|
Post by Annet Wright on Nov 18, 2016 12:05:47 GMT
Det var efterhånden nogen tid siden, at de fleste af gårdens beboere havde indtaget et mindre aftensmåltid og i takt med at mørket havde sænket sig, så havde roen det samme. På trods af flere, turbulente omstændigheder, så var stedet så småt begyndt at føles som hjem for Annet, der delte et af husets mindre værelser med Bowman. Netop det værelse var dog i øjeblikket kun optaget af den ene af dem og da det blev klart, at det ville fortsætte sådan i en rum tid, kom hun på benene. Kort efter faldt hoveddøren i og en mørkhåret skikkelse med lys hud i måneskinnet, bevægede sig over mod den separate bygning, hvor lys kunne anes. Pakket tæt ind i et varmt sjal, med en lysende tryllestav i den ene hånd og en skål i den anden, bankede hun snart forsigtigt på døren til smedjen og skubbede den op med hoften.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 18, 2016 19:22:38 GMT
Bowman havde fået lidt af sin tid i smedjen med Blair afsat til arbejdet med den lille fugl, men han havde ikke ubegrænset tid - eller ubegrænsede materialer. Derfor var han begyndt at gå ned i smedjen efter aftensmadstid og lege videre.
Det var en ren fornøjelse, selvom han også havde et ægteskab at passe, og han havde en tendens til at glemme tid og sted. Vægten på den lille størrelse havde været et problem, men han var nået meget længere nu og da Nan kom ind i smedjen var det til synet af en lille, afrundet sølvfugl, der flaksede elegant rundt på tynde vinger.
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 18, 2016 21:56:03 GMT
Blikfanget i den dunkle smedje var åbenlyst. Sølvfuglen fangede lyset og tiltrak sig opmærksomheden, allerede før hun havde krydset den korte afstand. Det var da også et smukt stykke håndværk og et lille smil bredte sig over hendes læber, før blå øjne gled ned og fæstnede sig ved fuglens skaber.
"Den er smuk," bemærkede hun lavmælt og satte skålen fra sig på et ledigt sted foran ham. Maden dampede endnu fra den genopvarmningsbesværgelse hun havde kastet. "Jeg tænkte, at du måske var sulten."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 18, 2016 22:57:53 GMT
Bowman vendte hovedet mod døråbningen og smilede mildt ved synet af Annet, før blikket flakkede over hende og han indså, at det var sket igen. Han klarede halsen en anelse og så ned på skålen med suppe med et fåret udtryk i ansigtet.
"Tak," endte han med at svare. Efter et øjebliks tænketid fulgte et lidt tøvende "undskyld," selvom hun ikke så sur ud.
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 18, 2016 23:04:54 GMT
Bowmans overraskelse kom ikke som noget chok og hun kommenterede ikke på den, som hun satte suppen foran ham. Til gengæld lænede hun sig blot til siden og trykkede et enkelt, blidt kys mod hans tinding. "Tænk ikke på det," konstaterede hun lavmælt, før hun trådte om bag ham.
Arme fandt hvile mod skuldre, mens hun tog synet af den lille, svævende sølvfugl nærmere ind. "Hvordan går det med den?"
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 18, 2016 23:33:39 GMT
Bowman kunne ikke helt lade være med at tænke over det, men tænkte til gengæld en del mere over Nan, der trådte om bag ham. Instinktivt vendte han sig selv rundt og så smilende ned på hende, før han skævede op på den flaksende lille skabning, der efterhånden lignede mere en kugle end en egentlig fugl.
"Hm. Den er ret langt fra den første idé, men den var så klodset og langsom. Jo mere rund denne her bliver, jo bedre går det. Måske skal jeg bare helt droppe at det skal være en fugl og lave en bold..." Han lød lidt resignerende og lidt munter ved tanken, men det var ikke fordi det var ham fuldstændig imod...
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 18, 2016 23:49:02 GMT
Nans blik forblev på den lille, svævende semi-fugl og en lavmælt, tænksom lyd slap hende ved hans overvejelse.
"Jeg ved, det ikke er det du havde forestillet dig, men jeg tror at en kugle ville være godt. Metallet giver sig ikke på samme måde som den rigtige fugl og det ville være lidt for nemt at skade sin hånd, hvis den har kanter..."
Tankerne kørte lidt ud af sit eget spor, før hun fik løsrevet blikket og tankerne om at være på banen.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 19, 2016 12:52:17 GMT
Bowman så ned på Nan, imens hendes blik var fjernt. Hans ansigt lagde sig i tænksomme folder over det blik. Da hans ene hånd fandt hendes side og hans læber kort strejfede hendes pande, var det med et stik i mellemgulvet. Metalbetvingeren var ingen tankelæser, men han kendte sin hustru godt nok til at kunne sætte nogen ting sammen.
"Annet," begyndte han dæmpet. "Jeg har hørt at Portree leder efter en ny angriber..."
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 19, 2016 21:25:30 GMT
Det lille kærtegn bragte hendes opmærksomhed tillbage, sammen med den måde han sagde hendes navn. Blå øjne rettede sig op mod ham og en lille rynke trak hendes øjenbryn sammen, selvom noget i hende alligevel slog en kolbøtte. "Åh," svarede hun lavmælt og rakte en hånd op for at stryge sig over halsen.
Hun var tavs lidt, overvejede, før hun endelig svarede. "Men hvad med gården? Her er så meget at gøre..."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 19, 2016 22:52:24 GMT
Den brede metalbetvinger fugtede sine læber og nikkede. Han var ikke uenig. Benevolence var svag, der var et lille barn at se til og der var bestemt ikke roligt i huset, men alligevel insisterede han forsigtigt.
"Endnu," pointerede han. "Men hvad ville det skade at prøve? Vi kan tale om det, hvis du bliver tilbudt en stilling der."
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 19, 2016 23:33:37 GMT
Bowman kunne ikke vide det, men hans reaktion fik et lille sug til at gå gennem hendes mave. I årevis havde hun fundet sig tilpas med hvad der var forventet af hende, mere end hvad hun selv havde ønsket og en del af hende havde måske forventet, at det ville blive det samme nu. I et nyt ægteskab, selvom det var med en mand hun selv havde valgt.
Nu var alle muligheder pludselig åbne og det var en kende overvældende. Blå øjne flakkede over hans ansigt og usikkerheden var tydelig. Til sidst var der dog ikke andet for end at lytte til mavefornemmelsen og nikke. "Ja? Jeg går ud fra, at jeg kan prøve..."
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 19, 2016 23:42:10 GMT
Bowman nikkede lidt med Nan og smilede langsomt og forsigtigt, før han tog en dyb indånding. "Ja? Godt. Du skal også gøre det der gør dig glad."
Hvad Blair så potentielt mente om det måtte han stå på mål for. Hans ekstra arbejdskraft burde kunne brødføde både ham og hans hustru, selvom det måske ikke blev et overvældende liv i luksus.
Blikket gled op på den lille flaksende figur og han rynkede en smule på panden, før han nikkde og slap Nan, for at samle skålen op og tage en enkelt skefuld.
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 19, 2016 23:46:03 GMT
Et lille smil spirede på hendes læber over svaret og hun nikkede lidt. Det føltes stadig som en utopisk drøm, men på en eller anden måde var det alligevel mere virkeligt nu og hendes mellemgulv summede svagt, da hun ligeledes så op på den flaksende sølvgenstand.
Det dvælede der lidt, før blikket vandrede til Bowman igen og den rynke, der aftegnede sig på hans pande. "Du ser bekymret ud," bemærkede hun dæmpet.
|
|
|
Post by Bowman Wright on Nov 20, 2016 0:36:48 GMT
Bowman spiste, men spildte også en anelse suppe, der satte sig i skægget, før han tørrede hånden over det og tørrede den af i bukserne. Han mødte Nans blik med et lille smil og trak på skuldrene.
"Hvis det bliver en succes med det mekaniske kuglelyn, så behøver vi måske ikke bekymre os om penge eller hænder meget længere," konstaterede han overvejende, men beskedent nok til ikke at antage.
|
|
|
Post by Annet Wright on Nov 20, 2016 13:35:12 GMT
Annet rynkede en smule på brynene, da han tørrede suppe af i sine bukser, men med soden fra smedjen gjorde det ikke den store forskel. Af samme grund kommenterede hun ikke på det, men smilede blot en anelse over hans ord. En lille, enig lyd undslap hende.
"Det ser lovende ud," forsikrede hun, mens hun i stille sind bare glædede sig over, at Bowman havde fundet tilbage til sin passion igen. Tænderne kom kort til syne. "Så længe du lover, at du ikke kører dig selv helt i bund med alt det arbejde..."
|
|