Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Post by Kalliope Shafiq on Jun 7, 2016 9:42:51 GMT
Blikket forblev stirrende fremefter i mørket og Kalliopes hjerte slog tungt i hendes brystkasse, så hun selv kunne mærke pulsen i sin hals, lige såvel som den svage rystelse i hele kroppen, der var lige så meget mental som på grund af kulden. Da Amal brød tavsheden, tog hun en dyb indånding, men ventede et øjeblik med at svare. Måske burde hun blive vred over, at han havde læst hendes brev, men den umiddelbare følelse var nærmere tristhed.
"Jeg kan ikke sidde med hænderne i skødet og vente på, at du kommer hjem hver dag," sagde hun endelig, lettere tonløst. "Jeg bliver nødt til, at arbejde. Det accepterede du, den dag vi sad her sammen. Efter jeg ikke kunne..." Hun klarede halsen for den klump, der sad fast der. "Hvis det har ændret sig... Hvis du har skiftet mening og ønsker en, der vil gå hjemme og passe børn og lave mad, så må vi løsne båndene igen." Hendes mellemgulv trak sig hårdt sammen ved tanken, men hun fortsatte uden at lade det stoppe sig. "Men så lad det være nu, Amal. Så rejser jeg i morgen." Hendes øjne var blanke i det begrænsede lys, men hun så ikke mod ham; kunne ikke holde det ud.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 7, 2016 12:19:04 GMT
Da hun begyndte at tale, glippede han svagt med øjnene og lod sit blik glide bort fra hende, samtalen virkende for intenst når han sad og så direkte på hende. Han sad uden at gøre noget, men alle småtingene afslørede alligevel hans humør; den nedtrykte trækning ved hans mundvige, de blå øjnes undvigende manøvre, de brede skuldre, der syntes at prøve på, at gøre sig selv mindre. Men ved de sidste ord, den direkte antydning til at han kunne sige ordet, og afslutte det hele, sprang hans hjerte et overvældet slag over. Øjnene, der før havde dvælet ved rummets mørke hjørner, vendte i en pludselig bevægelse tilbage til hendes, blikket snappet tilbage til hendes grønbrunlige iriser.
Amals umiddelbare reaktion var de skuffede rynkede bryn, der dog hurtigt glattedes ud igen. ”Jeg..” Ordet druknede næsten i sig selv. Han tog sig selv i tankeløst at ville protestere, men bed sig selv i tungen for at stoppe det. Ville han have én, der gik hjemme og passede hans barn, ordnede huset? Eller ville han have Kalliope? Hans tavshed strakte sig ud i lange, dræbende sekunder.
Forsigtigt rakte han ud og med en finger under hendes hage, løftede han hendes ansigt op mod hans. Umærkeligt rystede han på hovedet, før ordene overhovedet havde forladt hans læber. ”Jeg vil have dig. Det har ikke ændret sig.” En kort pause indfandt sig, hvori han lod ordene rodfæste sig, så ind i hendes øjne med intention. ”Når det kommer til kærlighed, har jeg det med at blive.. usikker.” Disse ord var tydeligvis ikke lige så lette at udtale, som hans sidste. ”Det er alt sammen så nyt, og det er ikke sket, sådan som jeg i lang tid havde forestillet mig, at det skulle ske.” Han slap en udånding. ”Men så må jeg bare justere mine forestillinger.”
Post by Kalliope Shafiq on Jun 7, 2016 13:47:43 GMT
Uden nogen vished for hvad han ville sige, men med sikkerheden om, at hun havde sagt det hun skulle sige, sad Kalliope og så frem for sig, indtil det øjeblik, hvor fingre lukkede sig om hendes hage og hendes blik uværgerligt gled med, fandt hvile på Amals og afslørede hendes tilstand, balancerende mellem dyb alvor og gråd. Hendes puls ræsede afsted, som han begyndte, at tale, slog et slag over og galopperede videre. Hun var komplet tavs og lyttede med alt hvad hun havde, indtil det øjeblik, hvor hendes skuldre faldt lidt og hun drejede hovedet væk med et lille snøft.
Øjnene, der trimlede over med tårer, blev tørret i ærmet på den uldkjole, som hun stadig havde på. Hun klarede halsen bestemt og glippede med dem, før hun vendte blikket imod Amal igen og slog ud efter hans skulder. Ikke hårdt, men i en markering. "Ja du må," fik hun endelig frem, lettere hæs af lettelse og træthed. "For når først alle ved... Så er der ikke nogen vej tilbage." Hun snøftede hurtigt ind igen. "Og jeg elsker også dig, din arrogante, pylrede idiot." Blikket mødte hans og det svageste smil trak kort i hendes mundvige, før det var væk igen. "Og det bliver ikke sidste gang, at jeg bebrejder dig, at have gjort mig med barn, men næste gang du siger, at jeg skulle have samlet benene, bider jeg dig i knæhaserne."
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 7, 2016 14:22:00 GMT
Let bed han sammen om indersiden af sin kind og skulle til at række op for at tørre tårer af hendes kind, da et dask ramte hans skulder, og han i stedet bare brummede dybt og tog sig formålsløst til skulderen. ”Jeg glæder mig til, at alle ved det.” Mildt så han på hende.
Bravt ignorerede Amal alt hvad der kom efter ’Og jeg elsker også dig’, og mestrede en skæv lille, munter trækning. Et forkvaklet host blev kvalt med en dæmpet lyd, og han brugte et kort sekund på at bekæmpe et skævt smil, før han svarede. ”Jeg skal nok tænke over et lidt bedre svar til næste gang,” lovede han, ikke uden en lille snert kækhed. Det var svært at se beklagende ud, når hans lavstammede hustru truede med at bide ham i knæhaserne. ”Du er komplet urimelig, kvinde.”
De muntre tegn svandt dog i sig selv igen, og han tog en dyb indånding. ”Men helt ærligt,” Amal rakte ud for at lade sin hånd hvile over hendes knæ, prøvende. ”Du har ikke fortrudt det.. vel?” Nervøst fugtede han sine smalle læber. ”Barnet.”
Post by Kalliope Shafiq on Jun 7, 2016 15:35:35 GMT
Grønbrune øjne klemte sig en smule sammen over Amals kækhed, men hun nåede aldrig et småbidsk svar, før hans ærlige, alvorlige spørgsmål fik det til at suge lidt i hendes mellemgulv. Hun tog en hørlig indånding, før hun rystede på hovedet. Langsomt, lettere tøvende, lænede hun hovedet til siden og hvilede det imod hans skulder. En handling af overgivelse, mest af alt. Han var pylret, men dele af det var rart - kunne være det.
"Det er alt sammen så nyt," genspejlede hun hans ord, uden skyggen af ironi. "Det er ikke sket sådan som jeg havde forestillet mig og jeg havde bestemt ikke forestillet mig det, der skete i går." Hun sank en klump, stirrede lige frem for sig. "Nu kan jeg ikke forlade området her i et halvt år. Det er... Skræmmende. Jeg føler mig fanget."
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 8, 2016 20:58:17 GMT
Det var en lille gestus, men hendes hvilende hoved på hans skulder var betryggende. Blidt klemte han hendes knæ, og vippede hovedet en smule til siden, så han kunne presse et distræt lille kys imod hendes hår. Et utroligt lille smil bredte sig skævt på hans læber over ligheden mellem deres ord. De beskrev begge to de samme fænomener, og til trods for, at de begge to var i samme båd, var de alligevel endt med at ryge i totterne på hinanden.
Med en dyb indånding lukkede Amal kortvarigt øjnene i. Lod øjenlågene glide i og de mørke øjenvipper kaste små, mørke skygger på hans kindben. Men han lyttede tydeligvis til hendes ord, og da hun stoppede med at tale, slog han øjnene op for at se ned på hende. ”Det forstår jeg.” Let strøg han hende over håret, lod sine fingerspidser glide gennem hendes bløde krøller.
Bekræftende ord og rådgivning havde aldrig været hans stærke side. Hvad var der at sige? Det var uventet, uheldigt og ikke noget, som de kunne ændre på. Men det samme kunne siges om den pludselige graviditet, og dén havde de trods alt formået at vende til noget godt. ”Vil du med i seng?” Spurgte han igen sagte og glippede et par gange med de blå øjne ned mod hendes.
Post by Kalliope Shafiq on Jun 9, 2016 17:23:50 GMT
For få timer siden havde hun været klar til, at forlade ham. Det havde hun i hvert fald sagt til sig selv. Nu sad hun med sit hoved mod hans skulder og sank tættere på ham for hvert øjeblik. Da han strøg sine fingre gennem hendes hår, faldt hendes øjne i og hun blinkede flygtigt fugtigheden væk, før hun klarede halsen og slog øjnene op igen.
"Ja," fandt svaret simpelt, alvorligt og pludselig fuldstændig udmattet. Hun kom lettere rystende på benene og trak tæppet tæt omkring sig. "Undskyld jeg kaldte dig en idiot," mumlede hun, før hun gik imod soveværelset, uden at se på ham.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 9, 2016 19:00:26 GMT
Der hvilede en form for overgivende stilhed over Amal, hvis hjertebanken og krigeriske trækninger var gået i sig selv og blot var blevet erstattet af ren og skær træthed. Det ophedede skænderi havde effektivt drænet ham for energi og de efter de få timers urolig søvn, følte han sig ikke den mindste smule udhvilet, tværtimod.
En lille del af ham var en anelse bange for, at hun havde sagt nej. Men den del fik han lukket munden på, da Kalliopes Ja lød, og han slap en diskret lille udånding, lettelse malet i hans ansigtstræk. En anelse forsinket, stadigvæk en smule ved siden af sig selv, kom han på benene og fulgte Kallie. Undskyldningen varmede lidt til trods, og gående bagved hende svarede han, i samme øjeblik de nåede soveværelset. ”Undskyld jeg opførte mig som en idiot.” Ordene blev mumlet lavmælt ind mod hendes øre, som han forsigtigt rakte ud og lagde hænderne på hendes tæppeklædte skikkelses hofter.
Han holdt hende kortvarigt. Det var lettere at tale, når de ikke sad ansigt til ansigt, og stående sådan med armene om hende, kunne han lavmælt udtale ord ind i hendes øre. ”Jeg vil ikke miste dig. Eller vores barn.”
Post by Kalliope Shafiq on Jun 9, 2016 19:49:34 GMT
Det var ikke lettelse, men træthed, der dominerede Kalliope. Lettelsen måtte komme, når hun havde fået styr på sit tankemylder og afgjort for alvor hvordan hun skulle tackle denne nye, besværlige situation hun var i. At Amal måske kunne være en allieret var endnu ikke rigtig gået op for hende, men som han svarede på hendes undskyldning indså hun så småt, at han måske ikke behøvede, at være en forhindring.
Hun standsede, lod hans arme finde omkring hende, lagde selv en hånd på den ene og tog en dyb indånding, imens hun stirrede ud i luften. Hendes hånd gav ham et let klem, før hun brummede tænksomt som indledende svar. Et dæmpet suk afslørede en smule af hendes sindstilstand, men hun gav ikke slip i ham. "Vi må blive bedre," bemærkede hun. "Og mindre bange." Hun tog en dyb indånding. "Jeg vil ikke miste dig, men jeg vil heller ikke miste mig selv..."
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 10, 2016 18:00:27 GMT
Der var ingen tvivl om, at livet ville have været lettere, havde Amal truffet nogen lidt anderledes valg på det sidste. Men let var ikke ensbetydende med lykkeligt, og der var ingen fortrydelse af spore i hans blik. Til gengæld var der heller ikke den sædvanlige ro, der normalvis hvilede i hans blå iriser, opmærksomme til trods for den tyngende træthed. Langsomt flettede han deres fingre sammen og trak mærkbart en smule tyndt på smilebåndet over hendes klem.
Han nikkede et par gange, mest for sig selv, en bevægelse som Kalliope kun ville kunne se ud af øjenkrogen. ”Mh,” lød hans brummende samtykke, en anelse tænksomt. Sagtelig lukkede han sine arme en smule tættere omkring hende, og bragte dem nærmere hinanden, hendes ryg trykket let ind mod hans front, tæt nok til at kunne dele kropsvarmen. ”Vi må vel bare erkende, at det her kommer til at tage noget tilvænning. Der er ingen af os, der har været vant til at skulle passe andet end os selv og vores arbejde.” Han drog en indånding, styrkende.
”Jeg er klar til at indgå kompromiser, hvis du er.” Der var noget spørgende over hans tonefald, prikkende lidt til hende, afprøvende.
Post by Kalliope Shafiq on Jun 12, 2016 12:17:19 GMT
Alting var ikke i orden eller nemt eller perfekt nu, selvom de begge havde undskyldt, men Kalliope sank alligevel ind i Amals favn og bekræftede hans ord med en dæmpet brummen, som hun strøg hans tommel i et blidt kærtegn med sin egen. Det hele var rodet i hendes trætte hoved, men hun var til gengæld sikker nok på, at hun ikke kunne gøre det, som hun havde tænkt sig, før hun dukkede gennemblødt op på hans dørtrin for mindre end to måneder siden. Om ikke andet, så havde forskrækkelsen forsikret hende om, at den lille klump, der voksede i hende, ikke skulle nogen som helst steder, før den var klar til verden.
Hun tog en dyb indånding og følte hvordan bulen på hendes mave flyttede sig en smule med det. "Vi troede måske begge to, at vi bare kunne fortsætte som om intet var sket," bemærkede hun. "Men det kan ingen af os. Hvis jeg ikke kan komme nogen steder hen, så bliver du nødt til, at rejse for os begge." Hun drejede hovedet halvt, for at se på ham, imens hun førte deres samlede hænder hen over bulen. "Vi må acceptere, at et barn også kommer til, at ændre alting. Det sker bare lidt hurtigere end jeg havde forberedt mig på. Og måske er det på tide, at fortælle alle, at jeg er med barn." Hun søgte hans blik med sammentrukne bryn og et spørgsmål i de grønne øjne.
Post by Amal Khalid Shafiq on Jun 13, 2016 21:53:14 GMT
Han nikkede sin stiltiende accept efter et splitsekunds overvejelse. De blå øjne nåede at strejfe hendes, før blikket blev ledt ned på hendes bulende mave, som hun førte deres samlede hænder henover. Dette trak et helhjertet lille smil frem på Amals smalle læber, der ikke lod sig neddæmpe af dagens prøvelser, men strålede forventningsfuldt til trods. Ved de spørgende ord, løftede han igen blikket for at genskabe øjenkontakten.
”Ja,” Åndeløst nikkede han en enkelt gang langsomt, før han gentog sig med lidt større sikkerhed og en snert af ivrig glæde. ”Ja!” Hans armes tag omkring hende løsnedes, men kun for at kunne vende sin krop, så de stod overfor hinanden, i stedet for ham bagved hende. Spændingen ved endelig at fortælle alle om, at Kalliope var med barn, fik hans øjne til at funkle. Uden forbehold lænede han sig ned med en hånd om hendes delikate nakke for at fange hendes læber i et kys.
Han slap hendes læber med modvilje. ”Jeg er klar,” lovede han lavmælt, og sikkert, mumlende utydeligt imod hendes mund. Hans temperament og stædige stolthed til trods, var han i dén grad klar til at være husbond og far. Hans fingre krummede sig sammen om kjolens stof, der krøllede i hans hånd, som han trak lidt i hende.
Post by Kalliope Shafiq on Jun 14, 2016 20:28:51 GMT
Lykkefølelsen glimrede stadig ved sit fravær, men et lille smil trak i Kalliopes mundvige over Amals reaktion. Hendes blik mødte hans, som han stod foran hende og hun protesterede ikke over det dybfyldte kys, men sneg sig en anelse op på tæer. Hendes hånd hvilede forsigtigt mod hans side, som hun åbnede øjnene lidt og så ham i øjnene.
"Godt," mumlede hun, før det trak en smule mere i hendes mundvige. Hun skjulte smilet, som hun trykkede et blidt kys imod Amals læber, før hendes hånd fangede hans og trak ham med sig. "Jeg vil sove, idiot."
Hun sagde ordene med en mildhed, der bød på tilgivelse og næsten varme. Hånden var blød i hendes og hun var træt.