Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Theodore Bennett on Oct 12, 2016 16:28:47 GMT
Theodore havde undervist en blandet flok af de ældste Ravenclaw-elever og elever fra Uagadou på samme læringstrin. De afrikanske elever gjorde instinktivt den strithårede professor glad i låget. Uanset alder og kollegium, var Hogwarts' elever Theodores absolutte favoritter - både i femkampen og hinsides den. Men det var nærved umuligt for professoren ikke at føle et vist slægtskab med gæsterne. De afrikanske magikere foretrak også at øve magi med hænderne. Theodore havde det indtryk, at det var utænkeligt at overlade ens magi til et fremmed redskab. Hvorimod at han altid var blevet bebrejdet for netop ikke at benytte sig af sin tryllestav. Men for ham var det ret enkelt: magien kom lettere, når han ikke knugede om en pind.
Som sædvanligt havde den gemytlige mand et væld af idéer efter timen, og for en gangs skyld havde han også tiden til at udleve enkelte af dem. Beklageligvis var det eksperiment, han mest havde lyst til, ikke et enmandsprojekt. Han ville gerne prøve at forvandle en besværgelse, hvis det var muligt. De fleste elever havde pakket deres ejendele og var på vej ud af døren. Men der var endnu et hoved tilbage, som plejede at være dygtig og ikke kedelig af sig. "Keira!" lød det muntert, og højere end nødvendigt. "Kunne du tænke dig at slynge nogle besværgelser i hovedet på mig?"
Keira havde fuldt med i timen, og var yderst interesseret, hun havde brugt de sidste mange aftner på at øve sine helbredelses-besværgelser, så denne timen var altid ugens højdepunkt. Det var også yderst spændende at have undervisning med eleverne fra de andres skole, mange gjort de helt basale ting som have lave besværgelser på deres helt egen måde. Keira selv havde svært ved at bruge magi uden sin tryllestav, men var blevet yderst dygtig til nonverbal magi.
Hun rejste sig straks da hun blev tiltalt af Professoren og smilede til hende " Altså... skal jeg prøve at skade dig?? spurgte hun lettere forbavset, hun vidste godt at professor Bennett var en spøjs en, men hun havde nu aldrig været ude for at en professor havde bedt hende om at forhekse ham.
Post by Theodore Bennett on Oct 12, 2016 18:13:50 GMT
Keira kom pligttro på benene, da han henvendte sig. Sådan gjorde de velopdragne elever. Theodore smilede varmt, for umiddelbar og for jordbunden til at stå stejlt på at eleverne bukkede og nejede. Han blev dog altid glædelig overrasket, og en bittesmule smigret, når en elev rejste sig for en excentriker som ham. Professoren klukkede fornøjet, og rystede spøgefuldt på hovedet af hendes undren.
"Ikke nødvendigvis." De brune øjne byttede deres milde, forstående antræk ud med et skælmsk, som han fortsatte: "Men skulle du være lidt vred på din besværgelsesprofessor og have den største lyst til at kyle ham ud af vinduet med Expelliarmus, tror jeg ikke betingelserne bliver bedre end de er nu," Theodore tillod sig at drille - med mindre han havde brugt 7 år på at fejlbedømme hende, så var Keira en lovende heks, der ikke var særlig ivrig efter at sætte rekorder i at kaste undervisere rundt. En der tålte et tilbud om at forbande sin underviser.
Keira smilede lidt over at hun havde fået æren af professoren, det gav hende lidt mere selv tillid, og det kunne hun hvertfald bruge. Hun trak sin tryllestav frem og kiggede på professoren med et fast men besluttet blik ” Undskyld på forhånd .. ” sagde hun med drilsk blik. Hun trak sin højre fod bagud for at få et et bedre fodfæste. Hun havde øvet sig på en besværgelse som hendes onkel havde lært hende. En ydert stærk besværgelse, så stærk at Keira ikke kunne udføre den nonverbalt endnu. Hun sank en klump i halsen og svingede sin tryllestav. Keira virkede pludselig som en helt anden person, en person der var sikker og stolt. ” Exorpa Trinity!” Sagde hun højt.
Tryllestav begyndte at lyse i regnbuens farver. Og skød 3 små lys ud som svævede om hendes håndled, en grøn, en rød og en blå. Hun svingede igen tryllestaven og brølede ” Expiliarmus Maxima!” En hvid stråle skød nu ud fra hendes tryllestav og flød direkte imod professoren, hun holdte et fast grab om sin tryllestav og alligevel rystede hun lidt på hånden. Efter strålen var skudt afsted, fløj de 3 kugler ud fra hendes hånd og dansede rundt om strålen imens den kom nærmere og nærmere professoren
Post by Theodore Bennett on Oct 12, 2016 22:33:41 GMT
Det kunne ikke have været den helt forkerte hjælper han havde valgt - Keira svarede i hvert fald igen, med en snert af det samme frimod som Theodore. Professoren brummede bifaldende, slog ud med armene i hvad der skulle forestille en overbærende gestus, og afventede ellers spændt hvad han dog skulle tilgive hende for på forhånd. Snart gled eleven ind i kampposition, ubesværet som et rovdyr på spring. Begejstret for at den ellers tilforladelige pige i den grad ændrede karakter til en faretruende modstander, strakte Theodore hals og vippede rastløst på fødderne.
Hun kastede en besværgelse den muntre mand aldrig havde hørt om. De brune øjne lod sig overvælde af farverne, der snoede sig ud af tryllestavens spids. Der var tre i alt, de var pigmenterede, og de svævede som pyntekugler om hendes håndled. Pragtfuldt arbejde, og Theodore måbede nogle begejstrede lyde. Indtil at Keira slyngede en Expelliarmus Maxima efter ham. "Netop, lige hvad jeg havde i tankerne! Godt klaret!" bifaldt han glad angrebet, og skød højre hånd lige frem for sig, imens fingrene strakte sig så langt de overhovedet kunne. Han ville indkapsle lysstrålen. Kun noget af den, selvfølgelig, for en lille hånd kunne da ikke stoppe en hel modvæbnende besværgelse! Bare lidt, så ville Theodore være fint tilfreds med at blive ramt af resten.
Keira slap besværgelsen i det den ramte professoren. Strålen der ramte professorens hånd opløste sig næsten spontant hvorimor de 3 farvede kugler nu fløj ud til hver sin side, de lyste og fløj derefter direkte ind i hinanden foran professoren, dette forårsagede en kæmpe trykbølge, som selv Keira ikke var forberedt på, hun blev skubbet en meter tilbage over gulvet, men forblev oprejst. stolene og bordene omkring var blevet væltet, samt bøger var fløjet væk.
Keira havde måske lagt ud for hårdt, hun rømmede sig lidt og stak hurtigt sin tryllestav i lommen
Post by Theodore Bennett on Oct 13, 2016 0:17:03 GMT
Knap nåede troldmanden at mærke magien trykke ind i huden, før Keira slap modbesværgelsen. Strålen af magi gik i sig selv, før han fik chancen for at indfange den, så Theodore skævede i tomrummet med en vis ærgrelse. Skuffelsen var et kort øjeblik så altoverskyggende, at troldmanden overhovedet ikke bemærkede at det samme fravær ikke gjorde sig gældende for de tre pigmenterede bolde. Han ænsede ikke hvordan de blev tiltrukket af hinanden, indtil de susede sammen foran hans næsetip.
Konsekvensen blev en kraftudløsning af proportioner. Theodores fødder slap gulvet uden den mindste anstrengelse, og den ellers robuste mandskrop fløj baglæns over katederet, med ryggen først og midlertidigt med samme elasticitetsevne som en budding. Trappen op til kontoret bødede for slaget, og pludselig havde Theodore en rygrad igen - den kunne mærkes, da han ramte rækværket! Han stønnede ueksemplarisk, famlede sig på benene med armene i katederet. Han så op som ramt af lynet, bekymret for sin elev. Hun var da på benene. Professoren lo hjerteligt, gav pokker i rodet og rygraden og ilede hen til hende. Entusiasmen strittede ud af ham som håret på hovedet gjorde det. "Hvordan i alverden gjorde du det?" spurgte han, praktisk talt manisk af begejstring.
Keira blev lettere forskrækket da professoren lettede fra gulvet og fløj henover katederet. Keira løb nærmest ham i møde og kiggede på ham med et ængsteligt blik " Er du... okay??? Det må du virkelig undskylde professor, det var slet ikke meningen at du..." Sagde Keira nervøst hvorefter hun blev afbrudt af professorens ekstatiske reaktion. Hun kløede sig lidt bag hovedet og var letterede chokeret over hele situationen..
" Øh... Jeg har altid tænkt at en enkelt besværgelse er for nem at undgå, og kom på ideen med at skabe en "decoy" som ville sørge for at den rigtige besværgelse ville ramme.. Min onkel lærte mig ved at bruge ordene Maxima kan du få din normale Expilliarmus til at blive endnu stærkere end før.. Næsten med samme styrke som en Reducto.. De 3 kugler står for Vand, Ild og Jord, og når de 3 arbejder sammen skaber de en styrke som ikke vil blive skabt hver for sig.. " Sagde hun meget hurtigt og hev næsten efter vejret da hun var færdig.
Post by Theodore Bennett on Jan 10, 2017 12:48:08 GMT
Theodore rystede insisterende på hovedet og smilede stort til Keira. "Pjat, Keira, det var pragtfuldt!" affejede han begejstret hendes undskyldninger. Han gav hende et taknemmeligt klem om skulderen. Hendes omtanke varmede, og som underviser var det ikke værst at vide, at ens elev aktivt turde hjælpe, hvis behovet opstod. Men han følte sig helt opløftet af at have fået fremmed magi at føle - hvis hans krop var gået i gang med at spire blå mærker og mindre knoglebrud, så var det ikke noget han mærkede til.
Hun udredede behjælpeligt hvordan besværgelsen virkede, og professoren var lutter øren. Ind imellem brummede han, men ellers sugede han blot til sig som en strithåret svamp. "Godt tænkt. Det er i hvert fald en pæn afledning. Og et angreb, der virker. Jeg tror selv jeg fifler lidt med den. Hvis jeg må?" talte han til sig selv, indtil han brat spurgte hende. "Har din snedige onkel lært dig mere usædvanlig magi du kan pudse på mig? Eller bare vise mig," Hun skulle ikke føle sig forpligtet til at give ham flere tæv. Selvom en besværgelses bedste værdi da var hvad den kunne.
