Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
De sidste par måneder var efterhånden gledet sammen til en mærkelig sløret masse for den unge kvartwillie. Kort efter hendes ansættelse, var perlen blevet solgt til en rig, karismatisk troldmand, og selvom den unge heks hurtigt havde knyttet sig til stedets første ejer, Gi, havde det ikke været noget dræbende tab. Livet gik videre, mænd kom ind og ud, og efter fem måneder kunne hun dårligt huske hvem Anwen var. Hver aften var hun Chantal, den mystiske dragende skønhed, hver nat blev hun tilbedt, misundet, forgudet. Den beskidte tøs fra rendestenen var næsten forsvundet. Først da virkeligheden igen var trådt ind, var hun blevet konfronteret med Anwen. Hendes små brødre var vendt tilbage fra Hogwarts, unge og sprudlende af magi. De var blevet indkvarteret i et værelse ikke langt fra kroen hvor den unge glædespige gjorde hvad hun kunne for at smugle mad ud fra køkkenet og mætte de to ekstra munde. Den lune augustaften var ikke første gang hun blev opdaget. Bordelmutter, et stort rødhåret kvindemenneske vednavn Madame Giselle, havde et godt greb om hendes hår. Hun havde trukket hende ud i baggården, og ruskede hende så hendes rødmossede ansigt blussede. "Tyvetøs! Jeg giver dig husly, et ærligt arbejde, og det er sådan du takker mig og din Monsieur?" Hendes franske accent fik hende blot til at lyde endnu mere ophidset, som den unge glædespige i hendes greb kæmpede for at komme fri.
Madamens stemme rungede betydeligt i den lille gård, og hvis det ikke var på grund af hvor lille den var og hvor meget hun med sine fysiske proportioner og ildrøde hår afslørede sin tilstedeværelse, så kunne hendes skrålen være sikker på at gøre det. Luften var i løbet af kort tid blevet tiltagende koldere i kvindfolkenes nærhed. Han havde stået der i et stykke tid. Der, under halvtaget bag dem, og der havde han betragtet dem nøje, uden ord og med sine arme hvilende over kors. Hans øjne var sådan en intens blå at de næsten kunne forekomme selvlysende til tider, når lyset faldt i dem. Det var sådan en aften. Iklædt finere klæder stod Ludwik ud fra mængden. På hans fingre funklede ædelstene i guldringe, da de krummede sig sammen om hans stav. Han slog et diskret svirp med den inden han igen lod den synke ned i lommen ved sit bælte. Så dannedes der et kattevenligt smil på hans læber.
Han vidste ikke om hun var muggler, eller magiker, men underholdning kunne man vel aldrig få nok af. Madamen begyndte pludseligt at danse ukontrolleret og kunne ikke stoppe igen, og Ludwik begyndte at vandre frem fra sit skjul med et muntert grin. ”Har min guddatter forbeholdt Dem problemer?”
En kødfuld næve greb om det dyrt udseende smykke der hang om den unge piges hals. "Du har råd til at pynte dig, og alligevel skal du stjæle fra mit køkken?" Den unge piges ansigt gik fra trods til overraskelse da de tykke fingre gled af det juvelbesatte guld og den fyldige krop pludselig begyndte at danse ukontrolleret. Forvirringen var til at starte med tydelig i Anwens øjne, det lignede ikke Madame Giselle at bryde ud i den slags kropslige udfoldelser, men forklaringen kom kort efter da en stemme gled ud af mørket. Det tog hende et par øjeblikke at genkende den. Hun havde mest af alt forsøgt at glemme den de seneste par måneder, uden held, og dog var det en mærkelig blanding af angst og lettelse der brød ud i hendes krop, da hun øjnede Ludwiks blege ansigt. Madame Giselle var ikke ligeså tilfreds, tydeligvis klar over de dyrt udsmykkede fingre var hun i en indre kamp om at råbe fornærmelser af den fine herre, samt komme ud af sin dansende tilstand. Modsat det lamslåede pigebarn der lignede noget der havde set et spøgelse, var hendes krop i fuld bevægelse. "Nej nej, monsieur. Jeg beder Dem, stop. Jeg.. Min pige.." Ordene blev væk i hendes gispende vejrtrækning forsaget af den uvante mængde af bevægelse hendes krop foretog sig.
Og Ludwik stoppede ikke foreløbig. Han tog sig god tid til at smile hoverende og håne kvindemennesket. Anwen skænkede han ikke sin opmærksomhed på nuværende tidspunkt. ”Åh, undskyld, men jeg synes ikke helt at kunne forstå hvad De siger. Det må være min baggrund, kan de gentage for mig?” spurgte han overdrevent sukkersødt og tiltede hovedet.
”Stoppe? Nu? Men nu er De lige så godt i gang. Jeg kan også nynne for Dem, hvis det skulle gøre det hele lidt nemmere at kapere… Den der halskæde – Hvem har tilladt Dem at tage den fra hende? Det er en gave jeg har skænket hende. Desuden ville det alligevel klæde Deres overskæg betydeligt bedre med en pibe, end med noget symbol på feminin elegance. Nuvel -” Den lyshårede herre rakte ned til sin stav og slog med den, da han havde lirket den op i sit ærme. Kort efter kunne Madamen holde op med den maniske dans.
”De var ved at sige?” tilføjede han triumferende og pegede tryllestaven imod hende, med en lethed som om det hele blot var en leg. Han roterede den et par gange i sin hånd og begyndte at tegne cirkulære bevægelser med den i luften- Ikke fordi han var ved at lave flere spilopper, men fordi han nød at se hendes reaktion, når hun troede at han ville.
Anwen så blot fra den ene til den anden. Hun kunne ikke finde det i sit hjerte at have ondt af Madame Giselle over hr. Ludwiks behandling, men på den anden side kunne hun heller ikke helt sætte pris på at han blev nødt til at redde hende ud af madammens greb. Det var sjældent hun fandt sig selv handlingslammet, men ligeså inaktiv hun selv var blevet, ligeså aktiv var til gengæld den rødmossede dame ved hendes side. Hun hev efter vejret, da hun endelig stoppede med at danse, og tog sig et par øjeblikke før hun endelig greb ud efter den spinkle glædespiges arm, denne gang en smule blidere, med dog stadig sigende. "Min.. Ædle Monsieur.. Jeg irettesatte blot min pige.. Jeg.. Undskylder hvis De tog det ilde op. De utaknemmelige piger ved ikke hvad jeg gør for dem, no. Kom med ind, og så finder jeg en god pris til Dem, hm?" Febrilsk rettede den anden hånd på det viltre røde hår, mens den franske madame kæmpede for at genvinde fatningen.
Ludwiks karakteristiske kattevenlige smil blev bredere og han missede lidt med øjnene efter den lidt større kvinde. Sådan stod han lidt, mens et beregnende og mørkt grin sneg sig frem fra hans brystkasse. ”Ja, hvad er det helt præcist De gør for dem, der kræver at De skal rive pigebarnet i håret? Hvilken gavmild hjælp, Madame. Tilsyneladende ej meget, siden hun føler sig nødsaget til at stjæle”.
Ludwik fortsatte imod kvinden og lagde en iskold hånd på hendes skulder. ”Nu synes jeg at De skal slippe min guddater. Jeg har ikke returneret til dette rottehul af god vilje. Og jeg ønsker ikke at deltage i en dans af kødets endeløse forfald, men jeg er kommet for at snakke med Anwen. Gå nu blot. Jeg vil kalde af Dem, hvis jeg får brug for Dem igen… Min gode Madame” tilføjede Ludwik med et stikkende blik man kunne sværge kunne se ind i hvert eneste hjørne af en magikers mørke sjæl. Han knipsede med fingrene for at understrege sine ord og pegede mod døren mellem huset og gården.
Madamen virkede internt splittet da hun blev kommanderet rundt af den veltalende rige mand. Efter et par øjeblikkes overvejelse, slap hun dog endelig pigebarnet, før hun afventende rakte hånden frem, tydeligvis klar over at der ville blive lagt en mønt i den, før hun kunne tage sin afsked.
Endelig fri for det store kvindemenneske, der til sidst bugserede sig selv tilbage i køkkenet, fandt Anwen sig selv tilbage med sin ufrivillige redningsmand. Hun var ikke sikker på hvor de stod med hinanden, hvor deres sidste møde havde efterladt dem, men hun var i hvert fald sikker på at hun havde gjort alt for at forsøge at glemme ham, på trods af at hun stadig bar hans mærke under det kostbare smykke. "G.. Godaften Hr. Ludwik. Jeg sværger, jeg var ikke ved at stjæle, det var ikke til mig selv." Maden hun havde pakket omhyggeligt sammen i en byld, var for længt blevet rystet på jorden af den store matrone, og det fugtige smuds fra gaden havde allerede gjort det uspiseligt.
Ludwik sagde intet, da han lagde en guldmønt i matronens hånd. Beløbet var tydeligt intet af værdi for ham, snarere en bagatel. Han øjnene hende ikke engang som hun forlod gården og gav sig til at nærstudere en af ædelstenene i hans ringe. Et sted skuffede det ham at hun gav slip på Anwen så hurtigt. Trods alt kunne han være kommet til at bruge andre metoder for at overtale hende, og det indebar ikke en dans på roser…
Fyrstesønnen gik ikke længere op i formaliteterne, når han tiltalte Anwen. Trods alt ville hun nu have dannet sig et billede af ham, og det kunne han ikke ændre, når nu hun kendte ham og vidste at han ikke var hvad han så ud til. ”Det ser jeg, men det kan vel også være lige meget nu. Stjålen, lånt i al evighed, taget. Ingen af jer fik glæde af disse rester. Det må næsten være et festmåltid for dig, og nu vil rotter mæske sig kærkomment i det i stedet. Sikke en ironisk skam" fnøs Ludwik tørt. Han skævede mod Anwen.
"Du har fanget min interesse. Noget må have ændret sig. Til hvem forsøgte du at anskaffe dette, Anwen? Det må være en meget vigtig person, når du sætter så meget på spil at du kunne miste hus og hjem… Eller værre – en hånd”.
Anwen havde stjålet før. Ikke store pengebeløb, eller fra folk der ville savne de få mønter, og dog skammede hun sig alligevel over at blive opdaget, særligt af vampyren foran hende. At bylden lå som et tavst, spildt vidnesbyrd gjorde det ikke bedre, heller ikke at hr. Ludwik prøvede at retfærdiggøre det. Hun tøvede da han spurgte til brødets modtagere, hendes brødre. Hvis han vidste at hun havde nogen der ventede på hende, ville han måske lade hende gå? "Mine brødre.. De er hjemme fra skolen i disse dage, de bor på et kammer ikke så langt herfra. De venter på mig." Hun gjorde mine til at gå, måske bruge nogle af hendes surt opsparede mønter på vejen, alt der kunne dulme de kuldegysninger den kolde mand foran hende gav hende.
Post by Ludwik Engel on Sept 11, 2016 21:17:15 GMT
”Sssshh” Ludwik nærmede sig langsomt Anwen og førte en finger op foran hendes bløde læber for at dæmpe hendes ord. Han tiltede hovedet i nysgerrighed og beskuede hende beregnende. ”Går du allerede, Anwen? Jeg har muligvis et tilbud du ikke kan afslå. Hvad hvis du aldrig behøver at stjæle igen? Hvis du ikke længere behøver at føle dig utryg over den usikre tilstand dit bo på stedet her udgør. Og du ikke længere skulle bekymre dig om at du og dine brødre skulle gå sultne i seng? Det lyder fantastisk”.
Manden talte som havde han løsningen på alle verdenens dårligdomme, krig og uretfærdighed, og med et forførende blødt mørke – næsten melodiøst i hans stemme. En løsning Anwen kunne komme til at opnå med lethed. ”Gør det ikke?” hviskede Ludwik spørgende. Han nærmede sit ansigt hendes, hans øjne låst fast med Anwens uden tegn på at ville slippe dem igen.
Anwen havde svært ved at håndtere Ludwik. På den ene side var han skræmmende, morderisk og blodtørstig, men på den anden side var der også noget dragende og betagende ved ham, der fik den unge heks til at fryse hvor hun stod, da hans finger blev presset imod hendes læber. Hun tav, og lyttede i stedet mens han fremførte sit forslag. Hun nærmest holdt vejret, mens hun blev tvunget til at se ham i hans kolde øjne, der stod i så skarp kontrast til hendes egne der var fulde af frygt og forvirring. Det lød næsten for godt til at være sandt. Endelig genvandt hun evnen til at tale, mens det dog stadig ikke lykkedes hende at rive sig fri fra hans fæstnende blik. "Hvad ville du kræve til gengæld?" Intet i denne verden kom gratis, det havde hun allerede lært, og efter deres første møde havde hun en klar ide om hvad vampyren var ude efter.
Post by Ludwik Engel on Sept 18, 2016 10:27:07 GMT
”Ikke noget særligt, kære Anwen. Det vil ikke koste dig meget, da jeg trods alt er en simpel mand”. Ludwik slap sit tag i Anwen og begyndte at spankulere lidt rundt om hende. Den form for opmærksomhed så trods alt ud til at være effektiv til at kunne få hende til at blive. ”I stedet for at bo her, kan du og dine brødre komme til at bo under mit tag. Og du vil ikke skulle gøre andet end at lade mig drikke af dig, når jeg beder dig om det. Til gengæld har du mit ord på at ingen skade vil ske dig og din familie, og jeg vil passe på dig og sørge for at i får de ting i har brug for. Mad, husly, tøj… Men selvfølgelig vil jeg ikke tillade dig at tale om de ting der sker imellem os to. Hverken med familien, eller bekendte du træffer på gaden”. Langsomt gled Ludwik sin hånd ned langs Anwens slanke hals og snoede en lok af hendes lange hår om sine fingre.
”Det vil ej være klædeligt for en mand af min position, og det huer mig ikke at blive jaget, kan du vel nok forstå?”
Det løb Anwen koldt ned af ryggen, da Ludwik endnu engang spankulerede rundt om hende. Hun følte sig som et stykke kvæg der blev inspiceret før en auktion, og med Ludwik var der ikke meget galt før det var tilfældet. Alligevel var tilbuddet han gav hende lidt for godt til at være sandt. Hendes brødre var grunden til at hun stod op hver morgen. Tanken om at de havde de havde det godt gjorde de tunge skridt op til hendes værelse lettere, og dog kunne hun ikke afvise fristelsen i aldrig at tage de skridt igen. "Jeg ville aldrig sladre.. Jeg er ikke dum.." Advarslen han havde givet hende ved deres sidste møde havde været tydelig nok. "Men hvis jeg gik med til at flytte ind hos dig, er det kun mit blod du drikker, ikke mine brødres." Hvilken sødme der end var i hendes blod, måtte også være at finde i Hywel og Emlyns, og en ting var sikkert, de skulle aldrig blotte deres hals for vampyren. Ikke når deres søster var villig til at gøre det for dem. Hendes mine var stålsat, og hun kæmpede for ikke at udvise frygt. For sent gik det op for hende at hun med sine ord allerede havde accepteret hans tilbud. De var blot ved at forhandle detaljerne.
”Selvfølgelig er du ikke dum, lille Anwen. Så ville du jo blive her og lade din elskværdige familie forgå til støvets sørgelige rester…” Smilet på Ludwiks smalle læber blev bredere. Han greb fat i sin stav igen og begyndte at trille den frem og tilbage i sin håndflade. ”Åh, du skal ikke bekymre dig om det. Jeg bryder mig ikke om livskraften fra mænd. Den er bitter… Næsten ætsende på tungen. Men for at forsikre dig- lad os sværge på det. Lad det være et løfte. Jeg vil lade dine brødre være, og du vil blive i min tjeneste til dagen jeg sætter dig fri…”
Ludwik rakte sin hånd hen imod Anwen. Der var ikke skyggen af medfølelse i hans øjne. Kun køligt beregnende intelligens. Smilet flækkede op og blottede de næsten dæmonisk spidse tænder. ”Som altid er min tid begrænset. Jeg har ikke hele natten. Har vi en aftale - Anwen?”
Anwen havde lært at slå en handel af fra en meget tidlig alder. Allerede før hun begyndte at sælge sin krop, havde hun solgt sine ejendele, og hendes tjenester. Hun vidste hvornår hun blev taget ved næsen, og hvornår hun havde fat i noget godt. Handlen med Ludwik var noget af det bedste hun længe var blevet tilbudt. På trods af at hun havde en stædig vilje der påskønnede at klare sig selv, kunne hun ikke afvise muligheden for at komme ud af Madame Giselles klør, og aldrig længere tænke på om hendes brødre kom til at sulte. Hun behøvede ikke tænke længe over det, før hendes klare øjne mødte Ludwiks. Der var intet barnligt eller naivt over blikket, han handlede med en voksen kvinde, og hun forstod hvad hun gik ind til da hun rakte sin hånd frem imod ham. Det var en handel, ikke en elskværdig handling fra en kærlig gudfar, men hun var temmelig ligeglad. Hywel og Emlyn betød mere end det blod hun måtte ofre for deres velfærd. "Det har vi."