Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Solen var ved at gå ned, og dens stråler kastede spændende figurer igennem den farvede glasrude. En forandring, der fik den store stue med de mange fornemme møbler til at se levende ud. Og for en gangs skyld syntes det i Anneas øjne at give stedet sjæl. Hun aede sangfuglen på sin hånd med to fingre og sukkede længselsfyldt. På en gang gav scenariet hende håb og samtidig skabte det en ømhed i hendes bryst. Da hun rejste sig fra den polstrede stol begav hun sig hen til vinduet og slog det op, men sin silkerobe slæbende efter sig. Hendes brune øjne rystede og blev blanke, for hendes tanker kunne ikke undgå at vandre ud over de grønne bakker. Og bare… Væk.
Et sted følte hun sig forvirret over de følelser der på det seneste havde dannet sig i hende. Hun havde alt hvad hun nogensinde ville få brug for. Hun kunne knipse med sine fingre og få alt hvad hun ville, men af en eller anden grund gjorde det hende ikke glad.
I en glidende bevægelse satte hun sig op i vindueskarmen. Hun var alene i det store rum, og nok også i den del af huset, der syntes uendeligt stort og tomt, med dets mange gange. Af den grund snakkede hun med fuglen, som hun havde gjort en del gange før, når ingen var omkring hende. Jacquet havde været væk længe. Han havde råbt at han tog til England, og så forsvandt han. End ikke havde han sagt farvel. Guiscard havde fornemmet at sønnens manglende tilstedeværelse trykkede Annea, og han havde forsikret hende at han snart ville være hjemme… Men det var flere dage siden nu. Måske kom han aldrig igen, men så igen. Det kunne vel også være lige meget, sådan som han behandlede hende. ”Heldige fugl. Du har et guldbur. Du har alt i livet, men stadig er alt du holder blot støv” hviskede Annea, og et tungt suk forlod hendes læber, så et snøft, selv om hun formåede at kvæle det hurtigt og erstatte det med et forsigtigt smil. ”Hvor utaknemmelig er denne heldige fugl? Kun afrevet et simpelt privilegie. Frihed til at strække sine forgyldte vinger. Frihed til at røre himlen! Heh… Det er sjovt ikke? Jeg er omgivet af folk. Tjenestefolk, kammerpiger og min tilgiftede familie. Alligevel har jeg aldrig følt mig mere ensom i hele mit liv. Du har det ligesom mig, har du ikke? Der er også nogen der har stækket dine vinger. Jeg ville bare ønske at jeg kunne tage væk. Og aldrig komme igen. Jeg ville afgive enhver rigdom jeg ejede, hvis jeg bare…”
Hun blev stille og satte den lille fugl op på sin skulder. ”Jeg finder det så ironisk. Jeg kan fange opmærksomheden hos hvilken som helst mand, når jeg kommer i mine fine klæder. Bare ikke den mand, som jeg er blevet forpligtiget til at dele mit liv med. Jeg har det virkelig som om jeg ikke burde være her. Du er min eneste ven i det her sted. Og-” Hun sank en klump og tog sig til halsen, for at genvinde sin stemmeføring, da den knækkede.
”Og måske den eneste i hele verden der kan lide mig for at være… Mig. Den eneste der ikke flygter, når du er i samme rum som mig”. Det var med slæbende skridt at Annea gik hen til stolen og smed sig i den igen. Stilheden blev atter for overvældende, så fra bordet tog hun sin engleharpe op og lod sine fingre glide hen over strengene. De klare toner var trygge for hende, velkendte i hendes nye verden, og ved lyden lod hun sig fortabe i musikken, mens den lille fugl opmærksomt fulgte hendes hænders elegante bevægelser.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 25, 2016 20:15:43 GMT
Ansvar. Hvor end han rejste hen ville det altid følge ham. Lige meget hvor mange øl han drak og kvinder han sov hos, så sad det så dybt i ham at han kunne mærke det usynlige skilt der hang ham om halsen. Hvad end han engang drømte om, hvad end han i tid tid havde håbet på kunne ske var nu blot et minde. En drøm. Det nyttede ikke at se sig tilbage, at genleve fortiden i sit hoved og trække sine dyne tættere over hovedet og dække sine fødder for ikke at mærke kulden i værelset som med et ville trække ham tilbage til virkeligheden. Hvor end meget han ville det så var det her hans liv og han kunne ikke længere bruge en dårlig undskyldning til at forklare sig i hvorfor han var der. Han havde vidst det næsten hele sit liv at han en dag skulle giftes med en som hans far havde valgt.
Alle de kvinder. Den kvinde. Det hele havde været en flugt fra virkeligheden. Fra realiseringen. Når han bare var med sig selv og sine tanker kunne han nemt overbevise sig selv om at rejse fra det hele. Vanære hele sin familie for følelser han ikke styre. Han var ikke fornuften selv og havde ofte brug for de gyldne råd fra sin veninde til at få styr på sig selv. Han var jo ikke vred på sin kone. Hun kunne ikke gøre noget ved det og var i samme båd som hans. Selvom det gnavede i ham at hun var så irriterende og et år ældre end hans yngste lillesøster. Det var bare to ting som han absolut ikke så gik hånd i hånd.
Men hvem var han at bestemme over sit eget liv? Han far forventede en arving, gerne flere og det var hans job som ældste søn at give efter. Måske hvis han bare stoppede noget i munden på hende så hun intet kunne sige, og han sågar blot lukkede øjnene? På den ene eller den anden måde skulle det vel nok løse sig. Ikke?
Han ville helst ikke forlade Agnes forældre, han følte sig altid så tilpas der, men vidste at han blev nød til det før eller senere. Selvom han nok holdte mest på Senere. Da han havde fået lidt at spise og havde takket for deres gæstfrihed, rejste han til et af de huse som han opholdte sig i når han alligevel var i York. Der var ikke en sjæl at se, men han behøvede også kun at bruge pejsen. Han forsvandt i et grønt lys og var hurtigt tilbage i hans barndomshjem. Han havde kun været væk i en lille uge, og alligevel syntes han at han lige var rejst.
Han smed sin kappe fra sig hos en tjener og gik mod en af stuerne. En hånd gled gennem det blonde hår og et suk forlod ham. "Annea?" kaldte han og skar en let grimasse. Han kunne ikke fatte at han rent faktisk selv opsøgte hende. Han knugede sin ene hånd som han tog i håndtaget.
Post by Annea d’Montacute on Aug 25, 2016 20:53:05 GMT
Hendes navn blev kaldt igennem døren, og harpespillet stoppede. Hun vidste med det samme hvem det var, og det fik hendes hjerte til at banke hurtigere i en blanding af krybende spænding, angst og… måske en lille smule glæde. En forhåbning, der fik hendes øjne til at spærres en anelse op. ”Ja? Jeg er her inde” svarede hun. Hun sendte et blik over skulderen imod døren, tog en dyb indånding og forberedte sig på det værste. Han snakkede normalt ikke bare til hende, så i sit sind prøvede hun at vende om hun nu havde gjort noget galt. Måske havde hun glemt noget vigtigt, og det passede ikke den lyshårede mand. Der skulle derfor lidt til, og hun talte til ti inden hun rejste sig og gik stemmen i møde.
Da hun lagde sin hånd på dørhåndtaget og trak døren op faldt hendes øjne pr automatik ind i hans. Det var noget af det første hun havde noteret, da hun mødte ham for første gang. At han havde de smukkeste blå øjne, og et rart ansigt der så ud som om det ikke var meningen altid skulle være trukket i en vred grimasse. Det var også det der fangede hendes opmærksomhed denne gang. Det gjorde hende stum og fik hende til at sluge en klump. Hun bare stod der og kiggede på ham i døråbningen, mens hun knugede harpen hårdere i sin favn. Og det havde hun egentlig lyst til at bruge timer på. Indtil hun tvang sig selv til at se væk og bed sig let i underlæben. ”V-velkommen hjem, Jacquet. Vil du indenfor?” Hun trådte til side fra døren og begyndte at gå tilbage mod stolen.
"Jeg håber du havde en god tur med dine... 'diplomatiske eventyr'" Det passede hende tydeligt ikke at han havde været væk så længe uden nogen forklaring. Og diplomatiet var ikke en undskyldning hun troede på. Ikke sådan som han tog afsted i al hast.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 25, 2016 21:24:15 GMT
Jacquet vidste ikke helt hvad han ville sige til hende, hvordan han i det hele taget skulle ligge ud. Han mente jo først og fremmest at de begge var skyld i at ægteskabet havde haft en så dårlig start. Nogen gange var det mere hendes skyld, og omvendt. Men han ville i det mindste give det et forsøg. Han håbede bare inderligt at hun ville forsøge at forsåt at det altså også var svært for ham, og han altså ikke var så hård som hun måske gik rundt og troede. Hvem vidste hvad hans familie havde fyldt hende med når han ikke var hjemme. En ting var sikkert, han ville ikke kunne stoppe sine møder over havs med det samme. Selvom han vidste at han burde tage mere interesse i hvordan arbejdet hjemme fra gik ud på.
Han gik ikke ind helt med det samme efter at han havde hørt at hun var derinde. Hånden omkring håndtaget syntes at strammes som han åbnede døren. Rynken i panden havde han forsøgt at fjerne ved at se lidt mildere ud selvom det var svært. Han var ikke sur eller vred, nok nærmere frustreret. I det han åbnede døren rømmede han sig. Klar på at tale til hende.
Han havde ikke regnet med hun stod så tæt på døren, eller i det hele taget var gået hen for at åbne. Så da et par brune øjne overraskende mødte hans stoppede han brat op. Igen rømmede han sig og strøg en hånd gennem hans hår. "Ergh, Jo tak" sagde han og trak vejret dybt ind. Hans blik flakkede som han trådte ind i rummet og forbi hende.
"Jeg har ikke været til møder Annea. Jeg tog fri og tilbragte den sammen med Agnes og hendes forældre" Han kunne lige så godt starte ærligt ud. Der var jo ikke sket noget så han havde intet behov for at lyve. Desuden kunne hans kone lige så godt vænne sig til at han talte om Agnes, hans bedste veninde. Han så rundt i stuen og endte med at sætte sig.
Post by Annea d’Montacute on Aug 26, 2016 19:13:39 GMT
Da Annea havde sat sig kiggede hun ikke direkte på Jacquet, men hun lyttede opmærksomt til hans forklaring og lænede sig tilbage i stolen, mens hun tippede den lille lædersko frem og tilbage på kanten af sine tæer. Hendes blik stivnede lidt, da han nævnte et kvindenavn, og et hun ikke havde hørt før. Dog var hun meget sikker på at Jacquet ikke bare ville åbne sådan op, hvis det var DEN slags kvinde. Så hun begyndte at ae den lille fugl på sin skulder igen og lod ham tale ud. ”Agnes? Hende har jeg ikke hørt om før. Er hun et fjernt familiemedlem? Jeg synes det siger mig et eller andet”.
Hendes slanke fingre begyndte at glide hen over harpens strenge og give den opmærksomhed, og hun nynnede lavt. Længe havde hun været forvandt til stilheden, så et sted føltes det lidt sært pludselig at have Jacquet ved sin side uden at mærke hans blik dolke sig i ryggen. ”Ikke meget er sket siden du tog væk. Jeg tog Taffy og Sultan på et ridt og stødte ind i nogen af bønderne, der dyrker jeres jorde. De så ud til at være frustrerede omkring høstens udbytte. Det har ikke regnet meget og mange afgrøder er svedt væk af varmen… Jeg lovede at jeg ville bringe det videre. De kunne se ud til at bruge noget hjælp. Jeg kunne booste nogen af druerankerne med magi, men det vil kræve noget andet at dække så stort et areal. Bønderne så dog ud til at være velfornøjede over at jeg så til dem og tog deres problematik til mig. Næsten som om det er usædvanligt at en nobel her fra ville gøre den slags. Har det aldrig faldt dig ind at der kunne være brug for dig her, Jacquet? Du er din fars arving. Du burde lede”.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 26, 2016 19:26:34 GMT
Jacquet havde ikke i sinde at give hende nogen detaljer omkring sit forhold til Agnes, faktisk så behøvede hun ikke vide mere end hvad han lige havde fortalt hende, især fordi hun rent faktisk havde opført sig pænt, holdt sig på måtten så at sige. Da Annea selv havde sat sig gik der ikke længe før han havde sat sig overfor hende. Stolene var ikke som sådan tæt på hinanden, så måske han lige akkurat kunne magte at være i samme rum med hende. Han lænede sig tilbage og lukkede tungt sine øjne. Han ville egentlig bare side stille og nyde resten af dagen uden særlig meget snak. "Hun er en god veninde, jeg har kendt hende længe" svarede han kort for hovedet.
Musikken fra harpen var behagelig, lige den slags tone han kunne døse hen til. Måske endda han kunne overtale sin kone til at nusse ham i håret, det ville ikke være et dårligt sted at starte. Langt fra. Han skar dog en grimasse da hun begyndte at snakke, og han åbnede det ene øje halvt op da det ikke virkede til at hun ville stoppe. "Annea..Tais-Toi" sagde han og rynkede let i sine bryn som han rømmede sig lidt og sendte bud efter en Husalf som kunne hente ham en kande vin. "Jeg var væk i et par dage. Det skal du desuden slet ikke blande dit lille hoved med" sagde han bare og lukkede sine øjne igen
Post by Annea d’Montacute on Aug 26, 2016 20:16:50 GMT
Anneas ansigt havde været forholdsvist afslappet, på trods af et par trækninger, når hun undredes over Jacquets fortælling. Men hendes ellers lyse ansigt ændrede betydeligt karakter, da han vovede at sige de ord. Hun gispede højlydt, og hurtigt blev hun rødmosset over sine kinder og næseryg. For at forhindre upassende ord i at forlade sin mund bed hun hårdt sammen.- Målløst.
”Nej, det gjorde du ikke”. Hendes stemme blev tør. Et sted følte hun sig skuffet. Hun havde helhjertet forsøgt at udrette noget og gik passioneret ind for mærkesagen, og så var det hans reaktion. Hvad forventede han af hende? I Hogwarts havde hun været så meget mere end en porcelænsdukke. Hun var en ung kvinde der brændte for mange ting, men hvis hun ikke kunne dele dem, eller dyrke dem, så ønskede han måske bare at hun netop var en porcelænsdukke, der lydløst sad til at ses, men ikke til at blive hørt. Den lille blonde ungmø blev nødt til at skæve væk. Hun kunne mærke hvordan sine hænder rystede svagt. ”Du burde have giftet dig med en hund. En der kunne adlyde dit mindste vink og komme logrende tilbage til dig, savlende efter dig og ukritisk for hvordan du behandlede den” kom det lavt fra hende.
Det krævede en del viljestyrke for hende at bide mere i sig og få sig selv under kontrol igen. Hun lukkede sine øjne og foldede hænderne i skødet. ”Nuvel, kære husbond. Det lyder ikke til at du er kommet for at lytte til mig. Har du noget du ønsker at snakke med mig om?” På trods af hvor kærligt og hengivent Anneas tiltale kunne have været bag, var den mere neutral.
Husalfen kom frem med en kande vin, som den satte ved bordet imellem Jacquet og Annea. Kort efter forsvandt den igen. Heksen betragtede sin troldmand, med et begyndende udspekuleret glimt i øje. Hun rejste sig langsomt fra stolen og kredsede bordet indtil hun var havnet omme bag Jacquet. Der nærmede hun sine læber huden mellem hans hals og øre. Hendes bløde læber strejfede hans hals. Hun hviskede til ham. ”Nu kan du ikke se mig, kære. Bare drik”.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 26, 2016 20:27:19 GMT
Jacquets øjne var ikke længere åbne, så han kunne kun høre hendes små lyde og gætte sig til hvordan hendes ansigt måtte se ud. Han havde det fint med at forsøge sig på at falde mere til ro og måske ende med at små sove lidt. Han havde virkelig ikke overskud til at tage sig af hende som var hun en forkælet møgunge. Den rolle kunne hun have hjemme hos sine forældre. Han lagde derfor bare armene let over kors og strakte kort ryggen i stolen. "Oui. Jo jeg gjorde, hvilket jeg egentlig har god ret til. Du kunne i det mindste give mig et par minutter til at slappe af inden du begynder at plapre løs." sagde han små irriteret og valgte at sætte sig rigtigt på stolen og tog det bæger med vin der var blevet skænket til ham af husalfen. Han tog et par slurke. Han grinte bare af hendes ord.
"Jeg har tjenere til at adlyde mit mindste vink, og jeg har ikke brug for at du kommer logrende tilbage til mig Annea. Vi er gift nu, om du vil det eller ej så vil du forblive hos mig. Og jeg ville syntes det var ret ulækkert hvis nogen rent faktisk savlede efter mig" sagde han og lo med let hovedrysten. Han lænede sig tilbage med et skælmsk smil på læberne. Hun var lige nu underholdende, så han ville blive i stuen lidt endnu.
Han lagde hovedet lidt på skrå som hun stilte sig bag ham og overraskende plantede sine læber mod hans hals. De hviskende ord sendte en let gysning ned over ryggen på ham. Han mumlede let. "Kan du ikke få harpen til at spille lidt dæmpet?" kom det så fra ham. Han tog efter lidt tid fat i hendes spinkle og alligevel yndefuld hånd i sin. Han betragtede den inden han pressede sine læber blidt mod håndryggen.
Post by Annea d’Montacute on Aug 26, 2016 21:24:37 GMT
Det havde været en provokation. – Eller i hvert fald forsøget på en. Men det faldt til jorden med et brag, da Jacquet havde valgt at reagere anderledes. Han grinte blot af hende, og hun følte lidt at hun mistede en form for magt. Noget Annea var vandt til at have i sit hjem. Et sted hvor hun altid blev taget seriøst på godt og ondt. Det var en side af ham hun absolut ikke havde set før, og det gjorde hende stum. På same måde forsvandt det djævelske, beregnende smil fra hendes læber, da han ikke så ud til at blive påvirket af hende i negativ grad. Tværtimod virkede han til at nyde det lille kys hun havde givet ham. Og hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere der på, og med et føltes det som om hun kendte endnu mindre til sin ægtemand end hun allerede gjorde – som om hun lige havde mødt ham. Annea blev derfor blot stående og betragtede Jacquet i et unikt øjeblik. Hvordan hans brummende stemme så ud til at være lettere bedende. Hans fysik. Hvor fredfyldt han kunne se ud i forhold til hvordan hun plejede at se ham. Hendes hånd lå pludselig i hans, og hun var ikke helt sikker på hvad han ville.
Så kyssede han den. Stilheden blev brudt af Annea der gispede fornøjet og drog et par hurtige åndedrag. Overraskelsen påvirkede hende lige så meget som velbehaget af det afdæmpede kærtegn. En på alle måder ny følelse for hende, som på ny dannede de rødmossede plamager over hendes ansigt. I løbet af ganske kort tid lignede Annea en tomat i hovedet, da det gik op for hende at Jacquet fik hende til at rødme og udstøde små nydende lyde. Nogen hun absolut ikke havde ønsket at han skulle høre – OG han kunne se det! Hvilket bare fik hende til at rødme endnu mere.
Det var som om hun kunne mærke sine knæ smelte væk og følte sig blive mindre og mindre ved Jacquets side. Bogstaveligt talt, da hendes positur holdt op med at være rank og hun gled ned på gulvet, langs stoleryggen. Fuldkommen besejret. *Dumme! Dumme dumme dumme dumme dumme*
”Jooo~” lød det åndeløst fra gulvet. Blottet og afsløret gav den lille kvinde op. Hendes stolthed havde lidt et betydeligt knæk, men så længe det var på den måde, var hun egentlig ganske tilfreds med det. Det eneste hun kunne komme på af æresoprejsning var ”Jeg kan virkelig godt lide den her mosaikflise”.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 26, 2016 21:45:44 GMT
Om det var fordi han var træt, eller om det endelig var fordi hun var stille vidste han ikke. Han havde som sådan aldrig mærket hendes hud mod sin på den måde, dels fordi det var hans egen skyld, men også fordi han ikke rigtig havde haft lyst til at lære hende at kende. Men lige nu var der et øjeblik mellem det hektiske og problematiske ægteskab som de begge var havnet i, som han faktisk nød. Han nød hende. Han kunne ikke lade være med at åbne det ene øje endnu engang og skæve op på hende over hendes udbrud som åbenbart havde forstyrret ham en smule og det øjeblik han forsøgte at holde fast i. Han havde ikke lagt mærke til den rødlige farve hendes ansigt havde taget. Han vendte i stedet blot tilbage til den behagelige stilling han før havde siddet i og lukkede øjet i igen.
"Mosaikflise.. Hvad laver du?" spurgte han og rettede sig op i stolen for at dreje sig til den ene side og kigge bag stolens ryglæn. Synet af Annea på gulvet fik ham til at grine.
Post by Annea d’Montacute on Aug 27, 2016 10:08:10 GMT
”Jeg er ikke sjov! Grin ikke” mumlede Annea betuttet. Jacquets muntre attitude skabte et lettere overbærende smil hos hende. Det var rart, for en forandring. Så kunne hun løsne op og tage sige parader ned. Længe havde hun anset sig som en slagtekalv kalv, der var blevet overladt til en djævel uden lige. Han virkede i stedet helt menneskelig.
Hun følte hvordan små bølger af varme rullede igennem sin mave, da han vendte sig imod hende, og hun var ikke helt klar over hvad hun skulle svare. ”Jeg er ved at værdsætte husets æstetiske værdi! Det er vældig inspirerende, at du ved det”. Med lidt hjælp fra stolens ryglæn fik hun trukket sig op, dog noget mere kluntet end hun havde syntes om. På stolens armlæn satte hun sig ved hans side, hvor hun kort følte sig nødsaget til at skæve væk for ikke at rødme igen. Langs harpens strenge kørte hun kort sine fingre, og den klare klang rungede kort i rummet. Hun var i et drillesygt humør og nød at pirre ham, så hun lænede sig tættere mod ham indtil hendes ansigt næsten var ude foran hans. ”Ooog spiller for dig?” smågrinte hun. Kort efter trak hun sig væk fra ham og begyndte at spille på det lille strengeinstrument. Hun kunne godt lide den kontakt hun havde haft med ham tidligere, så hun lænede sig prøvende imod hans side.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 27, 2016 14:47:09 GMT
Jacquet blik hvilede på hende lidt endnu før han vendte sig rundt og sank sammen i stolen igen. Smilet lå på hans læber og han rystede fortsat lidt på hovedet. Uden at svare hende løftede han armene over hovedet og strakte kroppen. Han håbede at han nu kunne få lov til at slappe lidt af. Det var først skridt hvis de bare kunne være stille sammen uden at de begge blev stresset eller sure på hinanden. Han brummede kort og nikkede til hendes ord. Han havde aldrig rigtig sat pris på godsets anretning og hvilke fliser der blev brugt i hvert rum. De var til en hvis længde behagelige at tilbringe tid i, men hvis der var noget han ikke interesserede sig for eller var ligeglad med, så var det indretning. Han kunne nøjes med meget mindre og det behøvede ikke koste en formue. Det var noget helt andet hvis det var kvaliteten man kiggede på.
Jacquet rynkede lidt på både bryn og næse da hun rykkede hovedet mod ham, og uden egentlig at ville det puffede han til hendes side med en albue. "Ja, men kan du gøre det dæmpet og et stykke fra mig" bad han og sukkede. Det havde været et sjældent øjeblik for dem men nu var det ovre og nu ville han bare gerne slappe lidt af, uden at have hende hængene som en hundehvalp.
Post by Annea d’Montacute on Aug 27, 2016 19:24:36 GMT
”Av! Hvor er du led” udbrød Annea kort efter hun fik en albue i siden, og hun ømmede sin side, mens hun skulende spidsede munden ad Jacquet. Hun forstod ikke helt hans pludselig ændring i attitude, og hvad der havde forårsaget den, men det ærgrede hende meget at det skete. Det gik lige så godt. Det var lidt som om de var gået et par skridt frem og nu tog et tilbage. ”Du kan ikke bare møve og mase mig sådan. Forkælede vandbøffel, her er da plads nok” Alligevel rejste hun sig med himmelvendte øjne. Det var ikke konflikt hun søgte, men et sted var hun skuffet. Det fik hende til at fnyse opgivende og begive sig hen mod det åbne vindue, som hun krøb op i.
”Nu kan jeg kende dig igen. I et øjeblik troede jeg at en ånd havde besat din krop, eller skjult den rigtige Jacquet” brummede hun. Fuglen på Anneas slanke skulder hoppede op på hendes finger, da hun rakte ud efter den, og den begyndte at svare på de kald den kunne høre sine artsfælder lave udenfor. Annea kiggede fra den lille skabning, fuglene i træerne udenfor og til Jacquet, der slangede sig i stolen. Hos hende gjorde en parallel sig tydelig i hendes tanker. *Så tæt på, men altid så langt væk*
Mere sagde Annea ikke. I stedet satte hun sangfuglen op på en af de snoede kroge, der dannede engleharpens u-form. Hun var ikke helt sikker på hvad hun ville spille, men hun følte at hun havde en masse at sige og manglede ord. Fra hendes læber kom en sagte nynnen. Værelsets akustik fik Anneas stemme til at kaste en svag genlyd og pludselig begyndte hun at slå noder an, som om de kom helt naturligt. Fuglen svarede på dem med sin sang, og sådan startede hun et lille tilfældigt stykke på et sprog som kun hun kunne forstå.
Post by Jacquet d'Montacute on Aug 27, 2016 20:37:27 GMT
Jacquet kunne ikke helt få det til at passe sammen med at han skulle have været eller var led, bare fordi han puffede hende af armlænet. Stuen var stor nok og der var rigeligt med sidepladser. Han rystede derfor bare fraværende på hovedet af hende og tog et par tåre af sin vin inden han lukkede øjnene for igen at forsøge at få slumret blot en lille smule.
Det irriterede ham at hun straks gik til angreb på ham. "Jeg tror bare jeg går op til mig selv så Annea. Hyg dig" sagde han og rejste sig fra stolen og gik mod døren. Han kunne ikke tåle særlig meget modsigelse lige nu, og det overskud han måske havde haft ved hans intention om at få snakket ærligt med hende på et tidspunkt, syntes han ikke at kunne finde nogen steder. Han strøg frustreret begge hænder gennem håret og kiggede kort på hende.
Post by Annea d’Montacute on Aug 27, 2016 21:04:06 GMT
Et lille fredfyldt smil havde tegnet sig på Anneas ansigt, og hun var dybt fordybet i musikken, da Jacquets stemme skar igennem stilheden, og hun kiggede op. Da det gik op for hende at Jacquet var på vej væk stoppede hun brat musikken og sprang ned fra vindueskarmen for at løbe efter ham. På vejen faldt hun næsten over sin kåbe inden hun nåede hen til ham. En meter fra sin husbond stoppede Annea op. Hun var i vildrede om hun skulle røre ham, holde fast i ham, eller lade ham helt være. Hun var ikke stærk nok til at kunne fastholde ham imod hans vilje alligevel. Hun kunne kun se bedende op på ham med hvalpeøjne.
”Åh nej… Jacquet, vil du ikke nok blive her? Du er lige kommet hjem. Jeg beder dig?”