Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Eivør Skallagrím on Sept 1, 2016 22:45:40 GMT
¨Eivør havde set mangt og meget i sit liv. Fra Ungarns drager, til Afrikas sælsomme væsner. Hun havde kæmpet imod dementorer, og sejlet på verdenshavene, og dog var noget af det der stod tydeligst i hendes hukommelse det år i Frankrig, der satte alle hendes færdigheder på deres hidtil hårdeste prøve. Det var med blandede følelser at hun tænkte tilbage på det. Det sveg stadig at det ikke var blevet hende der havde løftet pokalen over hovedet, og dog havde hendes fornuft lige siden forsøgt at overbevise hende om at de ting hun tog med fra turneringen var en sejr i sig selv. Det ændrede stadig ikke på at sejren var gået til Skotland, og ikke til Durmstrang. Et par blink med de grå øjne trak hende ud af minderne. Det kommende skoleår ville blive hendes oprejsning, og foran hende sad den potentielle nøgle. "Hårdt, uforudsigeligt, uforglemmeligt.. Jeg vil ikke pakke det ind i rare bløde tæpper for dig. Det er farligt, og det er ikke ukendt at deltagere mister livet. Men at stå med en gylden nøgle i hænderne, efter at have kæmpet dig igennem en drages vrede, og vide at det kun er begyndelsen på dine prøvelser, er både det mest skræmmende og det mest bekræftende jeg nogensinde har oplevet." Passionen var tydelig i hendes stemme, frygten for døden var for længst blevet en bagatel, Frk. Nordström ville vise sig stærkere end det.
Post by Svala Nordström on Sept 2, 2016 11:10:25 GMT
Svala var som en mønt der hele tiden blev kastet i luften, for at se hvilken side der ville vende op af. Hendes humør kunne vende sig på samme måde, og det var aldrig helt sikkert hvornår det ville ske, eller hvad der ville være udløseren. Men nu som hun sad og tog ordene til sig, fik den tid hun skulle bruge til at forestille sig det. Så blev det mere klart for hende hvilken mulighed det var, selvom begejstringen kunne have været bedre, så ville hun gøre sit for at bevise sit værd. Hvor hun var stærk det ene sted, var hun svag det andet og omvendt. Hun havde egenskaber der kunne komme hende til gode, og så var der dem der kunne blive hendes undergang.
Hun sad roligt og rokkede lidt med hovedet som Eivør fortalte om hendes minder fra den sidste kamp. Svala var generelt ikke bange af sig, langt fra, og var ofte så ligeglad at det kunne være farligt for hende. Hun var til gengæld ikke bange for at dø, og ville bære dem som et skjold og forsøge ikke at lade det gøre hende dumdristig, og kaste sig ud i fare. "Så du en drage?" nærmest hviskede hun. De blå øjne blev store og hun lænede sig frem på stolen.
Post by Eivør Skallagrím on Sept 2, 2016 11:49:11 GMT
Eivør slap en lille overbærende latter over hendes spørgsmål. De store bæster havde altid fascineret hende, og på trods af at mødet med den hebridiske sorte i trekampsarenaen havde været hendes første, havde det langt fra været hendes sidste. "Det, og mange andre ting. Jeg har set mange drager og væsner før jeg kom til Durmstrang, men man glemmer aldrig sin første. Det var en af de lokale, en sort drage fra Hebriderne. Vi fik en hver at tumle med. Den sørgede for at jeg aldrig helt kom til at glemme den.." Uden at tænke videre over det, trak hun ærmet op, og afslørede et langt, knudret brandsår. Gennem årene var det helet flot op, og af arrene på hendes krop, var det uden tvivl det hun bekymrede sig mindst om.
Post by Svala Nordström on Sept 2, 2016 12:38:15 GMT
Svala havde set sin del af magiske væsner, men en drage var endnu ikke nået hendes øje, og hun vidste ikke helt hvad hun overhovedet ville gøre i tilfældet, skulle det vise sig. Hun håbede vel at hendes instinkter var gode nok og at undervisningen i magiske dyr ville give pote. Hun lagde hovedet lidt på skrå og vidste snart ikke hvad hun kunne forvente. Inden hun overhovedet nået at spørge indtil det løftede Eivør sin arm og trak op i ærmet, så brandsåret kom til syne.
Svalas bryn trak sig sammen og hun bed sig i kinden over synet og tanken om var den ældre heks havde været igennem. Hun var ikke sikker på hvad hun ville gøre, havnede hun selv i samme situation. Men hun havde en fornemmelse at hun i kampens hede ville vide hvad hun skulle gøre, selvom scenariet var svært at forestille sig. "Hvordan kan jeg forberede mig?" spurgte hun så.
Post by Eivør Skallagrím on Sept 2, 2016 19:19:20 GMT
Eivør foldede hænderne på bordet, mens hun endnu engang tog eleven i øjesyn. Hun var ikke i tvivl om at det var den rigtige beslutning at sende Svala af sted, og dog håbede hun alligevel inderligt at pigebarnet ville leve op til de forventninger hun havde til hende. "Det er ikke fordi at jeg ikke nyder vores samtale, men det bedste du kan gøre er, at gå op på din sovesal, og få det hele til at synke ind. Fortæl det til dine kammerater, din bror, send en ugle til dine forældre, dans rundt i hele opholdsrummet, det er op til dig. Men jeg har brug for, at når vi står i Skotland, så er du mentalt til stede, og ikke længere rystet over at du skal af sted. Det bliver som sagt et af de mest begivenhedsrige år af dit liv." Hun smilede beroligende, og nikkede imod døren, for at give eleven fri.
Post by Svala Nordström on Sept 2, 2016 19:31:02 GMT
Svala vidste at én ting var sikkert, hun ville fortælle det til sin bror med det samme, og hun ville danse, men nok ikke i opholdsstuen. Hun rejste sig langsomt fra stolen og glattede det brune stof der havde slået et par folder i den tid hun havde siddet ned. Hendes hjerte rytme var stadig ikke helt normal og hænderne forled svagt fugtige af sved. "Jeg takker for muligheden, jeg vil gøre mere end mit bedste for at bevise at det er din rigtige beslutning at sende mig afsted" endte hun med at sige og nikkede med hovedet. Hun sendte sin underviser et roligt smil inden hun vendte ryggen mod hende og gik mod døren. lige så snart hun var ude og havde lukket den bag sig, satte hun i løb mod de få tænkelige steder Silvester ville opholde sig, var han ikke til undervisning.
