Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 13, 2016 10:09:33 GMT
Hogwarts friweekend. Februar 1630, De tre koste
Der var stadig et par enkle spor af den sne der havde lagt som et koldt tæppe hen over hovedgaden og byens tage i Hogsmeade. Rosalie kunne ikke mærke at hun havde fri, for som altid satte Yvette Dodderidge hende i gang med både gryder og pander, og havde hun ikke opført sig ordenligt fik hun konfiskeret sin tryllestav og måtte bruge almindelig håndkræft. Ikke lige det den unge heks havde forestillet sig hun skulle tiden på hjemme på kroen. Og som altid ønskede hun at hun var blevet tilbage. Men af frygt for at modtage en skråler var for til at hun ikke risikere det.
Med en oprevet klud rendte hun rundt på alle fire og vaskede de brune gulvbrædder. En let sang der blandede sig med diverse andre lyd effekter hun kunne finde rundt omkring flød rundt i rummet. "Hvis jeg ligger død midt på gulvet, så ved du hvorfor!" råbte hun ud mod køkkenet hvor hun håbede at hendes mor stadig var beskæftiget. Det var endnu så tidligt en lørdag morgen at der ikke var nogen gæster endnu. "Det er forresten slet ikke spor fair at det er mig der skal vaske gulvet. Det var ikke mig der spildte øl ud over det hele" sagde hun og kneb let øjnene sammen. Skuffet at der ingen respons kom fra sine forældre kastede hun kluden mod hoveddøren.
Det var kun ganske få dage, at Nan havde været tilbage i Hogsmeade. De få, turbulente timer hun havde tilbragt der, sad dog dybt mærket i hende og det var med en evig hjertebanken, at hun bevægede sig ned langs de velkendte gader og mod den lille kro, hvor hendes barndomsveninde var vokset op, hvor hun selv havde tilbragt mange timer og hvor hun nu havde efterladt en stilling som købmandsfrue bag sig, for at blive kropige.
Et par dage havde hun arbejdet der, men havde fået dagen til at samle sine ting og reelt flytte ind på kroen. Det var nu hun trådte ind, med en mindre vadsæk og dets indhold som sine eneste ejendele - kun for at blive ramt af en beskidt, halvvåd klud. Et overrasket udbrud undslap hende og hun så overrasket op; kun for at blive ganske bleg, da hendes blik faldt på Rosalie Dodderidge.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 14, 2016 19:20:37 GMT
Rosalie vidste ikke hvad hun havde forventet; nok have hun egentlig slet ikke forventet at nogen ville træde ind på kroen, igennem døren hvor hun lige havde kastet en klud imod. Hun havde selvfølgelig aldrig ment det til at ramme nogen. Det måtte være et dumt sammentræf at de lige netop var Annet Mercer der stod i døren. Rosies mor, Yvette havde godt nok sagt at der ville starte en ny pige, men havde ikke ment at selve navnet ville have nogen indflydelse. Måske mente den ældre kvinde at datteren ville blive glad, men det var ikke hvad Rosie var. Overhovedet ikke.
Langsomt rettede hun sig op og stilte sig med armene trodsigt over kors, som det var hente vant. "Hvad laver du her?" spurgte hun lettere vredt, nærmest hårdt imod den genkendelige unge pige. Hun havde været så glad for Nan i så mange år, og havde betroet sig til hende. Og så havde hun bare forladt hende. Rosalies øjne var sammenknebne og en anelse våde.
Der havde været mange grimme chok i løbet af det ganske korte stykke tid, hvor den mørkhårede heks igen var begyndt at færdes i den lille magikerlandsby. Mødet med sin venindes yngre søstre var ikke uventet, men det gjorde absolut ikke gensynet mindre bittersødt. Rosalie havde ikke meget mere end lige været en ny, frisk Hogwartselev, da de havde set hinanden sidst, men Nannie havde ingen problemer med at genkende hende.
I nogle lange, tøvende sekunder stod hun blot og så på den yngre pige, før hun indså, at et spørgsmål var blevet stillet og endnu manglede et svar. En indånding hævede hendes bryst og hun trådte ind, bukkede sig efter den beskidte klud og besluttede sig for at tage den imaginære tyr ved hornene - med den dybeste alvor aftegnet i det alabasterhvide ansigt.
"Dine forældre har været så venlige at give mig arbejde her."
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 15, 2016 14:18:05 GMT
Rosalie havde lyst til at sende hende ud af kroen, bede hende pænt om aldrig at komme tilbage, siden det var den følelse hun havde fået for en del år siden. Nan havde forladt hende som alle omkring hende gjorde. Hvorfor skulle hun lukke folk tilbage. Hun havde tydeligvis truffet sin beslutning. "Hvem siger overhovedet at du er velkommen her?" mumlede hun og kiggede op på hende. Hun stod stadig med armene låst. Den typiske nej stilling, og hun havde ikke i sinde at bløde op. Ikke overfor hende. Hun brød sig ikke i det mindste om hvis den anden skulle til at arbejde her. Selvfølgelig tænkte Rosalie slet ikke over at det kunne lette hendes eget arbejde i weekenderne. Nej lige nu herskede sorg og fortvivlelse, hvile var følelse hun ville have til at forsvinde.
"Du tror bare du efter så lang tid kan komme tilbage. Men det kan du ikke" sagde hun bestemt. Hun kæmpede med sig selv om ikke at falde grådkvalt sammen om hendes hals.
Den svageste bevægelse i en muskel omkring hendes kæbe, afslørede at hun ikke var så rolig, som hun ønskede at virke. Modsat den yngre pige, var den instinktive følelse dog ikke vrede; snarere forståelse. Velvidende hvad hun havde gjort ved dem, hun havde forladt - endnu bedre nu end før - var der ikke rum til selvmedlidenhed. Snarere selvlede.
I stedet for at påpege, at netop Rosalies egne forældre havde budt hende velkommen, lod hun være med at svare på den del. I stedet trådte hun en anelse tættere på og sænkede stemmen. Der var ingen del af hende, der ønskede mere opmærksomhed end der allerede var rettet mod hende. Tungespidsen fugtede læberne og hun var nervøs, men oprigtig, da hun endelig talte.
"Jeg er ked af, at jeg aldrig fik sagt farvel, Rosie. Så ked af det."
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 16, 2016 13:09:40 GMT
Rosalie stod bare og kiggede på hende, med munden halv åben som om ordene blot ventede på det rette tidspunkt at vælte ud. Hun strakte sine tæer og stod stadig med armene over kors, selvom de så ud til at løsne sig en smule. Munden trykkede sig let sammen og hovedet blev rykket en smule tilbage da Nan trådte tættere på hende. Hendes arme skreg efter at lukke sig om hende, at igen at finde tryghed. Men stædigheden var stadig dominerende.
"Du kan gøre det nu." sagde hun og løftede hovedet en smule og nikkede mod hovedøren den anden lige var kommet ind af. "Jeg er sikker på at mine forældre kan finde en anden til at servere. Døren er der" hun vendte hende ryggen og forsøgte at færdiggøre den rengøring hun i en time nu havde forsømt.
Øjenlågene faldt tungt i, da Rosalie vendte ryggen til og den nyansatte tog en beroligende indånding, der ikke gjorde meget for at ændre de ubehagelige omstændigheder. Godt og grundigt færdig med at flygte, var der dog ingen vej udenom og hun gjorde absolut ingen anstalter til at følge opfordring.
"Jeg går ingen steder," konstaterede hun simpelt og for at understrege det, trådte hun længere ind i rummet. Det gjorde ondt, men hun vidste med sig selv, at det ikke ville blive bedre af at hun stak halen mellem benene - igen.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 16, 2016 14:39:38 GMT
Inderst inde ville Rosalie ikke have at Nan gik fra hende igen, men uvidstheden at det kunne ske igen skar igennem hende som en skarp kniv, og det var en følelse hun ikke havde lyst til at føle igen. Men hun ville ikke vise sin glæde over igen at se hende, ikke endnu. Hun blev derfor stående med ryggen til hende og begyndte at gå rundt i krostuen og tørre bordene af.
"Så kan du vel gøre dig nyttig." sagde hun bare med et skuldertræk, hvis ikke hun ville gå, og alligevel skulle arbejde her, kunne hun vel starte med det samme. Hun vidste ikke om hun ville tale om hvad der var sket, eller på nogen måde tilgive hende. Lige nu vidste hun dog at en konfrontation ville få hende til at føle sig som en lille pige, akkurat som hun havde været da Nan var rejst.
Det var ikke ligefrem fordi den unge enke ikke var vant til fjendtlighed. Det var en af grundene til, at hun havde forladt Hallams hus og den ældre stedsøn, der aldrig havde brudt sig meget om hende. Den del generede hende dog ikke halvt så meget, som Rosalies forståelige afvisning og hun tog en indånding, før hun kunne samle sig igen.
Uden at sige mere, gik hun blot stift videre. Yvette og Benedict havde været væsentlig mere imødekommende, men de var heller ikke seksten og havde fået en overordnet forklaring, som Rosalie var for ung til at skulle udsættes for.
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 16, 2016 15:47:56 GMT
Rosalie kunne ikke blive ved med at vaske bordene i stilhed, tankerne og sorgen var ved at æde hende op inde fra. Hun tørrede sine øjne og forsøgte at skjule vandet fra øjnene med sæbevandet der flød hen over træoverfladen. Hun knugede hånden mod kluden. "Du forlod mig bare. Som Eva også gjorde. Alle de mennesker som jeg holder af ender altid med at forlade mig" sagde hun og vendte hovedet mod hende med røde øjne. Hun var aldrig rigtig blevet taget seriøs, hverken af sine venner eller familie. Men hun havde følt at det venskab, det tætte bånd hun havde knyttet med Nan, at hun endelig var blevet taget nogenlunde seriøs.
"Og så kommer du her, i den tro at det bare ville være okay?" spurgte hun og slog ud med den ene arm.
Den nye kropige var ikke nået langt, før Rosalie talte igen og det hun så på det unge ansigt, lige så meget som hun hørte det i hendes ord, gav hende et umiskendeligt behov for at krybe i et hul - og samtidig trække den anden ind i et kram.
"Rosie..." begyndte hun og trådte en anelse nærmere, men rakte ikke ud. "Jeg tror absolut ikke, at det er i orden. Der var ingen her, der skyldte mig nogen tjenester. Det var aldrig min intention at forlade dig, men tro mig, jeg havde grunde til, at jeg ikke kunne blive..."
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 17, 2016 14:05:01 GMT
Rosalie kæmpede en brag kamp med sig selv og sine tåre men kunne til sidst ikke holde dem tilbage. Det var ikke et hav men i stedet blot et stille hulken der kom fra hende.
"Jeg troede du aldrig ville komme tilbage" sagde hun så mere klart men måtte rømme sig da stemmen knækkede sammen. Hun tørrede sig let om ansigtet og gned sine øjne. "Hvorfor er du her nu, hvad har ændret sig at du nu har mulighed for at være her?" spurgte hun med et let suk. Hun ønskede ikke at at skændes med hende, og heller ikke at råbe.
Lige siden hun var kommet tilbage, havde hun været klar over, at hun skyldte så mange forklaringer til de mennesker, der var blevet efterladt uden en, da hun var forsvundet i den blå luft. Mere eller mindre. At Rosalie havde været en af dem, havde hun ikke overvejet, men var til gengæld heller ikke i tvivl nu.
Med et stik i hjertet over den unge piges hulken, smed hun den klud fra sig hun havde været ved at bruge og trådte nærmere. På trods af risikoen for en afvisning, lod hun hånden hvile mod den anden piges skulder. "Så meget, Rosie. Jeg er så ked af det. Vil du lade mig fortælle det?"
Post by Rosalie Dodderidge on Aug 17, 2016 17:49:59 GMT
Rosalie havde ikke i sinde at skælde hende ud, ikke mere end hun allerede havde gjort, og var nu blot klar til at blive holdt om. Hun hvilede hovedet mod Nans skulder med et suk og forsøgte at stoppe med at græde. "Jeg laver noget the" sagde hun så stille og tørrede næsen inden hun rettede hovedet op igen.
Hvis det ligefrem var en helt fortælling mente hun nok at de burde sidde ned. Brystet hævede sig da hun trak vejret dybt ind og gik mod køkkenet for at koge vand.