Sure, gamle mænd

Det sidste døgn føltes som en tyk tåge. Umulig at se igennem, med en følelse af, at at resten af verden var forsvundet bag det tætte slør. I et langt stykke tid, havde det ganske enkelt været umuligt at forstå, men da verden fortsatte uhindret, havde følelsen af et tomrum vokset sig større - indtil det til sidst var ramlet sammen om ørerne på hende.

Der var kun få mennesker, der kendte sandheden. Kalliope Shafiq var en ny veninde, men der var flere grunde til, at det nu var på hende og Amals dørtrin, at hun befandt sig. Da døren blev åbnet, kunne hun selv forestille sig, hvor hjemsøgt hun måtte se ud. Mørk under øjnene efter en nat uden søvn og med ekkoet af tab skåret ind i de udmattede træk.

Smilet nåede ikke de brune øjne, selvom det ellers aldrig var et problem og det var med en følelse af kun lige at hænge sammen, at hun trådte ind over dørtrinnet. Blikket på den anden kvinde var dog tilstedeværende - og en god del beklagende. “Jeg håber ikke, at jeg forstyrrer?” sagde hun svagt og en anelse hæst. “Jeg… Tror, at jeg har brug for at tale med nogen.”

Det krævede lidt af Agnes at rette ryggen helt, nikke og følge med ind i stuen med så meget værdighed, hun kunne mønstre.

Da hun lidt tid senere sad, tog hun en dyb indånding og strøg en hånd over ansigtet. "Jeg stoppede aldrig med at se... Professor Slughorn." Det føltes formelt på hendes læber, men det var nødvendigt med distancen. "Før i går."

Det var absurd at sige det højt. Det hele havde været så hemmeligt og resten af verden, uvidende, fortsatte som om intet var sket. Agnes så ned på sine fingre; lange og blege mod kjolens dybgrønne farve. En lydløs indånding fik hendes bryst til at hæve sig og hun lukkede øjnene i det korteste øjeblik.

"Det var det logiske at gøre. Det ville blive for svært. Vi ville forskellige ting," remsede hun, som hun havde sagt det gentagne gange til sig selv. "Det gav ikke mening, at vi var sammen." Øjenbrynene trak sig sammen. Helt tæt, før hun så op på Kallie - med frisk smerte i de mørke øjne. "Men hvorfor gør det så så ondt?"

Agnes var på mange områder ingen novice, men når det kom til kærlighed, så var hun absolut. Det sagde hun også til sig selv. At det var det første, reelle brud. Det skulle gøre ondt. Kalliopes ord var forsikrende, men det var et mål, der var så fjernt, at hun havde svært ved at tro på det. Svært ved at forestille sig en tid, hvor hele hendes indre ikke var i oprør, hver gang hun tænkte på det. På ham.

Hænderne foldede sig sammen og hun endte med at folde armene over mellemgulvet. "Jeg tror ikke engang, at jeg er mest bekymret for mig selv," konstaterede hun lidt efter og smilede et smil, der var helt uden glæde. Det var snarere håbløshed, der skinnede igennem og hun rystede på hovedet. "Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, Kallie. Hvordan jeg skal bearbejde det. Jeg har aldrig prøvet det før."

Agnes var normalt meget opmærksom på sine omgivelser, men hun bemærkede ikke Kallies kamp, før den anden bad om hjælp. Hun blinkede en enkelt gang, kom selv med en dæmpet undskyldning og rejste sig så, for at hjælpe sin nye - men allerede dyrebare - veninde på benene.

"Han har en søn. Grunden til, at han kom for at se mig i går, er fordi at Morgan ikke længere vil se ham. De kan ikke tale sammen..." Hendes stemme knækkede en anelse, men hun tvang sig selv til fatning, før det kunne nå at blive mere - for stædig til at give efter. "Og nu det her... Det er meget at miste. Jeg er rædselsslagen for, hvad det gør ved ham - og det piner mig, at jeg intet kan gøre."

Agnes satte sig ikke selv, men forblev stående, hvor hun selv kunne vandre lidt frem og tilbage - af andre grunde end Kalliope. Det hjalp at være fokuseret på noget. Det fik hende til at glemme sine egne følelser, bare lidt. Også selvom erstatningen var at tænke på Téarlachs.

"Tror du, at han ville det?" spurgte hun, men kendte allerede svaret. Det skinnede ud af hende, at det absolut var et ønske og hun ville have sagt mere, hvis ikke Kallie var kommet hende i forkøbet med endnu et spørgsmål. Et tungt suk slap hende, men det distraherede hendes tanker.

"Det er kompliceret, for at sige det mildt. Det korte af det lange er, at de begge har fået overbevist sig selv om, at den ene hader den anden - mens det absolut ikke er tilfældet. Det kulminerede med Morgans karrierevalg og hvordan det foregik... Problemet er, at ingen af dem er villige til at erkende, at de tager fejl."

Situationen med Morgan var ikke god, men for Agnes hjalp det at beskæftige tankerne med det. Hun nikkede forstående til Kalliopes ord, havde haft åbnet munden for at tale - og blev effektivt gjort tavs, da et spørgsmål fulgte, som tog vejret fuldt og helt fra hende. Alle midlertidige distraktioner forduftede og den kolde, hårde sandhed stod tilbage og stirrede hende i ansigtet.

"Fordi jeg elsker ham," kom det instinktive svar, næsten uhørligt og med al sin barske realitet. Hun satte sig tungt, hvor hun havde siddet kort forinden og stirrede lidt ud i luften. "Det gjorde det til mit problem," konstaterede hun, en anelse hult. "Jeg går ud fra, at det ikke er tilfældet længere..."