Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Selvom Kailen gennem sit liv havde opholdt sig forskellige steder, havde han altid kun haft et hjem. Nok tilbragte han store portioner af sin tid på Hogwartsslottets murede gange, og alligevel åndede han lettet op, da hans efterhånden høje krop endnu engang bevægede sig ind i den tæt bevoksede irske skov. Stadig ude af stand til at transferere, havde rejsen været lang, og det var først i skumringen at han havde været i stand til at sætte sin fod ved skovens bryn. Dagens regnfald og sommerluftens varme havde gjort alting diset og fugtigt, som de blå øjne gled rundt i det sidste sollys i håb om at få et glimt af noget der kunne afsløre hans families opholdssted i den store og dunkle skov.
Det var en rigtig sommerdag og selvom solen ikke rigtig trængte igennem den dybe, irske skov, så var det stadig muligt at nyde den, hvis man som Caisìthea var kravlet hele vejen op i en af de gamle trækroner. Hun havde tilbragt det meste af dagen i en døs efter at have spist sig mæt på gårsdagens bytte og først da dagen gik på hæld var hun kravlet ned igen.
Da Kailen dukkede op var hun i færd med at vaske sig i den lille, piblende bæk, der snoede sig igennem et mosbegroet landskab. Uden en trevl af menneskernes idé om beklædning på kroppen og syngende en lille, selvopfundet melodi, sad hun på kanten af bækken, lænet lidt frem og plaskede vand i ansigtet.
Post by Kailen Fawley on Aug 22, 2016 20:06:07 GMT
Kailen stoppede op da den lille melodi ramte hans ører. Uden et ansigt var det ikke til at fastslå præcis hvilket familiemedlem den tilhørte, og dog bevægede han sig alligevel mod den i et rask tempo. Det var tydeligt at se at den høje, ranglede krop var vant til at bevæge sig igennem den vilde, irske skov. Hvor den bag slottets stenmure syntes klodset og malplaceret, var den nu tilbage i sit rette element, på trods af at krat og buske stadig rev i hans menneskelige tøj. De sidste skridt hen imod bækken blev foretaget i løb, da de blå øjne fandt den velkendte siddende skikkelse. Lykkelig efter at se et velkendt ansigt efter så mange måneders afstand, havde han ikke meget tanke for den uagtsomme måde han nærmede sig på, eller hvor meget han siden deres sidste møde var skudt i vejret og klædte sig som de mennesker hun skyede. "Cai!" Udtalte hans læber i stedet, mens hans fødder trådte ud i bækken.
Hun hørte ham før hun så ham; skridtene i skovbunden, lyden af et dyr, der bevægede sig og prustede lidt. Agtpågivende var hendes blik vendt imod ham, da han dukkede frem af træerne og gensynet ramte hende i mellemgulvet med et lille, behageligt stik. Willier følte alting og de følte det kraftigt; hvorfor savnet også havde været hårdt. "Kai," genspejlede hendes ene ord ham, som hun fløj op og snart efter havde hans ansigt i sine hænder, glattende det lidt ud med blide, bestemte fingre.
"Du ser frygtelig ud," konstaterede hun. "Helt grå og... Menneskelig."
Post by Kailen Fawley on Aug 23, 2016 11:47:34 GMT
Den blonde troldmands smil gik fra øre til øre, da han endelig stoppede op, og mærkede kusinens varme hænder mod sit ansigt. Hun var præcis som han huskede hende, vild, utæmmet, og alt hvad han havde savnet i sin tid på troldmandsskolen. På trods af at hendes ord fik et smil frem på hans læber, stak de ham ligeså meget i hjertet. Det var ikke første han havde måtte betale prisen for hans tid på troldmandsskolen, og af og til var det svært at afgøre om den evige fremmedgørelse fra det liv han kendte og elskede var det værd. "Tak." Smilet blev en smule såret, som han blidt lukkede sine hænder om hendes. "Er det.. Meget slemt?"
Willien lod fætteren tage sine hænder og fjerne dem fra sit ansigt, men hun trak dem også til sig efterfølgende og trådte et skridt væk, så hun kunne se ham an. Blikket gled op og ned over hans skikkelse, før hun endelig trak lidt på skuldrene.
"Hvorfor har du alt det tøj på? Her er ikke koldt... Vel?"
Post by Kailen Fawley on Aug 24, 2016 20:22:57 GMT
Kailens blik var en smule usikkert, da kusinen betragtede ham. Frygten for at blive frastødt sad i ham som en giftig torn, og han åndede først lettet op da hun trak på skuldrene. "Mennesker er ikke ligeså begejstrede for at rende nøgne rundt.." Han forsøgte at smile, selv var han vokset op, bar som den dag han blev født, eller med et lille lændeklæde på og ikke den tunge rejsemundering han stod i nu. Den beskyttede ham dog fra en aftenkulde som hans krop ikke længere var vant til at håndtere. "Men jo, her er en smule koldt.."
Caisìthea fnøs og himlede lidt med øjnene af hvad mennesker var begejstrede for. Hun gav ikke tre valnødder for hvad mennesker ville have, men gjorde som det passede hende.
"Hvis det er koldt," drævede hun dog en smule, efter et øjeblik. "Hvorfor står du så midt i vandet, Kai? Fryser dine små fødder ikke?" Hun trak lidt på smilebåndet og strøg ham let over kinden, før hun selv trådte ud af vandet. "Ved din mor du er her?"
Post by Kailen Fawley on Aug 28, 2016 21:36:33 GMT
Kailen kiggede ned, og blev i samme nu klar over at han var ved at miste kontakten til sine fødder, der efterhånden var blevet gennemkolde i hans gennemblødte lædersko. På trods af at han havde levet med dem hele sin barndom, var hans krop stadig ikke immun overfor williernes magi, og særligt ikke når han havde været væk fra dem i længere tid. Med et bredt grin trådte han derfor også ud af det kolde vand, før han besværet fik de våde sko af. "Ikke endnu. Jeg prøvede at finde jer da jeg hørte dig.. Er de andre i nærheden?" Han kiggede spørgende op på hende, før hånden vandt gled ind i kappens folder og fandt hans tryllestav som med et let sving begyndte at tørre hans sokker og sko.
Cais blik på tryllestaven var lettere mistænksomt og selvom hun vidste, at Kailen aldrig ville gøre hende noget, så hvilede opmærksomheden alligevel på den i et udstrakt øjeblik, før hun trak lidt på skuldrene.
"Jeg var oppe i træerne. Jeg tror de er i lysningen som de plejer, hvis ikke de er på jagt stadig. Kom." Hun tog hans hånd og førte ham ublu med sig væk fra strømmen og imod flokken.
Post by Kailen Fawley on Aug 31, 2016 23:38:47 GMT
Kailen sank en klump, og skyndte sig at gemme tryllestaven væk, da han blev klar over kusinens blik. At bruge den til praktiske formål var efterhånden blevet en vanesag, og dog skammede han sig stadig over at bruge den i hendes nærhed. Det var en tæmmet og trællebundet magi han brugte, ulig hendes vilde og naturlige, og dog fik den kraft staven skænkede, alligevel ham til at føle sig tættere på flokken end da han blot var en menneskedreng. Som de gik kunne han ikke lade være med at betragte hendes nøgne krop. Pigerne på skolen var matte og grå, i forhold til hende, hvor månelyset nærmest syntes at få hendes hud og kurver til at skinne. "Har i savnet mig?" Spørgsmålet lød henkastet, og dog ventede han næsten ængsteligt hendes svar.
Post by Kailen Fawley on Sept 1, 2016 16:44:35 GMT
Spændingerne i den unge troldmands krop løsnede en smule mere op, da hun bekræftede at de havde savnet ham. Han havde altid frygtet udskillelsen, den dag hvor han blev til overs i flokken, på trods af at hans fravær udelukkende grundede i at han ville blive bedre til at beskytte den. "Nu mente jeg ud over jeres personlige prøveklud." Smilet han sendte tilbage til hende var drillende, mens øjnene fortsatte med at sluge kusinen som de gik.
Caisìthea vendte sig helt og standsede op lige foran Kailen. Hendes ene bryn var skudt en anelse op, som hun så ham i øjnene. De var ikke lige høje, men det gjorde ikke den store forskel. Hun var fuldt ud i stand til at betragte ham som et fjollet lille barn.
"Lad være med at have ondt af dig selv, Kai. Det klæder dig ikke."
Post by Kailen Fawley on Sept 5, 2016 21:57:44 GMT
Kailens blik gled ned i jorden. På trods af at de var ligeværdige, havde han altid følt en form for underdanighed overfor willierne. Han var sat i verden for at tjene og beskytte dem, siden de var meget mere end han var. Hendes ord ramte derfor også midt i den eksistentielle krise der havde hersket siden han var blevet konfronteret med menneskernes verden, og dog havde han lige fået af vide at han ikke skulle have ondt af sig selv. Endelig samlede han et tappert smil, og kiggede tilbage på hende. "Det har jeg heller ikke.." Han bed sig i læben, det havde ligget ham på sinde længe, men han var usikker på om kusinen var den rigtige at snakke med det om. Modig som han var, tog han dog alligevel en dyb indånding. "Men jeg bliver jo aldrig som jer.. Jeg er ikke en willie.. Jeg mener, jeg er en del af flokken.. Men jeg er et menneske." Erkendelsen gjorde tydeligvis ondt på ham, som hans usikre blik fangede kusinens. Nu lød det alligevel som om han havde ondt af sig selv.
