Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Léonie d’Montacute on Jan 26, 2016 21:50:46 GMT
Léonie og hendes familie havde valgt at takke ja til invitationen om at fejre lysets dag, Vintersolkhvervet sammen med deres slægtninge i Aquitaine. Selvom Moreau ikke altid havde kommet særlig godt ud af det med sin far i sin tid, formået de alligevel gennem årene at holde deres forskelligheder neutral, og ikke skabe scener i selskab med deres familie. Dog var hans fars død stadig som en sort sky over hovedet på Léonies far.
Det var lidt af en tradition at mødes med familien, det var ikke altid på den kolde tid det skete. d'Montacute godset var stort, og i det hele taget et meget bedre valg end at Léonies forældre skulle sortere fra, hvem de ikke kunne invierer grundet plads mangel og sovepladser. Hun havde selv ikke noget imod at rejse tilbage til Frankrig. Det havde været alt for længe siden.
Deres rejsekuffetere var skrumpet, så de kunne have det hele med når de skulle rejse med susepulver. Ellers havde det taget meget længere tid for dem at komme frem. Léonie var den første der trådte ud af det slukkede ildsted. Hun glattede den lyseblå kjole og rettede på det opsatte hår. "Onkel Guiscard, Tante Filippa" kaldte hun og små løb ud på gangen. Hun kiggede rundt og satte kurs op af trappen mod Maries værelse. Mon hun stadig brugte det? Var hun overhovedet kommet. "Marie.." kaldte hun forsigtigt og bankede på trædøren.
Det var med afmålt høflighed at Guiscard d'Montacute tog imod sin brors familie. Moreaus valg af hustru havde været en torn i siden i mange år, for som hverken fuldblodsheks eller af adelsslægt, havde hun ikke været en velkommen tilføjelse. Efter sin fars død, havde Guiscard dog alligevel genoptaget kontakten af respekt og en indgående viden om, hvor vigtige familieforbindelser er.
Det var noget, der oftest udelukkede sig til de ældre medlemmer af familien, for børnene havde kendt hinanden fra små og var sværere at slå en kile igennem. Marie kendte udmærket til sin tantes tvivlsomme fortid, der ærligt talt var lidt af en plet på stamtræet, men hun havde aldrig rigtigt formået at bebrejde sin yngre kusine; heller ikke selvom, at hun normalt tog markant afstand fra borgerlige slægter.
Af samme grund smilede hun antydningsvist, da det bankede på døren og en velkendt stemme lød. "Entré," kaldte hun, mens hun kastede et sidste blik på sig selv i spejlet, rettede på en hårlok og sendte tjenestepigen bort. Da døren gik op, voksede et lidt tydeligere smil frem på hendes læber og hun vinkede kusinen tættere på. "Leónie. Hvordan 'ar du det?"
Post by Léonie d’Montacute on Jan 26, 2016 22:40:20 GMT
Léonie forstod det godt. Hun var klar over hvad der af og til kunne kom op af tanker. Når man som fuldblods giftede sig med halvblods eller endda mugglere. Især også fordi at Maya var borgerlig, en simple sigøjner, der godt nok havde fine evner inden for magien. Særligt det der ikke så ofte blev brugt. Léonie forsøgte ikke at blande sig i sin fars og onkels forhold og fortid, og var bare glad for at hun sammen med sin bror blev inviteret, og at hun ikke også blev mærket.
Marie var ikke meget ældre end hende selv, og alligevel kunne det nogen gange godt være lidt svært at komme ind på sin kusine, især fordi de kom fra to forskellige familier, for værdierne ikke var ens. Men de gjorde begge en indsats, og Léonie havde endnu ikke opdaget at have nogen grund til desideret at hade nogen af sin fætre eller kusiner. Så meget så de heller ikke hinanden. Det var bare rart at de alle kunne være sammen som en familie.
Hun tog i dørens håndtag og åbnede den. Marie sad foran sit spejl, og det kom overhovedet ikke bag på Léonie. Selvom hun også godt, af og til kunne bruge tid foran sit eget spejl. Hun smilte og gik længere ind i værelset. "Marie" sagde hun og lagde blidt hovedet på hendes skuldre, så deres kinder mødtes i et blidt klem. "Jeg har det godt, Skolen er jo begyndt igen" sagde hun stille og kiggede på den anden. "Og du? Jeg høre at dig og Jacquet bor i Hogsmead" sagde hun. Smilet blev en anelse bredere. Det var måske deres mulighed for at se mere til hinanden nu når Léonie gik på Hogwarts.
Marie smilede pænt og lænede kort kinden ind mod Leónies, men betragtede ellers sit eget spejlbillede lidt endnu. Hun lod en enkelt pegefinger følge den svage antydning af farve under øjnene; produktet af søvnløse nætter i Skotlands kulde.
"Ah, oui. C'est horrible. Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan I klarer det," konstaterede hun med en teatralsk sukken og en lille rynke på næsen. "Er det altid så koldt?" spurgte hun og drejede denne gang hovedet for at se på sin kusine.
Post by Léonie d’Montacute on Jan 26, 2016 22:58:51 GMT
Léonie betragtede Marie. Hun var virkelig så elegant, ikke at hun ikke selv var det. Men Marie gjorde det bare på sådan en fin måde. Hun holdte blikket på hendes, imens hun fulgte de små bevægelser. Det var bare med at tage ved lære. På et eller andet tidspunkt skulle hun jo lære det.
Léonie små lo. "Man vænner sig til det" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile over hendes grimasse. Nu havde Léonie kun brug de første par år af sit liv i Frankrig, så selvom hun var halv fransk, identificerende hun sig mere med det engelsk folk, og dets land. "Nej ikke om våren de følgende varme måneder" sagde hun og nikkede stille. "Men er det ikke koldt de fleste steder når det er vinter?" spurgte hun og lænede sig tilbage i stolen
Marie drejede sig lidt på den polstrede taburet og med en nonchalant armbevægelse, gjorde hun tegn til at Léonie også var velkommen til at tage plads. "Hm," lød det skeptisk fra hende i en næsten fornærmet lyd, selvom de lyseblå øjne glimtede svagt og antydningen af et smil fortsat spillede over hendes læber.
"C'est possible. 'er i syden mærker vi ikke så meget til det," konstaterede hun og hævede øjenbrynene lidt, godt tilfreds med det faktum. "Men jeg 'older dine ord som et løfte. Tilvænning," tilføjede hun efterfølgende og temmelig afslappet, før hun sukkede opgivende og så den yngre pige lidt an. "Indtil da ser det ud til, at jeg må spørge dig til råds om beklædning, cousine. Alle mine kjoler er for kolde til jeres vejr."
Post by Léonie d’Montacute on Jan 26, 2016 23:53:49 GMT
Léonie bøjede nakken inden hun satte sig i stolen ved siden af hende. Nogen gange var det næsten som om hun ikke rigtig turde at røre ved noget. Det var meget anderledes for hende her, end i England. Hun smilte blot til Marie. Der var intet at tage fejl af, hendes kusine var et vaske ægte eksempel på den perfekte franske pige, eller kvinde. Hun var trods alt det ældre end hende selv. Mænd ville sikkert prøve hvad som helst for at please hende.
Hun nikkede langsomt til hendes ord. Hun var sikker på at hun ville vænne sig blot en smule til vejret. Eller i det mindste at blive inde døre, skulle det være for koldt. "Det ved jeg det er" forsikrede hun sin kusine. Hun havde i hvert fald selv vænnet sig. Hun nikkede langsomt. "Der er nok ikke andet for kære kusine" sagde hun og sendte hende et lille smil. Hun følte sig priviligeret, at Marie ville søge råd hos hende. "foret benklæder. Skindsko eller støvler. Handsker og en varm kappe" hun fortalte hvad hun kunne huske hun selv brugte.
Maries lyse blik hvilede opmærksomt på den kønne unge kvinde og bed reelt mærke i hendes ord. Hun var allerede nu træt af kulden i norden og hun havde ikke tænkt sig at slippe gode råd til at komme fri af den.
"Forede benklæder?" gentog hun med en lille, skeptisk lyd og smilede muntert. "Det lyder... Ah. Klodset? Når man 'ar kjolen over knæene," konstaterede hun nonchalant og flyttede på et lille barkskrin. Ordene var absolut upassende, men de var alene. Hun vrikkede tæerne lidt i de bløde silkesko. "Men de kan lave skoene af skind med en vis elegance, no?"
Post by Léonie d’Montacute on Jan 27, 2016 1:42:24 GMT
Léonie der selv gjorde meget ud af sig selv, eller i hvert fald forsøgte på det, i den tid hun havde om morgenen, havde lært at man ikke altid kunne være elegant når det var koldt. Benklæderne behøvede jo ikke at være tykke. Der skulle bare være så meget skin eller pels at man ville holde kulden ude. Hun strøg et par mørke lokker bag øret, og forsøgte at svinge dem mellem fletningen der var snoet hen over siden på hendes hoved og mødte knolden på midten. Hun sukkede.
"Det er uvant i starten, Oui." sagde hun og sendte hende et smil. Nok talte hun engelsk til dagligt, men det franske lå i hende stadig. Hun lo let. "Klodset og varm, eller elegant og kold som en istap" forklarede hun og løftede udfordrende brynet mod Marie. "Selvfølgelig kan de det. De laver de yndigste skin sko i London. Dog skal man ikke bruge dem i dybt sne. Men til hverdagsbrug og de fine" sagde hun og løftede op i sin kjole og vippede med de små fødder, som var overtrukket af et par små, lettere elegante skinsko. Hun skulle selvfølgelig skifte til noget andet, nu da de var ankommet på godset. Men hun havde ikke nået at skifte til sine andre sko, inden de var taget afsted. Hun ville gerne nyde varmen lidt endnu.
Marie hævede et øjenbryn lige tilbage af sin kusine, før hun lo en dæmpet, klingende latter. "Et svært valg," konstaterede hun med et spillende blik, selvom hun allerede mentalt havde noteret sig, at hun måtte have fat i den slags underbenklæder. "Men en kvinde kan blive så desparat, at 'un vil gøre det meste for varmen, no?"
Blikket faldt til skoene og hun så vurderende på dem i et langt øjeblik, før hun nikkede i godkendelse. "Ikke ringe. Du må give mig et navn på en skomager." At det skulle være en respektabel en, tog hun som underforstået.
Post by Léonie d’Montacute on Jan 27, 2016 1:59:50 GMT
Léonie nikkede langsomt, hun var helt enig, jo ældre hun blev fik hun også mere smag for finere kjoler, og bare det at se anstændig ud var jo ikke fremmede for nogen. Dog havde hun ikke synderlig trang til at gøre opmærksom på sig selv. "Det er det" konstaterede hun. "Det meste jo" sagde hun i enighed med sin kusine og sendte hende et lille smil. "Men skrædderne er blevet bedre de sidste par år, så det ikke føltes om man går rundt med flere lag om benene"
Hun smilte lettere stolt. Det var ikke mange af de ting som Léonie havde der kunne imponere den ældre pige. Marie havde jo næsten alt. Så hun gav sig selv lov til at være beæret over at hendes skindsko faldt i god jord. "Ja og du kan jo høre om ikke de kan pynte dem lidt" forklarede hun. Det hele handlede om hvor praktiske de skulle være. "Ludwig i London er hvor jeg for mine sko. Det er god kvalitet. Men der er også Miss Augustine, de er de mest efterspurgte" sagde hun roligt. Det var hende man gik til, når guld ikke var et problem.
Marie noterede sig mentalt begge navne, men bed mest af alt mærke i det sidste, før hun smilede behageligt og kom på benene i en glidende bevægelse. "Jeg vil undersøge det, når jeg får muligheden for at besøge Londres," lovede hun, inden hun tilbød kusinen sin arm.
"Kom, lad os gå nedenunder, Léonie. Vi vil ikke være u'øflige. Der er gæster at 'ilse på," konstaterede hun, klar til en aften blandt familiært selskab. Og forhåbentlig en anelse sladder, der kunne fortælle hende noget om familiens udsigter.
Post by Léonie d’Montacute on Jan 27, 2016 23:38:27 GMT
Léonie havde aldrig selv været hos Miss Augustine. Nok var hendes familie adelig, men de var ikke så rige at de kunne smide om sig med guld, og hun havde derfor været ret godt tilfreds med de sko de kunne få hos Ludwig. Nok var han en ældre mand, men hans håndværk var fantastisk. Der var så megetmere sjæl i, end de sko Miss Augustine kunne servere for en. Men de var ikke dårlige af den grund. Hun nikkede langsomt med hovedet.
Léonie rejste sig langsomt fra stolen, kiggede sig selv i spejlet, hvor Marie lige havde siddet, for at være helt sikker på at rejsen ikke havde ødelagt for meget. Hun smilte tilfres, glattede kjolen og fulgte med sin kusine ud. "Ved du hvem der ellers kommer?" spurgte hun en anelse nysgerrigt. Hun var ikke klar over om hendes onkel havde inviteret flere.
Marie fortalte hurtigt, hvem der havde tænkt sig at indfinde sig til middag og listen var absolut ikke lille. Det var mest familie, men også enkelte venner og gode forbindelser, der var inviteret til det større selskab. Det var da også alt, hun kunne nå at sige til sin yngre kusine, før de fik travlt med at hilse på nyankomne og konversere høfligt.
Nogle timer senere, efter festmåltidet var indtaget, havde en gruppe af kvinderne slået sig ned på et luksuriøst tæppe på gulvet, dækket af adskillige puder. Lige ved siden af knitrede det fra kaminen og Marie strakte benene lidt, uden at lade sin ranke holdning falde. Hun kastede et blik på Léonie. "Nød du middagen? Papa 'ar selv fanget vildsvinet."
Post by Léonie d’Montacute on Jan 28, 2016 0:17:03 GMT
Léonie kunne godt lide at mødes med sin familie, og selvom hun i de fleste år havde haft mere til fælles med sin mors side, så havde den franske del af hendes vokset sig tættere om hende. Godt nok kunne hun ikke huske halvdelen af de navne som Marie havde præsenterede hende for, og var blot bare endt med at stå og smile og nikke. Dog havde hun undgået alt kontakt med mændende.
Hun sad nu blandt utallige puder, og et par andre kvinder, deriblandt hendes kusine. Léonie kiggede lidt rundt, der foregik meget snak i flere forskellige kroge af det store rum. Hun vendte hovedet mod Marie og sendte hende et smil. "Den var udsøgt. Fortræffelig" sagde hun og nikkede langsomt med hovedet. Hun lagde hovedet lidt på skrå. "Din far går på jagt? - Min M.." hun stoppede sig selv og så ned. "Far gør sig ikke i den slags for tiden" sagde hun og trak lidt på sine skuldre. "Han har for travlt, han sidder i sit bibliotek hele dagen"