Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
”Jo. Du. Gør! Mit arbejde er kompliceret, Alecto. Jeg forstår din nysgerrighed, men der er visse ting som du ikke bør vide og ikke skal interessere dig for at vide. Det vil give dig flere spørgsmål end svar. Med viden følger altid et vidst ansvar, men det har du vidst hørt før, om end du nægter at indrømme dette”. Kjolens klæder knitrede mellem håndflader og fingre, da Ludwik begyndte at trykke sine negle ind i den med tiltagende magt. Han rynkede på brynene, indtil et skævt smil gled frem på hans smalle læber, og han kastede Alecto op i luften, kun for at gribe hende igen.
”Du kan overholde mit bud. Elleeers kan jeg jo blive nødt til at straffe dig. Måske skulle jeg blive ved med at holde dig fast? Jeg mindes desuden at jeg har lænker et sted i dette hus, der er resistente for spektral transferens hos bæreren. Måske bluffer jeg, måske ikke. Vil du gerne finde ud af det pigebarn?”
"Kompliceret eller ej. Hvis du ikke engang mener du kan fortælle mig hvad du går og laver. Jeg ved du ikke bare er casual fyrste søn, og vampyr. Du mener jeg er for ung til at klare sådan et ansvar. Hvor er det lige jeg befinder mig nu?" Alectos stemme var alvorlig, men også lettere skuffende og tæt på at lyde sårende. Hun ville vide så meget om ham som var hende muligt, skulle hun nogensinde have en chance for at åbne sit hjerte helt til en. Da han kastede hende op i luften forsøgte hun ihærdigt at holde kjolen nede så han ikke kunne se op mellem skørtet på hende, hvilket med sikkerhed havde været hans mening helt fra begyndelsen.
Da hun igen var tættere mod jorden, var hun i hans favn. Med armene omkring hans skuldre pressede hun sine læber mod hans i et langt kys. "Jeg vil bare have dig Ludwik." kom hun så endelig frem til. "Lænker interessere mig ikke, men hvis du har en pisk" hun små lo let og blinkede lettere uskyldigt med øjnene.
"Dette har intet med alder at gøre. Det -" Alecto pressede sine læber imod Ludwiks, og mere nåede han ikke at sige. Hans øjne opspærredes. Forbavselsen var tydeligt malet i hans ansigt. Ingen modstand kom dog fra hans side, og da hun trak sig tilbage igen slikkede han sig om munden, som havde han smagt noget udsøgt og forsøgte at fastholde fornemmelsen lidt længere. Han knugede i et øjeblik Alecto ind til sig, mens anelsen af et smil tegnede sig på hans læber. Hans brystkasse hævedes, da en dyb indånding trængte sig vej. For en stund følte han sig let. ”Alecto…”
Han følte sig salig, men jo længere han lod sig svømme væk i Alectos smil, jo mere forsvandt hans eget indtil bekymrede rynker dannede sig ved hans bryn. Situationen syntes han at kunne genkende, og dejavuet spejlede fortidsskygger hos Alecto fra personer der for længst var væk. ”Nej. Vil du virkelig være som dem?! Jeg kan ikke, Alecto. Du er forvirret, og du ved ikke hvad du går ind til”. Ludwik satte Alecto pænt ned på gulvet, tog et par skridt væk og tog sig til hovedet. Hans blik var manisk.
Alecto havde som sådan aldrig rigtig kysset nogen før, ikke så blidt og lidenskabeligt som det kys hun lige havde delt med Ludwik. Hvor det med tiden ville føre hen, og hvad det ville betyde for hvad de end var turde hun ikke tænke. Hun burde i grunden slet ikke befinde sig hos ham og i det øjeblik kørte tanker og forskellige udfald sig rundt i hendes hoved. Det var først ved lyden af hendes navn at hendes blik blev rettet fra gulvet til hans øjne. Hun havde ikke overvejet hvad der ville ske med hende, gav hun sig hen og blev hans. Hun ville uden tvivl blive afskåret fra sin familie. Men tanken om at undvære ham, til fordel for en anden, en mand som hendes familie ønskede hende gift ved, var også en fremtid hun absolut ikke havde lyst til. Hun gned let et par fingre mod sine tindinger.
"Dem? Jeg er ikke som nogen, jeg er mig" sagde hun og rynkede let i begge bryn over hans ord og lagde armene over kors. "Ludwik.." hun så bekymrende mod ham, og var med at par hurtige skridt henne ved hans side, med hånden blidt lukket om hans skulder.
På trods af den blide berøring af Alectos hånd så Ludwik ikke ud til at komme til sig selv. Hans hænder begravedes imellem hans lyse hår, og han rystede benægtende på hovedet. Et sted følte han sig kvalm. Kvinder var et materiale – en ting han kunne lege rundt med som det passede ham og med samme lethed ingen skrupler havde med at afskaffe sig, når de kom ham i vejen. Men når nu Alecto gentog de selv samme ord han så mange gange før havde hørt føltes det… Upassende. Hvorfor forstod han ikke. Han havde kendt hende så længe, men taget i betragtning af den tid han havde levet var deres bekendtskab intet. ”Det nytter ikke noget! Jeg kan ikke – VI kan ikke!”
Hans hugtænder skar imod hinanden, da han bakkede længere væk fra hende. ”Forstår du det ikke, Alecto?... Du er kun et menneske, Alecto. En skrøbelig, simpel skabning, der med tiden forsvinder, som sand i hænder af en af mange veje… Jeg har intet jeg kan tilbyde dig, som ingen andre kan”.
Alectos hjerte rytme steg et par slag, og varmen i hendes krop lå tydeligt hen over hendes kinder. Hun bøjede hovedet en smule til den ene side i et forsøg på at fange det fjerne blik der hvilede i Ludwiks øjne. De tynde bryn trak sig sammen ved hans ord og hun tog et skridt tilbage.
"Det er ikke fordi jeg beder dig om at gifte dig med mig?" sagde hun med et let suk. Det kunne godt være at hendes opførsel virkede uanstændig og havde de sidste par måneder. I sandheden tænkte hun utrolig meget på sin fremtid, og hvilken status hun ville have i adeligt selskab, hvilken stilling hun vil have hos sin mand. Men når hun var sammen med Ludwik syntes det alt sammen lige meget. "Skrøbelig?. Simpel?" hun spidsede læberne og kneb let øjnene sammen. "Jeg er ingen af delene, og det gør du klogt i at huske" sagde hun hårdt og rettede hovedet en smule op og stirrede bare på ham, uden flere ord.
”Så hvad du adspørg mig er at fratage al anstændig ærbarhed fra dig? Behandle dig som snavs!? Behandle dig som alle andre?” Ludwiks røst rungede i de halvmørke gange. Han tog et dybt åndedrag for at tøjle sig selv, men et suk forlod ham opgivende. ”Tilgiv mig. Det jeg leder efter er… Levende. Du er levende. Og det med alle de gaver det kan medføre. Mens den eneste menneskelige bestanddel denne verden har givet mig er at min moder bar mig i svangerskab i stedet for at skabe mig ved at blande blod. Det gør dig udsat”. Han rakte ud efter Alecto og strøg sine fingerspidser langs hendes yndefulde hals, strejfende hendes kavalergang i stilhed. Langsomt vandrede han om bag Alecto. Hans stemme skælvede let, næsten gudfrygtigt. ”Hvordan det må føles at have blod fossende igennem sine årer…”
”Det her er hvordan det vil gå.. Du vil ældes. Du vil syne hen, og du vil forsvinde, mens jeg ikke har ændret mig en dag. Eller du vil leve et liv, som jaget og vil af mange anses som forbandet. Det her er den leg du ikke ønsker at lege, Alecto Black. Og jeg er ej den mand du søger”.
Alecto brød sig hverken om hans ord eller den tone han brugte. Hun så ikke sig selv som snavs, og var det langt fra. Hun var stadig i besiddelse af sin dyd, hvor end sladderen gik hos de andre adelsfrøkener. Dog var en del af hende parat til at opgive den til fordel for den kærlighed og mulige ømhed Ludwik kunne give hende.
Hun drejede hovedet og så på ham med et par rynkede bryn, halv irriteret over hans høje tonelege, hvilket ikke gjorde det nemt at føre en rolig samtale. "Blot fordi jeg har et bankende hjerte, betyder det ikke at jeg er mere levende end dig" sagde hun og tog et par skridt mod ham. I et let suk lagde hun en hånd mod hver af hans skuldre og forsøgte at fange hans blik. "Du er mindst lige så levende som mig" hun tog med sin ene hånd fat i hans og lagde den mod venstre side så han kunne mærke rytmen af hjertet.
Hun lyttede i stilhed til hans ord som han forsøgte at forklare hende, og advare hende om udfaldet af deres handlinger. "Jeg ved ikke hvad jeg vil, jeg ved ikke hvad fremtiden vil bringe mig, os. Lige nu vil jeg bare gerne være sammen med dig" hviskede hun stille og lod let et par fingre kærtegne hans kind.
Ludwik følte Alectos hjerte slå igennem kjolens tynde stof. Om det var fordi han ikke selv havde en puls, eller fordi hun var påvirket vidste han ikke, men han kunne mærke det tydeligt. Det fik ham til at føle sig magtfuld og udvidede hans pupiller. Normalt var det noget der kunne få ham til at jage og med lethed stoppe den ivrige dundren. Som en gud – herre over liv og død. Det var aldrig noget han havde sat sig ned og noteret. ”Det føles som floder… som en foranderlig rytme. Og for dig måske -” Langsomt lænede han sig ind over Alectos lille krop fra siden af og kiggede ind i hendes øjne med et skævt smil. Hendes ryg havde kontakt med hans overkrop. ”Sommerfugle?”
Hans stemme var hviskende, men den kunne ikke længere holde sig alvorlig. I stedet udtrykte den en fascination. En ivrighed, der skabte små glimt i hans øjne. Med en dyb indånding fortsatte han. ”Du er en meget stædig lille skabning, Alecto. Og du er ikke god til at tænke langsigtet. Mennesker er blot en kort eksistens… men måske gør det jeres tid endnu smukkere end noget evigt i al sin magt. Fordi i selv ved det og lader hvert sekund tælle. Måske er det netop de korte øjeblikke der er vigtige – Nuet, da fremtiden bygger på det. Og miraklet hos mennesker er i sandhed at ud af så mange muligheder er det dig der vandt - Dig der står her i dag. At noget helt specielt kan opstå af absolut ingen ting. Selv hvis der ingen tiltrækning er imellem en mand og en kvinde, kan de formå at få det til at fungere nok til at lade det ske”. Hans frie hånd lukkede sig om Alectos på sin kind og følte hendes hud mod sin. Hvor blød hun var. Så varm. Så- ”Helt og aldeles perfekt. Det er et mesterværk uden lige”.
”Hvis det er hvad du vil have kan jeg måske arrangere det – for nu”. Ludwik vendte Alectos ansigt mod sig. Der var ikke meget mellemrum imellem deres ansigter, og pludselig var der intet tilbage. Ludwiks læber mødte Alectos let, men da først kontakten var skabt blev hans kys mere begærligt, grådigt, og hans vejrtrækning blev hurtigere. Han indfangede Alectos krop i sit favntag og knugede hende ind til sig med en insisteren og styrke som om han aldrig ville give slip.
Alecto rødmede normalt ikke. Men de to små røde fletter der dannede sig om hendes kinder kunne man ikke lyve sig fra. Et smil fandt frem til de fyldige læber og hun slog blikket ned. Følelsen af sommerfugle var reel nok, men om hun ville erkende den. Hun trak skuldrene let op og vidste ikke hvad hun skulle svare. Hvad ville han høre? Hvad forventede han?
Hun lænede let hovedet til den ene side, mod hans hånd og lod ham kærtegne hende. Det gav stød gennem kroppen på hende, følelsen nået helt ud fingrespidserne, hvilke fik hende let til at knytte den ene hånd i et forsøg på at få den væk.
"Jeg kan ikke.. " kom det nærmest gispende fra hende. Hun vendte fronten mod ham. "Mine forældre ser mig gift, snart. Hvis jeg ikke er ren.. -" hun rystede let på hovedet og forsøgte at fange hans blik.
"Men jeg vil så gerne" sagde hun og sukkede. Brystkassen hævede sig som hun trak vejret dybt et par gange. Hun lagde armene om ham da han selv omfavnede hende, han måtte ikke give slip.
”Men selvfølgelig. Vi burde ikke…” Ludwik strøg Alecto langs ryggen, ned til hendes læn og klemte hendes hofte let i sin håndflade, som for at udforske hendes former. Hans anden arm lå støttede om hendes skuldre, så hun ikke bare sådan lige kunne slippe fri. Hans bryn sank ned en anelse bekymret og lagde en mørk skygge omkring hans øjne. Påmindelsen om det blotte faktum at Alecto en dag skulle foræres til en mand gjorde ham lettere irritabel, men det nyttede ikke at være uforstående, og han ville ikke have at den lille mørkhårede nymfe skulle ende på gaden.
”Alecto, jeg ville aldrig gøre noget der kunne skade dig, eller dit omdømme. For ikke at sige dine fremtidige muligheder. Jeg ved hvordan din familie behandler medlemmer de finder upassende, og det er absolut ej mit ønske at de skulle slå hånden af dig. Kendte de til min tilstedeværelse kunne der gå meget galt. Du har brug for en mand der kan tage sig af dig, ikke mig, forstår du?” Ordene syntes at brænde og ætse som Ludwik udtalte dem, og han vidste at uanset hvor mange gange han ville sige dem, ville de aldrig blive en helhjertet udtalelse. Men behovet hos et menneske og en vampyr var meget forskellige, og han tvivlede på hvor vidt han nogensinde ville kunne give hende det hun skulle bruge. – Et værdigt liv for et menneske. Det var dog helt sikkert at han aldrig ville kunne komme til at se tingene som hun så dem – som et menneske så dem, for han ville aldrig blive et menneske og havde aldrig været det.
En kort latter brød fri af hans læber. Mest af alt var det et akavet forsøg på at få noget af det krybende ubehag til at forsvinde, som han kunne mærke glide ned langs sin rygrad. Han tippede Alectos hage en anelse op, så han bedre kunne møde hendes blik. Hun var smuk, et levende maleri, og han sværgede i sit stille sind at han aldrig ville lade nogen tage hende fra sig. Med et greb om Alectos tynde talje knugede han sig hårdere ind til sig. *Bare rolig… Jeg brænder dem alle levende. Om det så betyder at jeg skal udradere hele kontinenter*
”-Men det betyder ikke at jeg ikke kan passe på dig og forgude dig på afstand. Trods alt ville det være en skam at lade de frugtige læber af dine være gemt væk”. Ved de ord fortsatte Ludwik hvor de slap og mødte Alectos læber krævende.
Der var mange ting som Alecto ikke burde, ting hun alligevel gjorde, men det her var dog det værste og det mest fantastiske hun nogensinde havde rodet sig ud i. Et lille suk gled over hende ved følelsen af hans arme omkring hende. Smilet på hendes læber voksede ved lyden af hans ord. Hun måtte ærlig indrømme at hun ikke havde hørt halvdelen af hvad han sagde da hun havde alt for travlt med blot at kigge ind i hans øjne. Hun forstod godt alvoren i hvad han forsøgte at sige. "Jeg har absolut slet ikke brug for nogen mand." startede hun ud med men stoppede op da hun vidste det alligevel ikke ville nytte noget at forsvare sig selv på den måde.
Spørgende løftede det ene bryn sig ved hans latter og hun var en smule uforstående over årsagen til den. Hun kiggede op på ham da hans hånd under hans hage løftede hendes blik mod hans. Hendes vejrtrækning blev pludselig utrolig tung og hjertet bag brystet slog hårdt. Hun var i et sted imellem nervøs og skrækslagen. Et let suk forlod hendes læber da han trak hende tættere mod sig, og langsomt lagde hun sine arme omkring hans skuldre. "Forguder du mig ligefrem?" nærmest hviskede hun. Hun bed sig svagt i underlæben som hun borede sig mørke blik ind i hans. Et svagt henført støn kom over hende da deres læber igen mødte hinanden og hun knugede ligeledes sine arme omkring ham og begravede sine fingre i hans blonde krøller.
”Oh, er det sådan? Vi kan teste det. Din selvstændighed” Med tomlen kærtegnende mod Alectos læber stod Ludwik lidt og funderede over en sær følelse der rumsterede rundt i sin krop. Han følte sig sulten. Hungrende ligefrem, men det var ikke efter blod, eller en form for fysisk nærkontakt… I det mindste ikke på en seksuel facon. Men det var som om han sultede efter en hel anden nærhed i kølvandet på de kys de havde delt. Det foruroligede ham. På sin vis nød han det helt ubeskriveligt, men han ville have Alecto tættere på sig. ”For indtil videre har du fejlet og forrådt dine ord på det kraftigste. … Hvad er det du har gjort ved mig?” Det sidste var en fortalelse han åndeløst udtalte, næsten uhørligt. Det Alecto fremkaldte hos ham var noget han aldrig havde stået ansigt til ansigt med hos nogen kvinde. Hvis ikke han vidste bedre ville han gætte at Alecto bar en krystal, et magisk objekt – noget der gjorde sådan ved vampyrer. Men selv bøger var meget mangelbare på en vampyrs natur, kultur og skikke. Det var bare ikke en mulighed.
”Det gør jeg. Det har jeg altid. Meget meget længe, pigebarn. Alt andet ville ikke være et klogt træk for mig. Muser er flygtige væsner, der meget nemt kan finde andre at bruge deres tid på. Du er billedskøn, kvik og blændende intelligent. Og modsat din familie lever du ikke i et firkantet skrin, men du ønsker at teste din viden og dine ideer i verden”
Ludwik kyssede blidt Alecto i håret og inhalerede hendes søde duft. ”Det gør jeg. Absolut, helt og fuldstændigt, men du har aldrig nærmet dig sådan før, så jeg har aldrig haft mulighed for at vise det. Hvad der har ændret sig ved jeg ikke, men det har også mærket dig”. Han fortsatte sine kys ned langs Alectos kæbe, og ved en sene af hendes delikate hals tillod han sig at nappe hende blidt, med kanten af en skarp hugtand.
”Skal jeg virkelig illustrere det for dig?” hviskede han. Han førte en hånd ned til hendes lår og skubbede hende imod sit bækken, hvor han ikke var gået fri fra at blive påvirket af de små sukkende støn hun kom med. Der var kun en grænse af klæder imellem dem.
Alecto mente ikke at noget skulle testes. I bund og grund handlede det om at hun aldrig rigtig havde brug for noget når andre mente at hun havde. Selvfølgelig ville hun gerne giftes og stifte familie, men når hendes egen blev ved med at skubbe hende mod mulige ægtemænd satte hun en fod i jorden. Så ville hun ikke. Om det var af simpel trods eller blot fordi hun ikke brød sig om at gå efter andres ordre og mindste vink, vidste hun ikke. Hendes mørke bryn trak sig sammen ved hans ord, og hun stod blot tavst og betragtede ham. Det lignede at han stod og talte med sig selv, uden helt at bevæge sine læber, eller ytre et eneste ord. For første gang i lang tid lignede det at Ludwik var i tvivl. "Jeg burde spørge dig om det samme" røg det så ud af hende. Hun ville kendes ved de følelser der summede inden i hende, men hun måtte nok erkende at de var der. Hun turde næsten ikke handle ud fra hvad Ludwik gjorde ved hende, og han han med sikkerhed kunne få hende til.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige og gøre til hans ord om hvor vidt han forgudet hende. Det var måske lidt akavet at han havde gjort det længe. Hun havde trods alt kendt til ham siden hun var små tolv år, og havde ikke dengang haft nogen yderlige interesse i mænd, og kvinder. Hun lukkede svagt sine øjne og forsøgte at finde en mening og en rød tråd i hans forklaringer, men kunne ikke komme med noget. I stedet lagde hun hovedet til den ene side da han fortsatte sine kys. Brynene trak sig sammen ved følelsen af de spidse tænder og hun mærkede sig selv trække hovedet lidt væk. Hun var ved at sige noget da han kom hende i forkøbet.
Hun bed sig i kinden og vidste ikke hvad hun kunne forvente. Da hans hånd i en rolig bevægelse vandrede ned af hendes lår tog hun sig selv i at lægge sin egen håndflade mod hans håndryg i et forsøg på at stoppe ham. Men hun gjorde det ikke. Hun lod bevægelsen fortsætte. Følelsen af hans krop helt tæt på fik Alecto til at rødme. "Ludwik.." hun gispede efter vejret og vendte sig hurtigt rund, men fronten mod hans, og uden så meget som at blinke med øjnene pressede hun sine læber mod hans i et intenst og lidenskabeligt kys.
En dyb brummen slap vampyren, da Alecto krævede ham. Et sted var han forbavset, men hun rev og sled i alt han havde af rygrad og fristelsen blev tungere og tungere at bære. Han gengældte aggressivt læbernes omfavnelse og hendes kærtegn inden han løftede hendes lår over sine hofter og trykkede hende hårdt imod vægen og ham. Så var hun fanget og han kunne i det mindste holde styr på hende. Intet i ham vovede at afbryde kysset. Han ønskede at fortære hende. Hans vejrtrækning var forpustet, ganske velvidende om at han var ved at tabe kampen mod sin fornuft. Et eller andet! Noget. - Han måtte gøre et eller andet for ikke helt at fortabe sig selv, så Ludwik knugede sin ene hånd om en strop til Alectos fine kjole. Og i sådan en grad at hans halvspidse negle borede sig ind i hans håndflader. Små røde rifter dannedes og snart løb små dråber af blod ned langs hans blege håndled. ”Alecto! Har du ingen nåde?! Du gør mig vanvittig! Jeg beder dig. Tænk dig nu om. Er det her virkelig det du vil? Jeg fortaber mig selv i dig. Du er som et altopslugende hav, der river kysten med sine storme. Du fratager mig alt forstand!” hvæste han. Hver eneste fiber i Ludwiks krop var spændt, og han blottede sine hugtænder imod hende.