Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var ikke så sent endnu, at der kunne siges at være mennesker i krostuen. Der kom primært folk for at hente bestillinger og serveringerne var tilpas få til, at den slidte trædisk så godt som ikke var i brug. Det gav også en sjælden mulighed for at gøre ordentligt rent og det var den opgave, Nannie havde påtaget sig.
Skoene lå på gulvet og hun stod på disken i strømpetæer, strukket så lang hun var, for at nå spindelvævene med spidsen af sin tryllestav. Det lykkedes at fange de fleste, men knapt så godt gik det med støvet, der kildede hendes næse og havde plettet det ellers helt mørke hår, så det lignede, at tiden brat havde indhentet hende.
Det var netop, da døren gik op, at hun trakte sig helt op på tåspidserne for at nå et større spind. "Øjeblik," kaldte hun, uden at se sig tilbage. Til gengæld kom hun uforvarende til at indhalere støvet, da hun talte og nøs så brat, at det gav et ordentligt sæt i hende og hun nær havde mistet balancen; uden at have nået spindet.
Post by Bowman Wright on Jul 10, 2016 23:07:21 GMT
Indledende havde Bowman ikke været mistænkelig over Blairs beslutning om, at bestille en tønde med god, stærk øl fra De Tre Koste, selvom Benevolence plejede, at brygge det, der nu skulle brygges, uden at modtage klager fra ham af. Da han blev bedt om, at hente den ændrede det sig. Han havde dog ikke protesteret, men slet og ret sendt sin storebror et enkelt, skeptisk blik, før han indviligede i, at tage afsted.
Sandt og sige var han glad for muligheden for, at se Annet igen. Det havde været underligt til sidst sidste gang han var der og nu kunne han forhåbentlig få glattet tingene lidt ud. Da han trådte ind i kroen til synet af hendes udstrakte krop, der øjeblikket efter var ved, at tumle ned fra disken, hastede han over. Som hun rent faktisk fik overbalance, endte hun i hans arme, til ingens overraskelse mere end hans. Han glippede lidt med øjnene, før han kom til, at smile lidt over optrinnet. "Hej...?" Han rømmede sig og lod hende, lidt forsinket, komme ned fra hans greb. Tæerne krummede sig sammen i hans lædersko.
På trods af at hun havde sin tryllestav i hånden, var der ikke tid til at reagere og hun nåede kun at mærke et sus af panik, da hun mistede balancen og tumlede ud over kanten af disken. Et overrasket udbrud undslap hende, men det hårde gulv kom aldrig; i stedet var det umiskendeligt arme der havde fanget hende og hun åbnede forvildet øjnene, kun for at se lige ind i Bowmans overraskede ansigt.
"Hej?" røg den overrumplede gentagelse ud af hende, før hun egentlig registrerede, hvad der var sket og indså, at hun dinglede i hans arme. Indsigten fik hende til at spærre øjnene en anelse op og hun rømmede sig hørligt, da han lod hende komme ned - på ben, der pludselig var temmeligt svage. Hun tilskrev det chokket og var næsten sikker på, at det ikke var med vilje, da hun måtte støtte sig til hans arm.
"Du greb mig," konstaterede hun endelig, som det sank helt ind og hun glippede med øjnene. Det var først da hun indså, at hun holdt ved ham og slap lettere brat, før hun blinkede igen og endelig så op på ham med et forundret blik, gennemstrømmet af adrenalin. "Hvorfor er du her?"
Post by Bowman Wright on Jul 10, 2016 23:38:44 GMT
Da havde stort set ikke rørt hinanden, de to. Ikke siden han holdt om hende i vinkælderen for flere måneder siden. Ikke siden han var vendt tilbage til livet. Pludselig var der meget nærkontakt og Bowmans hud føltes varm, hvor den havde rørt Annets. Han strøg sig lidt ned over armene med begge hænder, før han så dumt spørgende på hende i det lange øjeblik det tog ham, at huske hvorfor han var der.
"Øl," faldt det bratte svar, inden han klarede halsen og fandt sin fornuft igen. "Min bror har bestilt en tønde øl. Jeg er her for, at hente den."
Han var der i hvert fald ikke for, at spille helt. Fingrene krummede sig lidt sammmen om hver sin arm.
Spørgsmålet var røget ud lidt uigennemtænkt, mest af alt i ren overraskelse over det ekstreme tilfælde, det var og hun så næsten lige så overrasket ud som ham over det.
"Åh," åndede hun ud, da han fandt frem til svaret og strøg en hårlok væk fra panden, der ikke gjorde meget for at bedre det støvede rod. Tankerne dvælede stadig omkring det helt absurde scenario, der netop havde udspillet sig, men næsten endnu mere, hvilken følelse der var sitret igennem hende, da hun havde mødt hans blik helt tæt på...
"Øl," røg det ud af hende, da hun indså, at hun blot havde set op på ham og ganske ukarakteristisk, steg en lille smule varme op omkring hendes nakke. "Nu skal jeg..." Hun klarede halsen og formåede endelig at smile lettere beklagende. "Undskyld. Nu skal jeg se efter det.
Den lyshårede metalbetvinger var absolut ikke nogen helt, selvom det ikke var første gang han var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Denne gang rystede han det dog blot lidt af sig, som Annet så ud til, at være lidt fortumlet.
Han kløede sig på overarmen og klarede halsen, før han trak på smilebåndet over hendes bratte, ene ord i en præcis spejling af ham selv. Blikket blev sænket og skuldrene løftet lidt i et skuldertræk, inden han skævede flygtigt op igen efter hende og lænede sig imod bardisken, imens han ventede.
Nannie var nær gået i stå igen over det blik han sendte hende og som resultat deraf, vred hun mentalt armen om på sig selv og efterlod ham der uden flere ord. Nede i kælderen havde hun muligheden for at tage en dyb indånding og ryste upassende overvejelser af sig, før hun indså, at hun havde glemt sin tryllestav på gulvet, hvor hun havde tabt den under sit lille stunt.
En dæmpet banden undslap hende, men hun havde ikke brug for at virke mere distræt end hun allerede havde formået og endte med at hejse tønden op i armene, der beklagede sig under vægten, men blev der. Da hun - lettere besværet - nåede op af trapperne, var hun dog stakåndet og kæmpede en reel kamp, for ikke bare at dumpe den direkte i armene på ham.
"Hvor vil du have den hen?" spurgte hun i stedet, en anelse forpustet og med arme, der beklagede sig mere end hun ville indrømme - temmelig ivrig efter at komme af med sin last.
Bowman så med forbløffelse Annet komme fysisk slæbende på en god tønde med øl og var ikke sen til, at få fat om den selv og overtage vægten fra hende, så han kunne sætte den på bardisken med en enkelt, anstrengt lyd. Han klarede halsen lidt med et beklagende smil, før han greb ned i sin bæltepung og fandt de penge Blair havde sendt ham i byen med.
"Det skulle passse," fik han frem, som han rakte kropigen mønterne og dernæst kløede sig lidt i nakken. Han ville have sagt noget om, at han godt kunne været gået med hende, men det kom aldrig rigtig ud.
Armene var ikke helt så stærke, som de havde været engang og føltes en anelse følelsesløse, da han overtog tønden fra hende. Et dæmpet, lettet "tak," undslap hende, før hun bukkede sig efter sin tryllestav på gulvet og lagde den fra sig på disken. Da hun så på Bowman igen, var det for at tage imod mønterne og hun nikkede ganske let, som fingrene lukkede sig sammen om de små metalstykker.
"Det var ikke nogen særligt god hilsen tidligere," konstaterede hun endelig, temmelig forsinket. Tungespidsen fugtede læberne, før hun sendte ham et beklagende smil og mødte hans blik, mens hun forsøgte ikke at genopleve det korte øjeblik mentalt. "Jeg var en anelse overrasket. Jeg glemte helt at sige tak."
Bowman nikkede let, som Annet tog imod mønterne. Hendes konstatering et øjeblik senere fik ham dog til, at se temmelig fåret ud; overbevist om, at han blev anklaget for, at hilse for dårligt. Han blinkede lidt, da realiteterne gik op for ham og brynene trak sig sammen, før han tog en dyb indånding og rystede afværgende på hovedet.
"Hvis du var faldet, hvem skulle så servere mig øl?"
De lyse øjne skinnede lidt, før han sænkede blikket med et skævt smil og kløede sig på siden af halsen.
Skuldrene faldt en ganske tydeligt stykke og tænderne kom til syne sammen med en dæmpet latter. Med ét punkterede den lidt overrumplede følelse og lettelsen var klar for hende selv. "Det er et godt spørgsmål," svarede hun og strøg fingrene gennem håret, først for da at indse, at hun havde spindelvæv viklet ind i det.
Med en dæmpet rømmen tørrede hun fingrene i forklædet. "Sid ned," bad hun med en lille håndgestus mod en af skamlerne og dukkede selv under disken, hvor hun hurtigt stak i sine sko igen. Et ganske kort øjeblik senere, stod der to krus på disken - et til dem hver.
"Du ved," begyndte hun, en smule eftertænksomt, men også noget andet end det, som hun ikke kunne sætte fingeren på. "Det er ret imponerende, hvordan du gør det. Formår at være her, når jeg har brug for hjælp." De blå øjne hævede sig til ham og det skæve smil var varmt nok, men taknemmeligheden gemte sig mest af alt i blikket. Det var ikke første gang, han havde reddet hende - omend i en mere symbolsk forstand tidligere.
Bowman følte sig selv en lille smule rundt på gulvet, uden at kunne forklare hvorfor. Han bed smilet i sig, som han tog imod kruset med et dæmpet "tak" og havde sat det til læberne inden Nan talte igen og fik ham til både, at sætte det ned og hæve brynene lidt.
Han rømmede sig, før han trak på skuldrene. "Tilfældigt," brummede han, en smule nervøst, inden han drak igen og lagde den ene hånd på tønden med øl.
Der havde ikke været nogen aftale om hvornår han kom tilbage med øllet, men han mistænkte Blair for at mene, at det ikke behøvede at være lige med det samme.
Det var lidt af en selverkendelse, eller sådan føltes det i hvert fald. Det havde været hendes intention at få ordene til at virke spøgefulde, men de var kommet mere oprigtige ud og ved hans svar på det, var hun hurtig til selv blot at komme med en dæmpet, bekræftende lyd og løfte det krus hun havde skænket til sig selv - tiltrængt efter flyveturen, men lige så meget over det faktum, at hun var underligt usikker på, hvad hun skulle sige til ham. En uvant følelse.
En enkelt tår virkede til at hjælpe på den summende og lidt forvirrende fornemmelse hun havde i hele kroppen, men hun tog alligevel en mere for en sikkerheds skyld, før hun satte kruset fra sig og mere eller mindre diskret gjorde et forsøg på at gøre kål på det resterende spindelvæv, der havde skiftet residens til hendes hår.
Post by Bowman Wright on Jul 12, 2016 18:08:33 GMT
Bowman huskede den unge Dodderidges kommentar om lange blikke fra sidst han så Annet. Lidt for godt, endda. Det fik ham da også til, at anstrenge sig for ikke, at sende lange blikke nu. I stedet så han en hel del ned i sit krus med øl. Han skævede lidt op på hende efter en lang tavshed og trak lidt på smilebåndet over hendes forsøg på, at få spindelvæv ud af håret.
Inden han rigtig nåede, at tænke over det, havde han flyttet sig lidt til siden, strukket sig over disken og rakt en hånd frem. Han strøg fingrene over hendes hår, hvor spindelvævet sad fast, og fangede det i sin knytnæve, uden at have nogen ottebenet gæst med. Han gned håndfladerne lidt mod hinanden og lod resterne dumpe ned på disken foran hende, før han rømmede sig og vendte tilbage til sin øl med en svag lille gnist i blikket.
Ganske uvidende om det, kæmpede Nan i samme grad en kamp for ikke at komme til at skæve for længe på ham og distraherede sig selv med det lettere håbløse forsøg på at få de klistrede tråde ud af håret, uden at kunne se, hvad hun foretog sig.
Før det lykkedes, dukkede en hånd op i hendes synsfelt og det gav et lille gib i hende, da overraskende nænsomme fingre overtog opgaven. Denne gang lod hun ikke være med at se på ham eller forsøge at skjule, at hun gjorde det - tværtimod var hendes blik en anelse underfundigt og da han trak hånden til sig, kunne hun ikke lade være med at smile en anelse dumt.
"Tak," sagde hun, endnu engang, men mere opgivende nu. Primært rettet mod sig selv. Hånden, der var forblevet halvt løftet, faldt nu helt og lukkede sig ganske let om kruset. Tungespidsen fugtede læberne og hendes blik var drevet en anelse væk igen, selvom en snert af et smil forblev i hendes mundvige. Det var der også, da de næste, impulsive ord røg ud af hende, inden hun nåede at tænke nærmere over det. "Hvis jeg havde vidst, at du kom i dag, ville jeg have holdt mig fra spindelvævene."
