Cousins by blood - friends by choice [P]

Léonie forstod det godt. Hun var klar over hvad der af og til kunne kom op af tanker. Når man som fuldblods giftede sig med halvblods eller endda mugglere. Især også fordi at Maya var borgerlig, en simple sigøjner, der godt nok havde fine evner inden for magien. Særligt det der ikke så ofte blev brugt. Léonie forsøgte ikke at blande sig i sin fars og onkels forhold og fortid, og var bare glad for at hun sammen med sin bror blev inviteret, og at hun ikke også blev mærket.

Marie var ikke meget ældre end hende selv, og alligevel kunne det nogen gange godt være lidt svært at komme ind på sin kusine, især fordi de kom fra to forskellige familier, for værdierne ikke var ens. Men de gjorde begge en indsats, og Léonie havde endnu ikke opdaget at have nogen grund til desideret at hade nogen af sin fætre eller kusiner. Så meget så de heller ikke hinanden. Det var bare rart at de alle kunne være sammen som en familie.

Hun tog i dørens håndtag og åbnede den. Marie sad foran sit spejl, og det kom overhovedet ikke bag på Léonie. Selvom hun også godt, af og til kunne bruge tid foran sit eget spejl. Hun smilte og gik længere ind i værelset. "Marie" sagde hun og lagde blidt hovedet på hendes skuldre, så deres kinder mødtes i et blidt klem. "Jeg har det godt, Skolen er jo begyndt igen" sagde hun stille og kiggede på den anden. "Og du? Jeg høre at dig og Jacquet bor i Hogsmead" sagde hun. Smilet blev en anelse bredere. Det var måske deres mulighed for at se mere til hinanden nu når Léonie gik på Hogwarts.

Léonie betragtede Marie. Hun var virkelig så elegant, ikke at hun ikke selv var det. Men Marie gjorde det bare på sådan en fin måde. Hun holdte blikket på hendes, imens hun fulgte de små bevægelser. Det var bare med at tage ved lære. På et eller andet tidspunkt skulle hun jo lære det.

Léonie små lo. "Man vænner sig til det" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile over hendes grimasse. Nu havde Léonie kun brug de første par år af sit liv i Frankrig, så selvom hun var halv fransk, identificerende hun sig mere med det engelsk folk, og dets land. "Nej ikke om våren de følgende varme måneder" sagde hun og nikkede stille. "Men er det ikke koldt de fleste steder når det er vinter?" spurgte hun og lænede sig tilbage i stolen

Léonie bøjede nakken inden hun satte sig i stolen ved siden af hende. Nogen gange var det næsten som om hun ikke rigtig turde at røre ved noget. Det var meget anderledes for hende her, end i England. Hun smilte blot til Marie. Der var intet at tage fejl af, hendes kusine var et vaske ægte eksempel på den perfekte franske pige, eller kvinde. Hun var trods alt det ældre end hende selv. Mænd ville sikkert prøve hvad som helst for at please hende.

Hun nikkede langsomt til hendes ord. Hun var sikker på at hun ville vænne sig blot en smule til vejret. Eller i det mindste at blive inde døre, skulle det være for koldt. "Det ved jeg det er" forsikrede hun sin kusine. Hun havde i hvert fald selv vænnet sig. Hun nikkede langsomt. "Der er nok ikke andet for kære kusine" sagde hun og sendte hende et lille smil. Hun følte sig priviligeret, at Marie ville søge råd hos hende. "foret benklæder. Skindsko eller støvler. Handsker og en varm kappe" hun fortalte hvad hun kunne huske hun selv brugte.

Léonie der selv gjorde meget ud af sig selv, eller i hvert fald forsøgte på det, i den tid hun havde om morgenen, havde lært at man ikke altid kunne være elegant når det var koldt. Benklæderne behøvede jo ikke at være tykke. Der skulle bare være så meget skin eller pels at man ville holde kulden ude. Hun strøg et par mørke lokker bag øret, og forsøgte at svinge dem mellem fletningen der var snoet hen over siden på hendes hoved og mødte knolden på midten. Hun sukkede.

"Det er uvant i starten, Oui." sagde hun og sendte hende et smil. Nok talte hun engelsk til dagligt, men det franske lå i hende stadig. Hun lo let. "Klodset og varm, eller elegant og kold som en istap" forklarede hun og løftede udfordrende brynet mod Marie. "Selvfølgelig kan de det. De laver de yndigste skin sko i London. Dog skal man ikke bruge dem i dybt sne. Men til hverdagsbrug og de fine" sagde hun og løftede op i sin kjole og vippede med de små fødder, som var overtrukket af et par små, lettere elegante skinsko. Hun skulle selvfølgelig skifte til noget andet, nu da de var ankommet på godset. Men hun havde ikke nået at skifte til sine andre sko, inden de var taget afsted. Hun ville gerne nyde varmen lidt endnu.

Léonie nikkede langsomt, hun var helt enig, jo ældre hun blev fik hun også mere smag for finere kjoler, og bare det at se anstændig ud var jo ikke fremmede for nogen. Dog havde hun ikke synderlig trang til at gøre opmærksom på sig selv. "Det er det" konstaterede hun. "Det meste jo" sagde hun i enighed med sin kusine og sendte hende et lille smil. "Men skrædderne er blevet bedre de sidste par år, så det ikke føltes om man går rundt med flere lag om benene"

Hun smilte lettere stolt. Det var ikke mange af de ting som Léonie havde der kunne imponere den ældre pige. Marie havde jo næsten alt. Så hun gav sig selv lov til at være beæret over at hendes skindsko faldt i god jord. "Ja og du kan jo høre om ikke de kan pynte dem lidt" forklarede hun. Det hele handlede om hvor praktiske de skulle være. "Ludwig i London er hvor jeg for mine sko. Det er god kvalitet. Men der er også Miss Augustine, de er de mest efterspurgte" sagde hun roligt. Det var hende man gik til, når guld ikke var et problem.

Léonie havde aldrig selv været hos Miss Augustine. Nok var hendes familie adelig, men de var ikke så rige at de kunne smide om sig med guld, og hun havde derfor været ret godt tilfreds med de sko de kunne få hos Ludwig. Nok var han en ældre mand, men hans håndværk var fantastisk. Der var så megetmere sjæl i, end de sko Miss Augustine kunne servere for en. Men de var ikke dårlige af den grund. Hun nikkede langsomt med hovedet.

Léonie rejste sig langsomt fra stolen, kiggede sig selv i spejlet, hvor Marie lige havde siddet, for at være helt sikker på at rejsen ikke havde ødelagt for meget. Hun smilte tilfres, glattede kjolen og fulgte med sin kusine ud. "Ved du hvem der ellers kommer?" spurgte hun en anelse nysgerrigt. Hun var ikke klar over om hendes onkel havde inviteret flere.