|
|
Post by Morrigan Rolfe on May 31, 2016 17:44:37 GMT
Morrigan kunne næsten ikke tro på det. Hendes lettelse blev dog til anspændt mistænksomhed, som tryllestavn pegede imod hendes elskede, lillebitte bule. Hun stirrede fra helbrederen til tryllestaven, da først lyden af noget anderledes brød stilheden og fik de ravfarvede øjne til, at spærre sig op.
"Hvad er det?" Stemmen var hæs og vantro, lettere grådkvalt over den manglende tro på, at det kunne være hvad det lød som.
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 31, 2016 20:47:14 GMT
På trods af at hun var udmattet, var øm i hele kroppen og at sårene omkring hendes håndled sved næsten ubærligt, så gled det i det korteste øjeblik i baggrunden. Den tone hun hørte, var en hun havde hørt før og fuldkommen uden at tænke over det, voksede et mildt smil frem på hendes læber.
“Hjerteslaget,” svarede hun roligt, mens den sikre trommen endnu fyldte luften. “Det lyder stærkt. Det er et godt tegn."
|
|
|
|
Post by Morrigan Rolfe on May 31, 2016 21:50:47 GMT
Morrigan sank. Hun ønskede ikke, at fremstå svag, men hendes øjne fyldtes med tårer over lyden og hun var ganske stum, som hun stirrede på helbrederen. En pludselig tanke meldte sig og fik hendes hoved til at snurre.
"Kan du se om det er en dreng?"
Længslen i hendes stemme var tydelig. Conrí ville have en dreng. En ny alfa. Hun havde lovet ham en dreng.
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on May 31, 2016 21:56:48 GMT
Agnes holdt sit ansigt nøje neutralt over det spørgsmål hun var blevet stillet før, men som ikke desto mindre ramte en nerve hver gang. "Nej. Det må tiden vise," svarede hun da også blot, sandfærdigt, før hun rettede tryllestaven og med en dæmpet modbesværgelse fik lyden af hjerteslaget til at forstumme igen.
"Dit barn virker stærkt, men det har lige så meget brug for næring, som du har. Jeg har tænkt mig at lave en te, der forhåbentlig hjælper mod kvalmen. Hvis din mage kommer tilbage med kløver." Den atypiske term faldt så naturligt ind i hendes sprog, at det virkede som om at hun altid havde brugt det. Tiden på farten med varulven havde en del at gøre med det.
|
|
|
|
Post by Morrigan Rolfe on Jun 1, 2016 18:48:12 GMT
Morrigans skuffelse var åbenlys, men hun bed den i sig og nikkede lidt. Blikket var stadig intenst, da helbrederen omtalte Con som hendes mage og fik en kortlevet, hæs latter fra hende. "Min mage?" Hun trak lidt på smilebåndet. Det var han vel, på sin måde. Hendes alfa.
"Han ønsker ikke, at skade dig," bemærkede hun, som en hånd lagde sig på mellemgulvet. "Men vi troede jeg og den skulle dø..."
|
|
|
|
Post by Agnes Slughorn on Jun 2, 2016 20:18:47 GMT
Agnes’ øjenbryn trak sig let sammen over det halve spørgsmål, som om kvinden ikke kendte ordene. Ord, han ellers havde forklaret betydningen af - brugt til at beskrive, deres bånd. “Det kaldte han dig,” svarede hun dog blot, før det næste tog pusten en smule fra hende.
Noget flakkede i et kort sekund over hendes blik, før hun slog det væk. “Det ved jeg,” svarede hun, hæst, men med overraskende sikkerhed. På en måde havde hun ikke været i tvivl om det. På trods af udmattelsen i hendes krop og de sviende sår omkring hendes håndled. Hun tog en indånding, før hun så tilbage. “Og jeg forstår, hvorfor han gjorde det. Selvom jeg ikke sætter pris på metoden."
|
|
