Uanmeldt

Marie var kommet sig. Helt fysisk og næsten mentalt. Der var dog sket en forandring efter episoden. En forsigtighed, som ellers aldrig havde været der før og det var samme grund til at hun ikke var taget med sin mand til en begivenhed, hvor hendes tilstedeværelse ikke var absolut nødvendig.

I stedet for at bruge tiden med sin svigermor, nød hun en stille dag i sine egne gemakker. Den snehvide kat spandt i hendes skød og hun strøg den over hovedet, som blikket vandrede ud gennem en rude mod et næsten frostklart landskab. Trods sine forbehold mod det kolde, våde land, så var det smukt nu i det lys og hun smilede ganske svagt for sig selv, da det bankede på døren.

En lille rynke trak hendes bryn sammen, velvidende at Josselyn ikke var der i øjeblikket og at Deana havde været optaget. Ikke desto mindre kaldte hun et bydende "ja?" uden at rejse sig fra vindueskarmen. Det var formentlig en af tjenestefolkene uanset.

Overrasket ville være et mildt ord at bruge for hvordan Marie havde det, da hendes svigerinde trådte ind i de private gemakker. Normalt ville hun forvente en annoncering af en gæst og forberedelse af en af stuerne og af samme grund var hun helt uforberedt - og ikke helt tilfreds med det.

"Ethel," hilste hun tøvende, men med et venligt smil. "Jeg er ked af, at du måtte rejse forgæves. Er der noget vi kan gøre for dig...?"

Marie kunne ikke gennemskue Lionels lyshårede lillesøster og var en anelse ukomfortabel i hendes selskab. Hendes måde at slentre ind i rummet var absurd, men hun kunne ikke sige meget til det - så i stedet rankede hun sig bare lidt hvor hun sad og smilede pænt.

"Naturligvis. Itsy," kaldte hun og øjeblikket efter lød et plop, da den ene af husalferne dukkede op. Den forsvandt igen med bestillingen om te og Maries opmærksomhed måtte nødvendigvis vende tilbage til Ethel.

"'avde du en aftale med min mand?"

Marie, der havde nydt sin dag alene, var allerede træt af selskabet. Den eneste grund til at hun ikke bad den lyshårede heks om at lade være med at pille ved det dyre sengeforhæng var fordi hun var Lionels søster.

"Jeg er tilfreds," svarede hun med det samme, pæne smil og uden den mindste smule lyst til at give et mindre generisk svar. Ikke til den sære, uforudsigelige skikkelse.

"Vil du ikke sidde ned, Ethel...?"

Marie var ikke sikker på, at hun nogensinde så brændende havde ønsket at Lionel ville komme hjem, som hun gjorde i det øjeblik. Fingre krummede sig sammen i kattens pels, med en utilfreds miaven som svar, mens hun selv kontrollerede sine ansigtstræk til det yderste.

"Non. Ikke endnu," fik hun frem med et fremtvunget, beklagende smil og en knugen i mellemgulvet.

Marie ville måske reelt have taget imod forsikringen, hvis ikke hun fortiede hvad der var sket kun dage forinden. Det rev i hende indefra og hun ledte efter ord at sige, da blikket faldt til det blå håndled og hendes tanker fandt den afledning, de havde brug for.

"'ar du slået dig, Ethel?" spurgte hun og så op med et spørgende udtryk i de lyse øjne.

Marie nærstuderede ikke det blå mærke, men havde set spørgende op på Ethel det øjeblik hun havde bemærket det. Af samme grund bed hun ikke mærke i yderligere, men slap blot en lille, spottende lyd bagerst i halsen.

"Frygtelige bæster," sagde hun ligeud, uden at gøre et forsøg på at skjule sin uvilje mod de store dyr - ikke som hun havde gjort det med Leo.