|
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 26, 2016 17:39:32 GMT
Festlig selskab hos familien d'Motacute Midt August.
Nu da Jacquet ikke længere var midtpunktet havde han ikke helt så meget imod at deltage i de festlige begivenheder der vakte godset til livs. Han havde jo egentlig slet ikke noget imod at mingle sig med venner han kendte og de i familien han holdte mest af, og han var så småt begyndt at forstå hele idéen med det. Selvom problemerne med hans unge kone langt fra var overstået gik det bedre for hver dag der gik. Heldigvis havde hun forstået Jacs behov for at være lidt på egen hånd. Han vidste egentlig slet ikke hvor hun befandt sig i øjeblikket og håbede inderligt at det betød at hun havde fundet nogen at tale med. Han kunne ikke være hendes støttepædagog til selskaber som disse, selvom hans mor sikkert gerne ville have at han præsenterede hende for alle gæsterne.
Han kunne nå det endnu. Lige nu havde han for øje at skræmme livet at sin yngste søster. Krøllerne var nemme at spotte i mængden, og han gik langsomt hen imod hende. Med armene skænket en smule greb han let fat om taljen på hende i et forsøg på let at kilde hende. "Bøh!" kom det leende fra ham som han klappede hende på hovedet. Han rettede ryggen en smule og hilste på et forbipasserende par der med sikkerhed havde pænt det absolut forfærdeligt at man lavede sjov, og så endda med den ene æresgæst, hvis deltagelse i femkampen var den eneste grund de var samlet.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 28, 2016 18:53:44 GMT
Blance var meget nydelig og hendes kjole vældig korrekt og ærbar. Selv håret var tæmmet og indfanget af et net, selvom det konstant forsøgte at undslippe. Hun selv opførte sig pænt, velvidende at det kun var hendes forældres velvilje, der sikrede hende muligheden for at deltage i femkampen. Måske ville de ikke ligefrem fortryde efter at have holdt en fest for at fejre hende og Rogier, men der var ingen grund til at løbe nogen chancer.
Stående i samtale med en af sine jævnaldrende, blev hun så forskrækket over angrebet bagfra, at et chokeret hvin forlod hende, før hun drejede om på hælen og nedstirrede sin ældste storebror.
”Jacquet,” forlod det hende lettere åndeløst efter chokket. ”Hvad laver du?”
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 28, 2016 19:10:08 GMT
Jacquet havde et stort smil på sine læber. Han havde nydt de små sekunder af leg der havde indfundet sig for kort tid siden, da det sandsynligvis ville være aftenens eneste. Han rettede ryggen rank igen og bøjede hovedet en smule forover. "Ingenting" sagde han lettere uskyldigt. Han vidste at Annea var i sikre hænder hos sin familie og måtte ærligt indrømme at han trængte til en pause fra hende.
"Hvordan forløber din aften sig Petit soeur" spurgte han roligt, stadig upåvirket af hendes nedstirrende blik.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 30, 2016 13:24:11 GMT
Små røde pletter var dukket frem på Blances kinder og hun var udpræget fristet til, at give sin storebror en lille forhekselse som straf for at bringe hende sådan ud af fatning i godt selskab. I stedet nøjedes hun med at stirre på ham med et blik, der kunne have forskrækket en basilisk.
"Den var bedre før," bemærkede hun tørt, men hun var ikke den, der holdt nag alt for længe og endte med at himle lidt med øjnene over ham.
"Hvad har du gjort af din hustru?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 30, 2016 13:31:56 GMT
Jacquet, som havde været omringet af småsøskende de sidste mange år, for største delen af dem var piger, havde lært når han skulle holde igen. Blikket Blance sendte, var i stil med de blikke Marie kunne give ham, og derfor gjorde han ikke mere for at drille hende, i hvert fald ikke menst alle gæsters øjne til hver en tid kunne vende sig mod dem. Han lo mildt af hende. "Du såre du mig" sagde han med et glimt i øjet og svag hovedrysten. Han skar en let grimasse, der fik næsen til at slå sig i flere rynker over lillesøsteren spørgsmål. Han trak på sine skuldre. "Sidst jeg husker talte hun med sine forældre" sagde han bare og tog et ledigt bæger med vin.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 30, 2016 14:52:32 GMT
Tydeligvis sårede hun ham overhovedet ikke og de himmelvendte øjne var da også ment på den slags fjollede og unødvendige svar han kunne finde på at komme med. Blance placerede en hånd i siden og betragtede sin storebror afventende.
"Hvor interessant," svarede hun ligegyldigt, selvom det havde været hendes eget spørgsmål. "Kan du stadig ikke lide hende?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 30, 2016 15:05:18 GMT
Jacquet trak lidt på sine skuldre. Han kunne godt forst hvorfor den mindste søster ikke syntes at det var passende at han drillede hende, han ville dog nok få chancen om at få den seriøse mine væk fra hendes ansigt før eller siden. Han tog et par tåre af vinen og kiggede på hende.
"Hvis du siger det" sagde han bare. Han rystede efterfølgende på hovedet. "Jeg tror vist nok det bliver bedre. Men nej, jeg kan stadig ikke lide hende. Hun er irriterende" sagde han og kunne ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet. "Jeg troede ikke det var muligt at nogen kunne drive mig sådan til vanvid" sagde han med et let suk. Han kiggede rundt mellem mængden af kvinder der var dukket op. Selvom hans søgen var forgæves, havde han stadig et mindre håb om at en hvis brunette ville dukke op. Han rømmede sig og vendte opmærksomheden mod sin søster igen.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Aug 30, 2016 17:36:18 GMT
Blance trak lidt på smilebåndet over storebrorens tydelige irritation. Det var lidt sjovt at han havde det sådan. Især fordi der var så længe til hun selv måtte se sig selv ledt til alters med en eller anden passende mand fra Frankrig. Marie havde fundet sig sådan en pæn mand og de kunne umuligt alle sammen have samme held.
"Kan I ikke bare bo hver for sig, når først hun har fået nogen børn? Ligesom grandtante Mirianna..."
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 30, 2016 17:52:49 GMT
At lillesøsteren morede sig på hans bekostning var der intet nyt i. Men så længe hun hyggede sig så var det vel i orden, og ikke blev ligefrem grov. "Hun skal først lige have nogen før" sagde han roligt. Dels var det hans skyld at der nok ikke ville ske foreløbig. Han var ikke en af dem der tvang sig på sin kone, selvom han gerne ville have det overstået, skulle det ikke være en grim oplevelse. Og så var der det faktum at han overhovedet ikke fandt hende tiltrækkende. Måske skulle han bare lukke øjnene og få det overstået?
Han tænkte vel for meget ville folk mene. Han så på sin lillesøster. "Noget helt andet.." begyndte han i et håb om at de kunne lade hans ægteskabelige problemer ligge. "Ser du frem til at rejse til Skotland?"
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Sept 1, 2016 7:24:58 GMT
Forsøget på emneskift var decideret håbløst klodset, men Blance kunne godt lide selv at være i centrum og protesterede ikke. Tværtimod smilede hun tilfreds over det, som hun rankede sig lidt og tog en tår af den krydrede, fortyndede vin, som var hvad hun fik lov til at drikke.
"Selvfølgelig. Marie siger der er koldt og klamt, men jeg glæder mig til at repræsentere Beauxbatons og gøre alle stolte." Ikke mindst sig selv. "Kunne du lide at se det, dengang det var i Frankrig?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Sept 1, 2016 10:06:08 GMT
Jacquet så mere eller mindre lettet ud, og den halv stressede rynke der havde ligget hen over panden på ham forsvandt stille og roligt da Blance endelig talte igen, mere eller mindre fuld forstået med det emne skift hans så ihærdigt så mod. Havde det ikke været til et stort selskab, men blot de to alene, kunne han med sikkerhed bedre tale om det. Men med alles øjne der nemt kunne rettes mod ham, så han gerne at de ikke stod og talte om hans fejlene ægteskab.
Et bredt smil fandt vej til ham, han kunne bestemt godt forstå hvorfor hun glædet sig. Jacquet selv havde en svag kærlighed for de britiske øer, og Skotland var et dejligt sted at tilbringe sin tid. "Marie syntes de fleste steder er kolde og klamme" sagde han og kvalte et grin. Han rømmede sig. "Det var fabelagtigt. Storslået i virkeligheden" sagde han og forsøgte at mindes året hvor Trekampen fandt sted. "Men jeg er sikker på at det i år bliver endnu bedre. Der er jo to nye skoler med" sagde han lettere missundet. Han ville gerne have været en flue på væggen til dette års Femkamp.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Sept 1, 2016 17:15:55 GMT
Blances øjne glimtede lidt, da Jacquet talte om Marie og det var kun gode manerer, der holdt hende fra at le åbenlyst. Hun tog en dyb indånding og hendes ansigt faldt i drømmende folder, imens hun forestillede sig hvor stort og imponerende det hele så ud - og hengav sig til tanken om selv at være deltager og i centrum for opmærksomheden.
"To skoler mere og to prøver mere at bestå. Det skal være nogen ufattelig dygtige deltagere, der bliver valgt," pointerede hun, imens hun rankede sig lidt. "Fortæl mig om deltagerne sidste gang. Beauxbatons...?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Sept 1, 2016 17:23:24 GMT
Jacquet vidste godt at det ikke var pænt af ham at gøre grin med sin ældre lillesøster, dog mente han selv at hans ord var harmløse da de i sin enkelthed var sande. Han råbte det jo ikke ud over hele festligheden. Han nøjes blot med at trække på smilebåndet. Det blev dog en del større ved synet af hendes drømmende udtryk og var imponeret over hendes tankegang mod femkampen.
"Vist, du er jo blevet valgt," sagde han med rolig mine og tog et par slurke af sin vin og kiggede kort rundt. Han kløede sig lidt i håret ved hendes ord. ".. Hogwarts og Durmstrang" sagde han og nikkede lidt for sig selv. Selvom det sikkert den gang havde været ret spændende for ham at deltage i kampen var han glad nok for at pokalen ikke havde udvalgt ham som repræsentant for sin skole.
|
|
|
Post by Blance d'Montacute on Sept 3, 2016 12:34:13 GMT
Blance betragtede Jacquet afventende i et langt øjeblik. Hendes ene ord havde været ment ledende, men da der ikke kom mere end en udredning af de to andre skoler - som hun udmærket kendte navnene på - røg hendes bryn en anelse op, før hendes blik blev opgivende. Han var håbløs.
"Fortæl mig om dem, Jac," krævede hun endnu engang, før hun - utålmodigt - præciserede. "Hvordan var de?"
|
|
|
Post by Jacquet d'Montacute on Sept 3, 2016 12:41:55 GMT
Jacquet sukkede dybt. Havde han ikke været en af de eneste få med den viden om de andre skoler, havde han bakket ud for længst. Men Blance var trods alt familie og den yngste i flokken. Hans bryn trak sig sammen og han sukkede opgivende. "Okay, okay" sagde han med et lille smil. Han måtte dog bruge et par minutter til at samle tankerne og mindes tiden tilbage til sin ungdom.
"Du ved at Beauxbaton er meget elegante og bløde i deres måde at opret holde hovedet på ikke?" Han skævede til hende med et skævt smil. "Durmstrang er så præcise, så standhaftige at det sender et koldt gys ned af ryggen på det. Hårene i nakken vil rejse sig, og du kan mærke hvordan den mørke magi omfavner dem" hans stemme blev dyb og han løftede armene en smule.
|
|