|
Post by Lionel Malfoy on Mar 7, 2016 21:35:11 GMT
En dæmpet, utilfreds lyd forlod Lionel, selvom han bevarede en pæn facade. "Hvis jeg hører, at du har gjort det for andre bliver jeg ikke tilfreds," bemærkede han dæmpet, før han tog en tår af sit bæger og skjulte det faretruende glimt i sit blik for hende. Det var noget af en underdrivelse.
"Men jeg ser frem til at stifte bekendtskab med dine skikke og lade dig opleve vores." Hans stemme var ikke dæmpet nu. Tonen antydede heller ikke, at der kunne være tale om andet end høfligheder.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 8, 2016 18:08:59 GMT
Maries ansigt afslørede absolut intet. Hun hævede blot øjenbrynene ganske svagt og smilede antydningsvist, før hun selv rettede blikket væk igen og rakte ud efter sit krus. "Det 'åber jeg ikke," konstaterede hun simpelt og for øjeblikket mere end tilfreds med den besidderiske undertone. Det var en berusende følelse.
Hun rettede sig en anelse op i stolen og smilede venligt til et engelsk adelspar, som hun for øjeblikket ikke kendte navnet på. Det ville snart ændre sig. Hun havde alle intentioner om snart også at kende alle de vigtige navne i den engelske adel. "Også jeg, monsieur. Jeg er sikker på, at det nok skal blive en ganske lærerig alliance, non?"
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 8, 2016 18:44:55 GMT
Lionels fingre krummede sig en anelse om bægeret, før han vendte blikket imod Marie med et glat smil, der dog trods alt nåede hans øjne. "Absolut. Og om et års tid er vi også af med din charmerende accent til hverdagsbrug," konstaterede han afslappet.
"Det engelske folk bryder sig ikke meget om det franske for tiden, hm?"
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 8, 2016 19:00:24 GMT
Det var et held, at Marie var god til at maskere sine følelser. Det gjaldt også den overraskelse, der meldte sig over den skjulte snert af fordømmelse i hans ord og mentalt fik hende til at rynke på næsen. Det kunne dog aldrig falde hende ind at gøre netop det overfor sin kommende ægtemand og nogle af de mest magtfulde magikere fra de britiske øer.
Så i stedet smilede hun et nydeligt smil, der var temmelig påtaget og blafrede en enkelt gang med øjenvipperne. "Non. Det er et 'eld at Aquitaine er engelsk, mh?"
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 8, 2016 20:04:25 GMT
Lionels smil var ægte nok og hans konstatering temmelig ligefrem. Han gik ikke op i hendes reaktion eller holdning til hvorvidt hendes accent var passende. Den var sød og charmerende, men ikke egnet til hoffet.
"Absolut," svarede han. "Hvis det havde været anderledes, havde jeg ikke kunne få dig." Hans blik viste et øjeblik ægte ømhed, før han tog en tår mere af sit bæger.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 8, 2016 20:27:48 GMT
Marie skammede sig ikke over sit ophav. Sandt var jo også, at hun fandt både englænderne og skotterne temmeligt primitive, men det tænkte hun ikke så meget over nu. Til gengæld mildnedes hun også en ganske god del over de næste ord, men endnu mere udtrykket i de lyse øjne.
Det diskrete smil der denne gang voksede frem, var oprigtigt. Hun strejfede ganske flygtigt hans hånd i et blidt kærtegn med sine fingerspidser. Så let at det kunne have været et uheld. "Det ville 'ave været en frygtelig skam."
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 8, 2016 20:42:32 GMT
Lionel smigrede sig selv med at være nogenlunde elegant. I hvert fald nok til at redde en akavet situation. Når hun virkelig var hans ville han ikke behøve den slags metoder, men indtil da var det en sjov lille dans.
"Er du stadig vred på din bror?" Spørgsmålet kom med et lille, skævt smil. Han kunne måske forstå vreden, men han var temmelig tilfreds med Jacquet.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 8, 2016 20:56:14 GMT
Spørgsmålet fik det mindste, lille fnys til at undslippe hende, men til gengæld trak det også svagt i hendes mundvig. Blikket farede kort til den ældre bror, der ene og alene var ansvarlig for, at hun var godt på vej til at blive en del af Malfoyfamilien. Mere eller mindre, i hvert fald.
"Non," indrømmede hun efter et øjeblik og rystede ganske svagt på hovedet, før hun mødte Lionels blik igen. "Jeg mener stadig, at det var upassende at efterlade mig 'er, men jeg 'ar ingen klager over udfaldet." Den del mente hun selv at have stået for.
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 8, 2016 21:48:55 GMT
Lionels tænder blev kort synlige og han fulgte hendes blik til broren, hans fremtidige svoger, før han løftede bægeret i en skål med selvsamme.
"Nogen gange må man tage usædvanlige midler i brug, for at få det man begærer," konstaterede han simpelt. "Andre gange falder der ned i skødet på en, som at samle kastajner i oktober."
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 9, 2016 7:19:48 GMT
Marie kunne ikke helt lade være med at smile over ordene og da hun havde taget en tår af sin vin, så hun tilbage på sin forlovede med et svagt spillende blik.
"Gemmer du en skjult poet i maven, monsieur?" spurgte hun, svagt drillende, men med et mildt smil og et varmt blik. "For'åbentlig er det oftest en ligevægt af begge dele."
|
|
|
Post by Lionel Malfoy on Mar 9, 2016 16:38:53 GMT
Lionel fnøs bestemt og i svag foragt. Han tilkastede sin forlovede et sigende blik. "Vorherre bedre det," svarede han, med fin opmærksomhed på, at det var et blandet selskab. Han svarede ikke på hendes forhåbning.
Blikket strejfede ud over selskabet og han tog en dyb indånding, før han vendte sig lidt til siden for at tale til sin mor for en kort bemærkning. Han kunne ikke give Marie sin ensidige opmærksomhed, selvom han kunne være fristet til det.
|
|
|
Post by Marie Malfoy on Mar 9, 2016 16:54:14 GMT
Marie smilede en anelse over reaktionen. Hun havde mødt mange mænd i sin tid, poeter blandt andet. Hun var ikke i tvivl om, at manden ved siden af hende var mange ting over det. Præcis hvad, ville hun have lang tid til at lære.
Modvilligt slap hun hans opmærksomhed og rettede selv blikket ud over selskabet. Et rum næsten fyldt med fremmede ansigter. Der alle så tilbage på en kvinde, der var lige så fremmed. Hun tog en diskret indånding. Der var ingen tvivl om, at hun ikke var på hjemmebane, men hun var tålmodig. De skulle nok lære at elske hende, som det franske hof havde lært det.
|
|