|
|
Post by Taran Weasley on Aug 11, 2016 17:02:07 GMT
@ealasaid
For Taran lå begrebet sommerferie efterhånden meget langt væk. I felten havde der ikke eksisteret en så lukrativ ordning, og det var først gået egentlig op for ham at skoleåret var slut da hans moder havde sat ham i gang med at gøre hovedrent på den nedslidte borg. På trods af at den aldrende heks holdt en hvis orden, var der alligevel blevet støvet af i kroge som den rødhårede troldmand ikke vidste fandtes, så alt tog sig bedst muligt ud når hans kommende brud og hendes familie trådte ud af borgens pejs. Taran huskede omstændighederne omkring et sådan besøg og dog virkede det anderledes nu hvor han ikke længere så det gennem unge og nyforelskede øjne. Det var gået langt mere praktisk til, som den skotske delegation var blevet budt velkommen, mens Taran forgæves havde forsøgt at kontrollere sine nysgerrige søstre, og samtidig opretholde et venligt og høfligt smil overfor sin kommende svigerfamilie. Med de værste formaliteter overstået var der dog endelig faldet en smule ro på de to familier, og med et sigende blik fra sin moder havde han derfor budt sin forlovede hans arm, for at vise hende rundt på den lille borg der om lidt over et års tid ville blive hendes hjem. |
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 16, 2016 19:23:23 GMT
Ealasaid havde brugt hele dagen på at gøre sig klar, skulle hun have den røde eller den grønne kjole på, eller en hel tredje? Hvordan skulle hendes hår sidde? Alt var utrolig vigtigt og da hun trådte ind i pejsen, var hun allerede lettere udmattet. Hun havde sine forældre og lillesøster med på slæb og de gjorde dog det hele lidt nemmere. Hun fik overstået alle de venskabelige formaliteter på fineste vis og fandt Tarans søstre utrolig søde. Alligevel var hun glad for da hendes forlovede tilbød hende sin arm og hun tøvede ikke med at rejse sig op og følge med ham. Hun smilede blot lidt uden helt at vide hvad hun skulle sige.
"Det er.. et fint sted i har her.. " Bemærkede hun og glattede sin grønne kjole.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 17, 2016 21:21:55 GMT
På trods af at Taran holdt uendelig meget af sin familie, nød han dog alligevel at få en smule luft fra dem. Det var efterhånden begyndt at falde ham lettere at være på tomandshånd med den unge rødtop, og det var med en hvis stolthed at han begyndte at føre hende gennem borgens gange. På trods af at Vindelborgen altid havde været hans hjem, havde han stadig ikke vænnet sig til tanken om at de tykke, sprukne stenmure nu praktisk talt også tilhørte ham. Fraværende gled hans frie hånd langs med en af dem, mens han ledte hende ind i den knap så imponerende riddersal. En smule beskedent hang broderede gobeliner med familiens våbenskjold på væggene, mens et solidt men brugt træbord stod i midten af salen.
"Tak. Det er småt men godt. Mine forfædre byggede det. Jorden blev oprindeligt skænket til min.. Jeg ved ikke hvor mange gange tip oldefar, Percy Weasley." Han pegede på en gobelin der forestillede en stolt, brynjeklædt rødhåret mand. "Men det er langt fra ham der har bygget det hele, tårnene og muren er langsomt sprunget op igennem årene, man kan se det udefra, var der ikke magi indblandet tror jeg ikke at det ville blive stående." Han rystede smilende på hovedet, han turde godt være ærlig overfor hende, han var stolt af sit hjem, men det var noget gammelt lort.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 19, 2016 19:02:18 GMT
Ealasaids blik bevægede sig hen over omgivelserne mens de gik, indtil hun blev ledt ind i riddersalen og hun i stedet gav sig til at betragte gobelinerne. Det var et charmerende lille hjem, ikke noget prangende sted, men hun kunne mærke at hun ville føle sig hjemme. Ealasaids eget hjem var måske lidt finere end dette, men det var heller ikke noget prægtig slot. Hun grinede lidt over hans ord og betragtede ham med et langt blik. Han var ret charmerende når han talte om sin familie.
"Det er godt at vide, så ved jeg at der ikke er noget der ramler ned over hovedet på mig.. når jeg skal sove her første nat.. " Bemærkede hun med en uskyldig stemme, men hendes læber bevægede sig opad i et skævt smil.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 19, 2016 19:20:07 GMT
Da han først havde overgivet sig til ikke at føle det akavet at have hende på sin arm, fandt Taran det temmelig afslappende at vise hende rundt i sit hjem. Han var tydeligvis stolt af de knap så prangende stenmure, og det gjorde kun hans smil bredere at den unge rødtop virkede oprigtigt interesseret i hans ord. Hendes svar fik ham dog alligevel til at skæve en enkelt gang, da han godt vidste hvad der skulle ske på deres første nat på borgen, og det var ikke ligefrem noget han havde lyst til at tænke på da han stod med den unge MacMillan på sin arm. Han hostede let, og genvandt fatningen.
"Jeg kan forsikre dig.. Dem om at det ikke kommer til at ske, det er flere år siden at vi sidst har haft en sammenstyrtning i vestfløjen." Han blinkede drillende til hende, hvilket gjorde det svært at afsløre om han talte sandt eller ej.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 22, 2016 14:37:29 GMT
Ealasaid grinede over hans ord og skar en mindre grimasse, inden hun lod blikket glide hen over omgivelserne igen.
"Det er jeg glad for at høre.. tror jeg.. " Sagde hun og smilede let, mens hun mødte hans blik. Et øjebliks tøven tænkte hun på hvad hun skulle sige og hun havde brug for at få noget på det rene, for at være sikker på at hun ikke begik en fejl.
"Er De øh.. glad nok for at vi er forlovede? Jeg mener.. Der er ikke så meget at gøre ved det nu.. men hvis De fortryder så må De sige til, jeg er sikker på det kan gøres om.. " Sagde hun og så ham spørgende i øjnene mens hun bed sig lidt i underlæben.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 22, 2016 19:30:21 GMT
Taran havde aldrig brudt sig om når folk talte udenom, og dog overraskede den unge piges direkthed ham alligevel da hun spurgte ind til hans ærlige mening omkring deres kommende bryllup. Det var et spørgsmål der krævede et ærligt og dybfølt svar, og med et lille undskyldende smil trak han hende ned at sidde på en af rummets solide træbænke. Uden forståelse for at hans kropssprog på alle mulige måder signalerede at han skulle til at overlevere en tung sandhed, tog han hendes hånd og gav den et svagt klem.
"Du.. De må forstå frk. MacMillan at jeg på mange måder ikke er nogen hel mand. Forstå mig ret, de er ung og smuk, og har hele livet foran Dem.. Det eneste jeg ville fortryde var hvis De på nogen måde ikke følte Dem tilfreds med vores arrangement, de er for blidt og godt et væsen til at være ulykkelig." Han smilede opmuntrende til hende, og gav hendes blege hånd endnu et klem.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 23, 2016 11:03:23 GMT
Ealasaids blik fulgte ham opmærksomt mens hun satte sig ned sammen med ham, det virkede umiddelbart som om han ville give hende dårligt nyt og hendes hjerte bankede nervøst hurtigere mens han talte. Det var dog ikke de ord hun havde forventet, langt fra.. hun så mere og mere forbløffet ud jo længere frem han kom og endte med at blotte sine tænder i et skævt smil og grinede let.
"Mig? Et blidt og godt væsen? Jeg er bange for at Deres mening om mig er alt for poleret. Jeg er langt fra en skrøbelig lille kvinde Taran.. Men jeg lader måske lidt som om når min mor er i nærheden. Mængden af gange jeg har lavet ballade med mine venner på Hogwarts.. " Hun rystede lidt på hovedet og så ham i øjnene, inden hun lavede en affejende gestus med sin hånd.
"Jeg føler mig meget tilfreds med arrangementet." Sluttede hun og så afventende på ham.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 23, 2016 12:56:49 GMT
Tarans lettere alvorlige og bekymrede fregnede ansigt kunne ikke undgå at flække i et bredt smil ved rødtoppens kommentar. Han indså med det samme at det var lykkedes ham at misforstå hende, på trods af at han var vokset op blandt iltre rødhårede kvinder der ikke skulle frelses.
"Godt.. Lad os lade være med at kalde det det.. arrangementet, det lyder så upersonligt. Jeg er ked af hvis jeg tog fejl af dig.. Dem.. På trods af min tilstand sidder min ridderlighed vidst stadig meget dybt i mig." På trods af hans undskyldende smil, var der alligevel kommet et glimt tilbage i hans blå øjne.
"Kunne De tænke Dem at se resten af borgen?" Han gjorde tegn til at rejse sig, og dog blev han alligevel siddende på bænken med hendes hånd i sin.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 24, 2016 14:05:50 GMT
Ealasaid smilede varmt over hans ord og betragtede ham opmærksomt mens hun lyttede til hans ord. Til sidst rystede hun let på hovedet og lavede endnu en affejende bevægelse med sin hånd.
"De skal ikke tænke på det.." Sagde hun og lyste derefter op i et større smil, da han tilbød hende at vise hende resten af borgen.
"Selvfølgelig." Svarede hun og kom på benene inden han havde rejst sig helt.
"Har De desuden hørt at der er femkampsturnering på Hogwarts i år? Jeg regner ikke med at deltage, men jeg synes alligevel det er umådelig spændende" Bemærkede hun og mødte hans blik med tydelig interesse.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 24, 2016 20:01:34 GMT
Tarans smil blev varmere som hun accepterede hans undskyldning. Selvom kærlighed var en ting der skulle opbygges stille og roligt, blev han efterhånden overbevist om at et ægteskabeligt liv med den unge rødtop ikke ville blive så ringe endda. En smule besværet kom han igen på benene, på trods af at han gjorde hvad han kunne for at skjule det, og skyndte sig i stedet at byde hende sin arm, ligeså meget for hans egen støtte.
"Jeg hørte godt noget snak om det sidst jeg var i Hogsmeade.. Hvad jeg ikke ville have givet for at repræsentere Hogwarts i sådan en turnering, min storebror Elyan var en del af den engelske delegation i sin tid" Tarans blik blev en smule pint ved tanken på den afdøde storebror, og han skyndte sig at tale videre.
"Hvad holder dig fra at smide dit navn i pokalen?" Hans ord var på ingen måde bebrejdende, men blot nysgerrige, hun skulle have lov til at have sine grunde.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Aug 27, 2016 10:33:46 GMT
Ealasaid betragtede ham med et ømt blik da han omtalte sin storebror og smilede en anelse. Det måtte være svært at have mistet så meget af sin familie, men det var ikke tiden til at tale om det, måske når hun følte hun kendte ham bedre.
En klingende latter slap ud over hendes læber over hans spørgsmål og hun rystede let på hovedet.
"Det er jo en kamp om liv og død." Sagde hun og løftede sine øjenbryn let. "Og jeg er ikke en særlig dygtig magiker, selv hvis jeg lagde mit navn i pokalen.. ville jeg nok ikke blive valgt." Hun grinede let og så ham i øjnene.
"Vil du gerne have jeg gør det?" Spurgte hun og så afventende på ham.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Aug 28, 2016 20:58:41 GMT
Taran rystede en smule på hovedet ved hendes ord. Han var ikke sikker på om hendes selverkendelse var et tegn på stor styrke, eller manglende selvtillid. Selv var han en temmelig skrap duellant og kriger, og dog havde han alligevel aldrig kunne måle sig med Elyan.
"Jeg vil helst gerne have at du er i live når vi skal vies." Han blinkede let til hende og gav hendes hånd et kort klem. Han havde mistet nok hustruer, og dog var det ikke noget han var klar til at lave vittigheder omkring.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Sept 1, 2016 13:54:45 GMT
Ealasaid smilede skævt over hans ord og løftede hovedet med et drillende blik i sine øjne.
"Det foretrækker jeg også, det er så ærgeligt at misse sin egen vielse." Bemærkede hun og spidsede læberne en anelse.
"Hvad får du ellers dine dage til at gå med her?" Spurgte hun og så sig omkring, inden hun vendte blikket mod ham igen. Hun tænkte han måtte lave nogenlunde det samme som hendes far gjorde, men det var jo ikke sikkert.
|
|
|
|
Post by Taran Weasley on Sept 1, 2016 17:56:49 GMT
Taran smilede en smule betænksomt ved hendes spørgsmål, mens han førte hende videre ud ud af de smalle kampestensgange. Han stoppede op ved et vindue, og åbnede nonchalant skodden så et idyllisk, opdyrket, bakket landskab åbenbarede sig.
"Vi har ikke mange tønder, men vi har nogle dygtige bønder der forpagter vores jord, og som jeg skal holde styr på. Desuden træner jeg de af mændene vi forventes at stille til hæren." Han prøvede at trække på smilebåndet, mens han lod hende komme til ved vinduet. Selv havde han brugt meget tid på at prøve at tage synet ind og vænne sig til tanken om at det hele var hans.
"Al jorden frem til skoven derude er vores.. Mit.." Han stilte sig diskret bag hende, og pegede ind over hendes skulder, for ikke at forstyrre hendes udsigt.
|
|
