Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Temmelig ufornøjet børstede den blonde adelsheks en smule aske af sin sarte blå kjole, da hun trådte ud af Muldoonfamiliens pejs. Hendes ranke fader var allerede ved at give hånd til Hr. Muldoon med et så høfligt smil som han kunne mønstre, mens den blonde heks tog sig god tid til at inspicere at hendes klædedragt igen var fejlfri før de blå øjne mødte hendes stævnemøde. Hun havde flere gange vendt sine ord, da hun havde forsikret sin forlovede om at det ville være hende en glæde at rejse med næste gang hendes fader havde et ærinde i Irland, og dog lugtede pejsestuen til hendes store lettelse ikke som hun havde frygtet. Den sarte næse havde ganske vidst endnu ikke fået en indånding af den såkaldte friske luft, men da alt indtil videre så tilforladeligt ud, kunne hun sende sin udkårne et høfligt smil der var langt mere velment end det hendes fader formåede at levere, før hun nejede let, først for den ene herre, derefer for den anden. "Mr. Muldoon. Jeg havde håbet at De ville være her til at modtage mig." Stemmen var oprigtig, som hun lod deres fædre få gang i deres forretninger, og i stedet rakte hånden afventende frem mod den mand der om få år skulle blive hendes husbond.
Post by Brayan Muldoon on Aug 15, 2016 8:10:29 GMT
Der var en verden til forskel på de to mænd, der stod klar til at modtage overhovedet for en af de større troldmandsslægter og hendes datter. Sønnen var den højeste af dem og stod med et udtryk, der kunne være skåret i sten; mejslet til perfektion og med en glat overflade, der ikke afslørede hvad end der foregik under. Det forblev der, da en grøn ild slikkede op langs kaminens inderside.
Med et påtaget, men endnu charmerende smil trådte han frem mod den ene af de to gæster; adskilte ubevidst sin vej fra faderens og bukkede ganske let for det mindre onde af de to. "Miss Black," hilste han i så blødt et tonefald, at det ganske givet virkede som om, at han var glad for at se hende. "Jeg ville sandelig ikke gå glip af Deres besøg." Han tog hendes hånd, strejfede den fjerlet med sine læber og slap den ikke med det samme. "Måske vil De lade mig vise Dem rundt?"
På trods af at Agneta ikke var ovenud tilfreds med det arrangement deres forældre havde sat op for dem, undte hun alligevel sig selv at lade sig charmere af den høje, mørkhårede skikkelse hvis læber fjerlet rørte hendes håndryg. Når man så de to generationer af Muldoons side om side var det tydeligt at æblet faldt langt fra stammen, og dog var den blonde heks endnu ikke overbevist om at det var langt nok. Alligevel smilte hun sit bløde, uskyldige smil som hun lod sin blege hånd hvile i troldmandens og fandt et interesseret blik frem i de spillende blå øjne. "Det ville være mig en fornøjelse, jeg har set meget frem til at se Deres hjem." Hun nævnte med vilje ikke noget om at det hele med stor sandsynlighed også en dag ville blive hendes hjem, hun ville have syn for sagen før det kunne komme på tale.
Post by Brayan Muldoon on Aug 16, 2016 12:17:25 GMT
Brayan så op på den unge, lyshårede heks, mens han endnu var bukket en anelse frem Et charmerende smil spillede på hans læber og et lille, umærkeligt nik blev hans svar, før han rettede sig op. Med hendes hvide hånd i sin endnu, tog han den og lod den falde mod sin egen arm. At han ville vise hende rundt, var naturligvis forventet og der lød ingen protester, da han førte hende ud af den højloftede spisesal og videre ind i det resterende slot.
Det imponerede ikke med en grandios størrelse, men det var heller ikke småt og de rå stenvægge var prydet med kunstfærdigt vævede gobeliner, der portrætterede mange hekse og troldmænd gennem tiden - og deres bedrifter. Han bevægede sig langsomt nok til at hun kunne se og slog nonchalant ud med sin frie hånd. "Lokale legender. De er naturligvis fortryllet, så mugglerne ikke bemærker... Afvigelserne."
Agneta var ikke sikker på hvad hun havde forventet af det irske gods. Et eller andet sted havde hun håbet at det ville være så rædsomt at hun med god grund kunne opbygge sin modvilje imod ægteskabet, og hun havde derfor svært ved at beslutte sig for om hun var lettet eller skuffet da godset ved første øjekast hverken så fattigt eller småt ud. Det var ikke Black manor, det rige, storladne slot hun var vokset op på, og dog var det ikke ubeboeligt. Det blide, uskyldige smil forblev derfor på hendes læber, under rundvisningen, hvor hun interesseret stillede spørgsmål, og lyttede opmærksomt på sin forlovedes ord. "Kommer her mange mugglere?" Det var selvfølgelig nødvendigt at holde styr på sine fæstebønder, og dog var der grænser for hvor mange af dem man skulle have rendende.
Post by Brayan Muldoon on Aug 18, 2016 20:37:34 GMT
Brayan var umiddelbart ikke sikker på, hvor meget han skulle lægge i hendes spørgsmål og valgte af samme grund blot at tage det, for hvad det var. "Omtrent så mange, som De må være vant til," bød han, ikke så investeret. Magikeradelen havde naturligvis også en del at gøre med den del af adelstanden, der bestod af mugglere og det ville være komplet tåbeligt at forsøge at undgå andet - selv kongen var trods alt af ikke-magisk blod.
Han førte hende videre ned langs korridoren, indtil han stoppede ved en nordvendt væg og så ud gennem en blyindfattet rude, der på den anden side afslørede det stormfulde hav. "Jeg håber ikke, at De er bange for en smule blæst, miss Black."
Agneta nikkede let til hans svar. Hun havde ikke den store forståelse for hvordan administrationen af et gods foregik, det havde trods alt aldrig været hendes plads, men hun havde lært på hendes fader at mugglerne var et nødvendigt onde. I stedet lod hun blot sine nysgerrige blå øjne vandre videre mens de gik, hun havde stadig ikke åbnet sit sind fuldstændig, og prøvede dog alligevel at smile høfligt da de gled ud over det oprørte hav. Hun havde altid fundet dets frådende gab unødvendigt faretruende, mens hun sjældent brød sig om måden det stjal kontrollen over hendes lyse hår, og gjorde alt til end rodet masse af blonde lokker. "Slet ikke, selvom vejret dog er noget roligere midt inde i landet hvor jeg kommer fra. Det er en smuk og faretruende udsigt, vender Deres eget vindue samme vej, eller har De en noget mildere udsigt?" Hun ville ikke indrømme overfor sin kommende husbond at synet skræmte hende, hun håbede ikke at godsets have var ligeså vindblæst.
Post by Brayan Muldoon on Aug 20, 2016 9:56:08 GMT
Brayans blik gled langsomt ned til den lyshårede, unge kvinde og han betragtede de små trækninger i hendes ansigt, lidt mere interesseret end han havde gjort det hidtil. Det var første gang de ikke så hinanden til et selskab og han var nysgerrig efter at se, om det mon ændrede på hendes adfærd.
"Mine egne værelser skuer over det samme," svarede han og nikkede ganske let, før et enkelt øjenbryn hævede sig svagt. "Det er dog ikke tilfældet for de gemakker, der kommer til at blive Deres. Ønsker De at se dem?"
Det var ikke svært for den unge Black at drejede blikket væk fra det frådende hav, og over på sin forlovede. Han var trods alt det mindre onde af de to, og langt mere tilfredsstillende at kigge på. Af potentielle ægtemænd så hendes i det mindste ikke grim ud, ikke når hun havde fået lov til at betragte ham ved diverse selskaber, men heller ikke nu hvor de for første gang var sammen under mindre formelle forhold. Det fulde indtryk af hans person udeblev dog stadig. Hans venlige gestus kunne hun dog ikke modstå, stadig ikke helt skuffet over godsets udseende. "Meget gerne." Positivt overrasket over at godset var stort nok til at hun ville blive tildelt sine egne personlige gemakker.
Post by Brayan Muldoon on Aug 23, 2016 10:14:23 GMT
Brayans generelle indtryk af den unge, yndige kvinde ved siden side, var at hun var et opsætsigt pigebarn, der var vant til at få sin vilje og af samme grund var på grænsen til uudholdelig. Det kunne have betydet, at han ville have undslået sig hver en mulighed for at være alene med den unge kvinde, men i stedet havde han valgt en anden mulighed. Der var mange måder at fremprovokere føjelighed på.
"De er naturligvis ikke forberedt endnu, da De endnu har et år tilbage på slottet, men De burde være i stand til at få et indtryk," sludrede han roligt på vej mod kamrene, som om deres tidligere samtaler og møder knapt havde fundet sted. Da han så ned på hende igen, var det med et roligt udtryk i de blå øjne og et nonchalant smil. "Jeg forventer naturligvis ikke, at De kommer til at tilbringe alle Deres nætter der, når tid kommer..."
Agneta havde svært ved at danne sig et præcist indtryk af sin kommende husbond. Han var formel, veltalende, mente de rigtige ting, og tog tydeligvis stor afstand fra den fader der ellers havde smudset det navn der en dag skulle blive hendes. Han var tydeligvis dygtig til det spil, hun selv mente hun mestrede. Denne mestertitel medførte dog nok arrogance til at gøre hende blind for den risiko at han så lige igennem hende. Ligeså høflig og galant han fremstod, ligeså uskyldig og sødmefuld var hun sikker på at blive opfattet som. Hans afsluttende bemærkning fremtvang derfor også et forlegent smil på hendes læber, som om hun dårligt turde tænke tanken om deres bryllupsnat i hans nærvær, og alligevel havde de blå øjne et svagt glimt der signalerede at hendes nætter på kammeret ville blive få. "Det håber jeg ikke." Hun tvang en svag rødmen frem i sine kinder. "Vil vores kamre ligge tæt?"
Post by Brayan Muldoon on Aug 23, 2016 23:22:07 GMT
Blå øjne undersøgte det lyse ansigt og han bemærkede det forlegne drag omkring læberne, der stod i en lille kontrast til det, han mente at skimte i hendes blik. Om hans formål var at provokere en reaktion ud af hende eller om han blot nød hendes minespil, var han ikke sikker på - ikke desto mindre:
"Helt op mod hinanden," drævede han, næsten kælent og med et udfordrende smil. "Jeg må jo være tæt på min hustru, ikke sandt?"
Agnetas smil forblev forlegent da han fortsatte sin tale om deres ægteskabelige liv. Hun havde endnu ikke tænkt sig at bekende kulør for ham. På trods af at den unge frøken Black var urørt i alle henseender der blev forventet af hende, var hun dog langt fra uskyldig, noget der af og til var svært at skjule i de blå øjne der betragtede hendes kommende husbond. "Jo, selvfølgelig." Ordene blev udtalt nærmest længselsfuldt, som om hun, på trods af sin forlegenhed ikke kunne vente. "Med med tiden vil vi vel overtage Deres forældres kamre, som godsets herre og frue, ikke sandt?"
Post by Brayan Muldoon on Aug 24, 2016 16:47:39 GMT
Om hun spillede skuespil, var han ærligt ikke sikker på, selvom han endnu mente at ane en gnist i hendes blik, der ikke stemte overens med resten af hendes udtryk. Uden helt at kunne sætte fingeren på det, lod han det ligge; ganske som hendes ord også fik hans fokus til at skifte.
“Så snart min fader dør,” svarede han og havde, før han sagde det, rettet sig helt op. Væk var det charmerende smil og der gemte sig en umiskendelig snert af håb i hans stemme, som han ikke prøvede på at undertrykke. Jo før, jo bedre. I sidste ende ville han selv blive nødt til at hjælpe tingene på vej…
Agneta fornemmede håbet i hans stemme, det var ikke alle der holdt ligeså meget af deres fædre som hun selv gjorde, og i Brayans tilfælde havde hun forståelse for det. Hele pointen i at gifte sig med en arving var at blive frue på hans gods, og i Agnetas tilfælde kunne det ikke gå hurtigt nok, hun havde ikke høje tanker om sin kommende svigerfar. "Åh.. I så fald lad os håbe at det lader vente på sig." På trods af Agnetas korrekte svar, var der alligevel et glimt i øjet der udtrykte hendes utålmodighed. Der var ganske vidst prestige i at være gift med en arving, men der var endnu større prestige i at blive gift med et overhoved.
