Velkommen til Toilandtrouble, et rollespil sat i året 1361 og centreret omkring J.K. Rowlings magiske verden. Vi er vilde med at du er her og håber du har lyst til at slå dig ned hos os!
Hvad med at starte med at præsentere dig i chatten længere nede i sidebaren? Du finder den lige under boxen med admins navne og skal bare trykke på ordet c-box - så dukker den frem!
Mere nyt om det gyldne lyn, som Bowman Wright opfandt i januar!
Alexander Isaac Wildsmith
Syttenårig, sprudlende og dødsensærlig dragetæmmer-datter og halvblodsheks. Hun er på Gryffindor og spilles af Tonic. Du kan læse mere om hende lige her!
Vil du være med til at lave spotlight?
Tusind, tusind tak til taut og Gwen for kodning, billeder og ikoner og til Vic fra Caution for at lege med Gwens banner.
Det var stadig rimelig tidligt på aften og Kalliope nød et krus med varm cider, som hun stod og betragtede et, af de mange små bål. Det var en smuk aften, men også fyldt med vildskab. Der var allerede folk, der skabte en stemning. Nogen steder var der spredte stemmer, som sang. Andre steder blev der danset om bålene. Lige her var der rimelig stille og hun sugede stemningen til sig.
Da blikket faldt på et velkendt ansigt, forlod hun dog sit sikre sted og gik over imod den jævnaldrende skotte med sikre skridt. "Magdalena," hilste hun varmt, selvom hendes tanker ikke var helt frie i aftenens anledning. "Nyder du Ostara?"
Post by Magdalena MacBoon on Mar 23, 2016 21:05:28 GMT
Magdalena var iklædt en olivengrøn kjole, hvor skørtet faldt frit og luftigt omkring hende. Det røde hår hang i krøller ned over begge skuldre, og hun lod en finger stryge en lok om bag øret, som hun hjerteligt lo over en kommentar.
På et tidspunkt løb hun tør for varm cider, og hun havde netop hentet sig et nyt krus, da der blev talt til hende. I et smil løftede hun ansigtet og blev glædeligt mødt af sin jævnaldrende veninde. “Kallie”, hilste hun roligt. Hendes spørgsmål fik et muntert fnys over læberne.
“Kan man tillade sig andet, når stemningen er, som den er på en aften som denne?”, hendes skuldre var afslappede, og hun så varmt på veninden et kort øjeblik, før blikket landede på en bænk længere henne. “Kom. Vil du ikke med hen og sidde?”, spurgte hun, før hun gjorde et lille kast med hovedet i bænkens retning.
Post by Kalliope Shafiq on Mar 24, 2016 16:04:50 GMT
Kalliope smilede varmt til veninden. Det hjalp selvfølgelig på varmen, at hun var mildt beruset og gjorde et effektivt forsøg på at glemme sine problemer. Dertil hjalp det glimrende med en gammel veninde og hun accepterede straks idéen om, at sætte sig over på bænken.
"Stemningen er næsten børnevenlig lige nu, men giv det et par timer," bemærkede hun tørt, imens de bevægede sig hen til pladserne.
Post by Magdalena MacBoon on Mar 25, 2016 20:09:28 GMT
Kallies svar fik Magdalenas ene bryn til at løfte sig en smule, mens mundvigene sitrede lidt. “Jeg tror ikke vi behøver vente et par timer”, fnøs hun dæmpet. “Forestil dig en udgave af Professor Fedthår fra 5. årgang, men ældre og mere overvægtig. Han talte uafbrudt om sine husdyr i ti minutter, med så stor lidenskab, at jeg var tæt på at spørge, om han havde indledt et forhold med et af dem”
Hun pustede let ud som hun slog sig ned på bænken. “Jeg antager, at du også har en god aften?”, spurgte hun veninden, som ansigtet blev vendt mod hende, mens hun tog endnu en tår af den varme cider.
Post by Kalliope Shafiq on Mar 25, 2016 20:39:56 GMT
Kalliopes mundvige sitrede lidt, før en fnysende latter forlod hende og efterlod hendes mellemgulv og skuldre rystende, indtil hun fattede sig. "Åh? Ja. Ja, jeg har en fin aften," svarede hun, uden at lade tvivlen overtage sig. Hun ville ikke lade den ødelægge aftenen.
"Bedre nu, Maggie. Det er godt, at se dig. Har du det godt?"
Post by Magdalena MacBoon on Mar 25, 2016 21:06:36 GMT
Magdalena og Kalliope gik langt tilbage. Det var muligvis grunden til at en tvivl meldte sig, da Kalliope besvarede hendes spørgsmål på en måde, der for Magdalena ikke virkede helt sandfærdig.
Hun så tænkende på veninden, som hun trykkede sine læber lidt sammen. Overvejede hvor vidt hun skulle konfrontere veninden med sin mistanke. Hun kom dog aldrig så langt, da Kalliope stillede hende et nyt spørgsmål. “Jeg har i hvert fald travlt”, startede hun. Mundvigene sitrede ved tanken om det kommende projekt. “Jeg har købt en bygning som skal renoveres helt fra bunden”
Post by Kalliope Shafiq on Mar 26, 2016 18:20:36 GMT
Kalliopes interesse var vakt og hun kunne - heldigvis - skubbe alle tanker om mulig graviditet og Amal Shafiq ud af sit hoved. "En bygning? Hvorhenne? Til hvad?" Hendes bryn trak sig lidt sammen og blikket udstrålede klar interesse, som det gled over Magdalena.
Hun havde dog stadig al tid i verden tilovers til også, at tage en tår af det dampende krus.
Post by Magdalena MacBoon on Mar 26, 2016 19:20:26 GMT
“York”, forklarede hun. Hun tog en solid tår af den varme cider og skottede lidt rundt. “En mindre kro”, fortalte hun, og afslørede ikke den mindste smule, at det ikke var den hele sandhed.
“Kender du tilfældigvis nogle stærke mænd med hænderne skruet godt på?”, tanken plantede et lettere smørret smil på hendes læber. “Stedet har brug for en del kyndig bearbejdelse der ikke kun kan gøres af mig. Jeg kan ikke betale i dyre domme, men jeg kan give en god pris”
Post by Kalliope Shafiq on Mar 26, 2016 21:15:24 GMT
Kalliope sansede ingen ugler i mosen og nikkede lidt. Et muntert fnys forlod hende ved spørgsmålet og hun klemte øjnene lidt sammen. "Jeg kender flere mænd, der utvivlsomt kan bearbejde en hel del ganske kyndigt, men ingen håndværkere eller daglejere." Hendes eget smil var næsten lige så smørret som venindens. Hun forviste Amal fra sine tanker. Igen.
Post by Magdalena MacBoon on Mar 26, 2016 22:14:00 GMT
Magdalena trykkede læberne lidt sammen. Det var svært at overse måden hvorpå de blå øjne spillede muntert. Hun lo dog ikke. Til gengæld voksede smilet på hendes læber.
“Jo.. “, startede hun ud. Hun smilede allerede smørret, før hun fortsatte. “.. Men jeg foretrækker, at mine ansatte er i stand til at bruge deres stav, hvis det er behøvet”
Post by Kalliope Shafiq on Mar 26, 2016 22:40:41 GMT
Kalliope så et øjeblik helt skandaliseret på Magdalena, før hun brød ud i en lettere hysterisk latter og måtte standse sig selv med magt og rømme sig kraftigt, før hun tog en solid tår af sit krus.
"A---ha. Ja, den slags daglejere kender jeg slet ikke. Men husk nu, at passe på dig selv, ven. Lige pludselig kan du få lidt mere stav end du havde bedt om." Hun fnes.
Post by Magdalena MacBoon on Mar 26, 2016 23:14:25 GMT
Da Kalliope lo, kunne Magdalena heller ikke holde en latter tilbage. Når sandt skulle siges, så havde hun kedet sig, før Kallie havde taget fat i hende. Det var befriende at være i selskab med en der ikke var så tør og kedelig.
“Åh, Kallie”, hun smilede varmt til veninden, som latteren langsomt døde ud igen. “Fortæl mig lidt om hvad du går og laver nu?”
Post by Kalliope Shafiq on Mar 27, 2016 0:00:52 GMT
Kallies smil blev en anelse anstrengt, men hun bestræbte sig på, at tvinge tristheden på afveje og tog en god tår mere, før hun gjorde, som Magdalena bad om.
"Jeg er min fars assistent igen, efter en måned som vikar på Hogwarts. Denne her håbløse professor forlod Hogwarts uden et ord, uden en advarsel, men da hun træder ind af døren igen, giver de hende straks jobbet tilbage." Hun fnøs irritabelt. "Kan du fatte det?"
Post by Magdalena MacBoon on Mar 27, 2016 0:43:39 GMT
Mistanken rørte igen på sig, men så længe Kallie ikke selv gav hende en mere naturlig anledning til at spørge ind til det, så holdt hun det for sig selv.
Kallies ord fik hende da også på andre tanker, hendes ord fik hende til at rynke brynene uforstående. “Af hvad? Må de overhovedet det?”, spurgte hun, tydeligvis lige så forarget over det som Kallie var. “Du har ikke mulighed for at klage?”
Post by Kalliope Shafiq on Mar 27, 2016 10:41:19 GMT
Efter samtalen med runeprofessoren fra Hogwarts, føltes Maggies reaktion på hendes vegne godt helt ned i mellemgulvet. Hun var lige ved, at række ud og give hende et solidt kram, men holdt sig mere kontrolleret end det og nøjedes med, at smile varmt i et øjeblik, før hun trak på skuldrene.
"Jeg kan lave et postyr overfor rektor, men det gør ingen forskel. De har valgt, at tage hende tilbage, selvom hun var forsvundet i to måneder. Hun virker som om hun er vanvittig. Hun vadede ind på lærerværelset lige pludselig en aften og opførte sig som om intet var sket."
