Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Lionel havde ventet den aften, men til sidst havde han opsøgt Jaqcuet d'Montacute og fået en aftale i stand om et besøg på Malfoy Manor for både ham og hans henrivende søster, som naturligvis måtte have brug for luftforandring.
Der var ikke varmt i det sydlige England, men der var mindre isnende end i York og det var hvad han havde lovet begge søskende. Desuden var der tændt godt op i ildstederne og husalferne havde travlt med at gøre klar til besøget. Leo selv var velklædt og hans fader det samme, som de stod og ventede i den smådunkle sal, som var husets største rum - og lokation for pejsen, der var tilknyttet susenetværket.
Marie ville lyve, hvis hun påstod, at hun ikke havde været overrasket over troldmandens insisterende natur. De havde kun mødtes og talt en enkelt gang og hun havde dårligt tænkt nærmere over mødet, før Jacquet kom til hende med selv samme tilbud, som hun ikke havde taget imod. Denne gang mere som en ordre, end et tilbud. Al forandring var dog på sin vis velkommen; især hvis det fik dem væk fra den kolde nord og hun var fortrøstningsfuld ved tanken om, at de på vejen tilbage kunne besøge London.
Først var der dog et besøg at overstå og hun havde skruet et høfligt, charmerende smil på læberne, allerede før susepulveret bragte dem til den anden ende af øen. Jacquet var den første til at træde frem i rummet, der i første omgang virkede køligt, klædt i sorte og grønner nuancer. Marie, i sin lyserøde uldkjole, der var lidt for tynd, til at passe sig til det engelske vejr, faldt mildest talt udenfor. Det hindrede hende dog ikke i at indtage rummet med et smil, ganske som om hun havde været der hundrede gange før, og følge dydigt med sin bror frem for at hilse på værterne. Det var naturligvis Jacquet, der førte ordet og hende, der stod pænt med armen hvilende over hans. For nu.
Nicholas hilste som den første på aquaitaneseren og hans søster. Lionel fulgte og trykkede et enkelt, blidt kys imod hendes håndryg, uden at slippe hende med blikket. Han havde truffet sin beslutning den aften, efter at have betragtet hende længe. Resten var kun formaliteter.
De blev budt på middag i første omgang, men også en rundvisning på det lille, komfortable gods, hvor Lionel sneg sig til at byde sin arm til Marie.
Marie smilede høfligt til både fader og søn, uden at fortrække det mindste fra den mine, da sidstnævnte kyssede hendes håndryg. Hun var, sandt at sige, ikke så overrasket, men tillod sig blot at nyde opmærksomheden for en stund. Hun havde muligvis ikke meget interesse i den yngre Malfoy selv, men det var da smigrende og et lille opløft i den nu så grå hverdag.
Da tilbuddet stod der, tog hun da også mod den tilbudte arm og lod hånden hvile ganske let mod den. "De 'ar et charmerende hjem, monsieur Malfoi," kommenterede hun høfligt, mens hun i stille sind overvejede, om det ville være til at finde en acceptabel klædeforretning i London. Hun havde hørt rygter om det.
Lionel var ikke så indbildsk at han troede, at hun var mere betaget af ham nu end hun havde været den aften hos Blackfamilien, men det kunne tiden ændre på. Han rømmede sig, som de gik sammen, Nicholas og Jaqcuet i front.
"Malfoy," rettede han hendes udtale, før han så afventende på hende, så hun kunne prøve en gang til.
Marie blev afbrudt i sine overvejelser og hun hævede i et øjeblik øjenbrynene ganske svagt, før hun smilede beklagende. "Pardonnez-moi. Malfoy?" forsøgte hun sig, denne gang tættere på, men stadig med en distinkt fransk kant, der slørede udtalen en del.
"Det 'ar en fransk klang," bemærkede hun og så op på ham med et høfligt smil.
Post by Lionel Malfoy on Jan 25, 2016 12:47:30 GMT
Lionels mundvige sitrede en anelse i antydningen af et behageligt smil. Ikke fordi det var perfekt udtalt, men fordi hun havde prøvet at gøre det bedre. Den indsats blev også belønnet med et lille nik, før han rankede sig umærkeligt og klarede halsen.
"Det er flere hundrede år siden vores slægt rejste med Guillaume, erobreren og bosatte os her, men det er sandt," svarede han roligt. "Desværre er mit franske ikke nær så godt, som man kunne ønske. Måske kan De hjælpe mig med at forbedre mig i den retning..."
Marie overså ikke det antydningsvise smil og tænkte for sig selv, at han burde smile mere. Det fik ham til at se mindre vred ud. Hun noterede sig hans ord med relativ interesse og et enkelt, forstående nik, før hun kastede et flygtigt blik op på ham.
"Med glæde," svarede hun høfligt, selvom det var relativt, hvor meget hun kunne nå at lære ham på et par dage. Hun så det da også mere som høflighedsfraser end en reel aftale. Af samme grund tilføjede hun: "Og De med mit engelske, no?"
Post by Lionel Malfoy on Jan 26, 2016 19:18:50 GMT
Lionel lagde sin hånd let over Maries og nikkede. "Selvfølgelig. Jeg skal gøre mit yderste for at være dem en god lærer." Hans mundvige trak lidt op og de lyse øjne spillede over en morsomhed, som kun han selv forstod. Netop imens de gik sammen, vidste han at hans far, et par meter foran, nævnte sin søns interesse i Jacquets yngre søster.
"Jeg kan forstå, at De planlægger at opholdet her i landet er ganske langt. Har De ikke nogen, der savner Dem hjemme?"
Maries blik faldt tydeligt til hånden over sin egen og blev der et øjeblik, før det vendte tilbage til hans ansigt. Smilet forsvandt ikke, men hun kneb alligevel øjnene den mindste smule sammen i en tavs vurdering. Først nogle splitsekunder efter hans spørgsmål, så hun lige frem igen og svarede ham høfligt, men tilpas afmålt til ikke at virke alt for opildnende:
"Naturellement, monsieur Malfoy, det ville næsten være u'ørt andet," konstaterede hun, uden at uddybe hvem hun savnede. Det var dog absolut ikke sine søstre. "Men for nu er min pligt 'er 'os Jacquet. Det er det vigtigste, no?"
Post by Lionel Malfoy on Jan 26, 2016 23:06:55 GMT
Lionel kneb øjnene den mindste smule sammen, men smilede ganske høfligt, før han nikkede let. "Naturligvis," svarede han roligt, en lille knivspids drævende. "De er utvivlsomt en stor lettelse at have for Deres bror," medgav han, uden at mene det. Hvordan skulle han vide om hun var lettelse eller besvær? Han vidste kun, at han ville have hende.
"Det klæder Dem at smile. Det skulle de gøre altid," konstaterede han.
Marie nøjedes med at smile høfligt, uden at have mere at uddybe eller noget udpræget behov for nødvendigvis at fylde rundvisningen med snak. Det var dog snart glemt, da hans næste ord fik hende til at hæve et enkelt øjenbryn og møde hans blik. Hans øjne var næsten samme farve som hendes egne, bemærkede hun nu.
"De er meget ligefrem, monsieur," konstaterede hun roligt og betragtede ham et øjeblik længere. Marie var ikke nogen bly viol, der rødmede over det mindste kompliment. Til gengæld spidsede hendes læber sig en anelse i det diskret tillokkende smil, som hun havde øvet i årevis. Hun var ikke rigtigt interesseret i adelsmanden, men hun var også forfængelig og formåede ikke helt at overse en mulighed for uforpligtende flirten med en mand, der tydeligvis ikke var uinteresseret.
"Prøver De at få mig til at rødme?" spurgte hun derfor uskyldigt, som om det var en reel mulighed. Blikket forlod ham ikke.
Lionel havde endnu ikke påpeget en eneste ting ved huset, der var værd at se. Han var tilpas opslugt af selskabet - eller sine egne idéer om det. Hendes bemærkning fik ham ikke til at skamme sig. Han besvarede hendes blik uden at blinke og kneb øjnene en anelse sammen, før han smilede skævt og eftertænksomt.
"Jeg er sikker på, at der skal en del til," konstaterede han nonchalant. "Men det skal nok lykkes en dag, Komtesse."
En afdæmpet, men dog oprigtig, latter trillede uventet over hendes læber, før hun spidsede dem i et tilfreds smil og hævede øjenbrynene lidt. I et øjeblik var hun næsten imponeret. Måske mest over, at adelsmanden måske ikke var helt så kedelig, som hendes første indtryk havde været.
"De er ambitiøs," svarede hun og rettede blikket frem, uden at det diskrete, halvsmørrede smil forsvandt helt. De to andre mænd var efterhånden nogle skridt foran, men Marie tog sig ikke meget af det. Hun tvivlede på, at deres samtale udviklede sig i en lige så interessant retning. "Jeg kan kun ønske Dem 'eld og lykke."
Lionel nød det kønne smil på hendes læber. Den arrogante snert i det skulle han snart få has på. Han selv smilede, velvidende, at hans ambitiøse planer var knapt så ambitiøse som hun troede.
"Jeg ved hvad jeg vil have," konstaterede han simpelt. "Og jeg er vandt til at få det. Ikke meget ulig Dem selv, skulle jeg tro."