|
|
Post by Léonie d’Montacute on Jan 22, 2016 22:08:14 GMT
Léonie var ved at ville sige noget, men lyden af den knækkede gren fik hende til at krybe sig og bukkede sig længere mod jorden. Ikke at det ville hjælpe særlig meget hvis de blev overfaldet. Hun trak sin stav og holdte den klar, skulle der ske noget. Hun kiggede på Dia som i starten var stille, og famlede efter Ealas skulder så hun kunne tage ved, en mindre forsikring om at hun altså stadig var der.
Det var for mørkt til at hun egentlig kunne se hvad der stod foran dem, Dias latter fik Léonies hjerte til at hoppe en gang over. Hun stirrede frem for sig. Et hestelignede skikkelse stod lidt fra dem, det var en mindre gruppe. Léonie kendte dem godt. Hun slog blikket ned. Der var jo en helt speciel grund til hvorfor hun kunne se dem. Ikke lige et minde hun ønskede at genleve. Hun kiggede på Dia og rynkede i brynene. Det var ikke pænt af ham at grine. Hun skiftede derfor hurtigt opmærksomhed mod veninde til hendes venstre side. "Det er Testraler.. Du ved dem der trækker vognene" forsøgte hun at forklare Eala. Hun lagde sin stav tilbage i posen og rettede sig op. Med alruneroden i hånden gik hun hen og stillede sig ved siden af Dia.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Jan 22, 2016 22:13:39 GMT
Der var noget velkendt ved testralerne og Dias latter var mere lettelse end morskab. Han troede de havde trådt i spinaten. I stedet blev de mødt af disse mystiske, men smukke skabninger. Han havde dog intet råt kød til dem og trådte et halvt skridt bagud, nærved ind i Léonie.
"Der er ikke noget, at være bange for," forsikrede han Ea, en anelse fraværende, før han vågnede lidt op fra sin trance. De var smukke dyr, på deres egen måde. Han ville ønske, at han havde haft noget føde med til dem. Han vidste, at de kunne lide ådsler. "Men vi må nok hellere gå tilbage - hvis I har rødderne?"
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 22, 2016 23:26:51 GMT
Ealasaid følte en stik af skyldfølelse over at have spurgt hvad det var, hun var åbenlyst den eneste der ikke kunne se dem. Hun ville ønske hun kunne, hvilket ikke var en særlig god ting at ønske sig. Derfor blev hun en smule tavs og rejste sig op og gik hen til de to andre.
"Léonie, du har dem - ikke?" Spurgte hun forsigtigt og så fra den ene til den anden.
Hun overvejede stilfærdigt hvad der mon var sket siden de to andre kunne se dem, Dia kunne hun måske gætte sig til men Léonie kendte hun ikke godt nok til at vide. Hun blev pludselig overvældet af en gennemtrængende tristhed og vendte sig om for at gå tilbage til slottet, også fordi hun lidt regnede med at deres skovtur var ovre.
|
|
|
|
Post by Léonie d’Montacute on Jan 22, 2016 23:50:36 GMT
Léonie trådte et par skridt tilbage, da Dia gik ind i hende, eller nærmere snublede. Hun svag armene ud til siden for ikke at miste balancen. Hun havde dog stadig et fast greb om roden.
- "Jeg har kun en" bemærkede hun og vendte dyrene ryggen inden hun kiggede på de to andre. Hun løftede hånden og gjorde opmærksom på deres fund. Hun sendte dem et lille smil inden hun gik lidt tættere på. Dog gik der ikke længe før hun opdagede at Ea var ved at gå mod slottet. Hun kastede roden i Dias retning og hastede efter veninde.
- "Hey Ea, ikke så stærkt" beklagede hun sig, hun kunne trods alt ikke gå så hurtigt grundet de ømme fødder. Hun kom op ved siden af den anden og kiggede lidt på hende.
- "Er der noget i vejen?" kom det så fra hende. De havde ikke været ude særlig længe. Selvom vinden var begyndt at tae til, måske de bare skulle gå tilbage på slottet, tage en smutvej ned i spisesalen for at få noget at smile. Léonie selv kunne godt bruge en varm kop the.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Jan 22, 2016 23:55:42 GMT
Diarmad var ikke så optaget af pigerne, så snart han havde fået bekræftelsen. En rod. Det måtte tydeligvis være nok. Han havde ikke tænkt sig at blive ude alene. Det ville være ren idioti. Med et sidste, langt blik på testralerne, vendte han sig rundt og satte det lange ben foran.
Han var højere end pigerne og havde hurtigt indhentet dem, uden dog at blande sig i samtalen. I stedet hapsede han roden fra Léonie og studerede den i mørket, som hans øjne havde vænnet sig til.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 23, 2016 16:23:01 GMT
Ealasaid smilede halvhjert til Léonie, det var ikke så overraskende at det var hende der fangede at der var noget galt. Hun trak dog bare på skuldrene og rystede langsomt på hovedet.
"Jeg ved der er en grund til i kan se dem og at den højst sandsynlig er ret forfærdelig. Jeg ville bare ønske at jeg kunne se dem, det er alt." Sagde hun og strøg en lok af sit røde hår om bag øret, mens hun så flygtigt over sin skulder på Dia. Han så ud til at kunne følge med.
"Jeg ved godt det er en dum ting at ønske sig" Hun smilede lidt til den ældre pige og rystede på hovedet. De var på vej tilbage til slottet nu og det hjalp lidt på hendes humør. Tanken om varmen i Gryffindors opholdstue var behagelig.
|
|
|
|
Post by Léonie d’Montacute on Jan 23, 2016 18:03:33 GMT
Léonie sendte et smil tilbage til Ea. Hun ville have hvis veninden gik og var ked af det, og især ikke hvis det var sket på hendes vagt. Hun lagde hovedet en smule undersøgende på skrå og betragtede hende som hun talte. Hun nikkede stille da hun bekendtgjorde hvad der trykkede hende. Hun sukkede svagt. "Det er altid slemt at miste nogen man holder af Ea, det er ikke noget du burde ønske dig, selvom Testraler er flotte dyr, er det ikke det værd at ville miste nogen" forsøgte hun i mens de gik mod slottet. Hun nikkede efterfølgende til hendes ord. Ja det var ret dumt at ønske sig, kunne Léonie få sin mormor igen, ville hun helt bestemt hellere det end at se på testraler, selvom de er flotte.
Hun løftede igen op i kjolen så den ikke blev mere våd. "Går i bare tilbage til jeres opholdsstue?" spurgte hun så. Hun var jo den eneste der gik på Ravenclaw. Ikke at hun ville have noget imod, hvis de valgte at gå til ro allerede nu.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Jan 23, 2016 20:56:40 GMT
Diarmad skævede lidt undrende til Ea. På trods af Léonies spørgsmål kunne han ikke lade være med at bryde lidt ind og sige hvad der faldt ham ind, tonefaldet næsten tvivlsomt. "Har du aldrig set nogen dø?"
Han studerede ikke roden længere, men så på den jævnaldrende kollegianer med et bryn let hævet. I hans verden var døden noget naturligt. Det skete ikke sjældent. Selv beskyttede steder som Hogwarts var det en mulighed og han var ikke ligefrem bange for døden. Selvfølgelig ønskede han den ikke, men han var født til et liv fyldt af faldgruber.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 23, 2016 21:16:29 GMT
Ealasaid rynkede sine bryn og rystede på hovedet. "Jeg har set døde mennesker, men selv det er sjældent." Bemærkede hun og rødmede en anelse, da hun følte sig lettere pinligt berørt over sin egen manglende erfaring. Derfor drejede hun ansigtet mod jorden og fokuserede på ikke at snuble over noget. Hun var glad for at have noget at foretage sig, hvis de havde stået stille ville hun have følt sig endnu mere akavet.
"Det vil jeg tro Léonie. Vi kan vel forsætte en anden dag?" Svarede hun en smule forsinket og smilede flygtigt til den ældre pige.
|
|
|
|
Post by Léonie d’Montacute on Jan 23, 2016 23:21:25 GMT
Léonie kiggede på Dia med rynket bryn. "Det spørger man da ikke om. Døden er ikke noget man spøger med, naturligt eller ej. Ea, du skal passe på hvad du ønsker" sagde hun så og kiggede på hende. Hun sukkede svagt. Det der med at ønske at man kunne se trestraler, skulle man ikke sige med for stor entusiast, det kunne jo gå hen og ske når man mindst ventede det. Hun gned sine øjne
Selvom det ikke var særlig sent kunne hun mærke trætheden lægge sig om hende som et tungt tæppe. Selvom de ikke gik på samme kollegie, eller Dia og Ea gjorde. Så lå Ravenclaws opholdsstue ret tæt på, og de ville derfor kunne følges ad. Hun nikkede langsomt med hovedet. "Bestemt" sagde hun med et smil.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Jan 23, 2016 23:51:12 GMT
Diarmad skævede lidt fra den ene til den anden pige. Spurgte man ikke om det? Han synes de var noget fintfølende, men kommenterede ikke yderligere. Han havde fat i roden og lod den diskret falde ned i sin taske, uden at blande sig i pigernes samtale før til sidst.
"Vi skal jo finde noget at bruge roden til. Vi kan ikke bare lade den ligge og rådne, vel?" Hans mundvige trak lidt op. "Alt det besvær for ingenting..."
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 24, 2016 10:28:42 GMT
Ealasaid skævede til Léonie da hun endnu en gang kommenterede på hendes ønske og overvejede om det havde været forkert at bekende sig til den ældre pige. Hun lod dog være med at sige mere om det og vendte i stedet sin opmærksomhed mod Dia.
"Du har ret" Bemærkede hun "Jeg tror vi kan bruge den til Volubilis eliksiren. Det er en eliksir der laver folks stemmer sjove, det kan vi sikkert få meget skæg ud af" Foreslog hun og så på de to andre med et konspiratorisk smil. Der var et par irriterende Slytherin elever som hun gerne ville gøre lidt grin med.
|
|
|
|
Post by Léonie d’Montacute on Jan 24, 2016 18:48:23 GMT
Léonie havde hverken ønsket at lyde for belærende eller bedrevidende, men hun kunne stadig ikke forstå hvorfor nogen ville ønske at se testraler, hvis det betød at man skulle opleve døden tæt på. Hun mente i hvert fald heller ikke at det var noget man skulle blære sig med at man kunne se, ikke at hverken Dia eller hende havde gjort det. Hun havde selv blandede følelser omkring det. Hun trak på sine skuldre.
"Nej det ville være spil" bemærkede hun med et lille grin. Hun kiggede på Ea og nikkede langsomt. "Det, kunne vi da godt" sagde hun og lagde hovedet svagt på skrå. Ikke at det ville være hendes første bud, men hun var så træt at hun ikke havde noget bedre forslag.
|
|
|
|
Post by Diarmad MacFusty on Jan 24, 2016 19:51:34 GMT
Diarmad trak lidt på skuldrene. "Det kan vi beslutte senere," konkluderede han, på deres alles vegne. Det følte han sig berettiget nok til. "Lad os se at komme indenfor. Jeg ved ikke med jer, men jeg har ikke planer om at blive grebet udenfor efter sengetid."
Han hævede begge bryn en anelse og satte det lange ben foran, med et kort blik tilbage på pigerne, for at sikre sig, at de fulgte med. Det antog han selvfølgelig, at de gjorde.
|
|
|
|
Post by Ealasaid M. Weasley on Jan 24, 2016 20:12:49 GMT
Ealasaid trak på skuldrene, uden at have noget imod at vente med at gøre noget til senere og fulgte efter Diarmad mod slottet.
"Det har ellers været en hyggelig tur - selvom det var lidt farligt" Bemærkede hun og satte farten op for at indhendte Dia.
"Det må vi gøre en anden gang" Sagde hun med et skævt smil og vendte blikket op mod slottet, som bød dem velkommen med dets svagt oplyste vinduer. Det syn kunne hun aldrig blive træt af.
|
|
