Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Phoebe Wildsmith on Sept 19, 2016 20:25:32 GMT
Phoebe havde taget eftermiddagen fri. Stik modsat et par af hendes kolleger, navnlig professor Bennett - var hun ikke bidt af en gal femkamp. Hun manglede endnu at hilse på en god portion af de nytilkomne. Men gæsterne var på skolen hele det næste år, og det behøvede man ikke være Seer for at vide. For at komme på afstand af spektaklet var Phoebe taget til London, sammen med sin datter. Hester havde plaget sin far om snart at besøge sine bedsteforældre, og som vanligt havde Caradoc ikke kunnet sige nej – heller ikke selvom han ikke selv evnede rejsen. Phoebe glædede sig over kemien mellem dem. Hun misundte den langt fra: hun var ikke selv smeltet hovedkulds for sin datter, og hun regnede ikke med at komme til det.
Den sorthårede heks lukkede sig ud i Diagonalstrædes gader igen. Bedsteforældrene fik Hester i fred. De skulle have lov at forkæle deres barnebarn, uden hensyn til hvad en forælder mente. Skørterne på den rosmarinblå kjole var løftet let fra jorden, imens Phoebe bevægede sig forbi gadens butikker. I ro og mag - det var vejr til at være uden kappe, og hun var opsat på kvalitetstid. Det var sjældent, at hun fik tid og lejlighed til at indkøbe ting.
Post by Annea d’Montacute on Sept 20, 2016 20:03:37 GMT
Jorden under de fornemme sko knaste. Hun betragtede hvordan de nærmest så ud til ikke længere at passe ind. Nu hvor Annea ikke længere var en af Hogwarts elev, men fin frue. Det var mærkeligt at gå på engelsk grund igen. Hun kunne genkende Londons mange dufte. Det var jo hendes hjem… eller havde været det igennem så mange år. Dog ikke længere i fysisk forstand.
Hun havde fået tilladelse af Giuscard til at tage på besøg hos sine forældre og kort efter var hun blevet hentet af sine to yngste storebrødre, Michael og Maxence. De havde lovet hende at gå en tur langs gaderne, men nu var de forsvundet ind i en butik, og hun stod udenfor og betragtede folkene passere. Hun havde fundet det tøj hun fandt mest passende til omstændighederne – hvilket alligevel endte med at være en noget pompøs kjole, da hun ikke havde så meget andet. Siden overfaldet var hun blevet en anelse mere ængstelig med at være alene, så hun var på vagt. Men kort efter havde Annea glemt alt spændingen i sin krop, da hun syntes at kunne se en vis velkendt professor.
Med kjolen hevet en anelse op, så den ikke slæbtes langs snavset, begyndte Annea at løbe indtil hun var kommet om på siden af Phoebe. ”Professor Wildsmith!”
Post by Phoebe Wildsmith on Sept 20, 2016 22:08:45 GMT
Phoebe spadserede endnu mellem den ene og anden butik. Blikfang var der masser af, men endnu intet havde overtalt hende til at aflægge besøg. Uvisheden i hvad hun ville se som det næste – det var kræs, når ens hverdag ellers nemt fortabte sig i det forudsigelige. Selvom Phoebe netop ikke spåede om dagligdagen, sneg der sig glimt ind. Hvilket hun tit var misfornøjet over: en glædelig overraskelse blev til en kedelig gentagelse, når hendes evner taktløst afslørede den på forhånd. Her i gaden var alting tilfældigt og tilforladeligt.
Roen havde stadig et solidt favntag i Phoebe, da hun stoppede op. Nogen kaldte på hende. Med hendes efternavn, vel at mærke. Den mørkhårede heks blev stående og vendte sig om, overbevist om at det var en elev, der henvendte sig. Det var det også, på sin vis – og alligevel ikke. ”Annea!” hilste den ældre heks, i glædelig vantro. Med den flid og alvor som Annea havde udvist i spådomstimerne, var hun ikke blevet høfligt glemt af sin underviser. Det var ikke videre sandsynligt at Phoebe glemte netop hende, eftersom at Anneas selvkritik, grænsende til det urimelige, og uhyrlige perfektionisme flere gange havde imponeret hende. Imponeret synonymt med bekymret, vel at mærke. Phoebe smilede selskabeligt, idet Annea nåede frem. "Det er en uventet glæde. Hvad fører dig til Diagonalstræde?”
Post by Annea d’Montacute on Sept 22, 2016 20:26:32 GMT
Da Annea endeligt nåede Phoebe, måtte hun bøje sig forover, med armene støttende mod sine lår, for at få vejret. Men så snart hun havde rettet sig op, lyste hendes ansigt op og små stjerner viste sig i de ellers mørkebrune øjne. Hun kunne næsten ikke holde styr på glæden ved gensynet og havde mest af alt bare lyst til at springe hen og omfavne hendes tidligere lærerinde, men lige som hun skulle til det fik hun lagt armene om sig selv. Så var der i det mindste styr på dem. Hun var jo ved at blive en af ansigterne udadtil hos Montacuterne. Det ville ikke ske nu, heller ikke i morgen, men hun kunne mærke hvordan hun langsomt blev forsøgt formet til den rette positur, og det var derfor begrænset hvad hun kunne tillade sig. Det ændrede dog ikke på Anneas humør, som trak smilet helt op i hendes øjne.
”Hvor er det godt at se dig igen. Det er et stykke tid siden. Jeg er hjemme for at besøge mine forældre. Mine brødre er dog lige blevet lidt distraheret, men de er her også. Jeg ville bare så gerne se det hele igen. Aquitaine er meget smukt, og jeg har familie der omkring, men ikke nogen jeg som sådan kender. Det er lidt svært for mig at vende mig til det hele. Alle de nye mennesker, ting jeg skal… Mine svigerforældre er meget søde, men min svigermor er lidt mereee…”
Hun skævede væk som for at søge ord. ”Spids, end min egen er. Hun prøver at tilpasse mig til livet som hustru. Til tider føles det bare så uvirkeligt…” Langsomt blev Anneas stemme mere og mere fjern i takt med at hendes blik søgte væk.
”Når jeg vågner op i vores værelse, tror jeg at jeg er her i London. Det er indtil jeg sætter mig op. Ser mig omkring og opdager at jeg ikke er her. Jeg plejede at have mit eget værelse hos mine forældre, men når jeg realiserer at jeg er i Aquitaine, føles det så forkert at værelset er tomt”. Annea tav. Hun lukkede kort øjnene indtil det gik op for hende at hun kunne have sagt for meget. Det fik hende til at spærre øjnene op og kigge op på Phoebe. Hvor meget havde hun forstået?
Hurtigt trykte hun et stort smil på, men det endte med at forekomme nervøst. Alligevel forsøgte hun at rede den. ”Men det er kun indtil jeg kommer ud! Min mand er meget travl, så nogen gange er han væk”. Nogen gange, som indtil videre havde betydet ofte.
Post by Phoebe Wildsmith on Sept 24, 2016 20:45:15 GMT
En mere munter sjæl havde grinet, over at Annea bukkede forover med tungt åndedræt. Men Phoebe smilede blot. Den lyshårede heks fik efterhånden vejret tilbage, og den ældste heks så muntert, næsten gækkende på hende. Phoebe havde godt bemærket den iver, der flygtigt rørte på sig hos den anden – for omgående at gå i sig selv igen. Mådehold lignede Annea dårligt. Men man var selvfølgelig prisgivet, når man som myndig heks mødte sin underviser på ny.
Phoebe lyttede, og hun nikkede. Udadtil fordybet i samtalen, men indadtil overvældet. ”Du har meget på hjerte, Annea.” bemærkede hun roligt, til heksens chokerede mine. Phoebe selv var tydeligvis ikke den eneste, der var blevet overvældet. ”Med god grund, tør man sige. Der er sket meget, og det er sket så pludseligt. Jeg havde ikke troet, at det hastede med din ægtestand,” tilføjede Phoebe, med en vis alvor. At Annea var blevet gift, hurtig voksen og ikke umiddelbart havde nogen at tale med - det forbavsede.
Uden større skrupler lagde hun en hånd mod Anneas underarm. De blå øjne granskede hende. ”Det er jo mit held, at han er væk, så du har tid til at komme ud,” mindede hun Annea om. ”Din gemal vil jeg gerne høre om. Og dit liv i Aquitaine. Men er det ikke en idé, at vi sætter os imens?” smilede hun, en smule ømt.
Post by Annea d’Montacute on Sept 29, 2016 18:23:38 GMT
Annea skævede lidt bagud. På den ene side var hun utroligt glad over at se Phoebe igen, og som den kloge kvinde allerede havde bemærket – havde hun meget at sige, men hun var også i tvivl om hvad en kvinde af sin stand kunne tillade at blive sagt. Hun fik et svagt prik af dårlig samvittighed. På en gang havde hun følt sig så uretfærdigt behandlet og alligevel havde der sket de små positive ændringer i luften imellem hende og Jacquet. Det gjorde Annea frustreret. ”Det hastede heller ikke… Men det syntes vores forældre åbenbart pludseligt. Jeg mener... Jeg har været afklaret med det så længe, også inden jeg kendte hans navn. Men måske er jeg den eneste der har affundet mig med tanken” sukkede den blonde heks næsten uhørligt.
Hun så hen imod vinduet i butikken og kunne se sine to brødre. End ikke hendes familie havde fået noget at vide om problemerne i paradiset. Hun sank en klump. ”Vel, så længe jeg ikke forsvinder så langt væk. Lidt tid kan nok ikke skade… kan det?” Det var lige så meget en åben overvejelse for hende selv. Men hun havde allerede besluttet sig, da hun smilte skævt til Phoebe.
Post by Phoebe Wildsmith on Sept 29, 2016 21:35:56 GMT
Nu som voksen, påskønnede Phoebe sin borgerlige opvækst gevaldigt. Hun havde trods alt selv valgt sin husbond. At det egentlig ikke var et valg men mere en selvfølge, at hun sagde ja til en mand der var mere en forbundsfælle end elsker, var underordnet. Annea lød kastet ind i en utaknemmelig situation. Kendte Phoebe hende ret, så var pigen gået ind i ægteskabet med høje forventninger og store planer om, at hun skulle være det perfekte parti.
"Han er måske ikke så velforberedt, som du nok har været," forsøgte Phoebe at dulme beklagelsen. Hun kendte ikke troldmanden, men det var ikke umuligt at ægteskabet havde været ham ukonkret eller uønskeligt. Intet under, nu hvor adelige var trolovet i årtier - hvis det kunne gøre det. Glad for at Annea indvilgede, lænkede Phoebe deres arme sammen. "Vi kan sætte os udenfor, så de nemt kan finde dig når de er færdige," Hun smilede snedigt, imens de gik. "Men din mand er så aquitansk. En jeg burde kende?"
Post by Annea d’Montacute on Sept 29, 2016 22:02:27 GMT
”Lad os gøre det”. Med Phoebe i arm begyndte Annea at spadsere afsted og lod den ældre heks lede hende væk. Hun havde lidt svært ved at se kvinden i øjnene, selv om den selv samme heks nu havde kendt hende igennem så lang tid af hendes år på Hogwarts. Det var lidt et tabu at åbne op, og det var for Annea det samme som at indrømme en grad af nederlag, når hendes læber bevidnede at det ikke var det glansbillede det skulle have været.
Det var næsten som om Annea var kriminel – eller rettere, det føltes sådan. Hun gjorde sig derfor umage for at holde sin stemme lav nok til at ingen andre end Phoebe kunne høre hende og forsøgte sig så lille som muligt. ”Du har ret”. Hun tav. ”Oh, du er måske bekendt med familierne i de kanter? Han er arvingen til Montacute slægten. De ejer meget land og har besiddet det i … Ja, nok i en evighed. Min fader har kendt hans siden sin ungdom, og de er meget tætte, så måske har de haft ideen længe. Han besidder tilsyneladende kvaliteter nok til at mine forældre har bestemt at jeg skulle tilhøre ham, selv om han ej har virket til at være opsat på planen".
Post by Phoebe Wildsmith on Sept 29, 2016 22:34:09 GMT
Det var ikke alle elever, Phoebe var stadset af sted med. Mange af de unge magikere var med al tydelighed et andet sted i livet end hende - et sted hun selv havde været, men for længst og uden fortrydelse lagt bag sig. At omgås dem udenfor undervisning var gensidigt belemrende. Hun gjorde sig ingen illusioner om at hun var særligt moderlig, og ønskede ikke at genoptage rollen foreløbig. Men Annea savnede blot en veninde. Det kunne Phoebe lige klare.
De gik med øjnene hver deres steder, og kun Phoebe så direkte på modparten. "Ikke alle. Men d'Montacute-familien og deres indflydelse kender jeg," Fordi Léonie, også en elev den mørkhårede heks satte pris på, bar det navn. Hun lyttede interesseret til den insiderviden, Annea havde om svigerfamilien. "Jeres fædre har vel ønsket det bedst mulige parti for jer, og ønsket begge slægter en stærkere position," Phoebe var en smule partisk, eftersom at modne mænd fascinerede. Men nu var det Anneas mand, arvingen, hun fokuserede på. "Hvad hedder han?"
Post by Annea d’Montacute on Sept 30, 2016 8:07:29 GMT
Et lettere tungt suk forlod Annea, og hun knyttede sin frie hånd en anelse. ”Det har de vel. Det er altid et større puslespil i vores rækker. Det er bare… Inden vi blev viet har jeg kun mødt ham få gange, når vores forældre insisterede på at vor familier skulle ses. Og der var han fjern. Det så ofte ud til at han prøvede at finde muligheder til at undgå mig. Han hedder Jacquet. Han ligner lidt en mand, der er støbt i guld”. Da Annea tænkte over det begyndte hendes kinder at få en tydeligt rødmosset kulør, og hun smilte svagt for sig selv. Det havde været det første indtryk der ramte hende den første gang hun så ham. At han var en utroligt flot mand, at hun var heldig. Men der skulle ikke meget til for at hun også kunne se at han ikke syntes det samme om hende, at tiltrækningen nok var ensidig. Nogen gange ville hun ønske at hun kunne slå den ihjel og drukne den i et væld af tanker og distraktioner, men den vendte altid tilbage, og for hver gang hun forsøgte at kue den voksede den i styrke. De små sekunders ømhed han af og til viste hende smeltede alt den bitterhed Annea kunne opbygge over lang tid. Hun kunne stadig fornemme hans læber imod sin hånd, når hun så på sin håndryg, eller hans ansigt imod sit hår.
Det var også derfor at det gjorde så ondt. ”På det seneste har jeg kunne mærke på ham, at han har gjort sig umage på at udholde at trække vejret i samme luft som jeg. Men jeg ser at det ikke forekommer ham naturligt. Lidt som om han tager en smilende maske på, for at skjule sig selv. Til slut kender jeg ham ikke meget mere end inden vores ægteskab. Og… Det gør ondt på mig at han ikke kan være glad i mit selvskab længere tid af gangen… Jeg er hans hustro! Det er meningen at jeg skal være der for ham i hans tjeneste. Jeg skal kunne gøre ham behag, men uanset hvad jeg prøver, uanset hvad jeg gør virker det bare til at jeg er en stor skuffelse. Som om min person er manifestation af alverdens nederdrægtighed”. Annea kom til at hæve stemmen af frustration. Hun bed hårdt sammen om sin rosa underlæbe og borede sine lange negle ind i sin håndflade.
Post by Phoebe Wildsmith on Oct 3, 2016 21:21:24 GMT
Phoebe afbrød ikke Annea, heller ikke selvom hun sukkede. Hun lyttede og førte selskabet gennem gadebilledet, i et tempo afstemt til at underlægge sig ordvekslingen. Den ældre heks fordybede sig, i de forviklinger og i den historie, som Annea og hendes bejler havde bag sig. Gemalen blev mere virkelig for Phoebe, da hun fik hans navn - Jacquet. Beskrivelsen af Jacquet som en mand støbt i guld, fik den mørkhårede heks til at se til siden. Og som forventet var der lidt farve at spore i kinderne, mere end nok til at Phoebe smilede. "Det tror jeg gerne," drillede Phoebe, og gav Anneas arm et kærligt klem. Selvom seeren ikke selv bar følelserne udenpå tøjet, holdt hun af at se andre gøre det. "Det klæder dig at være forelsket, Annea. Det burde ikke være en plettet lykke for dig." Phoebe så med tungtvejende ro på selskabet, men lod hende ellers tale ud.
Annea fortsatte med at forklare, i udtalt bitterhed. Frustrationerne kulminerede i et højt, selvnedsættende udbrud. Phoebe stoppede op og stirrede på selskabet, der havde underlæben fanget mellem tænderne. Seeren rystede på hovedet, og trak ikke sit strenge blik til sig før hun var sikker på, at det var set. "Så ilde tænker ingen om dig, Annea." betonede hun, bestemt. "Især ikke en mand, som er gjort af guld." forstærkede hun sin påstand. Mildere stemt, klemte hun atter om armen. "Jeg ville være bekymret, hvis det ikke gik dig på, at din mand ikke er glad i dit selskab." betroede hun modparten. "Jeg ved hvilken indsats du gør med alting. Kan det tænkes at Jacquet virker dig utaknemmelig, fordi det er overvældende for ham?" spurgte hun, og trak Annea det sidste stykke til thehuset. Ægteskabssnak krævede stole.
Post by Annea d’Montacute on Oct 4, 2016 20:08:39 GMT
Phoebe havde end ikke sagt sætningen om Anneas mulige forelskelse i sin ægtemand færdig før den blonde heks rynkede på næsen med opspærret mund og indtog noget der kunne minde om en forsvarsposition med armene over kors og flakkende blik. ”Eh, forelsket i Jacquet? NEJ! DET er jeg BESTEMT ikke. Han er noget af det mest…” Annea prustede. Hun havde lidt lyst til at sige opstoppede bæst, men da tanken rørte hendes tunge smagte det forkert. Ja, hun vidste det ikke. Hun vidste ikke hvad hun ville sige. Trods alt var hendes følelser blevet hvirvlet rundt i hans tilstedeværelse, og til sidst vidste hun ikke hvad for et ben hun stod på. Andet end at hun var frustreret over det og forvirret over hvor hurtigt det hele var sket. "Årh, jeg ved det ikke". Hun fangede Phoebes blik kort, men den intense stirren fra den ældre heks fik hendes blik til at slås ned. Da de nåede ind i te huset trak Annea tungt en stol ud på skrabende facon og smed sig opgivende i den. Mest af alt havde hun bare lyst til at pakke sig ind i en masse tæpper i sin seng og være flad resten af dagen. ”Jeg forstår ham ikke. Der er en tyk tåge omkring ham, som jeg ikke kan se igennem. Det gør det svært for mig at se noget som helst”.
Annea så frem for sig. Muligheden Phoebe frembragte var ikke noget hun havde overvejet, og det fik hendes to tynde bryn til at rejse sig forbavset. Lidt måbende, som om hun let var under angreb. ”Vent, min indsats – overvældende?... Det er sådan man gør! Jeg gør alt det jeg burde gøre, alt det jeg er blevet fortalt. Hvorfor skulle det ikke passe ham?”
Post by Phoebe Wildsmith on Oct 10, 2016 14:42:55 GMT
Anneas forfærdelse over, at Phoebe påstod at hun var forelsket i sin husbond var fornøjelig. Den ældre heks smilede æggende til den yngre, der var pragtfuldt fortørnet og tillige havde armene over kors. Hvad der manglede i detaljerigdom, var der i volumen. Ledsageren udpenslede selv for døve forbipasserende, at hun ikke havde i sinde nogensinde at tænke sådan om sin tilgifte. Hun smilede tappert, tavst forstående for at modparten var utilfreds med situationen og støttede hende med plads til at være det. I hvert fald indtil hun fandt ud af, om Annea havde brug for mere end kvindesolidaritet fra hende.
Meget hurtigt og knap så elegant fik Annea fundet sig til rette i tesalonen. Phoebe, der ikke snerpede synderligt nemt og som desuden ville have undskyldt hende som tynget, fik bestilt dem en kande af husets østerlandske the og en let anretning til. De blå øjne blev næsten milde, da modparten talte om tåge og om hvordan hun ikke forstod sin husbond. "Du har sat dig et strategisk rigtigt sted, hvis du vil se din ægtemand lidt klarere." mindede hun ligevægtigt selskabet om. Hun kunne ikke affortrylle ægtemanden, eftersom hun ikke kendte manden det mindste; men hun kunne tage udgangspunkt i Annea. Minde hende om, at der fandtes behjælpsomme redskaber i tilværelsen. Phoebe smilede roligt. Det var ikke meningen, at Annea skulle tage anstød - men havde man et andet forhold til ægteskab end Phoebe, var det forståeligt. "Hans forældre valgte et ægteskab til ham, og valgte tidspunktet han skulle realisere det," mindede den ældre heks hende venligt om.
Post by Annea d’Montacute on Oct 28, 2016 11:20:34 GMT
”Hvad skal jeg så gøre? Stoppe med at tage mig af det? Stoppe med det der er forventet af mig. Være ligeglad med mit ægteskab?! Han har haft hele sit liv til at gøre sig klar. Arrangerede ægteskaber er altid på tale i vores rækker. Hvorfor skulle det være anderledes med ham? Det er naivt at tro andet”. Da kanden med teen ankom skænkede Annea sig selv en kop med blikket nedslået og sine rosa læber klemt sammen til en smal streg. Hun betragtede sit spejlbillede i den rødlige væskes overflade og vidste for en stund ikke hvad hun skulle sige. Hun syntes at finde at hun lignede sig selv. Bare med flere smykker og mere pompøse klæder. Bare mere træt. Mere stresset og med mindre overskud. Under Anneas øjne var der begyndt at danne sig et mørkt område som hun ikke syntes at kunne komme af med uanset hvor meget søvn hun tog.
”Lige siden jeg var lille har jeg altid vidst det. At jeg ikke var min egen og fri til at gøre som jeg vil. Mine forældre havde udvalgt specifikke professorer på Hogwarts til at være spioner i deres sted, når nu de ikke selv kunne sørge for at jeg holdt mig på dydens smalle sti. Det har altid været som om nogen har holdt øje med mig” sukkede den lille heks og tog en slurk af teen. Et sted var hun skuffet. Ikke over Jacquet som person, men over at han kæmpede med at undvige, når nu hun for længst havde indset at der var intet hun kunne gøre for at undgå den skæbne deres forældre havde udvalgt for hende.
”Han burde acceptere det… Han burde tage sig sammen. Jeg valgte heller ikke ham. Men det blev det nu. Af alle mænd i hele verden blev det ham og så bliver jeg sat sammen med den mand hvor jeg ikke er ønsket. Mine meninger har aldrig været betragtet til overvejelse udenfor Hogwarts. Og slet ikke nu”.
Annea så væk og ud af vinduet de sad foran. Hun bed sig i underlæben. "Det er som om han ikke kan bestemme sig. For et stykke tid siden skete der noget til en fest hvor jeg kom slemt til skade. Ingen hørte mine råb. Men han fandt mig, og han reddede mig. Hvis ikke han havde hjulpet mig er jeg ikke sikker på hvad der ville være sket med mig. Jeg ved bare at det ikke ville have været kønt... Og at jeg måske ikke ville have siddet her i dag. Han kunne have ladet mig ligge, men han bar mig op til mit værelse og plejede mine sår".
Post by Phoebe Wildsmith on Nov 5, 2016 16:42:24 GMT
Theen og anretningen med spiseligt ankom til bordet. Phoebe lagde hænderne bedre til rette i kjoleskørtet og lod Annea forsyne sig først. Lyden af hendes stemme overblændede theens rislen i porcelænskoppen. Da hun satte thekanden tilbage på bordet, snakkede Annea stadig. Og hendes ældre selskab afbrød hende ikke i utide.
Taktløst var det sikkert, men da der blev stille, rakte Phoebe over bordet. "Selvfølgelig skal du ikke stoppe," bekræftede hun den kyniske undertone, med et forstående klem. "Selvom I har været stillet hinanden i udsigt i mange år, har du lov til at være frustreret." For en udenfor adelskredsen virkede det i mistænkelig høj grad, at adelens børn var født og formet til ægtestand. Roligt løftede hun thekanden, og med et enkelt blik mod Annea, skænkede hun the til sig selv. "Forældre bekymrer sig om deres børn. Mere eller mindre velvalgt. Havde flere midlerne, ville flere elever være i dit sted." Bare fordi hun ikke havde et stort omsorgsbehov for sin datter og ikke agtede at overvåge hende, hverken aktivt eller med sin Gave - så fortænkte hun ikke andre magikere i deres.
Selvom Annea ikke gik i detaljer om hvad der var tilstødt hende, fortrak Phoebes læber sig alligevel til en bekymret streg. "Så kan der vel ikke herske tvivl om at han er en god mand, selvom han ikke altid husker at vise dig det." Hun nikkede, lettere tabt for tanken. De blå øjne syntes glaserede. "Du kan ikke forandre ham, Annea. Selv ikke du har den slags kræfter," drillede Phoebe hende. "Men du kan selv gøre noget, hvis du vender problemet om." lød det, inden hun satte theen til læberne. Med vilje brugte heksen ikke den første indskydelse: vender problemet indad.