Søskendetur

Alecto brød sig langt fra om at blive sat af, om han så havde sagt at det blot ville vare et par enkle minutter, så var det ikke acceptabelt at parkere hende som var hun en en hest. Hun havde derfor ikke tænkt sig at blive stående ret længe. Lige da Argus havde forladt hendes side og var forsvundet ind i butikken, var hun forsvundet længere op af hovedgaden. Hun havde intet der skulle lappes, og ingen kjoler at bestille. I stedet valsede hun omkring de mange andre mennesker efter bånd og perler.

Hun strøg et par enkle fingre gennem det brune hår der hang hende løst om skuldrende. Der var så meget af det at halvdelen var sat op med et par enkle sølv spænder. Hun satte pris på kvalitet, men stoppede alligevel op hos de sælgende langs vejen. Hun havde før prøvet at finde noget ganske særligt hos dem, som der i forvejen ikke fandtes mange af, og hvem var Alecto til at sige nej til sådan en chance? Det kunne godt være hun for det meste virkede ligeglad med selskaber, men inderst inde gik hun meget op i det, og ville gerne gøre opmærksom på sig selv. Hvilket også havde gjort hende lidt kræsen gennem årende.

Hun stod længe og overvejede hvad hun skulle vælge, hvis det overhovedet var så meget værd som de bildte hende ind. Lige så mange gange som hun havde fundet noget af værdi, var hun også blevet snydt. Så hun var blevet varsom med tiden, men havde lært en ting eller to siden hen. Hun rettede blikket mod den retning hun var kommet fra, for at tjekke om hendes bror var færdig med hvad han end skulle. Da hun fik øje på ham valgte hun at gå i hans retning.
"Det var du længe om" kom det roligt fra hende. Ike yderlig interesseret i hvad det var der havde været så vigtigt. Hun var på skattejagt, som for hende havde en langt større plads.

Alecto sendte ham et tilfredst smil over hans løfte. Hun lagde derfor sin arm om på hans så de kunne følges ad ned af gaden. Nu var han tvunget til hendes selskab, selvom det i sig selv ikke var slemt. Det kunne skattejagten til gengæld godt blive, især hvis hun ikke mente prisen var i orden, eller at de bare fornærmede hende. Hun var dog i et rimeligt humør og mente ikke at hun uden videre ville stille sig an.
"Du kommer til at fortryde at du overhovedet lod dig trække med rundt" sagde hun og kunne ikke lade være med at grine, henrykt over at hun nu havde et pakæsel med, skulle hun falde over andre, større ting.

Hun stoppede næsten op ved hvert eneste lille bod for at rode igennem de små nips. Hun rynkede let på næsen og holdte et gammelt broderet billede op imod solen for at tjekke for alt for store huller.
"Vi skal have fundet på en gave til mor" sagde hun med let skeptisk tone. Normalt syntes hun det var lige til med gaver, men hun havde altid haft svært at finde det helt rigtige til sin mor.

Alecto kunne heller ikke prale af at være hendes mors favorit, og den af hendes børn hun var tættets med. Ikke alene brød Alecto sig ikke om sin mor, hun anede absolut ikke hvad en dame i hendes alder ville nyde godt af. Hun rynkede tænksomt på de mørke bryn, og stod længe sådan uden at sige noget. Hun havde måske lidt håbet på at Argus havde en idé eller to, eller vidste om Alfred eller Agneta allerede havde fundet på en gave deres mor værdig. Hun nægtede at komme krybende til sin far om råd, og var fast besluttet på at finde noget selv.
"Den bedste gave jeg ville kunne give vores kære moder, ville være at vælge en af de mange bejlere" sagde hun og lo sarkastisk. Hun rystede let på hovedet og trak let sin bror i armen for at gå videre.

Hun håbede lidt på at gaven ville vise sig ud af det blå, og hoppe og springe foran hende. Men så længe de befandt sig i en mugglerby som London, skulle hun nok ikke få sine håb sat for højt. Her var det eneste der hoppede rundt, et par hunde og en kat der jagtede sit bytte. Hun knugede let den ene hånd om den pilekurv hun havde dinglende fra sin arm. Om de så skulle blive her i flere timer, det blev nød til at i det mindste få en idé.

Alecto ville ikke have noget imod også at tage et smut forbi Hogsmeade, men det måtte blive en anden dag. Når først de havde gået London tynd, ville hun have så ømme fødder at hun sikkert ville sidde stille i en hel uge. Heldigvis havde hun en sød og dygtig kammerpige der vidste hvordan man fik fødder som Alectos til at slappe af, uden at få det til at kilde.
"jeg tænker vi dropper Hogsmeade idag, og i stedet tager ind et sted og får lidt frokost" sagde hun i en tone der indikerede at hun allerede havde bestemt sig.

Så kunne de kigge videre senere. Selvom hun havde sagt til sig selv at hun ikke ville kigge på kjoler, var de alligevel gået forbi en ret dygtig skrædder, som hun gerne ville ind og tale med, når de havde fået noget at spise. Selvom hun normalt ikke gik så meget op i det, var det alligevel en fryd for hende hver gang hun kunne få sin søsters vrede til at flyde, og hvilket var en smuk ny kjole? Hun så det som en leg og kunne ofte ikke lade være med at grine.

"Der har været ret mange Argus. Der er faktisk folk der vil have mig, modsat dig." sagde hun og undlod helt med vilje at fortælle om der var en der havde fanget hendes interesse. Ludwik var stadig en hemmelighed, og hun var ikke sikker på det nogensinde kunne blive en realitet. Hun vidste at hun skulle giftes en dag, og det langt fra kunne blive med en som ham.

"En kro, jeg har ikke tænkt mig at stå op at spise" sagde Alecto med et roligt suk og en sær grimasse. Ikke at hun ikke brød sig om maden, men de havde trods alt vandret op af gaden et par gange, og hun måtte indrømme at hun virkelig trængte til at slappe lidt af. Måske det også ville lette på tankerne, og at det måske var hende muligt at finde frem til en nogenlunde passende idé til en gave. Hun tænkte ikke særlig store tanker på tom mave og trætte fødder.

Hun fortsatte det lille stykke hen til hvor kroens skilt vippede let i vinden. Hun så op med let sammenknebne øjne.
"Det her burde kunne slukke vores tørst og sult" ligeglad hvilken stand kroen var i skubbede hun døren op og gik ind. Hun gik langt fra op i hvilke mennesker der befandt sig der, og håbede bare at maden var god.

Hun tog sin kappe af og kiggede rundt. Hun ønskede ikke at gøre sig selv til kende, og håbede inderligt at et par ledige pladser viste sig. At puste sig op blot for at få sin vilje lå ikke til hende, og var pludselig glad for hun netop ikke havde Agneta med på slæb.

Alecto som sådan ikke noget imod nogen mennesker der viste hende venlighed og gensidig respekt. Det handlede ikke om hvor høj i selskabet man var, hvor mange penge ens familie havde eller hvor mange jorde ens familie var i besiddelse af. Hun havde intet imod de lavere klasser, dem hun kunne have noget imod var hendes egen, men det var selvfølgelig en mening hun kun delte med sig selv. Hun glattede let sine fingre ned over det sorte stof der pryglede taljen. De skarpe brune øjne søgte kroværten, og da hun havde fået fat på ham gjorde hun ham opmærksom på hendes ønske.

De blev vist hen til en privat krog og Alecto takkede og satte sig.
"Her er så hyggeligt" medgav hun og kiggede rundt. Med blikket hurtigt vendt mod sin bror lagde hun hænderne mod det rustikke træbord.
"Jeg tænker vores kære moder i år skal have noget praktisk." sagde hun og strøg en sort lok hår bag øret

Alecto kradsede lidt i træbordet med sin negl. Det mørke blik gled i et med sin brors som et suk forlod hendes læber. Hun snoede et finger rundt om et tot hår og trak let på sine skuldre.
"En ny, husalf?" øjnene blev smalle ved lyden af netop det forslag og hun rystede på hovedet. "Syntes du ikke vores familie har nok?" spurgte hun en smule hårdt. Hun gik langt fra ind for at man havde så mange som de havde på Black familiens gods, og når man så til og med ikke behandlede dem særlig godt. Hun rystede endnu engang på hovedet.

"Glem det Argus, jeg vil i hvert fald ikke være med til at give vores moder sådan en gave" sagde hun og vendte i stedet opmærksomheden mod den mad der nu blev serveret for dem.
"Hun kunne bruge en ven, lad os give hende en fugl" sagde hun og lo.