|
Post by Ethelburga Gaunt on Apr 29, 2016 16:18:40 GMT
Ethel måtte sende svigerinden et skuffet blik, da hun bekendtgjorde at hun ikke havde forstået hvad hun sagde. Stadig en smule rystet greb hun om sin egen thekop, og tog en forsigtig tår i håb om at den varme drik ville berolige hende en smule. "S.. Så længe at det ikke var nogen der skulle dø." Hun rystede en smule på hovedet, og følte sig komfortabel nok til at betro sig til Artemis. Hun havde ellers lovet både sine forældre og Lionel, aldrig at tale om dem. "Gilly.. Min tidligere kammerpige. Jeg forudsagde hendes mors død. Hun gik bort kort tid efter." Hun drak endnu en tår af theen, og kiggede indgående på den mørkhårede heks. "Leo siger at det blåt er tilfældigheder, at jeg skal glemme det, men hvad hvis det er en gave Artemis?" Tanken plejede ofte at varme hende, og hun håbede at svigerinden ville forstå, og ikke slå det hen som broderen og forældrene havde gjort.
|
|
|
Post by Artemis Gaunt on Apr 29, 2016 21:55:34 GMT
Artemis ville nok gerne vide lidt mere om Ethel og hendes syn før hun begyndte at røbe hvad der blev sagt. Også fordi at hun ikke rigtig stolede helt på hende, og var skeptisk over hendes altid forvirrende sind. Det faldt ikke ligefrem i god jord hos den ældre heks. Hun havde ikke mange hun kunne kalde veninder, men for det meste kunne hun godt lide at bruge tid sammen med sin svigerinde. Så behøvede hun heller ikke at bevæge sig så langt for godt selskab. Eller, selskab i hvert fald. Det afhang af begge parter om det var godt. "Ingen skal dø" løj hun med et venligt smil. Tanken frydet hende dog gevaldigt. Hun var ikke i tvivl om hvilken besked hun lige havde fået, og det var fra hendes kop, så det måtte betyde at det var ment til hende. Hun trak vejret dybt ind. Hun kunne ikke lade være med at føle sig lidt beæret. "Og hvorfor er det slemt? Det var jo ikke din skyld." sagde hun roligt inden hun tog et par tåre af teen. Hun kiggede lidt på hende, og da hun kunne se at det gik hende på, rykkede hun lidt til den ene side, tættere på hende. Hun lagde sin hånd på Ethels. "Du gav dem tid, nok var det et par dage. De kan ikke brokke sig over at de ikke så det komme." sagde hun og skar en grimasse. Det kunne ligne de lavt stillede at ignorere sådan noget. Selvom det nok bare var endnu en tåbelig grund for Artemis at se ned på dem der var under hende. "Det er en gave Ethel." sagde hun og gav hendes hånd lidt et klemt. "Men du skal nok holde stille med det for nu. Men du kan altid komme til mig" hun vendte det grønne blik mod hende.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on May 9, 2016 22:10:08 GMT
Ethel smilede lettet over den fortrolighed som svigerinden udviste. Hun vidste at hun havde en sand ven i Artemis, hvilket blot fik hendes forræderi i form af forholdet til Geoffrey til at skære hende endnu mere i hjertet. Hun kiggede ned, før hun endelig tog en dyb indånding og mødte de grønne øjne med et lille smil. "Det ved jeg godt. Jeg bryder mig bare ikke om at folk er.. Bange for mig. 'Vi er ikke spåkoner i vores familie, Ethelburga'" Hun efterlignede broderens stemme med et drillende smil, og kunne dog alligevel ikke lade være med at sukke over hans manglende accept. "Leo siger at jeg blot skal glemme alt om det. Men jeg er glad for at du ikke har det på samme måde. Må jeg fortælle dig om de hvis det sker igen?" Hun havde ingen ide om hvor tit det skete for hende, eller hvorfor det var begyndt at ske nu. Det virkede som om det altid havde været en del af hende.
|
|
|
Post by Artemis Gaunt on May 12, 2016 19:42:45 GMT
Artemis selv mente nu nok at hun ingen venner havde, at hun slet ikke var i stand til at føle så meget for enkle personer, at hun kunne kalde dem venner, at de overhovedet fortjente sådan en titel. Men lige Ethel havde hun et blødt punkt for, og hun nød ærligt at være sammen med hende, også selvom at hun ikke fortalte blondinen alt hun havde på sinde. Hun brød ud i en lille latter over hendes efterligning og nikkede lidt i enighed. “Det lyder som ham” erkendte hun og skænkede sig selv endnu en top the. Ikke at Artemis kunne se noget problem i frygt, men de to kvinder var heller ikke hvad man kunne kalde ens. Med et let suk lagde hun sin hånd mod Ethels, for også at vise alvoren i hendes ord. “Du kan altid komme til mig. Det håber jeg du ved” Hun forsøgte inderligt at virke rolig, for det sidste hun ønskede var at skræmme hende væk, men hun ville så nødigt have at hun endte med at dele sine syn med en anden.
|
|
|
Post by Ethelburga Gaunt on May 13, 2016 14:43:03 GMT
Ethel smilede en smule. Parodien på hendes storebroder havde løftet stemningen en smule, og den unge heks begyndte igen at slappe af i svigerindens selskab. Hun var glad for at hun havde fundet en hun kunne betro sine syner til, og som ville tage hende seriøst, og alligevel smertede det hende at det ikke var alle hendes hemmeligheder hun kunne betro til Artemis. Ikke hvis hun gerne ville beholde deres venskab. "Tak. Det er jeg glad for." Hun smilede og drak af sin the, før blikket igen gled ud i rummet. "Det er virkelig fantastisk hvad du har gjort ved indretningen. Jeg er fuldstændig betaget af gardinerne." Hun havde allerede glemt at hun have dvælet ved det draperede stof en gang indenfor den sidste time, og lod med et lille smil blikket glide tilbage til svigerinden.
|
|
|
Post by Artemis Gaunt on May 17, 2016 13:59:58 GMT
Artemis ønskede ikke at der var en trykket stemning omkring dem, så hun var især glad for at Ethel selv var i stand til at løfte den lidt. Hun trak en anelse på smilebåndet, noget det ikke kom til hende let, for det meste var rigtige smil et sjældentsyn. Men ofte kunne andre ikke se forskel på ægte og falsk. Hun var selv i tvivl, i forhold til hvordan hun havde det med sin svigerinde. Det irriterede hende. "Ja de er ganske nydeligt" sagde Artemis. En sætning som langt fra var hende fremmed. Det var trods alt ikke første gang at de røde gardiner, og stuen blev rost af Ethel. Artemis forsøgte dog at variere i måden hun takkede den anden på. "Jeg overveje noget nyt stof til dem dog" sagde hun og foldede sine hænder, som stadig hvilede i skødet på hende.
|
|