Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Amal vågnede op i mørket og vidste instinktivt, at noget var skævt på den. Stilheden i sovekammeret var for larmende, så at sige. Men i så lang tid havde han sovet alene, at det tog ham nogle sekunder at indse, at det var lyden af Kalliopes rolige åndedræt, der manglede. I løbet af et splitsekund hamrede hans hjerte så hårdt i hans brystkasse, at det næsten smertede, før han bekæmpede sin søvnigheds paranoia med snusfornuft. Kalliope var ikke en kvinde, der ville forlade sin mand i nattens mulm og mørke, det var blot rent ud upraktisk.
Rullede han sig halvt omkring, kunne han med en hånd stadig føle aftrykket af hendes kropsvægt i deres seng, og han beroligede sit bankende hjerte for et kort moment med øjnene lukket i, før han kravlede ud af sengen med langsomme bevægelser, gjort dovne af søvnen, der stadig sad i hans krop. Der var dog ingen spor af varme tilbage i aftrykket, så hun måtte have været væk i et stykke tid. Iført de nærmeste benklæder og en af de tynde underskjorter tog han lydløse skridt gennem huset.
Andre nætter havde han opdaget hende i den lille baggårdshave, hvor planter og vilde blomster voksede frit. Han havde dog ikke afbrudt hende før, men derimod blot betragtet hende arbejde med et underfundigt udtryk, før han havde vendt tilbage til sengen med visheden om, at hun var der. Denne nat fandt han hende ikke i haven blandt al det grønne, og han blinkede et par gange med øjnene, som han trådte ud i det dugvåde græs. Få øjeblikke passerede, før han ved et tilfælde fangede antydningen af hendes omrids i nattens mørke, da han næsten instinktivt så op mod stjernehimlen.
Med armene lagt omkring sin egen overkrop, stod Amal med et utroligt smil spillende på sine læber og så op mod hendes skikkelse. Sekunder og minutter passerede, før han bevægede sig ud af stedet. Smilet gik i sig selv imens han kravlede op på taget; et sted, han ikke før havde været, så det var ikke uden en anelse støj, at han formåede at trække sig derop i mørket. I første omgang sagde han ingenting, men så blot på hende. Han havde aldrig været kendt for en overflod af ord.
Post by Kalliope Shafiq on May 21, 2016 22:45:38 GMT
Kalliopes arbejde foregik primært om natten og hendes nyeste projekt gik ud på, at gøre det muligt, at udføre det i Hogsmeade så hun ikke skulle tage alt for langt. Hun var stadig i Wales næsten hver dag i de senere dagtimer, men fra haven og taget kunne hun se meget og hendes stjernekort voksede støt. Uro havde hun rigeligt af med en forsvunden veninde, men alt kunne ikke gå i stå. Det fyldte, men det var ikke alene.
Hun havde fået formet sig en plads på det stråtækte tag og var godt indsvøbt i gavmilde rober imod nattens kølige luft. Alligevel var hendes næsetip kølig og hun strejfede den med en hånd, før en lyd bag hende vandt hendes opmærksomhed.
Hun så Amal kravle op samme vej hun kom og den kortvarige uro blev til en varm fornemmelse i mellemgulvet, som hun genkendte hans skikkelse og siden ansigtet i skæret fra hendes egen tryllestav.
"Forstyrrede jeg dig?" Hun blinkede lidt i mørket og betragtede ham alligevel en smule forbløffet. Han burde ligge i sin seng.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 22, 2016 10:35:35 GMT
Det var med en stille hovedrysten, at han besvarede spørgsmålet, som hans blik gled nysgerrigt henover hendes arbejde. ”Nej,” mumlede han dæmpet og satte sig med forsigtighed ned ved hendes side. I nattemørket syntes alting at lyde højere, og han fortsatte med lavmælt tale. ”Jeg forstyrrer dig.” Det var ikke så meget et spørgsmål, og heller ikke en undskyldning. Nærmere en faktuel konstatering. ”Burde jeg være afslappet omkring at finde min gravide hustru siddende på toppen af taget midt om natten?” Dette var heller ikke et spørgsmål, der nødvendigvis krævede svar. Amal skævede tvivlsomt ned over tagets kant, hvorefter de klare øjne blev draget tilbage til Kallie.
Øjenkrogene var let sammenklemte i et smil, der knap nok viste sig på hans læber, men nærmere syntes at optage alle hans ansigtstræk ligeligt. Tre uger havde passeret i et splitsekund, og samtidig føltes det som om, at det var sådan, det altid havde været; at det altid havde været Kalliope. Skæret fra tryllestaven kastede et flatterende lys over hendes velkendte ansigtstræk, og Amal tænkte ikke længere over det, før han rakte op og lod en fingerspids følge hendes buttede underlæbes kurve.
Post by Kalliope Shafiq on May 22, 2016 12:01:33 GMT
Kalliope sad temmelig sikkert på taget, der var helt tørt og ikke lod hende glide meget rundt. Hun var dog alligevel ikke meget overrasket over Amals spørgsmål, som slet og ret fik hende til, at trække lidt på smilebåndet. Det blev en anelse tydeligere ved hans undersøgende kærtegn og hun skilte læberne for, at bide let og drillende i hans fingerspids, før hun slap igen.
"Jeg har ikke et observatorium. Det her er det næstbedste," konstaterede hun roligt og med en ganske varm følelse i maven over, at blive omtalt som hans gravide hustru. Der var ikke gået en måned og det var stadig både nyt og lidt berusende. "Men jeg kan godt lide, at du bekymrer dig," indrømmede hun efter et par øjeblikke. "Det er rart."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 22, 2016 13:16:48 GMT
Blikket hang ved hendes mund, og da hun drillende bed sammen om ham, voksede et skævt smil frem for et øjeblik. Det havde aldrig været hans mening at falde for Kalliope Shacklebolt, men skæbnen havde villet det anderledes; i hvert fald sad han nu en kølig maj nat og kunne knap forstå hvordan han var endt der, men følte sig upåklagelig lykkelig i et splitsekund. Kulden rørte ham ikke det mindste i det øjeblik.
Med et let skuldertræk godtog han forklaringen, og som i forlængelse af hendes ord, løsrev hans blå øjne sig fra hende for at vandre op mod nattehimlen. Stjerner funklede hypnotiserende på den mørkt dybblå himmel, og Amals ansigt forvandlede sig til en roligt tænksom mine. Siddende med let bøjede ben, foldede han armene omkring sine knæ, og skævede let til Kallie da hun talte et øjeblik senere. Hendes ord blev besvaret med et vidende, lille smil og han betragtede hende med et åbent og afbalanceret skær i de klare øjne.
”Jeg elsker dig.”
De bratte ord syntes at være kommet ud af det blå, hevet ud af det blotte ingenting. Amal var umiskendelig stille og ubevægelig, som havde han overrumplet sig selv med at sige ordene højt. Et par gange glippede han med øjnene, og i skæret fra tryllestaven, kastede hans mørke øjenvipper delikate skygger ned over hans kindben.
Post by Kalliope Shafiq on May 22, 2016 15:37:38 GMT
Kalliopes læber skiltes i et svagt, drillende smil, da først hun havde sluppet Amals finger med tænderne. Hun så ham i øjnene i en kort stund, før han vendte blikket imod nattehimlen. Det var en underligt fredfyldt stund og selvom bekymringen lurede i hendes tanker, så kunne hun ikke tilbringe hver et vågent øjeblik med, at tænke over sin forsvundne veninde. Det var der simpelthen ikke plads til.
Hendes mand tog da også både uro og pusten fra hende, da han besvarede hendes konstatering med en af sin egen. Mørkegrønne øjne spærrede sig lidt op og hun sad en kort stund helt stille og bare så på ham, før hun rømmede sig lidt og et svagt smil trak bestemt op i hendes mundvige. Hun kunne ikke engang stoppe det. Lige så lidt som hun kunne stoppe hånden, der rakte langsomt frem og indfangede hans, inden fingre krummede sig sammen. "Mener du det?" Hun blinkede en enkelt gang, før hun fyldte lungerne med luft. "Du behøver ikke sige det..."
Post by Amal Khalid Shafiq on May 23, 2016 17:10:27 GMT
Han betragtede øjeblikket, hvor et smil begyndte at trække i hendes mundvige, og blinkede igen et par gange. Uden skyggen af tvivl imødekom han hendes hånd, og oplevede sensationen af at føle sig så uendelig jordbunden som han nogensinde havde gjort det, imens han var så højt over den faste grund. Da hun begyndte at forsikre ham om, at han ikke behøvede at udtale ordene, rystede han let på hovedet for at afbryde hende. ”Det ved jeg..” Et lydløst lettelsens suk gled over hans læber, og han løftede hendes feminine hånd til sine læber og kyssede hendes håndryg, før hans anden hånd lagde sig henover, og han holdt hendes ene lille hånd imellem sine to.
De klare øjne søgte hendes blik. ”Jeg tror..” Han lænede sig en anelse tættere, og det sitrede let i hans mundvige af et undertrykt smil. ”Jeg elsker dig, virkelig.” Det var som om, at han først selv indså det da ordene blev sagt højt og han kunne mærke det lille træk i brystet, der fortalte ham, at det var rigtigt. Smilet brød for alvor igennem, og syntes nær umuligt at dæmpe, selv da han lagde en af sine hænder om hendes talje og fangede hendes læber i et kys.
Post by Kalliope Shafiq on May 23, 2016 19:16:59 GMT
Mellemgulvet trak sig sammen over Amals små gestusser og Kalliope forsøgte, at lade være med, at blive alt for begejstret, før han bekræftede sine egne ord og en kort, næsten vantro latter forlod hende. Hun lod stjernekort være stjernekort bag sig og mødte hans kys med fingrene viklet ind i hans rodede sengehår og den frie hånd på tagryggen for balance.
Da først hun trak sig lidt væk, gnistrede smilet i hendes øjne. ”Jeg elsker også dig,” forsikrede hun dæmpet. ”Hvis du var i tvivl.” Hendes mundvige sitrede lidt. Hun havde vist været rimelig tydelig.
Post by Amal Khalid Shafiq on May 23, 2016 20:29:13 GMT
Den dæmpede forsikring trak smilet på hans læber skævt, og fik simultant hårene til at rejse sig på hans arme, som en kuldegysning krøb ned over dem. ”Mh, gentagelse kan ikke skade,” påpegede han skælmsk og trak let på den ene skulder i en kæk gestus. Blikket forlod hende ikke i et eneste sekund, som han drog et lykkeligt suk, og hans hånd vandrede fra hendes talje.
I starten havde han forestillet sig det, men nu hvor ugerne gik, kunne han upåklageligt føle den begyndende babybule. Hånden sneg sig ind under de varme rober, og han spredte fingrene ud med håndfladen presset fladt imod hendes mave. Af alle kurverne på hendes krop var det denne, der var ved at tage form nu, han elskede højst. Det kunne ses i det varme glimt i øjenkrogene og i hans ubevidste kropssprog, der behandlede hende, som var hun omdrejningspunktet for resten af verden. ”Vi må finde på en anden løsning til dit stjernekiggeri, før du bliver så tung, at taget ikke længere kan bære dig,” mumlede han drilsk i en lavmælt tone.
Post by Kalliope Shafiq on May 24, 2016 9:17:32 GMT
De grønbrune øjne strålede om kap med stjernehimlen og var ene og alene fokuseret på Amal, selvom en lille del af hendes opmærksomhed også drejede omkring muligheden for, at vælte ned fra taget, hvis hun blev alt for opslugt. Det hjalp dog ikke ligefrem på hendes koncentration, at hans kølige fingre sneg sig ind under hendes tøj og hun måtte trykke læberne sammen om et fnis, der dermed blev dæmpet, men stadig var tydeligt nok så tæt på. ”Det kilder,” bemærkede hun advarende, før hans næste ord fik et lille, fornærmet fnys fra hende.
”Pas du bare på jeg ikke vælter dig ned herfra,” brummede hun dog, i gengivende drilleri og med øjnene klemt lidt sammen. Hun lukkede bevidst sin ene hånd om hans og sneg den væk fra hendes maveskind. ”Vi har ikke rigtig råd til, at bygge ud, men jeg kan tage til Holyhead...”
Post by Amal Khalid Shafiq on May 24, 2016 17:54:29 GMT
Responsen på hendes advarende bemærkning tog blot form af et løftet øjenbryn, efterfulgt af et uskyldsrent smil. Ved hendes drillende trussel blev smilet tørret af hans læber og erstattet af teatralsk opspærrede øjne, om end det var nær umuligt fuldkommen at fjerne det smilende drag i hans mundvige. Sommerfugle flaksede stadigvæk let i hans mave og han lignede umiskendeligt en dybt forelsket mand, selv når han aktivt prøvede at lade være.
Han lod sin hånd lede bort, og gav hendes et lille klem, da han besvarede hendes ord med et forsigtigt løfte. ”En dag..” For en stund hang ordene lovende i luften, formede et lille vindue ind til en fremtid sammen, før Amal blinkede og beroligede sit bankende hjerte. Skjortens tynde stof gjorde ikke meget for at modstå den kølige natteluft, og der gik en umærkeligt lille rystelse igennem hans krop som han rykkede lidt på sig på taget.
”Mh, jeg forstyrrede dig,” mumlede han, nærmest som en påmindelse, og skævede til det tilsidesatte stjernekort. Ordene var hans optakt til at lade hende arbejde videre i fred, men alligevel blev han ubeslutsomt hængende. Han betragtede hende overvejende.
Post by Kalliope Shafiq on May 24, 2016 21:10:02 GMT
Smilet over Amals løfte var varmt og lettere håbefuldt. Ingen tvivl om, at hun drømte om, at have sit eget sted, der var bedre end dette. Hun ønskede, at overtage sin fars arbejde, men kunne sagtens gøre det fra Hogsmeade i stedet for Holyhead.
Med fingrene krummet om hans, skævede hun med ham imod stjernekortene, før hun nikkede en anelse. ”Det gjorde du,” gav hun ham ret, før hun fyldte sine lunger med frisk natteluft. ”Men jeg havde i forvejen svært ved, at koncentrere mig. Det er ikke et godt sted, at sidde, og der er så meget...”
Hun trak lidt på skuldrene, hendes mine dybt alvorlig. ”Tror du nogensinde, at de finder Agnes Grimsby igen?”
Post by Amal Khalid Shafiq on May 25, 2016 9:01:45 GMT
Det var uvant at have én så tæt ind på livet igen. I så mange år havde han levet alene i huset, og i stedet for at længes efter en kvinde, havde han begravet sig i arbejde og brugt sine dage på at kategorisere eliksiringredienser og hvad end han ellers havde kunne komme i tanke om at give sig i kast med. Han havde været veltilfreds. At der var blevet vendt op og ned på dette, havde han indrømmeligt været skeptisk overfor. Det var noget, som han havde længtes efter i længe – at få sig sin egen familie - men da det pludselig havde fremvist sig som en mulighed indenfor rækkevidde, havde det gjort ham usikker.
Siddende på hustaget med Kalliope under den dybblå nattehimmel var usikkerheden dog forsvundet som dug for solen. Han huskede klart og tydeligt al sin tvivl, men forstod det ikke længere, nu hvor han havde hendes mindre hånd i sin og sad på den modtagende ende af at af hendes varme smil.
Det var som om, at han vidste hvad der ville komme, før hun end havde sagt ordene. De blå øjne flakkede svagt for nogle sekunder, før de fandt ro i hendes velkendte blik. ”Det ved jeg ikke,” svarede han sandfærdigt og tøvende. Han slap hendes hånd for at lægge sin arm omkring hendes skuldre, beskyttende. ”Vi må bare håbe.” Det lød utilstrækkeligt, det var utilstrækkeligt, men det var sandheden.
Amal tøvede åbenlyst i et øjeblik, skævede lidt til Kalliope og vippede hovedet på skrå. Han betragtede sig selv som værende pålidelig, én man kunne stole på og betro sig til, men Téarlachs indrømmelse var så uventet og overraskende – og Kalliope var hans hustru. ”Du ved..” Han stoppede tøvende op. ”Jeg hørte, at Agnes var – er – involveret med én.”
Post by Kalliope Shafiq on May 25, 2016 17:37:04 GMT
Agnes havde i forvejen spøgt i hendes tanker. Hvordan kunne hun undgå det? Der var mennesker, der ledte efter hende, men de havde ingen spor fundet endnu og det virkede håbløst. Sporinger, dufte, magi – det var kommet til kort. Hun stirrede ud i luften, før Amals ord fængede i hendes opmærksomhed og hun spærrede øjnene en anelse op.
”Det ved jeg,” svarede hun, næsten åndeløst. ”Men de tror vel ikke, at han havde noget at gøre med det?”
En kold rislen farede ned langs hendes rygsøjle. Hun havde ikke værdiget den tanke plads i sit hoved, men hvad vidste Amal? Tog hun fuldstændig fejl af professoren? Hendes hånd krummede sig hårdt sammen om hans. ”Vel?”
Post by Amal Khalid Shafiq on May 25, 2016 18:24:19 GMT
Begge hans bryn skød i vejret da hun bekendtgjorde, at det ikke var en nyhed for hende. Sekundet efter faldt de dog på plads igen, da han indså, at han burde havde forudset af de to veninder vel talte om den slags sammen. I et selvisk splitsekund funderede han over hvad der var blevet sagt om ham, før hans flyvske tanker hvirvlede tilbage på sporet. Ved hendes spørgsmål var hans første impuls straks at ryste benægtende på hovedet. Selvfølgelig havde Téarlach intet med forsvindingen at gøre.
”Eller.. Jeg ved ikke hvad de tror. Men jeg nægter at tro på, at Téarlach skulle have haft noget med det at gøre. Manden er sønderknust.” En bekymret panderynke tonede frem ved mindet om vicerektorens sølle sindstilstand. Instinktivt smøg armen sig tættere omkring hendes skuldre, kærtegnede lettere fraværende hendes overarm og holdt hendes hånd med den anden.
Der var gået længe, og Amal turde ikke selv tænke over, hvad der mon var hændt Agnes. ”Men jeg forstår det ikke. Hverken hendes forsvinding, eller Téarlach og Agnes, for den sags skyld.” Hans tonefald var ikke så meget dømmende, som det var uforstående.
