|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 3:55:33 GMT
Dimas var overrasket. Så meget var helt klart. Han forventede ikke ordene, som han knapt vidste hvad var, men som han forstod alvoren af. I nogle øjeblikke var han helt tavs, før hans øjenbryn trak sig sammen.
"Du ser ud som om, at det er en frygtelig ting," pointerede han stille. Måske var det sandt. Der var trods alt ingen steder det kunne lede hen, var der?
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 4:01:47 GMT
Dimas gik ikke. Han rejste sig ikke engang op. Men alligevel var Timur ikke ligefrem lettet. Han var nærmere dybt anspændt, som han lå og så på de mørke, sammentrukne bryn med alle former for bange anelser.
Den stille pointering punkterede dem ikke, men fik hans egne buskede bryn til at flette sig tættere sammen, som han tvang sig selv til at se ind i de brune, stadig venlige øjne.
"Nej," svarede han forsigtigt. "Jeg mener... Det er helt vidunderligt. Det føles helt vidunderligt, men jeg troede du ville blive rædselsslagen over det...? Måske skynde dig væk så hurtigt du kunne?"
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 12:31:53 GMT
Det bekymrede udtryk forsvandt ikke fra Timurs ansigt og Dimas fik en underlig fornemmelse i maven over det. En impuls til at stryge en varm kind var ikke fraværende, men han lod hånden blive mellem dem. I stedet tog han en dyb indånding og fugtede læberne.
"Vil du hellere have, at jeg stikker af?" spurgte han, men ventede ikke på svaret. "Timur. Ærligt talt, så er jeg nervøs omkring alt, når det kommer til dig. Rædselsslagen, faktisk. Alligevel går jeg ingen steder..." Han tog en dyb indånding og flyttede lidt på sig, før han fortsatte.
"Jeg har aldrig været forelsket. Jeg ved ikke, hvad det betyder eller hvordan det føles og absolut heller ikke, hvordan det kan lade sig gøre her, men... Jeg stikker ikke af, okay?"
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 14:55:49 GMT
Tim nåede at pippe et lille, nervøst "nej" som svar på Dimas' spørgsmål, før krøltoppen fortsatte og han tav alvorligt. Hans blik flakkede lidt over den andens ansigt og han endte med at synke en klump, inden han nikkede svagt som svar.
"Okay," gentog han lavmælt, før hans hånd krummede sig lidt sammen om tunikaen mellem hans fingre. "Undskyld." Han rømmede sig dæmpet. "Det er bare... Jeg er lige så overvældet som dig, Dimas. Jeg bliver så glad af at være sammen med dig. Det er lidt som om intet andet betyder noget, når du er her..."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 16:07:49 GMT
Dimas kunne se Timurs usikkerhed lysende klart, men det gav ham alt andet end lyst til at flygte. Det i sig selv var sigende og han tog en dyb indånding, før han forsigtigt løftede sin hånd og hvilede den mod en blød kind igen. Tommelfingeren strøg langs kindbenet og han smilede ganske svagt.
"Lad være med at undskylde," bad han stille, før fingrene gled lidt længere om og lukkede sig blidt om nakken. Hans mave slog en kolbøtte. "Det du lige beskrev? Sådan har jeg det også."
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 20:13:52 GMT
Timur sank og lå helt stille, som Dimas strøg ham over kinden. Hans blik var intenst i lyset fra oven og hans hjerteslag hastigt, imens de lå der. Indrømmelsen fra krøltoppen fik ham til at spærre øjnene lidt op og se tenderende vantro på ham. "Hvad?" Han kvækkede det ene ord frem helt hæst og måtte rømme sig hastigt, for at blive fri for det.
"Har du? Er det ikke bare fordi... Du kan lide drenge...?"
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 20:40:39 GMT
Timurs overraskelse fik en smule varme til at stige op i hans kinder. Han slog kort blikket ned, men ikke længe før mørke øjne igen fandt lyse og han trak på skuldrene så godt som han kunne.
"Jeg kan lide dig," rettede han stille. "Det er dig."
Han tog en indånding og så undersøgende mellem de blå øjne.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 21:02:34 GMT
Timur var helt tavs og fuldstændig tummelumsk. Han fugtede læberne, der føltes knastørre, før han tog en dyb indånding og smilede svagt, som han krummede fingrene lidt sammen om Dimas' hofte igen.
"Mig?" Det svage smil, der trak i hans mundvige, var lidt forlegent og helt genert. "Det... Okay..."
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 21:35:12 GMT
Dimas kunne ikke lade være med at smile over det generte ansigtsudtryk og han havde en helt absurd fornemmelse af, at rollerne bare for en lille stund var byttet rundt. På en eller anden måde kom han i hvert fald kun til at føle sig mere sikker og han slap en lille, bekræftende lyd.
Han rykkede hovedet tættere på, indtil hans næsetip strøg ganske let mod Timurs.
"Nu har du ikke tænkt dig at stikke af over det?" mumlede han stille, men tydeligvis drillende - understreget af et næsten smørret smil.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 21:46:49 GMT
Russerens mellemgulv hoppede en enkelt gang, da Dimas strøg næsetippen mod hans og øjeblikket efter smilede nærmest smørret. Det gjorde helt uventede ting ved ham at få at vide hvordan krøltoppen havde det og det tog ham et øjeblik at finde et svar i sin forvirrede hjerne.
Endelig rystede han dog svagt på hovedet, så godt som han kunne, og klarede halsen igen.
"Aldrig," mumlede han alvorligt - og måske også lidt for alvorligt. Han tog brodden af det ved at strække sig nok til at kysse Dimas igen med en lille dans indeni.
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 22:18:58 GMT
Det nåede at give et sug i Dimas' mave over det ene ord, men før han kunne komme til at tænke for meget over det var deres læber mod hinanden igen og han var ikke svær at distrahere. Hånden lukkede sig fast om Timurs nakke og hvad der måske skulle have været et enkelt, blidt kys blev til mere end det.
Det var svært at lade være og han opgav at prøve. I stedet trak han hånden til sig, lukkede den om en fast hofte og skubbede sig tættere på den lyshårede dreng.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 22:41:50 GMT
En lille, overrumplet lyd forlod Timur, som Dimas tog fat og deres kys blev andet og mere end hans intention. Han protesterede dog ikke, men vippede til gengæld lidt til siden og trak forsøgsvis i krøltoppen, med den hånd der lå på hans hofte.
Hans skulder var træt af at ligge sådan på siden og i en enkelt bevægelse endte han selv på ryggen. med den anden hånd fri og alle intentioner om flere kys. Det krævede blot Dimas' velvilje.
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 22:49:54 GMT
Få timer forinden ville han nok aldrig have gættet, at han ville ende lige præcis der. Fornuft var dog ikke i overskud på samme måde som instinkt og da Timur trak i ham, var han ikke sen til at følge opfordringen. Han støttede sin vægt på den ene underarm, som han endte mere end halvt indover russeren.
Da han til sidst måtte trække sig væk for luft med et lille gisp, havde hans kinder farve igen. Det blev heldigvis skjult tilnærmelsesvis af krøllerne, der faldt frem. Han tog en dyb indånding og fugtede læberne, som han så ned på Tim. Helt uden ord.
|
|
|
Post by Timur Obolensky on Nov 6, 2016 22:53:51 GMT
Timur løftede begge hænder, som Dimas rak sig væk med krøller rundt om hele ansigtet og det sødeste udtryk. Han brugte dem ganske snedigt til med spredte fingre at samle de fine krølle på baghovedet, hvor en enkelt hånd kunne glide held ind i dem og holde dem fast, imens han så op på valencianeren.
"Du er den bedste kysser jeg har mødt," mumlede han lavmælt.
|
|
|
Post by Dimas San Nicolas on Nov 6, 2016 23:10:00 GMT
En enkelt, doven kuldegysning vandrede ned over Dimas' ryg ved fornemmelsen af fingre i sit hår, men det var ikke nok til at distrahere ham fra ordene. Øjenbrynene hævede sig ganske let i klar overraskelse og han så helt forbløffet ud et øjeblik, før han kom til at smile svagt.
"Hvor mange har du mødt...?" var han nødt til at spørge, helt lavmælt.
|
|