Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Callista Blackwood on Jan 26, 2016 18:31:45 GMT
"It is better to be hated for what you are than to be loved for what you are not"
Sted:London Tid: 21 December 12:05 Sammen med: Amal Khalid Shafiq Sneen havde været der længe, så længe at Callista næsten havde glemt hvor grønt græsset kunne være, hvor let vinden og hvor varme hendes krop kunne føltes. Dog klagede hun ikke, Det snehvide tæppe der havde lagt sig over det meste af London var en fryd for øjet. Det gav en hvis ro og hygge når gik ture, eller sad indenfor med græskarsuppe og blot nød synet indefra. Desuden var sneen og kulden også et tegn på at fejringen af vintersolhvervet ville tage sted. Byen var stadig igang med at sætte de sidste forberedelser og dekorationer op. Det duftede på hele markedspladsen, og ned af de små side gader, men aldrig af det samme. Man skulle ret langt ned af den tæt befolkede gade før man mistede duften af bageriet, og blev i stedet mødt af den helt igennem lækre duft af røget kød der kom hende i møde hver gang døren til De Syv Stjerner blev åbnet. Hun kunne godt lide at være hjemme i ferierne. Selvom hun elskede at leve et liv med magi, og glædeligt deltog i alle timer, så var der noget afslappende ved at være hjemme i London.
Hun slog den mørkeblå kappe om sig, og trak hætten godt om sine øre. Vinden trak alligevel lidt for meget, og var lidt for kold til at hun kunne gå med udslået hår, og ikke have hovedet dækket til. Selvom det nok mest var ørene hun beskyttende. De blev så hurtig kolde. Hun havde en kurv hængende fra sin arm og gik ellers blot roligt gennem sneen. Dog var der ikke så meget som længere ude. Her gik folk jo til daglig, og hun var sikker på at folk faktisk gjorde en indsats for at få det ryddet, så det var nemmere at komme rundt. Hun sneg sig forbi menneske mængden og forsøgte ikke at gå ind i nogen. Men der var mange mennesker der var ude og hente det sidste ind til deres familier. Callista selv havde selv valgt at gå på markedet. Der kunne godt blive lidt trængt i byhuset, især med både hendes søster og mor, som godt kunne blive uenige fra tid til anden.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jan 26, 2016 19:33:04 GMT
Vintersolhvervet med dets tilhørende ferietid formåede altid at frembringe en helt speciel stemning hvor end man tog hen. Det var som om, at fejringen af denne højtid fik folk til at glemme alt hvad der tyngede dem ned, og fik dem til at gå med lette skridt og små smil, til trods for at gaderne var tæt befolkede og det tog dobbelt så lang tid at komme nogen vegne pga. den hektiske menneskemængde. Midt i virvaret af opstemte mennesker, bevægede Amal sig fremad med raske skridt. Hans humør, der i forvejen ikke plejede at fejle noget, var steget adskillige grader af at befinde sig i smukke, snebeklædte London sammen med resten af familien Shafiq. Efter at have påbegyndt jobbet som eliksirprofessor på Hogwarts, havde han ikke haft specielt meget tid til at se familien samlet, så hver gang det skete, var det et glædeligt gensyn. Imellem hans forældre, de to brødre og brødrenes koner samt dertilhørende børn var der nok at se til. Men da der i et sjældent øjeblik blev stille i huset, så Amal sit snit til at bevæge sig ud i snelandskabet på egen hånd for at være lidt alene med sine reflekterende tanker. Både hans storebror og lillebror havde giftet sig, og havde desuden også givet Amal en lille håndfuld nevøer og niecer. Han selv var den eneste i familien, der var alene på dette punkt. Ingen kvinde ved sin side. Og for første gang i så længe som han kunne huske, følte han et lille stik af jalousi over brødrenes lykkelige familieliv.
Tanker om kvinder, koner og afkom blev fejet ud af hans sind igen da han bevægede sig igennem gaden med de dybblå øjne fokuseret rundt på sine omgivelser. Han klarede sig fint alene. Den rette kvinde for ham skulle nok dukke op på et tidspunkt. Før han nåede at tænke denne tanke til ende, bumpede han frontalt ind i en anden person. En overrumplet lyd gled over hans læber i samme øjeblik som hans mørke bryn skød overrasket i vejret over kollisionen. Af ren refleks greb han ud efter personen for at forhindre hende i at tumle til jorden, eftersom hendes skikkelse var betydeligt mindre end hans egen. Hans hænder havde et blidt tag om hendes kappeklædte og spinkle skuldre, et greb som han ikke nænnede at slippe før han var absolut sikker på, at kvinden havde fundet sit fodfæste igen. ”Du må have mig undskyldt, miss. Kom du noget til?” Bekymringen var tydelig at høre i hans hæse stemme, og ved de ytrede ord, kunne man se hans ånde i form af en hvid tåge.
Post by Callista Blackwood on Jan 26, 2016 20:00:02 GMT
Callista havde ikke tænkt sig at købe noget hos de små boder der lidt stod oven i hinanden på markedet. Nok havde hun fået penge med, og havde også fået besked på at handle ekstra ind. Hun vidste at hun havde fået et par ekstra mønter med for sin egen fornøjelses skyld. Dog brød hun sig ikke om at bruge sine forældres penge. Dog kunne hun næsten ikke modstå duften af de varme supper, de nybagte kager eller de små stykker af kød. Hun var dog med vilje blevet i mængden af boder med tøj og smykker, der blev hun ikke så meget fristet. hun vidste trods alt at det var meget dyr, og hvis hun fandt noget hun godt kunne lide, for eksempel stof til en ny kjole, skulle hun have rigeligt for også at der ville være en kjole til Carlyn. Hun sad bukket ind over et par flettede kurve med træ legetøj. Ikke at det var noget hun havde brug for. Men hun var fascineret af hvor godt de var skåret. Da hun rejste sig, for at gå videre, var hun lige ved at støde hovedet mod en anden, og blandet med at hun trådte forkert, og forskrækkelsen var hun ved at vælte bagover. Men hun mærkede et blidt men fast greb om hendes skuldre, som forhindrede hende i at snuble og falde. Hun blinkede forvirrede med sine grønne øjne, som i sneens lys og grundet hendes willie blod havde et mat lilla skær over sig. “Ja.. jeg mener nej” hun sukkede svagt og forsøgte at samle sig. Hun kiggede op på ham. “Jeg mener. Ja jeg er okay, og nej jeg kom intet til” forklarede hun sig med et svagt smil.
Mugglerne omkring dem, lod ikke til at gå så meget op i at de ikke kunne komme forbi, og forsøgte blot at skubbe sig forbi dem, hvilket fik Callista til at rykke lidt på sig, og flytte sig fra den usynlige sti, der var rundt på markedspladsen. Hun grinte lidt. “Måske vi ikke skulle stå midt i det hele” foreslog hun og bukkede sig ned efter sin kurv som hun havde tabt. Hun rømmede sig og kiggede lidt rundt. Hun overvejede lidt om hun alligevel skulle finde et sted at sidde, eller om hun skulle tage en runde igen for at kigge efter de ting hendes mor havde spurgt efter.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jan 26, 2016 22:13:30 GMT
I første omgang missede Amal hendes bekendte ansigt pga. hætten hun bar, og den lettere forvirring over sammenstødet. Hendes svar, der hang lidt i øst og vest, fik ham automatisk til at trække på smilebåndet. Om end på en forsonende måde – han havde trods alt lige tromlet hende ned, praktisk talt. Det lettere undskyldende smil voksede sig blot bredere på hans læber, imens han langsomt slap sine hænders greb i hende, da han følte sig forsikret om, at hun var i balance igen. ”Sikker, miss? Du synes mig en anelse konfus.” Det spøgefulde tonefald var ikke til at tage fejl af, men han søgte alligevel at finde hendes blik og få øjenkontakt, for at reassurere sig selv om at hun ikke fandt ham uforskammet. I samme øjeblik som hans blik fangede hendes grønlige øjne og de fine, feminine ansigtstræk, gled endnu engang et slet skjult overrasket og genkendende udtryk over hans ansigt.
”Hey…” Ordet kom lettere tøvende fra ham, og i et så lavmælt toneleje, at det let kunne misses i den omkringliggende baggrundsstøj fra markedspladsen. For et kort moment blev han dog afbrudt af de skubbende og masende mugglere, og han fulgte hendes eksempel, og trådte en anelse til siden og ud af den hektiske menneskestrøm. Men hans dybblå øjne vendte hurtigt tilbage mod Callista. ”Du må være… Er du ikke…” Sætningen døde langsomt ud i hans mund igen, og han spidsede betænksomt læberne. ”Endnu engang undskyld mig, men. Miss Blackwood?” Fornavnet var han usikker på. Men jo længere tid han stod og betragtede hende, jo mere sikker blev han.
Post by Callista Blackwood on Jan 26, 2016 22:32:23 GMT
Callista var lettere omtåget af forskrækkelsen, så genkendelsen hos Amals udseende og stemme sagde hende ikke noget til at starte med, da hun mere eller mindre forsøgte ikke at gøre sig mere til grin, selvom ingen kunne bebrejde hende for at snuble, nu da hun var den som var blevet stødt til. Hun kiggede lidt forvirret rundt som om hun havde tabt noget. Posen med mønterne sad stadig om hendes bælte, og det eneste hun manglede var kurven, som allerede var blevet samlet om. Menneskemængden og larmen gjorde det svært for hende at koncentrere sig et øjeblik. Hun kiggede en anelse forlegen på ham. “Helt og aldeles sikker” forsikrede hun ham. Hun lo svagt. Når man var vant til Hogwarts snoede gange og drillesyge trapper, skulle der meget til at forvirre hende. Men følelsen af at være ved at falde, kunne alligevel godt slå hende lidt ud. Især med stressende omgivelser. Hun tog blidt fat om den vinrøde kjole og vendte sig en smule for at sikre sig at den ikke var gået i stykker. Hun nikkede stille for sig selv. Det var ikke så slemt. Den var stadig kun våd af sneen. Hun mødte hans mørke øjne med sine egne grønne. Hun kunne godt genkende ham nu. Selvom hun aldrig ville indrømme det var hendes eliksir professor altså svær ikke at lægge mærke til.
Hun lagde hovedet undersøgende på skrå og kiggede på ham som han forsøgte at sige noget. Lyden blev dog kvalt i larmen fra de andre mennesker omkring dem. Hun kneb øjnene sammen og holdte blikket på hans læber, for at forsøge sig med at aflæse dem. Men der kom ikke meget mere ud af ham. De stod nu på marked pladsens midte blandt kurve med stof. “Jaa?” sagde hun og smilte lidt til ham, som han forsøgte at komme frem til hvem hun var. Hun bøjede hovedet en anelse frem over i et nik. “Så længe du ikke sammenligner mig med min søster” startede hun da han havde gættet efternavnet. “Callista” sagde hun så for at han ikke skulle ud i en større gætteleg. Hun strøg et par fingre gennem det lyse håre. “Desværre er de ikke særlig svær at glemme Professor” sagde hun og trak svagt i smilebåndet.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jan 26, 2016 23:10:33 GMT
Hendes forsikring og efterfølgende perlende latter fik Amal til at kaste betragtende blikke mod hende under de mørke øjenvipper. Blikket gled ned over hendes mørkeblå kappe, som smøg sig omkring hendes skikkelse, hvorefter øjnene fangede hendes vinrøde kjoles draperinger, før hendes lange, lyse lokker fangede hans opmærksomhed momentært. Nysgerrigt. Hendes ekstraordinære udseende var ikke rigtig til at komme udenom, men han havde aldrig tilladt sig selv at tænke den tanke. I et kort sekund syntes han at have fanget et glimt af et lilla skær i hendes grønne øjne, men han slog det hen, for i stedet at bide koncentreret sammen om sin underlæbe i et forsøg på at bringe hendes fornavn frem fra sin hukommelse. Da hun sparede ham besværet, brød et smil endnu en gang frem. ”Callista Blackwood, selvfølgelig. Sjetteårs. De kan tro, jeg ikke forveksler dig med nogen andre.” Hans mørke blik fulgte kortvarigt hendes spinkle fingres bevægelser, da hun kørte dem igennem hendes hår, før han ved hendes svar løsrev sit blik og betragtede hende med let hævede øjenbryn og dertil muntert udtryk. ”Desværre?” Han holdt en kort kunstpause hvori han blot så på hende. ”De mener, at mine eliksirlektioner er svære at glemme, formoder jeg. Korrekt?”
Det var en overraskelse af løbe ind i en af sine Hogwarts elever her i London by. En anden oplevelse, end når han blot passerede elever på skolens majestætiske gange på skolens trygge omgivelser. Med et hurtigt blik omkring sig, kunne han orientere sig lidt og pinpointe en tætliggende bod med dampende varm kakaodrik. Uden videre overvejelse, rettede han sin opmærksomhed mod hende igen og sendte hende et roligt smil. ”Kunne jeg byde dem på en varm drik, Callista? Det må være det mindste jeg kunne gøre. Som en undskyldning for at din smukke kjole fik en tur i sneen.”
Post by Callista Blackwood on Jan 27, 2016 19:50:11 GMT
Callista var lettere klodset og til dels en ikke særlig flirtende person. Hun kunne ikke finde ud af det, og var heller ikke særlig god til at registere det. Det lå overhovedet ikke naturligt hos hende, hvilket normalt resulterede i en ualmindelig fjollethed. Det var derfor nogen gange ikke helt så sjovt at være halv willie, for det var ikke noget hun kunne slå til eller fra. Hun havde for længst forsøgt at lægge det bag sig, og måske med vilje gøre sit bedste for at virke så uattraktiv så muligt. Det havde bare ikke været det nemmeste. Hun rynkede lidt på næsen. “Syvende” rettede hun ham. Hun nikkede langsomt. “Er du sikker? Carlyn, min lillesøster er femte års.” sagde hun og smilte roligt. Han kunne jo have blandet dem sammen. Sjette År var trods alt midt imellem. Hun vred sine fingre. De var ved at blive kolde, hun ærgede sig over ikke at have haft taget sine handsker på. Men hun havde ikke troet at hun skulle være så længe ude. Hun sukkede svagt. “Men jeg vil tage dit ord for det” sagde hun så. Hun ville lade tvivlen komme ham til gode. Det gik nu op for hende hvad det var hun havde sagt, og hun kiggede lidt ned i sneen, for at finde ud af at komme med en ordentlig forklaring. “Jeg mener bare..” begyndte hun og bed sig svagt i underlæben. Hun sukkede igen. “Rent professionelt selvfølgelig” rettede hun sig selv. Hun forsøgte at sende ham et undskyldende smil. “Åh, je burde ikke sige mere, jeg er bange for jeg blot gøre mig endnu mere til grin” Hun overvejede om der var en måde at slippe væk på. Hvis hun minglede sig med de andre mennesker på pladsen. Kunne hun så slippe væk?
Det var virkelig et sjældent syn at møde en fra Hogwarts, og så endda en af sine undervisere. Hun gned endnu engang sine fingre mod hinanden. Selvom den primære grund for hendes forsvindelse ville være grundet det pinlige øjeblik, begyndte hendes fingre nu at være så følelsesløse, at bare tanken om en varm stue kunne få hende til at trække op i kjolen og finde hjem. Tanken nået dog ikke at få handling. Hun kiggede lidt på ham, med halvt forvirrende øjne. “Byde mig?” sagde hun og kneb let øjnene sammen. “Erh… Kakao lyder lækkert” fik hun så frem sagt. Måske de så kunne tale sig forbi det lettere akavet møde.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jan 28, 2016 1:05:32 GMT
”Mmh.” Beklagende smilede Amal til hende over sin egen hullede hukommelse og gjorde et let træk med skulderen. Selv syntes han blot at det var imponerende, at han i det hele taget havde husket hendes navn, taget i betragtning at de havde mødtes udenfor Hogwarts’ mure samt det faktum at hun blot var én elev ud af… utroligt mange. Han kunne vitterligt ikke huske hvor stort et antal elever han underviste, men det var af betydelig størrelse, så meget kunne han huske. Alligevel havde denne Blackwood gjort stort nok indtryk på ham til at gøre sig bemærket i mængden. Der var noget dragende over Callista Blackwoods væsen, der gjorde hende svær at overse i en mængde. Hvad der helt konkret gjorde hende remarkabel, var svært at sætte fingeren på. Og Amal tillod ikke sine tanker at flyde i den retning. I stedet nikkede han en enkelt gang, men med et skævt smil siddende i mundvigen. ”Gør det.” Han var ikke ivrig efter at rode mere rundt i årgange, aldre og søskende – og sine egne fejludtalelser.
Idet hun rettede på sig selv og hendes ord, skød han et enkelt bryn i vejret og gengældte det smil hun sendte ham, med et passende neutralt ét. ”Naturligvis. Hvad ellers?” Lige så snart den tilsyneladende uskyldsrene bemærkning var gledet af hans tunge, bed han blidt sammen om sin underlæbe, som for at forhindre sig selv i at ytre flere ord. Amal måtte give sig selv et mentalt spark, og mindes om hvad der blev betragtet som passende opførsel mellem professor og elev. Ikke at han nogensinde havde taget regler og retningslinjer særligt tungt, og for den sags skyld heller aldrig havde bekymret sig om hvad folk sladrede om. Hans bemærkning, der nemt havde kunne misforstås som en flirtende indbydelse, blev skubbet til side med en let hovedrysten. ”Tænk ikke over det. Jeg vil mene, at vi begge to har gjort os tilstrækkeligt til grin.” Smilet voksede sig en anelse bredere.
Ved hendes gentagende ord, nikkede han blot bekræftende en enkelt gang og betragtede hende afventende. En forsonende kop varm kakao var ikke det værste der kunne ske, var det vel? Intet mystisk at se her. ”I så fald..” Med en hånden gestikulerede han i retning af boden, hvor de varme drikke dampede fristende og hvor folk syntes at stimle sammen i Londons bidende kulde. Imens han tog de første skridt, så han fremfor sig, men henvendte sig til Callista med uskyldige spørgsmål om ferie og familie. ”Hvordan tilbringer De ferien fra Hogwarts, Callista? Nyder familie tiden?”
Post by Callista Blackwood on Jan 28, 2016 14:15:21 GMT
Det gjorde ikke så meget at Amal ikke helt kunne finde rundt i hendes egentlige årgang, og hun tog hans ord for at han ikke havde sammenlignet hende med lillesøsteren. De var så ens i udseende at man let kunne komme til at forveksle dem. Så det var aldrig sjovt hvis folk enden byttede om på deres navne, især fordi at Callista slet ikke kunne se ligheden med deres personligheder. Men når man som Amal var lærer og havde ret så mange elever at huske ansigt og navne på, bebrejdede hun ham ikke. Men et eller andet måtte hun havde gjort eller sagt, for han kendte hendes efternavn. Hun håbede i hvert fald han havde haft hende i tankerne, men bare havde kludret lidt rundt i årgangene. Hun var trods alt tidligere vejleder, og nu præfekt, og selvom at det var Magiske dyrs pasning og plejning, hun gik mest op i, var hun mindst lige så flittig i sine andre fag. Hun vidste der var mange unge piger på skolen der havde et godt øje til Amal, og hun kunne ærlig talt ikke bebrejde dem. Han var en dygtig lærer, selvom hun var udmærket klar over at det nok ikke havde så meget med hans evner inden for faget, der var den reelle grund. Callista havde aldrig rigtig tænkt på ham på andre måder, især ikke når hun var på skolen. Men hun kunne ikke lade være med at bide mærke i hendes lidt forvirrende og til dels klodsede opførsel omkring ham nu. Han var jo stadig hendes professor, det var bare mere uformelt. Hun sendte ham et svagt smil og nikkede langsomt med hovedet. Hun var sikker på at når de først kom tilbage fra ferien, ville han med det samme kunne kende forskel på hende og søsteren.
Varmen i kroppen på hende havde steget hende til de alabaster hvide kinder, og man kunne næsten ikke undgå at lægge mærke til det. “Hvad ellers..” sagde hun og var hurtig til at nikke i enighed med ham. Hun syntes at kunne mærke at hun ikke var alene om den akavede følelse hun stod med, med fødderne begravet længere ned i sneen. Hun rystede igen i kroppen, og slog armene om sig. Hun grinte lidt nervøst. I det mindste var han enig med hende, og de kunne dele skylden om at være til grin. “Så kan vi dele akavetheden” sagde hun og sendte ham et bredt smil. Stemningen løsnede sig en smule. Hun tog fastere greb om sin kurv hvor hun havde et par silkebånd og en enkelt træfigur liggende. Hun fulgte hans håndbevægelse og trådte ud af sneen som hun havde stået i. Fødderne var næsten kolderer end hendes spinkle fingre, hun håbede dog at et krus med varm kakao ville lette lidt på det. Hun stoppede da de nået boden, der stod et barn foran dem og ventede i spænding på sin bestilling. Callista kiggede op. “Jeg er hjemme, mine forældre bor ikke særlig langt herfra, i et af de smalle byhuse” forklarede hun og rynkede lidt på næsen da duften af den varme chokolade nået hende. Hun sukkede svagt. “Min far arbejder som bibliotikar… Han har med..” hun stoppede sig selv. Hun skulle ikke stå midt på åben gade og fortælle hvilke slags dokumenter og bøger hendes far havde med at gøre. Hun rømmede sig. “Han har med gamle ruller og antikke bøger at gøre” rettede hun sig selv med et svagt smil. Da barnet havde fået hvad hun skulle have, forlod hun boden, hvilket gjorde det muligt for Callista og Amal at bestille. “Min mor er urtekyndig. Men hun forlader sjældent huset. Kunderne kommer til hende” sagde hun roligt og vendte blikket mod den lettere tykke muggler mand der stod bag ved boden. "De nyder begge ferien" forklarede hun så, for at svare på hans egentlige spørgsmål.
Post by Amal Khalid Shafiq on Feb 5, 2016 16:06:51 GMT
Londons kulde bed i kinderne. Lejlighedsvise vindpust rufflede op i hårlokker og tørklæder. Men byen besad nu stadigvæk en charme, der på en anden måde en Hogsmeades, formåede at frembringe en hjemmevant stemning. En anden charme var den, som Callista Blackwood besad. Udseendemæssigt var hun svær ikke at bide mærke i; den lyse hud, blonde lokker, røde læber og blå øjne sammensat i et intet andet end fortryllende mix. Men unægtelig lod det til, at hun end ikke selv var klar over hvilken skønhed hun var. Nyfigent betragtede Amal hende indgående, og missede næsten hendes ord.
Duften af varm chokolade nåede hans næsebor, men hans blå øjne forblev rettet imod hende, nu opmærksom på hvert et ord hun ytrede. Let hævede han et øjenbryn over hendes tøven i forklaringen med hendes fars profession, men antog at det måtte være noget, der ikke skulle falde for nysgerrige muggler-ører. Da hun kom på en passende formulering, sendte han hende et kort smil. ”Det lyder interessant.” Efterfulgt af disse ord trådte han endnu et skridt frem mod boden og overrakte betaling for to kopper dampende varm chokolade. Imens manden bag boden hældte op, vendte Amal igen sin opmærksomhed mod Callista. Interesseret skød hans bryn let i vejret. ”Er det rigtigt?” Kortvarigt vendte han sig mod boden igen for at tage imod de to dampende krus, og rakte forsigtigt det ene til hende. ”Måske jeg en gang skulle aflægge din moder et visit. Urtekundskab ligger trods alt ikke langt fra hvad jeg selv beskæftiger mig med.”
Roligt rakte han frem, men uden egentligt at lægge hånd på hende, for at guide hende en anelse væk fra boden og dens kø. Med sin ene hånd omsluttende kruset, sugede han varmen til sig. I en gestus løftede han sit krus, som for at skåle, og satte kruset til sine læber for at lade den gyldenbrune væske varme sig.
Post by Callista Blackwood on Feb 10, 2016 18:10:32 GMT
Callista kunne helt skelne mellem de større byer, og synes mest af alt det mindede lidt for meget om hinanden. Dog var der intet som London. Hun havde i endnu ikke gået gennem en by, og føle det samme som når hun var hjemme. Det var bare hele helheden ved London. Og for hende, som ikke havde kendt andet, var det normalt sammenligne alt andet med det man var vant til. Selvom det var koldt kunne hun alligevel ikke lade være med at betragte det hvide landskab som dukkede frem grundet det hvide tæppe. Hun trak kappen tættere om sine arme, så ikke vinden sneg sig ind og gjorde hende koldere. Hun slog blikket ned og kiggede ned på sine fødder. Hun var sikker på at de ville blive gennemblødte inden dagen var gået. Især nu hvor de blot stod stille. Man havde ikke gidet at rydde midten af markedet for sne. Hun sukkede svagt. Hun rømmede sig svagt og rettede de blanke øjne mod Amals lyse. Et smil trak i den ene side af hendes mund.
Varmen bredte sig svagt i kroppen på hende, bare af duften af den varme drik. Hun kunne nærmest både smage og føle dens effekt. Hun var ved at falde over sine ord, ved hans intense blik rettet mod hende, hvilket gjorde at hun måtte stoppe op og tænke tilbage på hvad det var hun havde været i gang med at fortælle. Hovedet blev lagt en smule på skrå, hvilet fik et par lyse krøller til at rykke på sig. Hun nikkede langsomt af hans ord. “Ja, han har i hvert fald altid et par spændende historier, det er dog ikke altid til at finde ud af om det er sandt. Jeg tror han pynter lidt på dem” sagde hun med et bredt grin, og sendte ham et stort smil. Ikke desto mindre nød hun fortællingerne foran ildstedet i deres stue, hvor alle mere eller mindre var pakket ind i et tæppe. Der blev nu stille mellem dem, imens der blev betalt for deres kakao. Hun bøjede hovedet hovedet i et nik og tog fat i koppen. Hun slappede lidt mere af, som varmen smøg sig om hende. Dog forblev fødderne kolde. “Ja, hun er utrolig dygtig.. Eller det virker sådan. Ellers ville hun vel ikke have tilbagevendende kunder” sagde hun og trak svagt på sine skuldre. Hendes mor var meget hemmelighedsfuld. Hun var ikke helt sikker på om hun nød at bo i byen, hun var altid så fjern og stresset. Det var noget andet når de var på gården, der var ingen andre end dem. Hun sukkede svagt. Hovedet, samt blikket blev igen rettet mod Amal. “Hun vil sikkert have et par gamle ruller du kunne få med. Over halvdelen af hvad hun laver, er fra hukommelse.”.
Hun fulgte hans bevægelse og gik med ham lidt væk fra køen, der var vokset en smule imens de selv havde ventet. Hun pustede mod koppen og dets indhold inden hun holdte den op med den ene hånd. “Hvad med dem? Er de hos noget familie? - Jeg syntes ikke at have set dig i Londons gader før” sagde hun og tog en lille tår. Væsken var stadig meget varm, og der ville nok gå længe før hun helt kunne drikke den. Hun drejede hovedet for at kigge efter et sted at sidde.
