Flammeprøve

Det bankede på døren, og med bestemt ro bød Alek sin gæst indenfor. Som ventet var det unge Obolensky, som indfandt sig. Underviseren forblev stående ved katederet. Det skadede næppe ens fremtoning at stå, når man kunne. Ikke at det var et aktivt valg. Han havde tilbragt så mange år i umøbleret terræn, at det krævede mere at parkere sig i en stol end at lade være. Alek besvarede elevens lette nik på samme afmålte vis. Nok høflighedshensyn. Havde han forventet at blive bukket og skrabet for, var det ikke Koldovstoretz der var blevet hans hjem.

De blå øjne betragtede eleven. Granskede ham, i et forsvindende øjeblik, før blikket atter blev sit årvågne selv. ”Javist, Timur. Træd nærmere,” Alek pegede kort mod stolen nærmest døren, skulle den have interesse. Passende ventede han et øjeblik, inden han fortsatte. ”Jeg skal ikke tage meget af din tid. Men jeg har et par emner, jeg ønsker at drøfte. I forbindelse med femkampen,”

Uchitel Vishnevsky lod blikket følge Timur, som han satte sig på stolen. Forsøgte at tyde hvordan eleven forholdt sig. Så efter tegn på dårlig støbning: skår som opsætsighed, eller bedreværd. Ingen af delene var umiddelbart til stede. Alek tog intet videre med sig fra den lille handling, andet end Timurs spørgsmål – retfærdighedsvis kunne han godt tænke sig at vide, hvad de skulle snakke om. Rødtoppen sænkede hagen ubetydeligt. Det tjente intet formål at tale Timur over hovedet. Hverken i bogstavelig eller overført forstand.

”Din motivation for femkampen. Og en præcisering af den indsats du håber at gøre ved samme.” svarede Alek uceremonielt. ”Jeg ser gerne at jeg ved hvordan Koldovstoretz bliver repræsenteret. Før deltageren er valgt,” tilføjede underviseren med samme nøgternhed.

Den tavse modtagelse passede underviseren udmærket. Alek stod afventende, imens hvad end udmeldingen udløste hos eleven, fandt sted. Stod passiv, uden at spilde kræfter på at antage udfaldet på forhånd. Det endte med et opklarende spørgsmål. Underviseren så nærmere på den årvågenhed, der ledsagede spørgsmålet.

”Hvis jeg mener det er nødvendigt, ja.” blev det diskrete svar. Alek betragtede endnu spørgeren, uinteresseret i at hægte mere på. En underviser behøvede ikke begrunde sig. Han agtede ikke at udlevere nogen deltagere til deres jævnaldrende, desuagtet om det var hensigten eller ej. Om det var Alek alene der syntes samtalen var nødvendig, måtte Timur afgøre med sin egen samvittighed. 

Kun den uopmærksomme eller enfoldige tilskuer turde påstå, at Aleks dagsorden ikke blev indfriet. Timur begrænsede sit svar til et nik og en præcist eksekveret forbeholdenhed, med den underspillede velærværdighed man kun fandt i den adeliges holdning. Alek mønstrede samme adfærd. De to ting var rigeligt, til at stemme underviseren. Først ved pausen nikkede underviseren kort. Nikket var svar nok - andet risikerede at give modparten en tro på, at han sagde det rigtige. Nok var det tilfældet, her og nu. Men eleven skulle helst overgå det rigtige.

Da Timur snakkede om egne evner, blev det ikke uden et bøjet hoved og et beskedent suffiks, om at han kun var den fremmeste, blandt sine jævnaldrende. ”Udmærket, Timur,” takkede han afmålt. Fingrene masserede skægget, imens Alek valgte sine videre ord. ”Jeg er af samme mening som du. Dine evner i offensiven er betragtelige, og med stort potentiale. Kun en tåbe ville ikke give dig lejlighed til at bruge dem i mere krævende forhold.” roste han, kort men uforbeholdent. Det var glimrende håndværk, han havde set. Talent skulle nævnes og plejes, ikke affejes eller nedgøres. ”Men ærgerrige, indbildske eller tøvende deltagere sætter meddeltagere såvel som Koldovstoretz’ navn og sejr over styr. Derfor glæder det mig, at du endnu har din sunde fornuft. Og din realitetssans, i behold.” Et smil tittede frem, men denne gang fik det ikke lov til at blive.

Alek mente at være i sin gode ret til at provokere. Han havde aldrig set Timur opføre sig, så den advarende pegefinger var tiltrængt. Men var man nem at tirre, og opfattede man retningslinjer som en hentydning og en videre lejlighed til at trække stave, var man ikke en som Uchitel Vishnevsky agtede at vejlede gennem en femkamp. Var der noget tilbage at vejlede af en stridslysten deltager når prøvelserne startede, ville det overraske ham gevaldigt.

Eleven havde tydeligvis sin forstand og jordforbindelse endnu. Alek nikkede til den unge mand, hvis positur var ligeså ulastelig som de ord han sagde. ”Ganske tilfredsstillende,” svarede underviseren uceremonielt. Intensiteten i blikket tiltog, indtil Alek fortsatte: ”Så jeg forventer, at du giver mig en ligeså tilfredsstillende afklaring om hvad dine begrænsninger er.”

Elevens upassende udbrud fik ikke lov til at gå ubemærket hen. Aleks ellers koncentrerede blik vendte til decideret tyngende. Øjenbrynene krummede sammen og dannede en misbilligende fure, der nemt hamlede op med resten af ansigtets strenghed. Timur forskånede sig kun påtale, fordi han havde pli nok til at se væk. Alek var udpræget modstander af at huske en elevs samlede gang ud fra en enkelt fodfejl. Men mere nidkære lærere havde nok mindet om, at successen af Koldovstoretz’ ankomst i september hvilede på den koncentration eleven glemte før.

Rødtoppen nikkede og brummede, med fingrene hæftet til skægget. Ikke ligefrem en jordskredsbekendelse. Alek havde konsekvent påtalt elevens hang til at fifle lidt for opfindsomt med sin offensive magi. ”Det er du heller ikke,” erklærede han sig nøgternt enig i sidstnævnte. Alek gik over mod katederet og placerede sig på kanten. ”Det er problematisk her på skolen. Men femkampen er ikke Koldovstoretz. Din overraskende magibrug kan vise sig en fordel mod skolelydige modstandere,” bemærkede han med en tidligere udtalelse om elevens evner flettet ind.