Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Der var gået længe siden den dag, hvor han havde mistet følelsen i sine ben. Først havde han brugt en del tid på at komme sig over episoden, men nu var han rent faktisk frisk igen, bare stadig lam fra livet og ned. Hele MacFusty familien havde måtte omlægge sig i forhold til at hjælpe Bhaltair og det gik nu på tur, hvem af kvinderne der kom og hjalp dem i huset, enten ved at tage sig af ham eller at hjælpe Eva med de huslige pligter. Ud over dette, var Bhaltair blevet fritaget for sit arbejde, hvilket ikke ligefrem gjorde ham i bedre humør.
Idag havde været en dårlig dag for ham, han havde smerter i ryggen og de var særdeles slemme lige nu. Han havde ikke sovet hele natten, men var alligevel stædig nok, til at blive rykket ud i døråbningen, hvor han nu sad med et tæppe om sig og betragtede dem der gik forbi. Ind i mellem stoppede nogen op for at snakke, men for det meste sad han blot i stilhed uden at tænke på noget. Hans øjne var helt tågede og han følte sig udmattet og gammel. Det var ikke et godt sted at være for Bhaltair.
Post by Evangeline MacFusty on Oct 31, 2016 11:32:47 GMT
Livet var ikke let for Bhaltair, men så absolut heller ikke for Evangeline. Hun var fem måneder henne og struttede af graviditet midt i den ulykke, der havde ramt hendes lille familie. Eoin forstod ikke farens situation og var sur over at han aldrig ville lege, hendes fødder gjorde ondt efter få timers arbejde og ægtesengen kunne lige så godt have været en soltør ødemark, for alt hvad der skete i den.
På denne fugtige, kølige dag i højlandet var hendes overskud tyndslidt og da Eoin for tredje gang lavede ballade, gik han over grænsen. Med en lille magikers øre imellem den ene hånds fingre, kom hun vraltende stateligt ud af huset og gik direkte imod Bhaltair.
"Enten lænker jeg ham personligt til dig eller også giver du ham den omgang han fortjener, Bhal," informerede hun slet og ret, i en tone hun ellers ikke plejede at bruge. "Det er din opmærksomhed han vil have."
Post by Bhaltair MacFusty on Oct 31, 2016 17:42:31 GMT
Bhaltair så kun alt det han ikke kunne når han så på sin søn og havde ikke overskuet til at være den fader, som han ønskede at være. Den dårlige samvittighed gjorde hans humør dårligere og da Eva kom marcherende med Eoin, var det derfor en meget ukarakteristisk reaktion der kom fra hendes mand.
I et split sekund havde han taget fat i sin søn, grebet ham hårdt ved skulderen og så vredt på ham. "Stop så med at gøre din mors liv sværere end det allerede er." Sagde han i en tone der var nærmere desperat end vred. Derefter løftede han sin hånd og gav knægten en syngende lussing, som han dog ikke lagde alle kræfterne i. "Fra idag af skal du hjælpe din mor med pligterne og hvis ikke så slår jeg dig igen." Sagde han bestemt men dog uden at råbe, hvorefter han vendte sin overkrop væk fra dem og forsatte med at stirre ud i regnen.
Post by Evangeline MacFusty on Oct 31, 2016 18:35:08 GMT
Evangeline betragtede reaktionen chokeret og da Eoin grædende vendte sig imod hende, tog hun ham straks i sine arme og vendte Bhaltair ryggen, som han vendte sig fra hende. Hun skældte ikke ud over det helt forkerte han havde gjort, men forsvandt tavst som graven ind i huset igen, knugende sin søn henover den bulende mave. Han var fire år og stor nok til at komme over knæet for sine narrestreger, men det var ikke det Bhaltair havde gjort. Han havde gjort så meget mere.
Langt senere kom hun gående ud, trækkende en stol med sig med en smule besvær, men beslutsomt. Hun placerede den direkte overfor sin mand og sank tungt ned i den med et stift blik på ham.
"Nu er det nok," erklærede hun ud i den kolde luft, der omgav dem. "Nu er det nok, Bhaltair."
Post by Bhaltair MacFusty on Oct 31, 2016 19:20:37 GMT
Bhaltair betragtede Eva mens hun satte sig og rynkede vredt sine øjenbryn. "Du sagde selv jeg skulle give ham en omgang." Bemærkede han og trak tæppet tættere omkring sig. Smerten i ryggen gjorde ham irritabel, hans ansigt fortrak sig i en grimasse, der lignede afsky.
"Hvad vil du have jeg skal gøre? Helbrederen siger det tager den tid det tager, jeg kan ikke få det til at gå væk på magisk vis." Sagde han og så hende i øjnene. Hun brød sig tydeligvis ikke om ham som han var nu, en brækket mand, der ikke kunne hjælpe hende gennem hendes graviditet. Hvad skulle han gøre ved det? Der var intet at gøre.
Post by Evangeline MacFusty on Oct 31, 2016 19:33:41 GMT
De var alene og Evangeline gjorde intet ud af at lade som om hun var Bhaltair underdanig. Hun rankede sig i stolen overfor ham og tog en dyb indånding, der fik hendes næsefløje til at udvide sig svagt.
"Jeg sagde, at han ville have din opmærksomhed. Du ikke så meget som spurgte ham hvad han havde gjort. Du ved, at det ikke er hvad din egen far ville have gjort med dig, så hvorfor udsætter du Eoin for det? Det er ikke hans skyld - hvad der er sket. Han skal ikke betale prisen."
Hun knyttede sine hænder sammen mod lårene. "Og det bliver ikke bedre af, at du sidder her i din stol og er vred på verden. Helbrederen siger du skal øve dig, men du stirrer bare rasende ud i luften hele dagen. Har du givet op?"
Post by Bhaltair MacFusty on Nov 3, 2016 16:15:40 GMT
Bhaltair var forvirret over sin hustru og han så på hende med et lettere himmelfaldent blik, mens hun talte. Ordene trængte ikke rigtig ind, de blev til støj i hans hoved, beskyldninger, argumenter, hans egen far, helbrederen sagde også, nej han kunne ikke tænke på det. Det var alt for meget. Han burde også træne, han kunne ikke røre på sig. Hvad skulle der ske? Alting var for meget for ham.
"Jeg øver mig da.. nogle gange.. bare ikke lige idag. Idag har jeg givet op." Sagde han stille og bøjede derefter hovedet og så ned på sine hænder, som han betragtede med et intenst blik, mens han bøjede og strakte sine fingre.
Post by Evangeline MacFusty on Nov 3, 2016 18:27:25 GMT
Det skar lidt i Evangeline at se sin mand i den tilstand han var i. Hun tog en dyb indånding og krummede fingrene ganske hårdt sammen for ikke at række frem og tage hans. I stedet så hun på dem, som han bøjede og strakte dem ud.
”Nogle gange,” gentog hun mere afdæmpet. ”Bhaltair… Du ved godt, at det skal være hver dag. Du må ikke give op. Du har så meget at kæmpe for.”
Post by Bhaltair MacFusty on Nov 5, 2016 9:46:33 GMT
Bhaltairs blik blev en anelse trist mens hun talte og han rystede lidt på hovedet. Hun havde ret i at han havde meget at kæmpe for, det var det der var hele problemet. Havde han ikke haft noget, kunne han bare forsvinde, men han havde et ansvar der lyste ham i øjnene hver gang han trænede og det ikke på magisk vis blev bedre.
"Ja.." Svarede han uden at se op. Han kunne ikke møde hendes blik, det havde han al for dårlig samvittighed til. "Undskyld."
Post by Evangeline MacFusty on Nov 5, 2016 23:50:18 GMT
Det tog ganske kort tid for Bhaltair at ændre Evangelines sindsstemning brat og selvom hendes bryn forblev fortrukket i alvor, så var blikket væsentligt mere mildt, som hun rakte ud og lagde en hånd på hans knæ.
"Nej," svarede hun lavmælt. "Du skal ikke... Undskyld Jeg ved godt, at det er frygtelig hårdt." Hun tog en dyb indånding og trak hånden til sig, da stillingen foroverbøjet, for at nå ham, blev for hård for hendes ryg. "Jeg kan ikke holde ud at se dig sådan her, Bhaltair..."
Post by Bhaltair MacFusty on Nov 6, 2016 10:01:16 GMT
Bhaltair kiggede ned på hendes hånd på knæet som om det var et spøgelse. Han trak sig lidt tilbage og forsøgte at ignorere den skærende følelse, det var at han ikke kunne mærke hendes hånd.
"Jeg kan heller ikke holde mig selv ud.." Sagde han og gned en hånd hen over sit ansigt, inden han kiggede tøvende på hende. "Måske jeg skulle finde en helbreder der kan træne dagligt med mig.. det ville være godt.. men måske er det for dyrt.. " Han sukkede opgivende og rystede på hovedet. Han kunne ikke genkende sig selv længere. Hvem var han overhovedet?
Post by Evangeline MacFusty on Nov 6, 2016 13:50:07 GMT
Evangelines mellemgulv trak sig hårdt sammen over svaret og hun sænkede blikket med en ubamhjertig murren i maven, uden at kunne se ham i øjnene. Hun skammede sig over ikke at være stærk nok til at håndtere hans ulykke, men det var hun ikke. Hun var slet ikke stærk nok.
Hun vidste heller ikke hvad hun skulle sige til hans konklusion. Ikke når han havde ret og samtidig tydeligvis havde givet op før han overhovedet kom i gang. I stedet sad hun med tårefyldte øjne og sænket hoved, uden at sige mere en stund. Uden at kunne finde ordene, der kunne udtrykke hendes frustration, uden at skubbe ham længere væk.
Post by Bhaltair MacFusty on Nov 6, 2016 14:38:12 GMT
Bhaltair så forsigtig på sin hustru og blev ulykkelig over at se hende sådan. Han rynkede alvorligt sine øjenbryn, inden han rakte hånden ud og lagde den over hendes. Sådan sad han et øjeblik, indtil ordene kom til ham. "Der kommer til at være dårlige og gode dage i fremtiden. Dage som denne.. og dage hvor jeg har mere overskud. Det kommer ikke til at gå stærkt." Sagde han og smilede en anelse, dog stadig med et lettere bedrøvet blik, inden han tog hånden til sig.
Post by Evangeline MacFusty on Nov 6, 2016 20:08:42 GMT
Evangeline snøftede lidt ind, da Bhaltairs hånd lagde sig over hendes. Hun så op og ind i hans lyse øjne mens han talte og hun nikkede svagt. Da han trak hånden til sig, stakte hun hurtigt sin ud efter hans og knugede den lidt.
"Jeg vil bare så gerne se dig glad igen," hviskede hun. "Du skal snart være far igen..."
Post by Bhaltair MacFusty on Nov 6, 2016 20:30:00 GMT
Bhaltair fandt det på en måde uretfærdigt. Han havde haft et problem, der var gået mirakuløst over og nu var det blevet erstattet af et, der var langt værre. Han smilede dog lidt og løftede sine øjenbryn. "Ja. Og det glæder jeg mig til." Sagde han og rynkede sine øjenbryn i en beslutsom mine. Han blev nødt til at få følelsen i sine ben tilbage. Det gik ikke længere. "Jeg havde helt glemt.. at mit største problem engang var.. at jeg ikke kunne få børn." Sagde han langsomt og hæst, inden han smilede halvhjertet. "Det skal vist ikke være helt nemt for os.. "