Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Harald var lettet, et øjeblik havde han troet at hun var naiv nok til at tænke at denne mand kunne påtage sig rollen som hendes fader. Derfor smilede han lidt og nikkede. "Ja. Er det muligt at jeg kan se ham uden at han ser mig? Jeg vil gerne være til så meget hjælp som muligt, men jeg vil nødigt blandes for meget ind i det." Sagde han ærligt og skænkede en enkelt tanke til Sirrah, der nok ikke ville blive særlig glad, hvis hun nogensinde hørte om dette.
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 8, 2016 19:05:19 GMT
Penelope havde rejst sig, men stoppede nu op midt i det hele og så undrende og skeptisk på Harald. Hun satte begge hænder i siden og vendte blikket kortvarigt op mod loftet, op imod det værelse hvor manden lå.
"Jeg troede du kunne få ham til at glemme? Kan du så ikke bare få ham til at glemme dig?"
Harald så på hende med positiv overraskelse i sit blik og smilede let. "Jo, det kan jeg vel." Sagde han og gestikulerede så i den retning hvor han huskede at trappen var. "Efter dig." Sagde han og så afventende på hende mens han ventede på at hun viste vej.
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 8, 2016 22:02:40 GMT
En tænksom brummen forlod Penelope, før hun gjorde som Harry bød og gik imod de private baglokaler og trappen, der førte op til de få værelser i det vinde og skæve lille hus, der rummede Vildsvinet. Hun låste op til sit værelse og holdt døren åben for troldmanden.
Han lå der, manden. Han havde fået vand, for ellers var han allerede død, men det var ikke meget der ellers var blevet set til hans velbefindende og han både lugtede og så frygtelig ud. Hun betragtede ham uden mange følelser over det.
Harald stivnede da han stod i døråbningen og gik ikke engang ind i værelset, før han vendte sig om så han stod ansigt til ansigt med Penelope. "Jeg kender denne mand." Sagde han og så alvorligt på hende. "Hvor vigtigt er det for dig at finde ud af noget om din mor? For hvis vi giver ham muligheden for at røre sig så er jeg bange for at han kan finde på hvad som helst."
Post by Conrí Singleir on Nov 9, 2016 21:32:12 GMT
Con var ikke just nogen køn skikkelse, som han lå på datterens gulv. Det rødlige hår hang sjusket om hans hoved, mens en skarp lugt af pis hang ved hans tøj. Hun var ikke nogen blid fangevogter, men hun var vel heller ikke hans datter for ingenting. Effekten af hans lammelse var drevet over for et stykke tid siden, men på trods af at det var lykkedes ham at få kneblen ud af munden, havde han endnu ikke haft held med hendes reb. I stedet var han endt med at tage en skraber på det hårde gulv, og lå nu i en let døs, indtil der igen blev rumsteret omkring ham. Han havde forventet at se det rødhårede pigebarn igen som han åbnede munden, i håb om at hun var kommet for at lytte, men i stedet stirrede han ind i nakken på en ukendt mandeskikkelse der henvendte sig til hans datter. Han havde ingen ide om hvem han var, måske ville ansigtet fortælle ham mere, men sandsynligheden var at det var en han havde tævet. Det var hans ord, der påkaldte sig varulvens opmærksomhed. Hun ville vide besked om Freya. Han rømmede sig let, før han fik sin tørre stemme til at makke ret. "Jeg kan godt fortælle dig om Freya, Coira.. Hvis du lader mig." Han var ikke en mand der ofte gik på kompromis, men hvis det var det der skulle til for at få hende til at lytte og erkende hvem hun var, så måtte det til.
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 9, 2016 23:52:08 GMT
Det gibbede lidt i Penelope, da bunken af pis på gulvet talte. Hun stirrede ned på ham med en blanding af foragt og videbegær, der gnavede i hende, som hun tog en dyb indånding - gennem munden - og vendte blikket imod Harry igen.
"Jeg tror dig. Kan du finde ud af at lamme ham, så vi ved, at han ikke kan vride sig fri? Måske gøre ham tavs, hvis han begynder at råbe op?"
Harald nikkede langsomt og smilede lidt til hende. "Det kan jeg godt." Forsikrede han og trådte derefter til siden, men var påpasselig med ikke at vise sit ansigt til manden på gulvet. Han behøvede ikke at vide hvem han var før det viste sig at være højst nødvendigt, for en sikkerheds skyld trak han dog sin tryllestav så han var klar i tilfælde noget skulle gå galt.
Post by Conrí Singleir on Nov 10, 2016 14:19:38 GMT
Der var ikke særlig meget at more sig over for den store varulv. Alligevel lykkedes det ham at få en lille glæde ud af deres mange sikkerhedsforanstaltninger. På trods af at han lå svinebundet på gulvet i sit eget pis med en knækket tryllestav, var han tydeligvis ikke besejret endnu. Han havde dog ingen intentioner om at flygte, ikke nu hvor Coira endelig var nået til en form for erkendelse og ville lytte. "Hvis i gør mig tavs, kan jeg ikke fortælle dig hvad du gerne vil vide.. Jeg skal nok lade være med at råbe op." Hans ru stemme var nærmest behagelig og faderlig, som han endnu engang opgav at få hans værkende muskler op at sidde.
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 10, 2016 18:37:00 GMT
Skepsisen på Pennys ansigt, da hun atter vendte blikket mod den store, ynkelige masse på gulvet, var udpræget. Men hun nikkede lidt og gav sin velsignelse. "Så fortæl," bød hun endelig.
Post by Conrí Singleir on Nov 10, 2016 23:58:08 GMT
Det var sjældent at Conrí tillod sig selv at tænke på Freya. De havde haft to gode år sammen, men oftest gjorde det for ondt at tilbagekalde sig minderne fra dem. Genforeningen med datteren havde til dels forberedt ham på det, og alligevel var det en blanding af indre smerte, og et lille saligt smil, at han genkaldte sig den kolde vinteraften. "Det var vinter.. Sneen var begyndt at falde omkring eftermiddag, og ved aftenstide havde den taget så meget til at jeg var krøbet i ly i et brændeskur. Just som jeg var faldet hen blev jeg vækket af stavs klare skær der blændede mine øjne. Snefnuggene lå i hendes røde hår som hvide krystaller.. Et kort øjeblik troede jeg at vinteren havde taget livet af mig.. I stedet bad hun mig gå hjem, hendes broder ville blive sur hvis der lå tiggere i hans bræneskur. Jeg fortalte hende at jeg ikke havde noget.. Mit skæg var frosset til is, og mine fingre var begyndt at blive blå.. Jeg havde oplevet det mange gange før, at blive smidt væk.. Jeg havde min kniv klar til at true hende, bede hende om at skride og lade mig være i fred, men i stedet for at smide mig væk, eller tilkalde sin bror rakte hun sin hånd frem. Jeg ved stadig ikke hvorfor jeg tog den, jeg var en anden mand dengang, men uden at stille spørgsmål trak hun mig op at stå." Conrí holdt en lille kunstpause, som hans øjne gled op på den rødhårede datter, hun var ikke meget yngre end Freya havde været dengang. Han ænsede dårligt hendes sammensvorne, som han dvælede ved det. "Hun listede mig ind på hendes kammer, hvor hun bød mig at sove natten ud på sit gulv, i ly for kulden.. Hun hentede mig suppe.. Tøede min frosne krop.. Hun var så mild og blid mod en mand hun aldrig havde mødt, en mand der ikke ville have tøvet med at røve hende, havde vi mødtes under andre omstændigheder.."
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 11, 2016 0:20:01 GMT
Han talte og talte og selvom Penelope om nogen var interesseret i historien, så blev den også meget malerisk og lang - og hun var et simpelt menneske. Hun tog en dyb indånding, da han holdt en pause og skød hagen lidt frem.
"Hvor smukt," konstaterede hun sarkastisk. "Hvorfor skred du fra os?"
Post by Conrí Singleir on Nov 11, 2016 0:30:03 GMT
Det var sjældent at den store varulv krængede sin sjæl ud, som han gjorde det overfor det rødhårede pigebarn. At hans historie derfor også fik en lunken modtagelse skabte en gnist af irritation der satte sig og bed i hans bryst, som hun sprang direkte fra begyndelsen til enden. "Det er en helt anden historie.." Han rømmede sig let. "Du vil ikke bryde dig om den, så jeg er nødt til at spørge om der er andet du vil vide først." Con havde stadig ikke afgjort om han havde nosserne til at fortælle hende sandheden. Han var ikke klar til at gå fra mindet om Freya som han huskede hende, til den dag han havde mistet hende.
Post by Penelope Ingleby Flint on Nov 14, 2016 18:59:53 GMT
Penelope fnøs af svaret. Han opførte sig som om han sad mageligt i en lænestol og ikke havde en tryllestav rettet imod sig, som han lå svinebundet i sit eget skidt. På en måde var det imponerende. Dog ikke nok til at give hende tålmodigheden til hans pis.
"Fortæl mig hvorfor du skred," fastholdt hun irritabelt. "Vi har ikke hele dagen."
Post by Conrí Singleir on Nov 14, 2016 22:38:49 GMT
Conrí sukkede. På trods af at hun lignede sin mor, havde hun intet af hendes blide indre, der havde stået i så skarp kontrast til ham selv. Han rømmede sig let, som han stadig kæmpede imellem at fortælle hende løgnen eller sandheden, hun afskyede ham tydeligvis allerede, men hvordan ville hun føle når hun lærte at han selv havde røvet Freya fra dem. "Du var knap et år.. Vi havde fået et lille hus udenfor byen, hvor vi kunne opfostre dig.. Det var fuldmåne.." Han holdt en lille pause, nej, han kunne ikke klare at fortælle det. "Freya var.. Ude at samle brænde da jeg hørte hylene. Jeg for ud efter hende, men da jeg nåede om bag huset var det allerede for sent. Bæstet havde bidt sig fast i hende. Jeg kæmpede hvad jeg kunne, men der var intet jeg kunne stille op. Da den endelig var død, var din moder ikke i blandt os længere, og jeg var blevet smittet med dens forbandelse." Hans stemme var meget tør, som han kiggede op på hende. På trods af at det kun var den halve sandhed, havde skammen alligevel gjort hans øjne våde og forpinte. "Jeg vidste at du ikke længere var sikker i mine arme, jeg.. Skammede mig over at jeg ikke kunne beskytte din mor. Du må forstå at jeg gjorde hvad der var bedst for dig. Jeg gjorde det kun for at beskytte dig." Det havde ikke været let at efterlade hende foran svogerens ildsted dengang, og det var ikke lettere at tale om det nu.