårede krøltop tog en hastig indånding, da deres blikke mødtes. Hendes næsefløje udvidede sig en anelse og hun så ikke væk før han gjorde. Imens havde hendes ører fået varmen og pigerne omkring hende opdaget, at der var noget på spil.
Der gik ikke mange øjeblikke før spørgsmålene om Mahari begyndte og Blance måtte til at undvige dem på bedste vis. Hun havde absolut ikke lyst til at fortælle dem om ham. Hvad end der var at fortælle.
Post by Mahari Napore on Nov 19, 2016 20:53:11 GMT
Det var nået til det punkt hvor Mahari inderligt gerne ville være i nærheden af hende, tale med hende, også selvom han vidste han hun med sikkerhed ville kommenterer på et eller andet hun var utilfreds med. Han var dog ved at være så vant til det at han næsten mere eller mindre kunne være ligeglad. Men det var svært for ham at rejse sig fra sofaen som han sad i. Havde hun været alene havde det nok været den del nemmere, men af frygt for at hun ville gøre en stor scene ud af det kunne han ikke rigtig få sine fødder til at give efter under sig.
Blikket der blev delt mellem dem føltes længere end det var, som om han kunne nå at se alle de små detaljer der lå hen over hendes ansigt. Det fik ham til at knuge let om pergamentet. Han blev dog hevet tilbage til virkeligheden da hendes veninder åbenbart havde krævet hendes opmærksomhed, hvad helt de talte om kunne han ikke tyde, men af en eller anden grund så Blance anderledes hun end hun før havde gjort. Hans læber trak sig sammen og han kunne mærke hvordan varmen var ved at lægge sig tungt i hele hans krop. Han anede ikke hvad han skulle stille op med det, han kunne meget vel ikke marchere derhen og redde hende ud af venindernes klør, kunne han? Han sank en klump og skævede atter mod hende.
Post by Blance d'Montacute on Nov 19, 2016 22:36:53 GMT
Den unge adelsdame blev rød om kinderne, før hun svarede på klingende fransk til de andre piger, at hun kun kendte ham fordi han var en irriterende pestilens, som gik i vejen og synes det var sjovt at drille.
Til sidst fnøs hun, slap et par irritable gloser og rejste sig op for at gå. Hun så ikke på Mahari igen, men forlod fællesstuen med svingende krøller og næsen i sky.
Post by Mahari Napore on Nov 19, 2016 22:45:12 GMT
Mahari væltede næsten bordet da han rejste sig fra sofaen. Hun skulle ikke have lov til at kigge hen på ham på den måde, og så bare gå. Han tænkte ikke særlig meget da han nærmest haltede efter hende.
“Hey!” kom det lidt fra ham. Han var ikke rigtig klar over hvad han havde tænkt sig at gøre eller sige til hende. Han håbede bare at hun ville stoppe op, og derfor give ham et par sekunder til at overveje en ny plan.
Han gled en hånd over de mørke krøller og klarede halsen en smule.
Post by Blance d'Montacute on Nov 19, 2016 23:17:45 GMT
Blance farede ufrivilligt lidt sammen, da nogen kaldte efter hende på gangen. Hun kunne desværre udmærket høre hvem det var og satte blot farten op.
Nej. Ham ville hun ikke ses med. Det var rigeligt, at pigerne måtte have set ham stæse efter hende. Det måtte hun finde en undskyldning på. For nu, drejede hun skarpt om et hjørne og satte farten op uden direkte at løbe.
Post by Mahari Napore on Nov 21, 2016 17:31:06 GMT
Mahari kunne mærke at han ikke gad løbe efter hende, han kunne dog se på sine lange trin at han alligevel gjorde et forsøg på at indhente hende, da han ikke ville have at de andre elever på gangene ville tro at han desiderede jagtede hende. Dog da de havde rundet et hjørne og der ingen andre var at spotte end dem satte han farten op så han kunne nå foran hende, og derved håbe på at hun ville stoppe op, tids nok til at han ville få indført et par ord.
"Hvorfor løber du fra mi?" Han ville have sagt noget andet, men nu var det lige dét der var fokus på nu. Så kunne han altid spørge til hendes røde øre og faste blik senere.
Post by Blance d'Montacute on Nov 21, 2016 17:41:08 GMT
Blance snurrede rundt ved ordene bag hende og så køligt på Mahari med et blik, der gled en enkelt gang op af ham, før hun rynkede på næsen. "Jeg løber ikke," svarede hun spidst. "Og det har ikke noget med dig at gøre, selvom hele verden sikkert handler omkring dig i dit hoved."
Hun rankede sig og tog en dyb indånding. Han skulle ikke komme og sige noget. Ikke efter at han havde sat hende i forlegenhed.
Post by Mahari Napore on Nov 21, 2016 23:48:24 GMT
"Forhelved Blance, det eneste der i mit hoved er dig" røg det så ud af ham. Mere frustreret end han havde haft i sinde. Han strøg en hånd gennem krøllerne og bed sig i kinden. Det var ikke just den bedste situation han havde sat dem i, havde sat sig selv i.
Han mente dog ikke at han kunne blive ydmyget mere end han allerede var blevet, så hvis hun havde tænkt sig aldrig at tale til ham igen, kunne han vel lige så godt sige det som det var? Hun havde trods alt gjort det klart for ham at en dreng som ham og en pige som hende ikke havde nogen chance som partnere til et bal, så hvordan skulle de nogensinde klare sig efterfølgende?
Post by Blance d'Montacute on Nov 22, 2016 20:05:08 GMT
Den lyshårede pige med det store hår blinkede en enkelt gang. De stod midt på en åben gang og selvom igen mennesker var her nu, så havde væggene tit ører på sådan et sted. Hendes hjerte slog hurtigt og ikke kun på grund af den hastige gåtur. Farven i hendes ører var heller ikke udelukkende derfor, men hun var mundlam i flere øjeblikke efter hans hidsige udbrud.
"Oh," forlod det hende endelig en smule hæst, før hun klarede halsen. "Nå. Men så skulle du måske opføre dig lidt bedre end bare at ignorere mig og blive sur." Hun snøftede ind enkelt gang.
Post by Mahari Napore on Nov 22, 2016 20:53:38 GMT
Mahari havde ikke helt så meget til overs for andre mennesker, hvis der var nogen der overhørte ham så måtte det være sådan, han kunne alligevel ikke gøre så meget ved det, og han havde på fornemmelsen at der intet nyt var ved at de talte sammen, eleverne på skolen var jo ikke dumme. Desuden var Blance vist den der tænkte mere over ry end ham selv på dette tidspunkt. De brune øjne hvilede på hende som stilheden bredte sig om dem. Han ville ikke sige han var spændt, men nok nærmere nervøs over hvad hun ville sige, hvis hun overhovedet ville sige noget.
Mahari var frustreret. Det var tydeligt at han ikke helt vidste hvad han skulle sige, ordene kørte inde i hovedet på ham, og ude af stand til at få noget frem trådte han et skridt mod hende og gjorde afstanden mellem dem mindre, for så at presse læberne mod hendes i kort men alligevel sigende kys. "Jeg.." han rømmede sig og trådte væk igen.